Klumme

Tak for sparket, briter – men det er værst for jer selv

Brexit-resultatet i Storbritannien var sårende på et personligt niveau for mange af os ’EU-migranter’. Men værst er det nok for de millioner af briter, der ikke længere føler, at de hører hjemme i deres eget land
19. juli 2016

Som veluddannet europæer med fast job bosat i Storbritannien har jeg aldrig opfattet mig selv som immigrant. Jeg er expat.

Jeg har valgt slå mig ned her med min familie og bidrager til samfundet gennem min skat og mit ulønnede arbejde som formand for skolens fritidsordning i David Camerons såkaldte Big Society.

Danmark har betalt for min uddannelse, og min løn kommer sågar fra en dansk virksomhed. Jeg er en ren overskudsforretning for det britiske samfund.

Alligevel blev jeg i den netop overståede EU-valgkamp klumpet sammen med primært fiktive nassende immigranter fra det frygtelige EU, der er skyld i, at der ikke er nok skole- og hospitalspladser, huse eller job til de etniske briter.

Hvis bare vi fik sparket, ville alt være godt, synes store dele af det britiske samfund at mene.

Der var naturligvis også dem, der var mere avancerede i deres racisme. Selvfølgelig må os fra det rigere nord gerne komme, så længe de fattige rumænere, bulgarere – og lige om lidt tyrkere – bliver forhindret i at strømme ind i hundredtusindtal.

Nu er jeg egentlig ikke så nærtagende. Alligevel kunne jeg og mange andre af mine europæiske expat-venner ikke undgå at blive en anelse påvirkede af den massive uvilje og dæmoniseringen af os over flere måneder.

Denne kildrende følelse af ubehag blev til direkte vrede, da et lokalt polsk kulturcenter blev udsat for racistisk graffiti dagen efter folkeafstemningen, og da historierne om chikane kom helt tæt på.

En britisk ven med en tysk partner fortalte, hvordan en person havde råbt af hans 5-årige datter, at hun burde skrubbe hjem til Tyskland. Hvor hun aldrig har boet. Men hvor hun efter sommerferien nu vil bo med sine forældre.

»Jeg er led og ked af at være omgivet af ignorante – og dog bedrevidende – racister,« har faren forklaret. »Jeg føler ikke, at jeg hører til i England, og at tage til et sted, hvor jeg ikke forventes at høre til, vil blive en enorm lettelse.«

Han og mange af hans ligesindede – dvs. veluddannede, internationalt orienterede briter – er forfærdede over resultatet og det, som det siger om deres land. Jeg har selv modtaget adskillige undskyldninger fra britiske venner.

Min egen britiske mand har samme knusende følelse af ikke at forstå og ikke at høre til længere. Også han gør nu en dyd ud af at undskylde på nationens vegne over den vandalisme og racisme, EU-borgere i området har oplevet.

En polsk nabos dybe taknemmelighed over denne lille gestus viser, hvor usikre mange føler sig efter de seneste ugers begivenheder.

Denne usikkerhed forstærkes af, at vi ikke ved, om vi får lov at blive på sigt. Politikerne vil ikke udstede garantier, før de har fået lignende garantier fra de øvrige EU-lande om, at de britiske expats kan få lov at blive.

Forskellen mellem os og briterne er dog, at mens vi risikerer at få problemer med at bo i ét land – og de fleste regner trods alt med, at det går i orden for os, der allerede bor her – så har briterne udsigt til, at hele Europa bliver lukket land for dem.

Der er ingen garantier for, at min mand f.eks. vil have ret til at flytte til Danmark og arbejde dér i fremtiden. Denne erkendelse er næsten ubærlig for mange.

Særligt for personer, der som min mand har levet og arbejdet i udlandet, er følelsen af at være indespærret, af indskrænkede muligheder, af at nogen – uden at vide, hvad de gjorde – har stjålet deres europæiske statsborgerskab, dybt deprimerende.

Det er denne erkendelse, der har fået selv højtstående politikere i Skotland, der ellers var imod uafhængighed, til at ændre mening. Hvis valget står mellem at være del af et indadskuende, fattigere Storbritannien, der er sig selv nok, eller være en del af et grænseløst Europa, der ikke er perfekt, men hvor alle muligheder er åbne, så vælger de det sidste.

Selv om Brexit-resultatet var sårende på et personligt plan, så er jeg nået til den konklusion, at det er langt værre for briterne selv.

Mette Rodgers er korrespondent i London. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Poul Anker Sørensen
Toke Andersen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Det må jeg nok sige - en ordentlig mundfuld - mon ikke Mette Rodgers har overset hvordan ordene "Expat" og "Immigrant" også kan opfattes - (Henrik Brøndum, Fremmedarbejder og virksomhedsejer i UK).

https://www.theguardian.com/global-development-professionals-network/201...

Og et udpluk:

What is an expat? And who is an expat? According to Wikipedia, “an expatriate (often shortened to expat) is a person temporarily or permanently residing in a country other than that of the person’s upbringing. The word comes from the Latin terms ex (‘out of’) and patria (‘country, fatherland’)”.

Defined that way, you should expect that any person going to work outside of his or her country for a period of time would be an expat, regardless of his skin colour or country. But that is not the case in reality; expat is a term reserved exclusively for western white people going to work abroad.

Africans are immigrants. Arabs are immigrants. Asians are immigrants. However, Europeans are expats because they can’t be at the same level as other ethnicities. They are superior. Immigrants is a term set aside for ‘inferior races’.

Sabine Stosiek, Bjarne Jensen, Michael Friis, Bill Atkins, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Alle muligheder er ikke åbne for alle, Mette Rodgers. Ikke i UK, ikke i EU.

Så simpel en kendsgerning, og alligevel snubler du tilsyneladende over den. Man frygter jo helt, at du slet ikke fforstår - sådan rigtig forstår - hvad det er, der foregår..

Michael Kongstad Nielsen, Bill Atkins og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Pinlig artikel af en person med basis i Overeuropa

Tænk lige over hvordan vi behandler fremmede og især i laveste socialgruppe her i Danmark.

Men holdningen er ikke overraskende. Jeg mener ikke, at Overdanmark er bedre til at beslutte ændringer i suverænitet end Underdanmark. Artiklen minder mig om Marianne Jelveds reaktion, da danskerne stemte nej i 1990'erne. Jeg mener, at Hun sagde til sine ligesindede i EU, at hun skammende sig over af være dansker,

Min opfattelse er, at det meget store flertal og herunder ansvarlige politikere og embedsmænd generelt ikke synes tilstrækkeligt oplyste til de store suverænitetsbeslutninger.

Der gøres alt for lidt for at give borgerne reel indsigt. Populisme beherskes af mange politikere og stærkt støttet af pressen. Jeg skammer mig over, at de ansvarlige politikere og pressen ikke formår, at give det demokratiske samfund et ordentligt beslutningsgrundlag.

Michael Kongstad Nielsen, Bo Carlsen, Hans Larsen, Ebbe Overbye, Bill Atkins og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det er jo objektivt forkert. Til gengæld har mange briter med god ret følt sig fremmede i eget land inden Brexit. Ligeså heldige vi er ved at være et lille sprogområde, ligeså udsatte er englænderne ved at stå for tidens lingua franca.

Michael Friis, Michael Kongstad Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Det er jo klart at Brexit kan blive startskuddet til, at alle gode kræfter samles om, at ændre EU's merkantil eksport/import fokus til et mere arbejdsmarkedsorienteret fokus. Hvordan vil vi indrette EU's interne arbejdsmarked ud i fremtiden? Vil vi søge at afskaffe arbejdsløshed - eller i det mindste afskaffe arbejdsløshedens skæve fordeling på det interne arbejdsmarked?

Henrik Brøndum

Bortset fra brugen af "Immigrants" contra "Expats" - som jeg mere og mere hælder til må være et bevidst drilleri - er jeg jo enig i artiklen. Brexit er en plage. Jeg kan nok klare den ved at søge og sikkert få statsborgerskab i UK - og min kone kan sikkert også klare den i Danmark på grund af sit høje lønniveau (men statsborger bliver en udfordring på grund af det danske sprog).

Så det besynderlige er - at overklassen (som jeg tilhører med det yderste af neglene) - kan gøre som de hidtil har gjort (og det gælder nok også for Mette Rodgers og hendes mand) - men underklassen har med begejstring stemt sig til nogle begrænsninger for sig selv?

Charlotte Svensgaard

Den britiske arbejder klasse (nej, det er ikke den britiske underklasse, men den del af arbejderklassen som nu er blevet langtids ledige pgr immigration fra det øvrige EU) har vel glemt at kalkulere med artikel skriverens sårede følelser da de satte kryds ved deres nej.
Det er også for ringe af dem, at de kan indse at de par skatte pund som bliver lagt i kassen i Herod's mere end kompenserer for de mange millioner af pund som bliver udført af landet ved social dumping af især øst europæiske arbejdere.
Eller at de ikke jubler ved de milliard investeringer som bliver foretaget af udlændinge i tomme bygninger i London City og som er med til at sikre at de aldrig vil kunne sætte deres ben i den bydel permanent, med mindre at det er som huskuli eller kældergraver.

Så man må jo sige at det er både totalt uforståeligt og kun et tegn på racisme/fremmedhad/dumhed når den engelske arbejderklasse nu er stoppet op og har sagt jatak til Brexit.

Hvor sårene, hvilken plage, nu går jeg op og ligger mig HC!

Bo Carlsen, Kurt Nielsen, Christel Larsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

@Henrik Brøndum

Du behøver ikke at søge om statsborgerskab i UK. Der findes noget der hedder "Permanent residence card" som du formodentlig e kvalificeret. til. Dette giver uafhængigt af EU aftaler tilladelse til permanent ophold i UK. Men ellers er Danmark jo trådt ind på den sti der hedder dobbelt statsborgerskab, i strid med FNs anbefalinger.

Henrik Brøndum

@Nils Bøjden

Tak for tips - men jeg vil egentlig gerne have statsborgerskabet. Så er der i det mindste et nationalt parlament jeg kan stemme til.

Jeg kender ikke baggrunden for hvorfor FN er imod dobbelt statsborgerskab. Min familie er på godt og ondt spredt over flere lande - og både familiære begivenheder, forretninger og politiske forhold - kan gøre at man gerne vil flytte til et andet land. Så et ekstra statsborgerskab er for mig en ekstra frihedsgrad - som jeg gerne betaler lidt for.

Nils Bøjden

@Henrik Brøndum

"Jeg kender ikke baggrunden for hvorfor FN er imod dobbelt statsborgerskab."

Det er der 2 primære grunde til. Den ene er at så kan man ikke blive frataget sig statsborgerskab. Den anden er at der så ikke kan opstå tvivl om hvem der skal hjælpe et menneske i nød.