Kronik

Andelstanken kan blive prekariatets våben

Det er sin sag at stille krav til arbejdsgiverne, når man er løstansat og nyuddannet. Hvis man ikke vil ende som underbetalt og udsat, kan et kooperativ med andre i samme situation være løsningen
Den kooperative model i journalistbureauet TANK kan måske inspirere frie fugle i andre brancher, skriver Sven Johannesen (i midten). ’Ved at slå sig sammen kan vi være med til at skabe en fremtid, hvor der er lige løn for lige arbejde, uanset om man er fastansat eller løsttilknyttet.’

Tor Birk Trads

29. august 2016

De fleste læsere tænker nok ikke over, at en stor del af Informations artikler skrives af freelancere, der bliver stygt underbetalt.

Jeg har de seneste år løbende skrevet artikler til avisen – både som vikaransat og som freelancer. Når jeg freelancer, er min timeløn ned til en tredjedel af en fastansats.

Men som tidligere chefredaktør Christian Jensen har udtalt, skal man som freelancer ikke regne med at »polstre sin pensionsopsparing« ved at skrive for Information. Det sker så heller ikke.

Læs også: Usikre ansættelser er udbredt blandt højtuddannede

Information er ikke den eneste avis, der betaler freelancerne dårligt. Det gør alle. Freelancerne befinder sig i en udsat situation, hvor kampen om opgaver og løn er benhård.

Udviklingen ses også i andre erhverv, hvor arbejdere konstant forsøger at navigere mellem ledighed og usikre, dårligere lønnede og tidsbegrænsede stillinger.

Fra renovationsarbejdere, der presses af vikarer, over postarbejdere, der presses af private pakkepostselskaber til arkitekter, der pludselig finder sig selv i konkurrence med indere, der som følge af globaliseringen og digitaliseringen byder på de samme opgaver og kan lave dem til en langt lavere pris. Arbejdskraften underbyder hinanden.

Sulten bastard

Så hvad gør man som ung journalist, hvis man ikke nødvendigvis ser en fast klassisk lønarbejderstilling på et medie som det gyldne svar, men heller ikke ønsker at deltage i den voksende flok individuelle freelanceres lønræs mod bunden?

Svaret for mig har været at skabe et journalistisk kooperativ sammen med to studiekammerater. I 2014 dannede vi Journalistbureauet TANK, der, som vi skriver på vores hjemmeside »placerer sig som en sulten bastard midt imellem de ældre, etablerede medier og den voksende gruppe individuelle freelancere.

Vi er ingen af delene. Journalistbureauet TANK er et kooperativ. Alle er på én og samme tid journalist og direktør, og når måneden går på hæld, deler vi overskuddet i lige store dele«.

Konkret skriver vi for dag- og fagblade og magasiner, vi producerer tv- og radioindslag, og vi rejser ud og laver projekter til medier over hele verden.

Vores hovedfokus er på udviklingsproblematikker, samfundsstof og grøn omstilling, og vi bruger sommetider vores journalistik til at lave undervisningsmateriale til ungdomsuddannelser. Alt sammen opgaver, der er lettere og sjovere at løfte, når man er flere.

Eksempelvis kan vi sætte en mand til at bruge uger på at skrive ansøgninger til journalistiske fonde eller researche større projekter, mens de andre bringer den månedlige hyre hjem ved dag til dag artikelproduktion.

Som en cykelhandler

Og modellen bruges også i andre fag. På Nørrebro ligger Cykel Kooperativet. Det opstod, da en række unge ansatte overtog butikken, efter at deres chef, som ejer en stribe butikker i København, ville lukke den. I stedet for at miste deres arbejde har de i dag indflydelse på deres egen situation.

Ud over medindflydelse, muskler til at gennemføre større projekter, ligeløn, og kollegaer at brokke sig over til kæresten giver den kooperative model større styrke til at kunne modstå løntrykket fra medier, der udmærket ved, at mange freelancere er klar til at svede for håndører.

Men freelance aint free. Vi siger tit nej, og ofte med et vantro smil over, hvor sygt wack betaling man sommetider stilles i udsigt af redaktører, som selv betaler topskat.

Samtidig ser jeg en stigende utilfredshed over de journalistiske arbejdsvilkår. Informations freelancere har dannet en faglig klub, der til møder og på facebook rådgiver hinanden om, hvordan man presser betalingen op i stedet for at underbyde hinanden. I disse måneder dannes også faglige klubber på andre dagblade og magasiner, hvor freelancere er trætte af at bliver underbetalt.

Frossen fagbevægelse

Mens der således sker små, men positive ting i freelancernes kamp for lige vilkår, har fagbevægelsen glemt at følge med tiden. Det gælder også for mit eget forbund, Journalistforbundet. S

elv om FreelanceGruppen gør et vigtigt stykke arbejde for at hjælpe de enkelte freelancere og for at understøtte kollektive initiativer som de faglige klubber, savner jeg, at Journalistforbundet går i grundlæggende krig mod den systematiske løndumping, der finder sted hver dag.

Skønt jeg fortsat har fagforeningsbogen i orden, som det sig hør og bør, undrer det mig, at det ikke har skabt ramaskrig i Journalistforbundet, at mellem 25 og 75 procent af de førende danske avisers artikler er skrevet af freelancere, som tjener en timeløn, der ikke er i nærheden af en fastansats.

Læs også: Det blev en midlertidig stilling

Selvfølgelig er en fagforening ikke stærkere end sine medlemmer, og som medlem kan man ikke bare forlade sig på, at folk fra et fjernt hovedkontor ordner problemerne. Men da det tit er svært for den enkelte at sige fra, burde det være fagforeningens opgave at gå foran som den ubehagelige storebror, der er stærk nok til at tage kampen mod den daglige, strukturelle uretfærdighed.

Jeg kan næsten ikke tolke Journalistforbundets passivitet som andet, end at det lægger broderparten af sin solidaritet hos det segment af journalister, der ligesom de fagforeningsansatte har faste stillinger med pension og løn under sygdom.

Måske det ville ændre sig, hvis de fagforeningsansatte prøvede et par måneder med løn- og arbejdsvilkår på niveau med den gennemsnitlige dagbladsfreelancer? Det vil i øvrigt også være i de fastansattes medarbejderes klare interesse at få lønnet freelancerne bedre, så ledelsen får mindre grund til at erstatte faste stillinger med freelancere.

Målet må være et arbejdsmarked, hvor løsarbejdere ikke får en lavere timeløn end den fastansatte.

Fra kælder til kontor

Men ét er ens tanker om et bedre arbejdsmarked. Noget andet er at få dagligdagen i et kooperativ til at fungere. Her, to år efter vi åbnede biksen, går det okay. Det dunkle og skybrudsudsatte kælderlokale er erstattet med et kontor med møderum, trægulve og god udsigt.

Her arbejder vi mandag til fredag fra 8.30 til 17.00. Vi har været på reportagerejser interessante steder som Lagos, Mumbai og Svalbard og endda vundet et par priser undervejs.

Vi kan stadig holde hinanden ud. Lønnen er efterhånden fin, og vi har fem ugers årlig ferie, men vi har endnu ingen pensionsordning at polstre. Den kommer forhåbentlig snart. Jeg er overbevist om, at en del af vores relative succes skyldes, at vi ikke bare er tre enkeltpersoner med hver sin individuelle agenda, men at vi har hinandens ryg i med- og modgang.

Vores kooperative model er langt fra en universalløsning på alle problemer. At man prøver at være en fri fugl, får ikke rotteræset til at forsvinde. Alligevel bilder jeg mig ind, at individer ved at slå sig sammen kan være med til at skabe en fremtid, hvor der er lige løn for lige arbejde, uanset om man er fastansat eller løsttilknyttet.

Den kooperative model kan være en løsning for folk, der ikke vil eller kan begå sig i det etablerede – men heller ikke vil slås alene på et arbejdsmarked, der til tider kan være rimelig barskt og ensomt.

Min erfaring er, at den daglige følelse af, at man kæmper sammen, og ikke bare for sig selv eller en chef, er ubetalelig. Og når man lukker øjnene efter en lang arbejdsdag, er det vel også den slags, der tæller.

Sven Johannesen er journalist i Journalistbureauet TANK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian Jensen
  • Torben Jørgensen
  • Bill Atkins
  • Sup Aya Laya
  • David Zennaro
  • Dorte Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ervin Lazar
  • June Beltoft
  • Niels-Simon Larsen
Brian Jensen, Torben Jørgensen, Bill Atkins, Sup Aya Laya, David Zennaro, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Ervin Lazar, June Beltoft og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

En meget interessant artikel. Kommer til at tænke på, da Ejvind Larsen var chefredaktør, og der var ligeløn på Inf. Solidariteten gik vist tabt, fordi Volvo og vovse trak mere i folk end sammenholdet. Nu kan man sige, at den sure nød tvinger de tre journalister sammen, men det gjorde det også den gang. Skal det altid være nød, der tvinger os sammen? Gider vi i virkeligheden ikke hinanden, når vi kan blive fri? Hvis det er tilfældet, burde der være nok af nød i dag til at danne fællesskaber, men der er åbenbart gode muligheder for at smutte udenom.
De tre Tank-passere burde have en pris for at være foregangsfolk, for det er i den retning udviklingen burde gå - ligeløn for lige arbejde, eller bare lige løn for arbejde. Det ville vel også gavne (alle), at vi indførte en eller anden form for borgerløn. Hvorfor accepterer vi de store lønforskelle? Hvis man får en acceptabel løn, hvad skal man så med en milliongage andet end bruge den til tant og fjas. Hvad bruger alle disse afsatte direktører deres gyldne håndtryk til? De burde udstilles i al deres ynkelige 'fattigdom'.

Torben Jørgensen, Bill Atkins, David Zennaro, Trine Schmidt Nielsen, Michael Kongstad Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Christina Balslev, Ervin Lazar og June Beltoft anbefalede denne kommentar

Ja, det er knappe tider for faste jobmuligheder. Ikke kun for journalister.

Retningen går i at alle skal være "daglejere", men desværre er der ingen interesse for at strikke et anstændigt dagpengesystem og et pensionssystem sammen, som kan sikre et sikkerhedsnet for små enkeltmandsvirksomheder med varierende årlige indtægter og ditto freelancere. Hertil kommer at det er overordentlig svært at få finansieret boligkøb, hvis du ikke har en fast månedlig lønindtægt.

Politikerne er meget langsomt tænkende, og de mangler i den grad viden om hvordan fremtiden kan forme sig. Når robot- og IT teknologien i løbet af de næste 10 år stormer frem og virksomhederne massefyrer folk, så sidder politikerne sikkert stadig tilbage og snakker om at der mangler et større arbejdsudbud.... Der er i den grad behov for nytænkning og deling af jobs fremover, hvis der stadig skal være sammenhængskraft i samfundet.

Der er to veje at gå - den ene vej er solidarisk deling af job og frihed med et stabilt velfungerende samfund, hvor "få har for meget og færre for lidt" - eller den anden vej med kæmpe ulighed med en lille gruppe med stor overflod, en prekariat lavindkomstgruppe med daglejerstress, og en stor gruppe arbejdsløse tabere med nød og elendighed og et samfund med stigende ustabilitet.

Torben Jørgensen, Bill Atkins, Niels-Simon Larsen og Trine Schmidt Nielsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Til anbefaling hør P1s Orientering fra i dag, her var en samtale med Sven Johannesen og en forsker fra RUC. Indslaget er ikke lagt ud endnu så jeg kunne ikke give et link.

Steffen Gliese

Ja, det er ærgerligt, at Information opgav medarbejderejet. Ligesom det er trist, at universiteterne fik frataget selvstyret og demokratiet - og at fagforeningerne i dag ikke er indstillet på at kæmpe for de rettigheder, de har tilkæmpet sig mht. arbejdstid, løn og øvrige vilkår.
I gamle dage var der ikke så meget vrøvl: fik man et job, lå lønnen fast, det var rammen om arbejdsmarkedet, og det skulle man aldrig have forladt med diverse forsøg på at splitte lønmodtagerne op på personlige kvalifikationer: man burde have holdt fast i, at arbejdskraften havde en pris, og hvis man ikke mente, at man fik nok for sine penge, måtte man jo bare opsige vedkommende og ansætte en anden.

Steffen Gliese

Nej, Niels-Simon Larsen, de blev presset igennem - og længe forlangte hovedparten af arbejdspladserne, at puljerne blev fordelt solidarisk.

Wikipedias definition af ‘prekeriatet’ er noget ufuldstændig og medtager ikke generelt lavtlønsramte og dobbeltjobere eller de for hvem det af økonomisk årsager er utænkeligt at stifte familie. Det vil sige at prekeriatet er en langt langt større gruppe end Wikipedias amputerede definitionen lægger op til.

Artiklen ovenfor giver selv en god definition på hvad prækariatet er:
Fra renovationsarbejdere, der presses af vikarer, over postarbejdere, der presses af private pakkepostselskaber til arkitekter, der pludselig finder sig selv i konkurrence med indere, der som følge af globaliseringen og digitaliseringen byder på de samme opgaver og kan lave dem til en langt lavere pris. Arbejdskraften underbyder hinanden.

I Tyskland og i Italien er det halvdelen af de nye jobs, der er i lavtløns – brancherne. Ja mange af jobsene ligger på 75 pct. under gennemsnitslønnen. I restaurationsbranchen får de 72 kr. i timen. Lønnen er ikke steget siden 1991.

Det er den slags job Cepos, Løkke og Hjort taler om når de taler om at øge "arbejdsudbuddet" - folk får sjovt nok "lyst" til at arbejde mere når de ikke kan leve af den løn de får.

Op med humøret – prekæriatet kommer
http://www.information.dk/495329

Niels-Simon Larsen

Steffen: Jeg tror, man skal se på det som en afløser for - du kan godt kalde for solidaritet. I længden kan man ikke holde folk tilbage, og de forlanger uens løn for uens arbejde. Jeg ser det ud fra min daværende skole. Der var nogle, der lavede så lidt som muligt og andre, der gik op i det med liv og sjæl. Løsningen må være, at man ikke gør nogle til grin - det er alligevel begrænset, hvor længe solidariteten holder. Hvor mange vil gerne slæbe for to? Hvis man ikke ville bruge al sin tid på skolen, kunne man jo bare lade være.
Der er selvfølgelig også en begrænsning den anden vej, for det er et allerhelvedes hus at skulle notere hvert eneste bevægelse, man foretager.
Alle arbejdspladser behøver vel ikke ligne hinanden.