Kronik

I dag har vi råd til mad, men drømmene brast

Da min mand og jeg kom til Danmark som flygtninge, ville vi uddanne os og blive en del af det danske samfund. Men på starthjælp gik al energi til at jage tilbud og finde tøj i genbrugsbutikker. Til sidst indså vi, at vi som flygtninge kun er billig arbejdskraft. Vi opgav drømmene og tog manuelt arbejde. I dag er starthjælpen erstattet af integrationsydelse, der lige så effektivt slukker drømme
’Vi fandt ud af, at vores dårlige økonomi var et udslag af diskrimination. Vi var på starthjælp, mens vores danske nabo var på kontanthjælp,’ skriver dagens kronikør.

Tor Birk Trads

27. august 2016

Den dag i november 2002, da min mand og jeg kom til Danmark, var vi oven ud lykkelige. Vi krammede hinanden og skreg vores glæde ud:

»Yes, vi er i Danmark. Nu kan vi starte på en frisk!«

Vi var netop ankommet som flygtninge fra irakisk Kurdistan. Efter en turbulent tid med stor usikkerhed i Tyrkiet, var vi endelig nået frem til et land, hvor vi kunne indfri vores drømme.

Vores fremtid tegnede lys. Jeg drømte om at uddanne mig til journalist, min mand ville være datalog. Vi havde masser af ressourcer og gåpåmod. Det skulle nok gå godt, det var vi sikre på.

Kommunens sagsbehandler fortalte os, at vi var havnet i den lille jyske kommune, Brædstrup. Modtagelsen var overvældende.

Læs også: Flygtninge på integrationsydelse: 'Vi skal bare arbejde, arbejde, arbejde'

Vi blev indkvarteret i et stort hus, møbleret med brugte møbler, og i køleskabet var der kylling og frugt. Inden sagsbehandleren gik, gav hun os en kuvert med nogle pengesedler:

»Det er jeres penge til resten af måneden,« lød beskeden. Vi anede ikke, om det var lidt eller meget. Men vi var glade.

Efter et besøg i det lokale supermarked stod det klart, at det ville blive mere end svært at klare sig for det beløb, vi havde fået. Sagsbehandleren prøvede og forklare os om vores økonomi, men det var svært at forstå.

Når vores husleje var betalt, havde vi 2.800 kroner tilbage til to voksne og vores 2-årige søn om måneden. Hertil kom en børnecheck på ca. 3.000 kroner hver tredje måned. Vi turde ikke købe nye ting, men blev flittige kunder i de lokale genbrugsbutikker.

Protest uden effekt

Efter et par måneder fandt vi ud af, at vores dårlige økonomi var et udslag af diskrimination. Vi var på starthjælp, mens vores danske nabo var på kontanthjælp og fik over dobbelt så mange penge som os.

Vi brugte det nye netværk, vi havde fået gennem sprogskolen i Horsens, til lave protester for at gøre opmærksom på vores håbløse økonomiske situation. Vi forfattede et brev til regeringen, som rigtig mange flygtninge skrev under på:

»Hvis I ikke vil forbedre vores liv, så send os tilbage til Tyrkiet! Vores liv var meget bedre der end i Danmark!« stod der blandt andet.

Vi holdt også møder med den lokale borgmester. Det var der heller ingen, der fik hjælp af.

Drømmen om en cykel

Efterhånden blev vores økonomi værre og værre. Vi bladrede konstant tilbudsaviser igennem. Vi tillod os ikke at kigge efter kvalitet, kun pris.

Hver måned kom regningerne for strøm, vand, telefon osv. Dagplejeren klagede over, at vores søn, Nima, manglede forskellige basale ting: flyverdragt, vinterstøvler, gummistøvler, regntøj. Det blev ved og ved.

Nima lærte snart at tale. Hans første ord var ’cykel’. Den første sætning var: ’Jeg vil gerne have en cykel.’ Men vi havde ikke råd til at købe en cykel til ham. Slet ikke. Vi var begyndt at droppe et måltid hver dag for at få pengene til at række. Vi spiste ikke frokost, kun morgenmad og aftensmad.

Læs også: 'Jeg vil selv have ansvaret for, om jeg er en succes eller en taber'

En dag gik jeg i desperation op til sagsbehandleren og bad om hjælp. Vi havde ingen penge til resten af måneden, fordi vi skulle betale licens og strøm.

»Jeg kan ikke engang købe en liter mælk til min søn, hvad skal jeg gøre?« spurgte jeg.

»Desværre, jeg kan ikke gøre noget som helst for dig. Du bliver nødt til at vente til børnechecken kommer den 20.,« lød det beklagende svar.

Da den kom, købte vi en cykel til Nima. Det føltes som en sejr. Vi valgte godt nok den billigste. Den var pink. Vi anede ikke, at det var en pigecykel. De 325 kroner var de bedste, vi havde brugt længe.

19 uger uden lommesmerter

Vi ledte konstant efter nye muligheder at få enderne til at mødes. En dag fortalte en vejleder på VUC os om, at kommuner af og til bevilgede højskoleophold.

For os var det et genialt koncept. Ikke alene ville vi få mulighed for at lære dansk kultur og sprog bedre at kende, kommunen ville også betale for vores ophold og dermed for vores mad.

Vi fik 19 uger på en højskole i Brande. Vores søn kom i den lokale børnehave. Det var en god tid. I de 19 uger hang vores økonomi sammen, og vi havde overskud til at lære.

Da vi kom hjem vendte de økonomiske trængsler tilbage. Det lykkedes os godt nok at få en mindre og billigere lejlighed. Men vores forbrug steg også.

Nima var begyndt i børnehave. Han skulle have madpakke med hver dag. Han har altid været en social og glad dreng og vil prøve alt. Han ville gå til gymnastik og fodbold med sine venner, det kostede kontingent og penge til tøj og sko; han hørte om Legoland, Zoologisk Have; han ville holde fødselsdag for stuen.

Læs også: 'Det her har ikke ligefrem skærpet vores danske nationalfølelse'

Da jeg blev gravid med vores datter, tog spekulationerne til. Vores lejlighed var for lille, hvis noget uventet skulle dukke op, ville det hele vælte. Jeg blev færdig med sprogskolen og begyndte at læse på VUC i Horsens. Drømmen om at komme til at læse til journalist var stadig intakt.

Min mand derimod indså, at han måtte opgive sine drømme om en uddannelse. Da Danish Crown i Horsens arrangerede et kursus for flygtninge i samarbejde med Horsens Kommune, slog han til.

Nu satsede han på at blive slagteriarbejder. Det lykkedes. Kort før vores datter blev født, blev han ansat på slagteriet.

Trods de forliste drømme var vi glade for, at han endelig havde fået et arbejde med en god løn. Men festen var kort, for nu hvor han havde arbejde, blev min starthjælp stoppet, og vi endte i den samme situation som før.

Det hele kulminerede med, at jeg fik en efterfødselsdepression, som førte til, at jeg valgte at gå fra min mand. Kommunen troede, at vi gik fra hinanden for pengenes skyld, og vi kom under mistanke for socialt bedrageri. Det faldt ikke nogen ind, at det konstante pres kunne have noget med min depression at gøre.

Billig arbejdskraft

Efter halvandet år hver for sig fandt vi sammen igen. Men vores økonomiske situation var så alvorlig, at jeg blev nødt til at opgive mine studier og gå på arbejdsmarkedet.

Den eneste job, som altid er åbent for flygtninge, er SOSU-hjælperstillinger. Efter et års arbejde som ufaglært kom jeg ind på SOSU-uddannelsen og reviderede mine fremtidsdrømme.

Nu var planen at læse videre til sygeplejerske. Men to måneder før jeg blev færdiguddannet, fik jeg en skade i ryggen, og så røg mine planer igen på gulvet. Skaden var så slem, at jeg endte med at blive visiteret til fleksjob.

I dag har vi næsten alt, hvad vi skal bruge på den materielle front, men vi har fået det på bekostning af vores drømme. Nogen vil sikkert sige, at vi selv har givet op. Måske har de ret. Det føler jeg også selv af og til. Jeg tænker, at jeg er en taber.

Men hvor meget kan man kæmpe mod fattigdom? Hvor lang tid skal man sige til sine børn, at der ikke er råd til at holde sommerferie, eller at de bliver nødt til at gå i brugte sko?

Da vi kom til Danmark, var jeg 28 år, min mand var 31. Vi havde drømme og håb og energi til at kæmpe for dem.

Men vi fik ikke lov, for vi var flygtninge, og flygtninge er bare billig arbejdskraft. Vi måtte ikke bruge vores ressourcer og kompetencer.

I dag står den på starthjælp for de nye flygtninge, der kommer til Danmark. Jeg bliver ked af det, når jeg ser dem blive henvist til boliger, der koster mere end 8.000 kroner om måneden. Jeg spørger mig selv, hvor mange måltider de mon må droppe for at overleve.

Vi var kun tre personer, det lykkedes os at finde en billig toværelses, men vi kunne stadig ikke få det til at hænge sammen. Mange af de nye familier, der kommer til landet, har fire børn eller flere. Gad vide, om de har drømme nok at opgive til at få det hele til at hænge sammen?

Lawja Jawad Mohammadi er jobsøgende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Mads Berg
  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
  • Martin E. Haastrup
Viggo Okholm, Mads Berg, David Zennaro, Carsten Mortensen og Martin E. Haastrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Åh, det er bittert når drømme brister.

Det jeg har svært ved at acceptere, er de bitre henvisninger til at danskerne har det meget bedre, for de får kontanthjælp.
Nej, det gør de ikke allesammen.
Jeg kan forsikre Lawja Jawad Mohammadi om, at der er rigtig mange mennesker - både danskere og af udenlandsk herkomst - som må se deres drømme briste, som lever liv, som er fuldstændig anderledes og på inderligt utilfredsstillende niveau.
____

Jeg er bange for, at den nye chefredaktør på Information er ude på provokationernes overdrev med sine seneste forsider. Hvis Information bliver det nye Ekstrablad - så har alle avislæsere tabt noget vigtigt.

Brian Jensen, Grethe Preisler, June Pedersen, Hans Aagaard, Anne Eriksen, Maiken Guttorm, Dagmar Christiandottir, Carsten Mortensen, Heidi Larsen, Karsten Aaen, Jan Weis, peter fonnesbech og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Den eneste job, som altid er åbent for flygtninge, er SOSU-hjælperstillinger. Efter et års arbejde som ufaglært kom jeg ind på SOSU-uddannelsen og reviderede mine fremtidsdrømme.

Nu var planen at læse videre til sygeplejerske. Men to måneder før jeg blev færdiguddannet, fik jeg en skade i ryggen, og så røg mine planer igen på gulvet. Skaden var så slem, at jeg endte med at blive visiteret til fleksjob.

I dag har vi næsten alt, hvad vi skal bruge på den materielle front, men vi har fået det på bekostning af vores drømme. Nogen vil sikkert sige, at vi selv har givet op. Måske har de ret. Det føler jeg også selv af og til. Jeg tænker, at jeg er en taber.

Hvis alle hvis drømme bristede skulle skrive i Information, behøvedes ingen journalister. Den enkeltes historie kan være grum nok, men at brokke sig over at man ikke kunne blive journalist er efter min mening lige lovlig tyk....

Anna Louise Finck-Heidemann, Hans Aagaard og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Christian Nymark

Er det virkelig det eneste de ovenstående debatører finder er værdige nedslag i substansen? De økonomiske forhold er slet ikke værd at betragte, blot for en stund? Hvis basal sikkerhed, bolig og mad var det eneste nødvendige, ville det jo være en udmærket situation. Men at bede folk acceptere at forblive i socialgruppe 6 (den helt nye!) som moderne trælle, er absurd. Uagtet længden af trældom.

Lise: At sige at visse danskere intet får, gør vel ikke ovenstående situation mindre nedværdigende? Det er da underligt straks at pege i en anden retning og sammenligne med andre.

Kristian Jensen, Søren Jensen, Lykke Johansen, Steffen Gliese, Mads Berg, David Zennaro, Dana Hansen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Starthjælpen var på lige fod med den nuværende integrationsydelse en (umiddelbar) billig måde at forringe nytilkomnes levevilkår i håb om at de ville holde sig væk. Bekostningen er høj - især for børnene, men naturligvis også for de voksne, hvis liv indskrænkes til ren overlevelse.

Som ganske rigtigt kommenteret ovenfor, så er herboende problemmennesker (arbejdsløse, syge) inden for de senere år kommet i sammenlignelige vanskeligheder (kulminerende i kontanthjælpsloft med det propagandistiske 'moderne' foran sig). Det rammer så en anden gruppe mennesker, der er ildeset i Danmark.

Bristede drømme er tit sammensat af flere faktorer. Men én grund fandtes i hvert fald i langt mindre grad i Danmark: økonomien og fattigdom.

Fattigdom vender bredt tilbage til Danmark nu. Starthjælpen den gang var blot startskuddet til udviklingen.

Brian Jensen, Anna Louise Finck-Heidemann, Mads Berg, David Zennaro, Maiken Guttorm, Dana Hansen, Lise Lotte Rahbek, Heidi Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Må man sige dette?
Der udvises både misundelse og manglende empati over for danske indbyggere, ofte i vanskeligere situationer – så godt gået af min avis, hvad regner den med at bringe af reel oplysning næste gang i Oplysningens navn - men for øvrigt velkommen til egoismen og manglende solidaritet …

Livet var åbenbart meget bedre i Tyrkiet (sic!) …

Tænkte det nok, sådan noget som ovenstående må man ikke sige, endsige tænke, det standser enhver debat – for tænk, en dansk nabo fik dobbelt så mange penge, fandt man ud af, og det er da også for galt … ;-)

Endnu en ’debat’, hvor fornuften er totalt fraværende og kun er med til at støtte højrefløjen …

En ny nabo fra Iran, en flygtet kristen forfulgt intellektuel med to voksne børn, der allerede studerer og tjener penge, og en kone i vestlig tøjmode, har lige inviteret – han ønsker så hurtigt som muligt at beherske det danske sprog – invitationen blev modtaget med tak …

Hans Aagaard, Ole Schwander og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

Diskrimination?
Det er altså ikke unfair at der er forskel på mennesker der er født og opvokset i et land og nogen der kommer til udefra. Vi har ikke t pengetræ vi kan drysse ud over titusindvis af mennesker udefra.

Man kan sige at det ville være langt mere retfærdigt om man ikke fik en eneste krone, men til gengæld kunne enhver få lov at bosætte sig i landet. Det ønsker de færreste, men det ville være mere retfærdigt. Danmarke er stadig blandt de lande der giver mest i understøttelse til folk udefra, sammenlignet med eks. det sydlige europa. Jeg synes ikke rigtigt det er fair at forlange en større pose penge når man kommer til. Det er ret unikt at man får husly og mad på bordet. Resten må man vitterligt selv klare, ellers kan det umuligt hænge sammen.

Anna Louise Finck-Heidemann, June Pedersen, Hans Aagaard, Ole Schwander, Niels Johannesen, Tor Thrysøe og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
Charlotte Svensgaard

Nu er det så at jeg tænker... uddannelsen som sygeplejeske er SU berettiget og det samme er journalist uddannelsen. Så hvordan hænger det sammen med de bristede drømme, da de økonomiske vilkår vel havde været ens uanset hvilken af uddannelserne hun påbegyndte?

Øv, for en artikel. Det er vand på de fremmedfjendskes mølle. At Danmark lukker familien ind, giver dem tryghed i forhold til krigen samt kost, logi, penge og uddannelse er åbenbart ikke noget hun synes er værd at takke for, fordi hun kan se, at nogle danskere har det bedre end hende. Det er ikke krigen (som hun måske er flygtet fra), der har bristet hendes drømme, nej det er de egoistiske og racistiske danskere...

Jeg kunne virkelig godt have undværet den historie, men nu er den her, og den har desværre lært mig, at vi faktuelt huser bekvemmelighedsflygtninge, præcis som højerfløjen påstår, og at vi desværre også har journalister og medier der gerne bringer deres klagesang. Øv, og atter øv for en nedtur.

Ernst Enevoldsen, Anders Hede, Hans Aagaard, Ole Schwander og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er hjerteskærende, at samfundet ikke har råd til at investere i en uddannelse .... både på vegne af samfundet og dem der gerne vil tage en uddannelse...:-(

Det er lige så hjerteskærende, at nogen kommer herop og tror de er havnet i en gratis gavebod og derfor kun kan blive skuffet ved at opdage, at deres drømme ikke kan opfyldes ...

Ernst Enevoldsen, Leo Nygaard, June Pedersen, Hans Aagaard og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar
Niels Johannesen

Det mest (ned)slående ved Lawjas beretning er de urealistiske forventninger hun og hendes mand kom til Danmark med og hvordan frustrationerne over at de uundgåeligt skuffes vendes udad mod Danmark. At være journalist i Danmark kræver fx et intimt forhold til det danske sprog, som er næsten umuligt at opnå for en voksen tilflytter uden forudgående kendskab til sproget. Det er samme sang man ofte hører i interviews med flygtninge: de vil til Vesten og uddanne sig til læger, ingeniører og menneskerettighedsadvokater. Det er fint at have sådanne drømme - det er bare rigtig svært at realisere dem når man er i starten af 20erne og kun har gået 6 år i skole derhjemme. Og når så drømmen brister er det alt for ofte det diskrimerende og smårascisitiske værtslands skyld.

Ernst Enevoldsen, Anna Louise Finck-Heidemann, Martin Kristensen, June Pedersen, Hans Aagaard, Ole Schwander og Christel Larsen anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

Jeg græmmes over mine med kommentatorer. At I vil være bekendte at argumentere for at der skal være forskel på hvilke drømme en flygtning og en dansker må få lov at forfølge, er det samme som at sige at I synes flygtninge er af anden rang. At I ikke skammer jer, hvem er I i mennesker?

Brian Jensen, Britta Hansen, Christian Nymark, Martin E. Haastrup og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg synes den beretning her er svær at forholde sig til, for på den ene side kommer flygtninge hertil med drømme og ambitioner og ikke mindst fred. Parret her anser sig selv for kompetente, men har så urealistiske forestillinger om et system her. Vi sætter jo ikke hvem som helst i gang, men de skal først igennem det meste forfra og så sproget. Deres underhold var så 2800 til alt til 2 voksne og et barn udover lidt børnepenge. Hvem af os læsere har så lidt til rådighed? Vi er fanget i dilemmaet mellem at gøre det bedste for dem uden selv at mangle eller bare gå lidt ned. Uanset vore gode intentioner så er vi ikke bedre end pengepungens værdi. Måske vi bør være meget ærlige: I kan komme og få så i ikke sulter ihjel, resten er ikke vores ansvar. Derudover skal I helst opføre jer helt som os uden dog at forvente accept lige med det første.

jens peter hansen

Hvis I ikke vil forbedre vores liv, så send os tilbage til Tyrkiet! Vores liv var meget bedre der end i Danmark!« stod der blandt andet.

Helt ærlig, hvor patetisk kan det blive!

Denne historie beskriver det danske samfund under en særlig vinkel. Sundt for alle at læse.
En enkelt ting : Manden fik arbejde - hendes starthjælp forsvandt.
En anden : De gik fra hinanden - hun blev mistænkt for social bedrageri.
Ja, sådan er det her.
Mange borgere flyttes rundt i de forskellige regelkategorier, administreret af ligeså mange forskellige sagsbehandlere, vurderingsfagfolk, kontrolfolk, ankeinstanser - kort sagt, velfærdestatens hær af udøvere af resultatet af folkestyrets lederes emsige herremandsholdning.

Tak for denne fortælling fra udefraboerne.

Poul Sørensen

Jan Weis@
Det er ikke fordi jeg gider diskutere det med dig, men flygtninge-strømmen stopper først når vi har uddannet den tredje verden til et niveau, hvor de kan klare udfordringerne. Befolkningstilvæksten i ulandene standser ikke før udlandende får et højere uddannelses niveau. Ikke bare befolkningstilvækstsen, men ALLE de problemer der får folk til at flygte, er tæt forbundet til mere uddannelse og du kan ikke mure dig inde i et fort Europa, hvor du tror du kan holde flugten fra dumhed fra døren.... derfor er det hjerteskærende, at folk der gerne vil uddanne sig ikke kan komme til det... Med en uddannelse i hånden er du ikke flygtning mere, men du har automatisk et pas til rigtigt store dele af verden, hvor der er mangel på uddannet arbejdskraft.

Niels Johannesen

# Kristian Jensen

Irriterende at du bevidst misforstår hvad jeg (og andre) siger.

Selvfølgelig skal ingen begrænse andres drømme - det er fint nok at en voksen irakisk flygtning uden forudgående kendskab til det danske sprog drømmer om at komme til Danmark og blive journalist. Det er svært men mon ikke det lykkes for en ud af 1000 at opnå en sådan grad af virtousitet på et fremmed sprog at de kan leve af at skrive det. Både Karen Blixen og Joseph Conrad skrev fremragende litteratur på engelsk.

Men jeg synes det er bekymrende at det opfattes som "Danmarks skyld" når drømmen brister. Man har ikke som flygtning ret til at få ens drømmeuddannelse og drømmejob , hvis ikke man er kvalificeret til det. Det har indfødte danskere heller ikke.

Det tager tid samt blod, sved og tårer at finde fodfæste i et fremmed land - og jeg tror at en manglende erkendelse af dette spiller en ikke helt uvæsentlig rolle for det had mod Danmark og danskere der spirer i mange indvandrermiljøer.

Karsten Aaen, Ernst Enevoldsen og Torben - Nielsen anbefalede denne kommentar

@Poul Solrart Sørensen - tak, men du brænder forhåbentlig ikke inde med noget galde, du gerne vil af med ... ;-)

Grethe Preisler

Beggars can't be choosers - man må tage, hvad man kan få

Det gælder i lige høj grad for 'gammeldanskere', 'nydanskere' og flygtninge. Så lige hvad dét angår, er ægteparret Mohammadi ikke økonomisk dårligere stillet end de 'gammeldanske' fattigrøve i farvelfærds- og konkurrencestaten Danmark.

Kristian Jensen

Det var så lidt Niels Johannesen, skulle det være en anden gang, siger du bare til. Men start lige med at læse artiklen og fortæl så om du selv kunne tage en uddannelse for 2800/md til 2 voksne og et barn, selvom huslejen var betalt.