Mine børn kan aldrig elske for mange

»Jeg har det, som om jeg er ved at blive kvalt,« siger jeg.

Han nikker og svarer, at han godt forstår. Men jeg ved, at ingen ord helt kan forklare den følelse af massivt overgreb, der konstant er til stede, fordi han – og hun – skal være en del af mit liv. Muligvis endda resten af mit liv.

Vi er bundet sammen af de børn, vi fik, da kærligheden var stærk og selvfølgelig. Nu er den og vores familie smadret til uigenkendelighed af mange årsager, men først og fremmest og mest ødelæggende af den voldsomme forelskelse, der fik ham til at gøre ting, jeg aldrig havde troet, han ville gøre.

Nu binder kærligheden os ikke længere sammen, men det gør børnene. Børnene, der tumler gennem skilsmissen på hver deres måde og lander så tilpas solidt på benene, at de tager imod hende med åbne arme, da de endelig møder hende. Og jeg smiler, når de fortæller om hende, spørger, lytter og hjælper med at lave gaver til hende.

Men jeg dør en lille smule indeni og fantaserer skamfuldt om den frihed, der ville ligge i, hvis hun døde. Det her er meget værre, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Det minder mig om min ungdoms hasarderede Interrailtur, hvor jeg sammen med en veninde blev holdt fanget en nat i en lejlighed i Amsterdam hos en forstyrret mand, og vi først blev lukket ud, da vi havde sagt »tak for en dejlig oplevelse« tilstrækkeligt mange gange.

Nu bliver jeg holdt fanget i en relation med nogle mennesker, der har sendt mig ud i krise så voldsom, at alt i mit liv skal samles på ny. Og alligevel føler jeg mig tvunget til at fremstamme variationer af »tak for en dejlig oplevelse« for ikke at ødelægge den skrøbelige våbenhvile.

Hvad er værdigt?

Det skal være værdigt, siger de. Men hvad er værdigt? Hvad er den gode vej at gå? Med værdigheden intakt. Og grænserne. Og følelserne. Og børnene. Børnene må for helvede jo heller ikke gå i stykker undervejs. Der er så mange regler. Spilleregler. Leveregler. Riller, huller og enorme afgrunde, man kan falde i undervejs. Hvis man ikke gør det rigtigt.

Men spørgsmålet er, om der findes en opskrift. Eller om man skriver sig selv ud af ligningen i sin iver efter at tilføre 500 gram samarbejde, fire teskefulde forståelse og lidt fleksibilitet spredt ud med løs hånd.

Jeg er for meget og helt igennem urimelig. Jeg vil ikke se hende. Jeg er bange for at møde hende. For tænk, hvis jeg bryder sammen for øjnene af børnene. Eller kommer til at slå hende. Når nu jeg forsøger at forsikre dem om, at de må elske hende til månen og tilbage.

»Jeg skal bare lige vænne mig til, at far har en anden kæreste.«

De kommer hjem og fortæller, at hun har fulgt dem i skole, og det føles, som om hun brager gennem muren til et helle.

»Du bliver nødt til at varsle mig i forvejen,« insisterer jeg i et desperat forsøg på at sikre mig mod den konstante frygt for at møde hende.

Han har svært ved at skjule sin irritation, men sms’erne begynder alligevel at tikke ind.

»Vi henter begge to pigerne på skolen i dag.«

»Vi regner med at cykle i parken i eftermiddag.«

»Hun tager med hjem til min mor. Vi kører bagom.«

Som når Falck sender en sms med varsel om risiko for skybrud.

Og sådan går månederne. Hvor jeg gentagne gange messer »ingenting er statisk«, når han siger, at noget er svært. Med børnene. Med jobbet. Med livet.

»Husk nu, at ingenting er statisk,« svarer jeg og slutter med en smiley og et »kh«, mens jeg samtidig overbeviser mig selv og mine venner om, at jeg ALDRIG tilgiver dem, ALDRIG slipper min vrede og ALDRIG kommer til at give hende hånden. ALDRIG!

»Husk nu at gøre det, der er vigtigst,« siger jeg til børnene, når de skal vælge mellem at gøre noget for andres skyld og for deres egen.

»Nogle gange er andre vigtigst. Nogle gange er I vigtigst,« siger jeg og klapper mig selv på skulderen med den ene hånd for at være sådan en klog mor, mens den anden hånd simultant indtager grublerens stilling.

For det er ikke så skide nemt, vel? Når jeg kigger på vores børn, er jeg slet ikke i tvivl om, at det er vigtigt for dem at opleve deres mor og deres papmor i samme rum. Men når jeg ser mig selv i spejlet, er jeg slet ikke i tvivl om, at det er vigtigt for mig bare at få lov til at være i fred.

Øl under stjernerne

Jeg får ikke den fred, jeg ønsker. Men jeg får den fred, jeg har brug for. Til at krybe i fosterstilling, hulke over alt det, der er tabt, og gentage mig selv igen og igen over for venner og familie, der kærligt og velvilligt lægger øre til alle mine rablerier.

Og vigtigst: Med freden kommer afstanden til ham og hende og alt det, de symboliserer. Og med afstanden kommer pladsen til at fylde andet på livet end deleordning, grænsesætning og forestillingen om, at alt, hvad jeg er, er en kasseret, forsmået kvinde og enlig mor til to børn.

Der bliver plads til at åbne vinduet ud til verden og lade vinden blæse sandet væk fra mit ansigt og mine tanker. Jeg ser mig selv i spejlet og ser et menneske, der har været væk i flere år. Et menneske, der har lyst til at lege, le, skrive, rejse, drikke øl under stjernerne og tænde bål i haven. Et menneske, der pludselig nyder sine ungers selskab – og sit eget – mere end nogensinde, og som måske nok mistede sit livs kærlighed, men blev grebet af andre mennesker og af en kærlighed, der viste sig at være langt større og langt stærkere.

I takt med, at mit liv får betydning, mister de deres betydning. I hvert fald den del, der handler om to mennesker, der blev forelskede og undervejs gjorde stor skade på andre. Den del pakker jeg ned i en kasse, som bliver stillet ind i depotrummet, hvor den kan samle støv, indtil den dag hvor jeg let om hjertet bærer kassen ud til storskrald.

Tilbage er en far og en papmor. Og de betyder ingenting for mig. Til gengæld betyder de uendeligt meget for mine børn. Det er ikke gnidningsfrit eller smertefrit for nogen. Men vores forhandlingsteknik og samarbejdsvilje forfines, som månederne går. Vi giver lidt og tager lidt. Snubler lidt i misforståelser og mindre frustrationer, rejser os hurtigt igen og finder tilbage til den snoede vej, der bringer os nærmere det mål, vi alle tre er enige om. De her unger skal have det godt.

Og ungerne har det godt. Erindringen om dengang mor og far boede sammen dugger efterhånden til. De savner i glimt og drømmer engang imellem – som de fleste andre skilsmissebørn – om at være en helt almindelig familie, hvor det, der er deres kerne, ikke er fordelt på to adresser.

Men deres liv knopskyder på andre måder. De har en papmor, der elsker dem, og pap-bedsteforældre, der kalder dem skat og køber gaver med hjem til dem fra ferier. De har fået en hund, og en dag får de forhåbentlig også søskende.

Når jeg forestiller mig dem med en lillesøster eller -bror i favnen, som de kan kysse og kramme og elske resten af deres liv, kommer sorgen over det tabte op til overfladen, men den bliver hurtigt skyllet bort af en bølge af glæde. For mine børn kan aldrig elske for mange, og de kan aldrig blive elsket af for mange.

Og jeg har det godt. Følelsen af massivt overgreb er erstattet af en stille accept og en stor taknemmelighed over det forunderlige faktum, at det næsten altid er muligt at finde en mening i det, der bliver os givet. At noget dyrebart kan gå tabt og alligevel kan man ende med at sejre. Noget kan blive slået i stykker, men selv efter et voldsomt jordskælv er det muligt for nye ting at vokse frem. En anden kærlighed, andre oplevelser, en ny indsigt. Det er banalt, men sandt, og det er alt nok.

Bine Madsen er journalist

Læs også 4. pladsen: Mit mønsterbrud kom så tidligt, at jeg nærmest ikke opdagede det