Kronik

Ægteskab er ejerskab – det har intet med kærlighed at gøre

De fleste hopper gerne på fortællingen om ægteskabets ophøjethed. Ofte går det galt, men de færreste indser, at det ikke er dem selv, den er gal med, men at ægteskabsinstitutionen hæmmer kærligheden
Bryllupsmesserne har kronede dage, for det ægteskabelige ideal er fæstet så tungt i os, at vi lystigt kaster os ud i forsøget på at realisere det for anden, tredje eller fjerde gang for igen, igen at søge lykken. Men hvorfor er der ingen, der spørger, om det kunne være ægteskabsstrukturen, den er gal med, og ikke de personer, der kæmper for at leve op til idealets principper, lyder det fra dagens kronikør.

Bryllupsmesserne har kronede dage, for det ægteskabelige ideal er fæstet så tungt i os, at vi lystigt kaster os ud i forsøget på at realisere det for anden, tredje eller fjerde gang for igen, igen at søge lykken. Men hvorfor er der ingen, der spørger, om det kunne være ægteskabsstrukturen, den er gal med, og ikke de personer, der kæmper for at leve op til idealets principper, lyder det fra dagens kronikør.

Ditte Valente

5. august 2016

Der er noget muggent ved ægteskabet – noget rigtig godt og grundigt muggent. Det fandt jeg ud af, da jeg sidste år skrev kronikken »Jeg knalder med din mand«. Indlægget var en kritik af det monogame forhold, og jeg skal lige love for, debatten kom op at flyve.

Fra de mere kritiske af mine beundrere lød de typiske reaktioner sådan her: »Jeg regner med, du er blevet voldtaget i hele opvæksten«, »Ulrik Frost er pt. Københavns klammeste mand«, »han virker syg i hovedet«.

Herudover fulgte utallige konfrontationer, hvor jeg blev positioneret som amoralen selv.

I maj satte P1 Debat et panel til at fordøje skilsmisseraten, der i øjeblikket ligger på 48,70 procent.

»Der er nogen, der giver for let op,« sagde først præsten Michael Wagner Brautsch.

»Vi er blevet for fokuserede på, at det hele skal være en følelsesrus,« sagde så evolutionspsykologen Jill Byrnit og fortsatte: »Men ægteskabet kræver en kerne af beslutsomhed.«

Da jeg som den sidste forsigtigt lod de andre vide, at kærligheden ikke behøver ægteskabet som indpakning, men at alternative samlivsformer er en mulighed, hvis man synes, det konventionelle forhold er så hårdt, fór en kold vind gennem det lydtætte studie.

»Jeg synes, der er en infantil dimension i det her,« sagde Jill Byrnit. »Det virker meget egoistisk,« var reaktionen fra en kvinde, der befandt sig i sit andet ægteskab. Snart spurgte de interesseret ind til min barndom, hev fat i psykoanalysere og ænsede ikke længere mine argumenter.

Moralen er tydelig: Det monogame samliv står som det eneste efterstræbelsesværdige for et menneske, mens andre samlivsformer ihærdigt holdes for døren med en god gammeldags udskamningsmekanik. Det er med fortielsens uvidenhed og ensretning, at vi fængsles, og på den måde hverver ægteskabsinstitutionen nye medlemmer, der lulles ind til finalen af Et Folkesagn.

Anden gang … og tredje gange

Lad os se på den institution, vi har skabt som ideal for at udleve kærlighed: Det livslange monogame parforhold, som staten formaliserer, præsten, rabbineren og imamen velsigner, og borgmesteren underskriver: ægteskabet.

Det ideal strider mod den måde, vi udlever kærligheden på: Vi skifter partnere ud, vi knalder udenom, vi bliver skilt og hopper direkte tilbage i fælden for ’anden gang er vi jo altid blevet klogere … ’. Ægteskabet ender i mere end halvdelen af alle tilfælde med dyre advokatregninger, der skal deles; boliger, der skal deles; børn, der skal deles; musselmalet, Stelton og den nye effektive Dyson, der skal deles, og så skal man begynde på ny, så man kan blive hel og fuldkommen igen: under den næste ægtefælles vinge.

Det ægteskabelige ideal er fæstet så tungt i os, at vi lystigt kaster os ud i forsøget på at realisere det for anden, tredje eller fjerde gang for igen, igen at søge lykken. Alligevel er der ingen, der spørger, om det kunne være ægteskabsstrukturen, den er gal med, og ikke de personer, der kæmper for at leve op til idealets principper. Tænk på, at alle mennesker opdrages til at indgå ægteskab – det er dét, staten, kirken, skolen, moskeen, forældrene – ja, hele samfundet har lært os, så det er ingen kunst at søge den anerkendelse, som idealet forærer os.

Det er derimod en kunst at bryde med idealet, eksperimentere med andre konstellationer og sige højt, at ægteskabet er hykleri. Ophøjelsen af den institution stigmatiserer alle andre samlivsformer, samtidig med at kærlighedens kår er trængte i den.

Man skal ikke lære at elske

Hvad er kærlighed overhovedet? Den overvejelse tør de færreste begive sig ud i, fordi man så tvinges ud i den erkendelse, at ægteskabet er et valg, at vi selv, med de personer, vi lever og elsker med, kan bestemme værdien af vores relationer, at alle samlivsformer er en mulighed – ægteskabet er ikke en objektiv sandhed, men et ideal. For hvis ægteskabet vitterligt var den eneste sandhed, hvorfor mislykkes det så ofte?

Den kærlighedsmodel, som ægteskabet vil sælge os, er ren overflade – det er selvrealisering op til begge ører: Aviserne sælger notitser med lykønskninger, hele omgangskredsen inviteres til fest, og dit nye profilbillede på Facebook i bryllupstøj vil høste det højeste antal likes i hele din levetid. Men lykken varer sjældent evigt.

Når ægteskabet er ved at kuldsejle, og det like-hentende profilbillede har mistet sin glans, har vi opbygget en industri af parterapeuter og sexologer, der kan rådgive ud af scenerne fra et ægteskab, så parterne kan lære at elske hinanden igen, lære at lytte til hinanden, lære at give hinanden plads, lære at finde hinanden – som om ægteskabet skal være en lang, hård og opslidende proces. Hvem tror på, man kan lære at elske en, man ikke elsker?

Husk på, at ægteskabet er en struktur, som de færreste har lært at betragte som andet end en naturgiven norm, hvorfor det er så forbandet svært at bryde ud. Det er en institution, som besidder uanede mængder af magt; de største religioner er dens bannerfører, og nu har staten overtaget de juridiske forpligtigelser, der kan holde folk fast. Ægteskabet er begunstiget med økonomiske fordele, forsikringsmæssige fordele, juridiske fordele og arveretlige fordele.

Men tænk engang, hvis staten ikke tilgodeså én samlivsmodel frem for en anden, men turde – på sine borgeres vegne – lade dem forholde sig til deres egne forbindelser, at lade dem være dommer over deres eget kærlighedsliv.

Fri kærlighed

Ægteskabet er en del af det forstøvede, ældgamle arvegods, vi overtog fra de slægtninge, der tog Bibelen så alvorligt, at de fulgte dens sjette bud: Du må ikke bryde ægteskabet. Først i slutningen af 1700-tallet blev det i praksis muligt at lade sig skille i Danmark, men den gennemsyrende ægteskabsmoral lyder fortsat: Kæmp til du brister. Sikke en frihed, vi der vandt.

»Ægteskab er en samlivsform, der er reguleret af love, regler, sædvaner og overbevisninger, og som foreskriver rettigheder og pligter mellem ægtefællerne,« skriver Den Store Danske. Men hvis man virkelig tror på kærligheden, hvordan kan man så samtidig tro, at vi behøver en juridisk kontrakt for at regulere den? Ægteskab er ejerskab – det har intet med kærlighed at gøre.

Og jovist lider de personer, der tør bryde med ægteskabets idealer, under et stigma, men de tør dog have ambitioner på deres kærlighedslivs vegne – de tør erkende, at kærligheden overstiger alt. Så når jeg knalder med din mand, er det fordi ægteskabet er hyklerisk og ikke mig, der anser den ejendomskontrakt for værdiløs.

Noget, der til gengæld er værdifuldt, er den frie kærlighed, som får dig til at turde slippe omverdenens forventninger og blæse på stigmaet; den kærlighed, som får bryllupsklokkerne, Valentins-middagene og de røde roser til at blegne; den, som får kærlighedskonventionerne og ægteskabsidealerne til at smuldre mellem fingrene på dig. Det er den frie kærlighed, den dybtfølte kærlighed, den sande kærlighed, der giver dig mulighed for at se dine elskede i et lys, hvor jeres samliv har utallige muligheder, fordi I kan tilvælge en tilværelse, hvor I kan leve i medgang og i modgang til døden jer skiller.

Men man skal turde kærligheden, og man skal ville den, »for kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Kærligheden tåler alt, kærligheden tror alt, kærligheden håber alt, kærligheden udholder alt«.

I lyset af kærligheden, hvem kan da forsvare ægteskabet?

Ulrik Frost er forkvinde i Selskab for Ligestilling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Tanni Kromann
  • Hans Aagaard
  • Robert Ørsted-Jensen
  • erik mørk thomsen
  • Kim Øverup
  • Slettet Bruger
  • Carsten Svendsen
  • Lasse Schmidt
  • Kurt Nielsen
Niels Duus Nielsen, Tanni Kromann, Hans Aagaard, Robert Ørsted-Jensen, erik mørk thomsen, Kim Øverup, Slettet Bruger, Carsten Svendsen, Lasse Schmidt og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lasse Schmidt

"Alligevel er der ingen, der spørger, om det kunne være ægteskabsstrukturen, den er gal med, og ikke de personer, der kæmper for at leve op til idealets principper."

Bullseye.

Maria Hamilton

Jeg synes, der er to problemer med dit angreb på ægteskabet:
1) Du tager udgangspunkt i, at alle opfatter ægteskabet ens, som en objektiv størrelse med samme indhold. Det er i sig selv en forældet tanke, synes jeg.
2) Du tillægger selv selve ægteskabet, papiret, for meget - underskriften, vielsen, kan man jo vælge at se som en lille bekræftelse, en fejring af det, man allerede har, det behøver jo ikke være en overordnet og nærmest fængslende kasse, man hælder sig ned i.

Desuden taler du selv om 'den sande kærlighed' - men 'sand kærlighed' er vel forskellig fra menneske til menneske?

Jeg forstår simpelthen ikke dit angreb.

Og jeg er endnu ugift. Fordi ægteskab for mig netop bare er en underskift på noget, jeg allerede ved, jeg har. Jeg synes det at få børn sammen er langt mere romantisk og forpligtende i relationen. Alligevel vælger vi at gifte os om et år, efter 17 år, egentlig bare, fordi vi gerne vil feste og fejre det, vi har.

Men for mig betyder det godt nok ikke, at jeg træder ind i en institution eller en anden type forpligtelse med strammere moral, end den, der i forvejen bør opretholdes i en relation mellem to mennesker, der har børn sammen. Af ordentlighed, menneskelighed og ikke fordi, man følger oldnordiske regler eller samfundsnormer, der ikke længere er nødvendige.

Nej, jeg forstår ikke dit angreb. Men du har måske set ting i verden, jeg ikke har set.

Kenneth Graakjær, Nille Torsen, Herdis Weins, Christian Sørensen, Karsten Aaen, Flemming Berger, Asger Harlung og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar

Lad være med at gøre dine private frustrationer, Ulrik, til alles problem. Heldigvis er der mange af os, der er skideglade for at være gift.

Kenneth Graakjær, Jørn Andersen, Christian Sørensen, Rikke Nielsen, Bruger 196134, Asger Harlung, Erik Karlsen og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det bliver en lidt akavet og infantil diskussion, ganske rigtigt - som gerne at ville synde, men uden at sætte pris på fornøjelsen ved at gøre det forbudte.
Ægteskabet kan måske nok være problematisk, når det er kommet til i så høj grad at hænge udelukkende på "kærlighed til døden jer skiller." Samtidig er det jo flot, at den bestandighed virkelig findes mellem mennesker, og så er den alt andet lige: en sikkerhed for opfyldelse af væsentlige menneskelige behov, som ellers godt kan fylde meget, hvis vildtet skal opspores hver gang. Formodentlig har den livslange relation mellem to mennesker givet fysisk og psykisk overskud til de fremskridt, menneskeheden har set.

Nille Torsen, Anne-Marie Krogsbøll, Arne Lund og Asger Harlung anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Nu behøver man jo ikke at indgå ægteskab for at blive pålagt ejer-afgift/forsørgerpligt... :o)

Niels Duus Nielsen, Asger Harlung og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

En slem gang sludder...:)
Der er ingen fast struktur - det varierer fra alder, sted og personlighed - især det sidste. Nogle egner sig simpelthen ikke til at leve med andres forventninger.
Andre igen ser det som en tryghed, sådan er vi så forskellige.
Kærlighed er ikke bundet af bestemte samlivsformer, forelskelse og/ eller sidespring. Man skal også have lov til at sige sin mening, om nødvendigt skændes for så at blive gode venner igen.
At tro at man skal svæve frit for at opleve den er en illusion, men jeg håber da, at Ulrik finder den, engang.

Nille Torsen, Anne-Marie Krogsbøll, Arne Lund, Niels P Sønderskov, Steffen Gliese og Asger Harlung anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvis formalia er, hvad der binder dig til et andet menneske, er der tale om hykleri. Den eneste uomgængelige forpligtelse er den, man har over for sine børn, indtil de kan klare sig selv.

Ph så klart - 'man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd' - og hvis man prøver, er man selv skyld i et uundgåeligt og sviende nederlag. Man kan da godt fejre sin kærlighed med en fest, men hvis man tror, at man dermed har erhvervet sig en livslang forsikring på gensidig kærlighed, så er der noget, man i alvorlig grad har misforstået. Kærlighed på krykker deformerer den. En misforståelse der, som ulrik frost helt rigtigt påpeger, så hyklerisk understøttes af samfundets institutioner. Men det er jo ikke forbudt at tænke selv.

Mathias Egekvist

Kærlighed er et begreb og ikke en ting. Indtil det er blevet kortlagt, hvad kærlighed er i enten psykologisk eller kognitiv forstand, må vi tage udgangspunkt i, som forskning også viser, at kærligheden kommer an på opfattelsen og derved også, hvordan vi som kultur ser det.

Kronikken er et glimrende oplæg til debat. Vi kan overveje, hvad vi lægger i kærlighed og ægteskab, og hvad det betyder for os og se hvorvidt vi er enige.

Det er et spændende perspektiv, der da har givet mig lyst til at ville definere mine forventninger til kærlighed skarpere. Jeg kan ikke helt kalde mig enig i fremstillingen, men fine pointer.

Robert Ørsted-Jensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Ægteskab er noget man lover hinanden. Om der er kærlighed eller ej, så ændrer det ikke på at det handler om at man lover hinanden noget. Det udspringer af gensidig forsørgelse og fælles interesser.

I dag er man fri til at gøre som man vil og hvis ikke ægteskab er noget for Ulrik Frost, så er det såre simpelt at lade være med at indgå i et.

med venlig hilsen
Lennart

Kenneth Krabat

Ægteskaber er ikke et (frit) valg. Det er en OPTION blandt mange - som NOGLE ikke kan slippe uden om, fordi de ikke kan opstille optioner med helt samme illusoriske pondus, tryghed, sikkerhed eller vished for fremtiden. Og det er så hér, hvor det kan gå galt - præcis som hvis man tror McDonalds er mad eller at spindoktorer er uden større betydning.

Søren Kristensen

Der er så mange ting der skal falde i hak før et ægteskab bliver lykkeligt. Men det er jo heller ikke nemt fx at score et mål i fodbold og alligevel laver vi ikke om på nogen af delene. Det kan man selvfølgelig undre sig over, men tænk nu hvis man forsøge at fikse det og det alligevel ikke virkede, så har man for alvor mistet drømmen. Så der er nok ikke andet for end bare at klø på og få det bedste ud af det. Hvis det er den vej man vælger at gå. Det er selvfølgelig op til hin enkelte, for der er jo ikke nogen der tvinger en til hverken at blive gift eller at spille fodbold. Heldigvis. Jeg er fx ikke gift og heller ikke særlig godt til at spille fodbold, men så er jeg til gengæld god til mange andre ting. Det bilder jeg mig i hvert fald ind og det er godt nok til mig.

Henrik L Nielsen

Ulriks personlige erfaringer med ægteskab og kærlighed ligner langt fra mine. Og ingen af dem kan ekstrapoleres til befolkningen som helhed. At vi knalder uden om og bliver skilt har ikke altid noget med kærligheden at gøre. For mig handler ægteskabet om noget helt andet end det gør for Ulrik, og det er ikke ejerskab.

Lasse Schmidt

"Der er mange ting, der skal falde i hak, før et ægteskab bliver lykkeligt", skriver Søren Kristensen.

Hvad nu, hvis grunden til, at så mange ting skal falde i hak, er, at vi mennesker faktisk ikke nødvendigvis trives i tosomhed og ægteskab? Hvad nu, hvis ægteskabet bare er en rest teologi, som vi glemte at smide ud, da vi ophørte med at være religiøse?

Når halvdelen af alle ægteskaber går i stykker, så er der grundlag for at påpege, at der formentlig er noget galt med konstruktionen. Og tænk på alle de forhold, som vi når igennem, inden vi bliver gift. Det er da lidt spøjst, at vi er exceptionelt dårlige til tosomhed, men at vi ikke overvejer, om vi skulle prøve noget andet.

Jeg tænker, at det er et religiøst dogme, der har overlevet lidt for længe. Det er der med garanti mange, der er uenige med mig i :-)

Hans Aagaard, Carsten Mortensen, Jeppe Lajer og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Er det ikke sådan i dag, at folk ikke er blevet færdig med at betale for bryllupfesten, før de bliver skilt?
Men god lyst, til dem, der tro så lidt på kærligheden, at de er nød til at havde parpier på den!

Det er ikke godt for indtrykket af 'Ligestillings'-selskabets seriøsitet, ar Ulrik er for-'kvinde'. Man tænker, er det en parodi på et eller andet ?

Søren Johannesen

Hvem introducerede os egentlig for ægteskabsideen?
og følger der flest rettigheder eller pligter og regler med denne ide?
Der er et ret begrænset råderum indenfor ægteskabets rammer er der ikke?
Der er ret så stor sandsynlighed for at man som part vil forbryde sige mod disse regler
Så kommer konflikterne, skylden og skammen ..... Nu er vi syndere
Hvem elsker syndere mere en nogen andre, religioner ikke sandt
Ingen religioner uden syndere, som kan kontrolleres og manipuleres ...

Jeg har lige så stor respekt for dem som kan leve et helt liv med den samme partner, fordi det er det rigtige valg for dem, som jeg har for dem som lever et liv med hundredevis af partnere/relationer gennem deres livstid.

Hvorfor bliver vi ved med at acceptere alle disse ideer og konventioner, når det eneste de gør er at gøre os hamrende frustrerede og skamfulde over at gøre ting som vi har lyst til ....

Hvordan fungerer hele sølibat-ideen for den katolskekirke?
Nogle vil mene ikke særligt godt andre vil sige præcis efter hensigten.

Så jeg kan kun tilslutte mig Ulriks observation
"Der er sgu noget muggent ved hele denne ægteskabside"

Kendte et ægtepar, der havde været gift i 60 år!
De sagde begge, at de elskede hinanden højere, end da de blev gift. Til forsvar for nutiden kunne man sige, at det er rimeligt nemt at blive skilt.
Men at dagene ikke forløber ens, eksempelvis forlader man heller ikke jobbet på en dårlig dag eller laver buler i chefens bil!

Nille Torsen, Anne-Marie Krogsbøll, Karsten Aaen og Asger Harlung anbefalede denne kommentar
Asger Harlung

Ikke sagt fra en moralsk synsvinkel, men fra en semantisk, psykologisk og filosofisk: Sikken en gang øregas!

Kærlighed er en følelse af dyb forpligtelse, hvadenten det er kærlighed mellem frænder, mellem mand og kone, mellem øvrige familiemedlemmer, til en guddom, til en nation, til en ideologi eller kærlighed i andre former, vi taler om. Kærlighed er muligvis frivillig, men bestemt ikke "fri". Der findes måske fri sex. men der findes ikke "fri kærlighed".

Artiklens forfatter begår den udbredte, men fundamentale, fejl at forveksle forelskelse og kærlighed.

Forelskelse er begejstringen over den potentielle kærlighed. Kærlighed (imellem livspartnere) er det dybere, varige, og gensidigt forpligtende sammenhold. Og kan forøvrigt bruges om andet end ægteskabet, som - hvor meget det end må genere artikelskribenten - er to menneskers valg af gensidigt at forpligte sig til at være der for hinanden. Af gensidigt, frivilligt ejerskab, som f.eks. også Johannes Sløk præciserede det.

Jean-Paul Sartre mente at ethvert menneskes valg sætter et eksempel for andre, og fravalgte monogam kærlighed, for "ellers dømte han andre til monogami". Ved fravalget af at leve i et monogamt forhold (selv om han vist længtes efter det eftersom han vendte tilbage til den samme partner igen og igen) "dømte" han i stedet - ifølge sit eget og ret diskutable rationale - andre til ensomhed, som var et centalt tema i hans filosofi om livssyn.

Hvis nogen vil være klogere end artikelforfatteren herover, som måske får mange knald i sit liv, men næppe megen kærlighed, så kan de læse Francesco Alberonis geniale bog "Forelskelse og kærlighed", som præcist får forklaret at og hvorfor kærlighed er andet og mere - mere krævende, mere besværlig, og LANGT mere kostbar - end brunst og forelskelse.

Ulla Søgaard, Keld Albrektsen, Anne-Marie Krogsbøll, Jørn Andersen, Niels P Sønderskov, Karsten Aaen, Flemming Berger, Henrik L Nielsen, Anne Eriksen og Jonas Kornerup anbefalede denne kommentar

Underlig artikel med en masse fordomme.

Ægteskab er idag en praktisk måde hvorpå man juridisk organiserer forældremyndighed, arveforhold o m a mellem to mennesker, der vil danne et fællesskab med hinanden.

Kan man ikke lide ægteskabets retsvirkninger således som de følger af gældende lovgivning,, så kan man klare det "problem" med et sæt kontrakter, aftaler, testamenter o s v.,

(Ingen behøver at gifte sig - det er en helt frivillig sag)

Niels P Sønderskov, Karsten Aaen, Jonas Kornerup og Asger Harlung anbefalede denne kommentar
Morten Balling

"I want to know what love is", som Foreigner sang i en af kinddans klassikerne. "Hvad er kærlighed overhovedet?" spørger Ulrik, men går hurtigt videre.

Nogen bud? :)

Ægteskabet er, hvad det enkelte ægtepar gør det til - nøjagtigt som parforhold med eller uden diverse dokumenter.
Ikke mere, ikke mindre.

Nille Torsen, Steffen Gliese, Niels P Sønderskov, Robert Kroll og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

"Ægteskab er ejerskab"

Sikke dog noget sludder. Ægteskab er fællesskab stadfæstet over for andre, Ægteskab er at love hinanden at man vil dele sorger og glæder, penge eller mangel på samme og ægteskab er en juridisk konstruktion som sikrer mod 100vis af slagsmål, f.eks er faderen retsløs i forhold til børnene hvis man ikke er gift.

Mads Jakobsen

Staten er, og har altid været, meget investeret i ægteskaber. Forsørgerpligt, arveret, faderskabsformodning, skilsmisseregler. Nationaløkonomien ligeså: realkreditlån på 30 år i familieegnede huse, hård arbejdende forældre der skal finansiere rede etablering, alle mulige former for forbrug.

Jeg tror det er der problemet ligger. Hvad sker der ved at man tager lidt fejl af kærlighedens varighed og egen eller partnerens monogami? En tåre og lidt hård hud på sjælen, skulle man tro... men så melder de skjulte partnere i forholdet sig: Banken & Staten. Og de kan ikke bare tørres væk med lidt kleenex.

Randi Christiansen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Den ene agurk til den anden:

"Du lod dig ej sylte i Heidelberg Lager
derfor, lille ven, er du skrumpen og mager"

Søren Johannesen

Det er i grunden pudsigt hvor ivrige vi er for at begrænse os selv med et endeløst antal regler og traditioner, som blot vokser dag for dag og derfor begrænser vores mulighed for at leve et frit liv.

Et frit liv, som ellers ville kunne give os et utal af nyttige erkendelser, nemt op forbi vi er nået der til på egen hånd og ikke blot har accepteret "konklusionerne" fra liv levet af andre før os.

Regler har et formål, at styre vores adfærd, via ekstern påvirkning, tiltrods for at al vor adfærd har et mentalt eller følelsesmæssigt udgangspunkt. Vi behandler derfor endnu en gang symptomet frem for at finde frem til årsagen .....

Så havd er årsagen til at vi omfavner en regler som "binder" et andet menneske til os i et helt liv?

I et univers hvor alt er muligt, tjener det virkeligt intet formål at lægge begrænsninger for sig selv, det lærer man intet af. Hvor meget vi end kæmper imod, så er vi på vej mod en eksistens uden regler, alt andet er ude af balance ...

Jeg ønsker at leve mit liv præcist som jeg har lyst
Og det synes jeg også alle andre skulle gøre
- og når vi bliver tilpas trætte af at leve efter regler introduceret af andre,
Så vælger vil vel bare at gøre noget andet ...

Måske hele miseren skyldes, at vi har glemt hvem vi i virkeligheden er

Dejligt med en ung provokerende kommentar til institutionen ægteskabet. Det er godt at få noget indspark til nye refleksioner. Kan godt bruge at sætte spørgsmålstegn til hvorfor vi belønner det at være gift fremfor ikke at være det. Men når det er sagt, er der jo så mange fine og subtile ting at lære ved at være forbundet til et andet menneske, om det er i ægteskab eller ej, både når det ikke føles så rigtigt og når det går op i en højere enhed. Jeg er gift, og det er jeg, fordi jeg har barn med min kæreste og hus. Ellers havde vi nok ikke fundet på det.

Randi Christiansen, erik mørk thomsen, Carsten Mortensen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Evigt ejes kun det tabte,
Henrik Ibsen
På sporet af den tabte tid,
Marcel Proust.
Gode at blive kloge af, hvis skabs-ægteskabet hakker i det.
Kan eventuelt suppleres med noget Strindberg - men pas på, det kan nemt slå en ud.

Carsten Mortensen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

@odd bjertnes
hvis en kvinde kan være formand eller målmand kan en mand vel også være for-kvinde. - i selskabet for ligestilling, get it?

Mads Christiansen

Prøv at læse lidt omkring artiklens forfatter.
Det kan være, at han har en agenda og bruger sine minoritetserfaringer til at få noget så universelt som ægteskab - på godt og ondt - og som er et samlende punkt blandt alle hovedreligioner og således kendetegnende for mennesker som de er flest uagtet om man vedkender sig religion eller ej, til at fremstå som hyklerisk og gammeldags.

Men er forfatterens bud så, at vi alle render rundt og knalder fremmede (ugifte) mænd i parken.
Jeg kunne godt forestille mig en vis trængsel og jeg der hader at stå i kø.

@Maria Hamilton problemet er at uanset hvad holdning du har og hvor uenig du er i skribentens skriv, så er samfundet skruet sammen efter lige præcis den model. Du kan prøve at praktiserer alt det vil og tro det er din egen opfindelse ... men staten og kirken har manipuleret befolkningen i flere hundrede år - det er indgroet i os. Det er alt der er fokuseret på det skide hellige rådne ægteskab som 50% alligevel knækker halsen. Mennesker er ikke født til at være monogame - vi er født til at leve i grupper ... Så kan du sidde der med din lille forsmåede opfattelse og syntes at skribenten tager fejl ... men det er dig der er blevet manipuleret. Det er dig der har købt andre fortælling uden at forholde dig kritisk til den ...

Torsten Jacobsen

Igen dette leflende 'vi', dette indsmigrende 'os', fra en dissident som tydeligvis finder stor fornøjelse i at spytte ind i konformiteten, ind på alle vi svage, viljeløse får, som åbenbart lever i selvvalgte lænker.

Der er noget ulideligt umodent og narcissistisk i denne form for selvforherligende 'samfundskritik'.

Belæres af en 25-årig erotoman? Nej Tak!

Tino Rozzo, Asger Harlung, Keld Albrektsen, Anne Eriksen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Lasse Schmidt

En 25-årig erotoman er, trods alt, formentlig bedre til at belære om lige præcis det her emne end en 40-årig præst i cølibat.

Niels Duus Nielsen, Søren Johannesen, erik mørk thomsen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Maria Hamilton

@ Mike Statene Min forsmåede holdning? Ved du hvad? Det synes jeg er en barnlig måde at debattere på. Jeg er ikke forsmået. Jeg har aldrig været medlem af folkekirken, men er barn af en generation forældre, der gjorde op med ALT. Det er sgu ikke religion, det handler om for mig, ej heller normer. Den kamp har mine forældre taget på beundringsværdig vis. Nej. Jeg siger: Jeg vælger - måske lad os se, vi er sløve- måske at gifte mig efter 17 år med en mand, hvis selskab jeg elsker hver dag. Vi kan godt fylde nye ting ind i ægteskabets ramme. Når du siger, jeg er forsmået, misforstår du totalt min præmis. Men alt bliver selvfølgelig lidt spinkelt her på skrift. Så godnat.

Mads Jakobsen

En ung mand kritisere et af samfundets bærende institutioner. I Information. Og hvad er svaret? Personlige angreb og rablen om læserbrevsskribenternes egne personlige valg.

Der var en gang hvor venstrefløjen kunne fornemme at der var materialistiske forhold der kanaliserede vores valg. Hvad blev der af den kritik? Den forsvandt pga. manglende mentale evner. Yep. Team Saxo Bank vandt ikke. De stod bare og grinede mens I tabte.

:P

Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen, erik mørk thomsen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

haha Jeppe Lajer, nej, ingen af dine kvindelige formænd eller mandlige forkvinder giver mening. Kun som er revyvisemateriale fra 1920'erne. Get it ?

Torsten Jacobsen

Mads Jakobsen,

Det er kvaliteten af kritikken, den er gal med. Man kan håbe, at den nye chefredaktør bringer nye tider med sig, og igen får forvist disse fjerlette debatindlæg fra identitetskampens overdrev til deres rette plads: Politiken.

Tino Rozzo, Asger Harlung og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Det er nok muligt, at næsten halvdelen af alle ægteskaber går i stykker. Men da der er en del gengangere imellem (og det er der intet galt i) er det jo ikke halvdelen af de gifte, der oplever skilsmisse. Er institutionen da så uddateret og urimelig som Ulrik Frost giver udtryk for?

Man kunne derfor måske vende problematikken rundt? Måske nogen gifter sig af de forkerte grunde? De tror det kan redde forholdet, gør det for børnenes skyld eller fordi familien forventer det. Andre kræver skilsmisse i en ophedet situation, vokser fra hinanden, skilles af økonomiske grunde (kontanthjælpsregler, truende konkurs), på grund af fravær så som udstationeringer eller fængsling, sygdom, utroskab (jeg ved den ville svide her. Ikke da jeg ejer hende, men fordi jeg tror på tosomheden, og fordi jeg føler sex med hende er specielt på grund af vores dybe kærlighed det er måske placebo men det føles på flere plan anderledes når sammenlignet med mine erfaringer fra useriøse forhold. Hvis hun så deler ud, hvilket hun har ret til, så er det jo ikke så specielt alligevel) eller hundreder af andre grunde. Og derfor skal adgangen til skilsmisse være let. Vi skal jo have en udgang og ikke være slaver, hvis der er noget galt, der ikke skal eller kan rettes.

Der er naturligvis mange ting, der kunne være bedre i ægteskabsstrukturen, især i en tid hvor opdragelse og samfundskulturen har fremhævet individualismen, men det står os jo altså frit for at tilpasse ægteskabet vores virkelighed. Og her har Ulrik Frost en lille pointe, at nogen har måske for høje forventninger? De summer der brændes af, og de events som bryllupper ofte er, viser jo noget om forventningerne bag. Det skal være eventyret. Og det er det jo sjældent hele tiden.

Ægteskabet handler for mig om, at der her er en kvinde, som jeg elsker dybt og inderligt samt begærer mere end nogen anden. Hende vælger jeg så at dele fælles glæder og sorger med. Hende vil jeg gå længere for end nogen anden og jeg vil, skulle jeg få brug for det, regne mere med hende end nogen anden fordi jeg 'ved' hun har det på samme måde. Ægteskabet gennem vielsen, uanset om denne er borgerlig, religiøs eller noget tredje, signalerer dette. Ikke kun over for samfundet, venner og naboer, men i særdeleshed over for hende, meget mere end et papirløst forhold kunne. Der er noget bekræftende i ritualet (for os var det på rådhuset), hvor vi erklærer en juridisk union. Også selvom vi begge kunne kræve, og effektuere, en skilsmisse i løbet af et døgns tid, hvis uoprettelig skade på forholdet bliver en realitet. Samtidig giver unionen os visse forpligtigelser over for hinanden, som igen viser at vi tager det meget seriøst. Og ægteskabet giver os visse rettigheder omkring børn og arv.

At Ulrik Frost ophæver det at knalde uden om til at skulle handle om kærligheden er jeg ikke nødvendigvis enig i. Det kan det gøre, men oftest handler det om begær, spændingen, den forbudne frugt, variation, at søge trøst eller simpelthen blot sex og andre ting, der ikke er kærlighed. I hvert fald ikke som jeg opfatter kærligheden. Vi er ikke skabt monogame, men det gør forholdet mere specielt når vi siger vi elsker hinanden så meget at vi vælger at være det. Ellers må vi jo aftale reglerne for et åbent forhold, hvor sex med andre netop kun er sex.

Kærligheden behøver ikke ægteskabet, og ægteskabet behøver såmænd ikke kærligheden. At gifte sig for status eller andre uromantiske grunde er ældre end at gifte sig ud af kærlighed. Men når de to går hånd i hånd, så er det al polimikken værd og kærlighed og ægteskabet kan da ikke handle om ejerskab men om fællesskab og mange andre ting, der gør livet værd at leve i tosomhed.

Ægteskabets æstetik
En mandetorsk var gift med en damehaj – ”Hej haj” - ”hej torsk”, genlød det, da de mødte op til konfliktløsning hos hvalen … ;-)

Mads Jakobsen

Til Torsten Jacobsen

Du kan vælge at læse Ulrik Frosts indlæg som endnu et fluffy identitetspolitisk trompettrut. Med en vis ret. Men kernepåstanden, at vores biologi og ægteskabets som institution er i konflikt, og at skilsmisseraten er beviset... den ser altså bund solid ud for mig.

Grethe Preisler

Det er med parforholdet som med alle andre former for lotterispil: Man scorer ikke den store gevinst på et kvartlod .... ;(

Morten Balling

@Mads

Lige præcis det du skriver der kl 11:36 er en af grundene til at jeg ofte har svært ved at tage de bløde videnskaber alvorligt. Man hopper hurtigt til konklusioner, baseret på korrelationer man mener at kunne se, og uden skygge af bevis for en reel kausalitet.

Jeg prøvede småtrollene at spørge hvad kærlighed egentlig er for en dims tidligere i tråden, og jeg skal ikke afvise at folk tænkte "Åh nej ikke ham Morten igen", men det er da tankevækkende, at der ikke er én eneste som har sat mig til vægs med et svar.

Prøv at slå kærlighed op. Wikiartiklen om kærlighed fylder nogenlunde halvt så meget som den om Klamydia... :)

Henrik Plaschke

Morten Balling

Naturligvis skal man ikke hurtigt hoppe ”til konklusioner, baseret på korrelationer man mener at kunne se, og uden skygge af bevis for en reel kausalitet.” Korrelation og kausalitet er ikke det samme.

Men hvorfor skal de såkaldte ”bløde videnskaber” dog gøres ansvarlig for, at en enkelt skribent indenfor denne tråd sammenblander disse to størrelser?

Morten Balling

@Henrik

"Korrelation og kausalitet er ikke det samme."

Nej, det er lidt min pointe. Bemærk iøvrigt det lille ord "ofte".

Det er nok bare mig, men jeg mener det ville være relevant at vide hvad kærlighed er, før man sætter kærlighed i relation til ægteskab. Man kan selvfølgelig bruge den gode gamle udelukkelsesmetode og sige, at kærlighed i hvert fald ikke er det samme som ægteskab, og dér synes jeg faktisk at Ulrik har fat i et eller andet :)

Henrik Plaschke

Morten Balling

Jeg havde forstået din pointe (forskellen mellem korrelation og kausalitet), og den er jeg enig i.

Men du har tilsyneladende ikke forstået min pointe: at der ikke er nogen grund til at blande de ”bløde videnskaber” ind i denne diskussion.

Morten Balling

@Henrik

Jeg tror godt vi kan blive enige om at debatten her ikke tager udgangspunkt i biologien, neurovidenskaben eller "bare" evolutionspskykologien, men fair nok, der er også dem, som påstår at ufologi er hård videnskab, så jeg kan godt se at jeg måske blander tingene urimeligt sammen ;)

Henrik Plaschke

Morten Balling

Ja, vi er naturligvis enige om, at debatten ikke tager udgangspunkt i biologien osv. Men det indlæg, du med rette kritiserede, repræsenter jo ikke en eller anden form for videnskabelighed – end ikke ufologi. Det udtrykte blot en mening.

Der er i øvrigt mit indtryk, at videnskabelige repræsentanter for de såkaldte bløde videnskaber ofte er udmærket klar over vanskelighederne ved at operere med kausalsammenhænge. Der hvor der til gengæld virkelig kan opstå problemer, er når ”bløde” videnskaber forsøger sig som ”hårde” – som det eksempelvis lidt for ofte er tilfældet inden økonomi. Men det er en anden historie. Så vi kan jo slutte her.

Sider