Kommentar

Stress er blevet den enkeltes problem

Som tillidsrepræsentant hører jeg ledere placere ansvaret for stress hos den syge og advare om, at brugere og kolleger mister tilliden til den med stress, hvis ikke vedkommende bliver mere stabil. Det er gift for en stressramt
23. juli 2016

Som tillidsrepræsentant for pædagogerne i en vuggestue har jeg været bisidder for stressramte kolleger ved flere omsorgssamtaler. Disse samtaler skal som regel have fokus på omsorg for medarbejderen og vilkårene for dennes tilbagevenden til arbejdet.

Nogle samtaler er forløbet problemfrit, men efterhånden som budgetterne er blevet mindre og medarbejderne færre, har samtalerne udviklet sig til at lægge et større og større pres på de syge medarbejdere.

De er kommet til at handle mere om medarbejdernes individuelle ansvar for deres fravær og tilbagevenden og mindre om arbejdsvilkårenes og arbejdspladsens påvirkninger af medarbejderens trivsel.

Dårlig omtale

Som syg bliver man f.eks. mødt med, »at der generelt og statistisk er størst chance for succes med returnering til arbejdspladsen i stresssituationer, når en medarbejder hurtigst muligt genoptager arbejdet delvist eller helt – alt efter situationen. Jo længere fravær, desto større er risikoen for ikke at komme i gang igen.«

Jeg har også oplevet, at der blev sat spørgsmålstegn ved medarbejderens professionelle virke med en udtalelse som: »Længerevarende fravær kan medføre dårlig omtale blandt børn og forældre, hvilket kan forfølge medarbejderen resten af karrieren. Fraværet og den manglende stabilitet kan vanskeliggøre medarbejderens troværdighed og samarbejdet med børn og forældre.«

Endelig kan der lægges et voldsomt pres på medarbejderens følelse af at høre til blandt kollegerne, når der bliver sagt:

»Fravær og manglende stabilitet kan medføre et dårligt ry blandt kolleger, der derfor kan fravælge medarbejderen i samarbejdsrelationer. Det kan medføre, at kollegerne ikke ønsker at arbejde i team med medarbejderen, idet fraværet påvirker det daglige arbejde, forældremøder og teamsamarbejde.«

At blive udsat for sådan et pres, når man er sygemeldt med stress, er på ingen måde fremmende for en hurtig tilbagevenden til arbejdet. En hurtig tilbagevenden er ofte betinget af ændrede arbejdsvilkår og arbejdsopgaver samt en følelse af at blive mødt med respekt og forståelse.

Urimeligt pres

Der hersker næppe tvivl om, at ressourcerne i det offentlige er færre – der er ikke råd til at have mange langtidssygemeldte medarbejdere ansat. Det varslede omprioriteringsbidrag kommer næppe som en befrielse her.

En bevidst tilgang til medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljøet kan til alle tider virke forebyggende. En tilgang, der er præget af respekt og forståelse for medarbejderne, og hvor omsorgssamtaler reelt er omsorgssamtaler med ægte interesse for medarbejderne, giver tryghed og trivsel og dermed faldende sygefravær.

Det er nødvendigt at arbejde meget bevidst med at forebygge stress.

Det kræver en åbenhed, hvor det som medarbejder er tilladt at melde pas på nogle arbejdsopgaver og sige ja tak til andre. Medarbejderne skal have mulighed for, enten i perioder eller generelt, at få omlagt deres arbejdsopgaver eller bytte med kolleger, hvis de føler sig presset eller udbrændt.

Der bør også være villighed til, at medarbejdere kan gå ned i tid, før de må sygemelde sig med stress. Deltidssygemeldinger som forebyggende indsats vil kunne give mening for mange. Så kan lange fuldtidssygemeldinger undgås langt hen ad vejen.

Men det kræver et arbejdsmiljø, hvor det er tilladt at gå til sin leder og melde ærligt ud, hvis presset er for stort – uden angst for senere repressalier, fordi man ikke er robust nok.

Det kræver et arbejdsmarked, der ser forebyggelse som en værdifuld investering, og hvor indsatserne begynder i det små ude på den enkelte arbejdsplads.

De offentligt ansatte beskyldes ofte for at klynke, men måske skulle den syge offentlige sektor til at kigge indad. Ansvaret for trivsel og arbejdsmiljø skal kollektiviseres og tages alvorligt på alle niveauer, hvis vi vil arbejde seriøst med at nedbringe sygefravær på grund af stress.

Anne Bendorff Geertsen er pædagog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Kurt Nielsen
  • Colin Bradley
  • Einar Carstensen
Dorte Sørensen, Kurt Nielsen, Colin Bradley og Einar Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvorfor er det, at arbejdsforholdene i de seneste 15-20 år bare er blevet ringere og ringere? Det er ikke globaliseringens skyld, for vi er jo blevet det modsatte af fattigere som land betragtet. Vi har blot tilladt, at den kløft mellem klasserne, der var ved at blive fyldt op, nu igen graves ud - så de, der har for meget, får mere, og de, der har for lidt, får mindre. Det er uanstændigt.

Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, peter fonnesbech, Hans Larsen, Heidi Larsen, Einar Carstensen, Torben Skov, Tue Romanow og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Det er på høje tide at vi begynder at tage ansvar for velfærden, vis dem at hvis man rejser sig og kæmper imod uligheden, imod Magteliten, imod den nedladende behandling som folketinget gennemtvinger, kan vi vise en bedre vej. Det er vores opgave at sørge for at undgå at Danmark socialt set bliver totalt smadret, før det er for sent, det franske folk har rejst sig.

Er grådighedens religion pengene værd? Kommunernes økonomi ud at reformhelvedet. Den pris som samfundet generelt betaler i ulighed og ustabilitet er allerede nu alt for høj. Samtlige sociale institutioner er mere end halverede, dødssyge mennesker bliver tvunget på arbejde med sygeseng. Selv om kriser er smertefulde og farlige, er det også det terræn, hvor velfærdskampe skal udkæmpes og vindes, vi må starte forfra ligesom i forrige århundrede, civil ulydighed og civile strejker. Det er sådan velfærdssamfundet blev skabt og dette er sådan fremtiden skabes, velfærden er vores ansvar.

Deltag aktivt i velfærdsReformationen, oprøret mod de fattigdomsskabende politikere starter fra bunden, vi vil skabe et stabilt Danmark, gennem et mere lige samfund. Vi kæmper imod den uhæmmede griskhed hos den økonomiske magt elite, som har købt og betalt det repræsentative demokratis folkevalgte politikere, vi ses på de sociale medier.

Tommy Mortensen

I Danmark og vesten generelt gælder: Man er sin egen lykke smed!
I Japan har de et begreb som hedder Jita Kyoei, hvilket betyder "gensidigt velfærd gennem eget bidrag." Lykkebegereb: Jita kyoei, er sikkert mere gavnligt i disse nyliberale tider.

At 'arbejdsgiverne' individualiserer arbejdsmiløproblemer (herunder stress) er ikke noget nyt fænomen - del og hersk! Problemerne skal kollektiviseres, og her spiller tillidsrepræsentanten en afgørende rolle - sammen med arbejdsmiljørepræsentanten. Så selvfølgelig går den enkelte pædagog ikke til sin leder alene for at tale om sin problematiske situation. Pædagogen går til sin tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant, som tager et møde med hele personalegruppen. På mødet drøfter de de aktuelle arbejdsmiljøpåvirkninger og helbredsmæssige konsekvenser - der er aldrig kun én, der har stress-relaterede problemer. Derefter tages et fælles møde med lederen - som vel at mærke har ansvaret for at ingen ansatte bliver syg af at gå på arbejde i følge Arbejdsmiljøloven - og i fællesskab laves en plan for reduktion af belastninger i arbejdet. Hvis repræsentanterne ikke kan stå distancen, må de hente støtte i den lokale fagforening. Hvis den ikke har den nødvendige styrke, må den hente hjælp i forbundet. Hvad er det, der er vanskeligt ved den strategi?

Det vanskelige er at fyrringer hænger lavt. At det derfor er bedst ikke at komme i søgelyset. Det er meget svært at finde folk der vil påtage sig jobbet som tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant. De er beskyttet mod afskedigelse, men det er kun et penge spørgsmål; de to repræsentanter koster det bare en højere pris at fyrre, Og især offentlige arbejdsgivere er ikke bleg for at betale denne pris.

Omsorgssamtaler handler om den enkelte medarbejders helbred. De af forfatteren nævnte eksempler, som jeg godt kan genkende, handler om at lederen ikke skal få stress af sin egen umulige ledelse. Det umulige kan dog godt bestå i, at det slet ikke er muligt at være personaleansvarlig leder under de givne budgetforhold.
Det hænger unægtelig sammen med den aktuelle fordelingspolitik som hele blå blok, inklusive socialakrobaterne, mener er den nødvendige politik.
Den bedste mode at begrænse udgifterne til sygdom blandt arbejdsstyrken er, at sørge for at denne ikke bliver syg på grund af arbejdsforholdene!