Læsetid 6 min.

Jeg blev bortført til Iran, men endte med at finde hjem

Som otte-årig blev jeg bortført af min far til Iran. Min barndom gik med at navigere mellem to kulturer og to mennesker, der elskede mig, men hadede hinanden. I dag står det klart, at bortførelsen gav mig mit livs sejr: Jeg føler mig hjemme i forhold til både mit danske og iranske ophav. Jeg ender aldrig som fremmedgjort
Shahin Aakjær (i midten på forreste række) blev af sin far bortført til Iran, hvor han i 1999 gik i en almindelig iransk folkeskole. Privatfoto

Shahin Aakjær (i midten på forreste række) blev af sin far bortført til Iran, hvor han i 1999 gik i en almindelig iransk folkeskole. Privatfoto

19. august 2016

Jeg blev født i 1990. Min far er flygtning, min mor er lollik. Han var spændende og eksotisk. Hun var ung og stod midt i et ungdomsoprør mod en fremmedangst og småborgerlig familie.

Forholdet holdt ikke. Da jeg var halvandet år gammel, gik de fra hinanden. Livet gik videre. Min mor fandt en ny, min far fandt en ny. Jeg boede hos hende og besøgte ham i skoleferierne.

Selv om de to havde elsket hinanden, opstod der magtkamp mellem dem. Et tovtrækkeri over resultatet af deres kærlighed.

Det er en kliché, men det er sandt: Den slags går altid ud over barnet. Min mor ville have forældremyndigheden, de endte i retten, hun fik papir på mig. Det knækkede min fars stolthed, og han tog en drastisk beslutning.

Jeg var otte år gammel og troede, jeg skulle på sommerferie hos ham og min stedmor på Bornholm. Men i stedet fik jeg at vide, at vi skulle mødes på et hotel i København. Min far spurgte, om jeg ville se mit fædreland, Iran – selvfølgelig var svaret et rungende ja.

Jeg troede, jeg skulle på sommerferie til de varme lande og møde min familie. Der gik to år, før vi kom hjem til Danmark igen. Min mor hørte først om bortførelsen, da vi var ankommet til Teheran.

Idyllen, der udeblev

Min far er romantiker. Han havde en idé om, at vi skulle leve et idyllisk liv i Iran. Vi skulle have en lille bondegård med alle de dyr, jeg kunne ønske mig. Vi skulle importere jerseykøer og introducere iranerne for danske mejeriprodukter. Vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende i familiens skød.

Sådan skulle det ikke gå. Iran var ikke det land, min far havde forladt … hvis det da nogensinde havde været det. Jeg kæmpede for at lære den nye kultur og det nye sprog at kende. Min far knoklede for at skabe den idyl, han havde drømt om. Min mor sad tilbage i Danmark og manglede sin søn.

Jeg husker de hjerteskærende telefonsamtaler. Når min mor ringede, var linjen altid grynet og skrattende. I den ene ende sad min mor græd og spurgte, hvornår jeg kom hjem. I den anden ende, 5.000 kilometer derfra, sad jeg stille og fyldt med savn.

Forløbet var det samme hver gang. Når jeg havde talt med min mor, gav jeg røret videre til min far. Deres samtaler mundede altid ud i skænderier. Så råbte de ind i hver deres telefonrør, imens jeg gik ud og spillede fodbold i gården med en følelse af, at de voksnes verden var rå og uforståelig.

Hård hjemkomst

I sommeren 2000 blev det for meget for alle parter. Min far var skuffet over tilværelsen i Iran og kunne ikke længere bære at se mig græde, hver gang jeg hørte om Danmark, så Dannebrog eller fik fingrene i et fodboldkort med Peter Schmeichel på. Vi tog tilbage til Danmark.

Min mor havde ændret forældremyndigheden, så jeg nu igen tilhørte begge mine forældre. Samtidig havde hun undgået at efterlyse mig, så min far kunne vende tilbage med mig uden at skulle frygte retsforfølgelse.

Men kampen mellem mine forældre døde ikke ud, bare fordi jeg var på dansk grund. De to engang så forelskede mennesker kunne skændes om alt: børnepenge, hvor jeg skulle bo, hvem der var ansvarlig for hvad i fortiden.

Telefonsamtalerne endte stadig i mundhuggeri. Jeg gik ind på mit værelse og spillede fodbold med en tennisbold og lod, som om alting var helt normalt. Men det var det ikke.

Jeg flyttede frem og tilbage mellem mine forældre, fordi jeg ikke kunne finde mig til rette. Det var lidt af et kulturchok at komme tilbage til Danmark. De andre danske drenge var blevet til små teenagere med interesse for piger, technomusik og skateboards. Jeg ville bare gerne spille fodbold og læse Lucky Luke.

Det gik også op for mig, at der ikke var konsekvens i det danske skolesystem. Min nye lærer slog mig ikke over fingrene, når jeg kom i skole uden at have lavet lektier. Så mit kladdehæfte blev fyldt med lister over mine yndlingsfodboldspillere og tegninger af cowboys og indianere i stedet for dansk og matematikopgaver.

Et overraskende smil

Jeg brugte nogle år på at være indadvendt og gjorde mit bedste for både at være mors og fars dreng. Jeg elskede dem begge og prøvede på at forstå, hvorfor de skændtes. Jeg blev et kompromissøgende barn, der troede, at min opvækst var helt almindelig.

I takt med at jeg blev ældre døde mine forældres uenigheder ud. Da jeg som 16-årig flyttede hjemmefra, var der ikke længere så meget at skændes om.

Der var ikke længere feriebesøg, der skulle arrangeres, og de boede i hver deres ende af landet. Jeg traf mine egne valg, og de skulle ikke længere kæmpe om, hvad de synes var bedst for deres søn. Jeg flyttede tilbage til min fødeby, København, så mine forældre hver for sig og tog hul på mit eget voksenliv.

Et par dage efter min 22-års fødselsdag mødtes jeg med min mor på en café i Nansensgade i København. Vi drak kaffe, spiste kage, og jeg fortalte hende om alle mine fremtidsplaner, som en søn gør for at gøre sin mor stolt.

Pludselig vibrerede min telefon. Det var min far, der ringede. Han sad på en café i nabolaget og ville høre, om jeg kom forbi.

Jeg fortalte, at jeg sad med min mor, og jeg ville komme forbi ham bagefter. Men min mor sagde, at jeg da bare kunne invitere ham over. Af bitter erfaring tvivlede jeg på, at det var en god idé. Men jeg sagde alligevel, at han var velkommen til at komme forbi. Det gjorde han så.

Jeg var bekymret for udfaldet, da jeg så ham træde ind på cafeen. Det sad i baghovedet, at min far og mor var en virkelig skidt kombination. Den lille dreng inden i mig var næsten på vej ud for at spille fodbold i fred og ro, så de kunne skændes.

Men der var løbet meget vand i åen, siden jeg skubbede verden væk og legede, jeg var Luis Figo. Min far bestilte en kop kaffe og satte sig smilende ved siden af min mor og jeg. De spurgte ind til hinanden. Snakken gik. Jeg sad i midten, men var ikke rigtigt en del af samtalen.

Det var som at se to ungdomskærester, der tilfældigt mødte hinanden for første gang, siden forholdet var gået i opløsning. Et forhold, de var kommet over. De jokede og grinede. Jeg sad bare og nød det. Jeg var målløs.

Den dag cyklede jeg hjem med en følelse af sejr i maven. En sejr, der var kommet af sig selv. Men det fik mig til at tænke og blev til en endnu større gevinst.

Da jeg var barn og blev bortført og var fanget mellem to voksne mennesker, der ikke kunne finde ud af, hvad der var bedst for deres søn, havde jeg ønsket, at jeg bare var en helt almindelig dreng i en kernefamilie.

Men ville jeg vælge en anden baggrundshistorie, hvis jeg kunne? Hvis jeg kunne spole tiden tilbage og svare nej, da min far spurgte, om jeg ville se mit fædreland, havde jeg så gjort det? Svaret er nej!

Netop på grund af de to år i Iran kender jeg mit andet hjem. Jeg taler flydende persisk og begår mig hjemmevant i den iranske kultur.

Jeg kan se på mange andre børn af flygtninge og indvandrerforældre, at de er delt. Mange af dem har aldrig besøgt deres andet hjem, men føler sig også på udebane i Danmark. Mange af dem taler dårligt dansk og endnu værre arabisk, persisk, somali, eller hvad ved jeg. Men jeg har vundet følelsen af at have hjemme to steder. Følelsen af at være fremmedgjort er væk.

Shahin Aakjær er medredaktør på altomiran.dk

Læs også 3. pladsen: Mine børn kan aldrig elske for mange

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Søren Veje
    Søren Veje
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Søren Veje og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer