Kommentar

DDR-borgerne opgav alt for bananer og frihed

I EU-bestræbelser på at holde sammen på øst og vest, kan man ikke lære meget af den tyske genforening. DDR’s tilfælde adskiller sig fra alle de øvrige kommunistiske systemsammenbrud. DDR-borgerne vinkede farvel til, hvad de hidtil havde kendt
31. august 2016

Tyskland står i dag i stigende grad som monolitten, der overskygger alle Europas andre stater – ja, som den stat, der mere end nogen anden holder sammen på det, som ellers risikerer at gå i opløsning. Vi synes helt at have glemt, at Tyskland for kun lidt over et kvart århundrede siden faktisk var to stater.

Med de berømte ord jetzt wächst zusammen, was zusammengehört (’nu vokser dét sammen, der sammen hører’), udtrykte Willy Brandt sin vision for, hvad der ville ske med Tyskland efter Berlinmurens fald: Vesttyskere og østtyskere skulle genforenes. Og genforeningen blev da også gennemført med stor konsekvens.

Voksede aldrig sammen

Vi er tilbøjelige til at tænke, at med kommunismens kollaps fandt samme proces sted over hele Østeuropa, blot i større skala. Men er Brandts metafor velegnet til at forstå den generelle Øst-Vest-integration i den europæiske udvikling i disse sidste 25 år? Taler vi om det samme her? Næppe.

Hvis Polen, Ungarn og Albanien i noget omfang kan siges at være ’vokset sammen’ med Europa (EU), må vi sige, at det er sket under fuld bevarelse af deres nationale suverænitet. ’At høre sammen’ er forbundet med forbehold. Anderledes med Østtyskland: Her var ingen forbehold. At DDR’s suverænitet skulle ophøre, var ikke til diskussion – det blev anset for nødvendigt og uundgåeligt.

Tilsvarende med den østtyske identitet. Igennem næsten et halvt århundredes kommunisme og statsdiktatur udviklede østtyskerne en ny og særegen social identitet, uanset hvor vag og spinkel den måtte have været. Enhver, der har gjort sig erfaringer med det DDR, der ikke længere eksisterer, har ikke svært ved at opdage resterne af det – selv ikke når de forudsætninger er borte. Resterne af homo sovieticus (eller af visionen om ’sovjetmennesket’) kan man naturligvis støde på i hele Østeuropa. Men ikke som en kontrast til halvdelen af ens egen nation – der fandtes som bekendt ikke noget Vestpolen, Vestungarn eller Vestalbanien.

Det er derfor, Østtysklands tilfælde adskiller sig fra alle de øvrige kommunistiske systemsammenbrud. Som overalt i Østeuropa drejede det sig om et systemskifte – men også om et friendly takeover. En på alle områder overlegen stat overtog en anden, der på alle områder var ringere kørende.

Det gør tilfældet DDR unikt. Nye – demokratiske – spilleregler blev indført i hele Østeuropa, men i det østtyske tilfælde foregik det igennem et allerede fungerende netværk af institutioner og praksisser fra Vesten. De andre steder var man henvist til at skabe de institutionelle netværk på egen hånd. Ingen ville være kommet på den tanke at kalde det tidligere DDR’s indlemmelse i Forbundsrepublikken Tyskland for ’østudvidelse’.

DDR-eliten fik sparket

Hvad DDR’s statspersonale angår, måtte det kasseres og afskaffes: politikere, officerer, akademikere, politifolk, diplomater og virksomhedsledere. Denne radikale udrensning på ideologisk grundlag må være en af de største i historien. Næsten fra den ene dag til den anden blev hele det østtyske samfunds elite skiftet ud – som oftest for at blive erstattet af tyskere fra Vesten. Ingen steder i Østeuropa hverken ville eller kunne man gøre noget lignende. Her kunne de eksisterende eliter i vidt omfang bevare deres magtstilling efter et hamskifte. Således opstod der på godt og ondt en slags kontinuitet.

Det hævdes undertiden, at østtyskerne mentalt har fortrudt den brutale og totale afvikling af deres gamle stat – og at de i deres Ostalgie idealiserer den på en måde, som ikke svarer til, hvordan den virkelig var. Det siges sågar, at de skulle være en slags lunkne demokrater. Men snarere end politisk nostalgi, er der tale om fantomsmerter efter en bevidst udslettet fortid. Dette hænger sammen med den overtagelse, som Europas rigeste stat gennemførte.

På mere radikal og omfattende vis end nogensinde tidligere ændrede alt sig på kort tid. De gamle fysiske rammer blev revet ned, hele spektret af dagligvarer forsvandt – de produkter, der overlevede, kunne tælles på en hånd.

Østtyskerne havde ganske vist vundet både deres frihed og bananer, men på bekostning af det, som indtil da havde været deres eget liv. Snart var der meget lidt tilbage at hænge sine erindringer op på. Samtidig blev deres fortid som videnskabelig topos gjort til genstand for en historieskrivning med stærke moraliserende og fordømmende undertekster. Alt, hvad der havde været ’deres’ – alt hvad de engang havde oplevet – blev nu set som ringere, forløjet og falsk. At de faktisk selv havde været en del af alt dette – og således på en måde havde accepteret tingenes tilstand – kom til at ligne en uudtalt anklage. En anklage, som østtyskerne prøvede at forsvare sig imod. Så forkasteligt havde deres liv i DDR trods alt heller ikke været.

Goethe talte engang om de to sjæle, som boede i hans bryst. Som metafor for dagens Tyskland er dette måske overdrevent. Hvad der resterer af DDR, lader sig bedre beskrive som et diskret fodaftryk – som et vandmærke i et fint papirark, man uden større vanskelighed kan opdage. Som når man i det østlige Tyskland kan køre rundt på helt nye motorveje, sandsynligvis den bedste i Europa – blot er de næsten tomme.

For østtyskerne er for længst flyttet til det vestlige Tyskland, hvor jobbene findes.

© Richard Swartz og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Har lige været i Berlin. Friederichshain i det gamle øst. På det lokale værtshus sad mange halv- og helgamle og sukkede over at alt var anderledes skidt nu end i de gode gamle DDR-dage. Ja selv tiden i Folkearmeen blev berømmet for der lærte man at blive et ordentlig menneske. Tja evigt ejes kun det tabte.

For mange år siden sejlede jeg i kajak sammen med en kammerat fra Prag til Hamborg. Det var en eventyrlig og uforglemmelig oplevelse. Vi fandt en interimistisk campingplads i en by udenfor Prag. Det var skolen der var indrettet til sommercamping. Vi syntes om at være der. Lærerne der passede pladsen var venlige og yderst interesserede i at høre mere om os og Danmark. Vi ville også gerne høre mere om dem og deres liv. Så vi blev der i en uges tid. Ja, det var ikke pga. det store udvalg i fødevarer. Der var ikke meget at vælge imellem, men der var det der skulle til for at leve et sundt liv. Og sådan var det med alle fornødenheder, der var det der skulle til. Det syntes vi var fint.

Dagen kom hvor vi skulle afsted. Det var svært for vi havde faktisk mest af alt lyst til at blive. Vi var sammen med nogen rigtig dejlige mennesker og levede enkelt og sundt. Men afsted kom vi med en tåre i øjet. Afsted mod Prag. Videre mod grænsen. Her blev vi vinket ind til siden. To soldater med maskinpistoler kom ned til os. Vi sad på bådebroen. Denne dag var meget varm så vi svedte lidt. Soldaterne fik vores pas. Tre timer senere kom de tilbage med dem. De var stemplede, så nu kunne vi sejle videre mod Dresden. Det jeg husker fra denne del af turen er de mange gartnerier der lå ned til Elben, og tusindvis af arbejdere. Jeg husker landsbyerne hvor vi handlede og igen alle de dejlige sunde mennesker vi mødte. Så nærmede vi os Dresden. Vi kunne se den fra kikkerten. Vi fik os øje på Den Røde Arme. Så mange soldater og militært isenkram samlet på et sted har jeg aldrig oplevet. Men de russiske soldater smilede til os. De syntes vist at det var meget sjovt at eskortere os i deres amfibie tanks ind til Dresden. Ja der var 6 af dem. Tre på hver side. Vi smilede og vinkede til dem. I Dresden lagde vi til ved en Kajakklub. .....fortsættes.....

...fortsættelse...
Vi blev modtaget af stærk udseende mand. Han spurgte om vi trængte til et bad, frisk vand og mad. Jo tak, det ville være rart. Denne dag havde vi sejlet 75 km. Det er langt. Så vi var gennemsvedte og sultne. Badet foregik ude. Tror det er det bedste bad jeg nogensinde har fået. Manden kom igen med håndklæder. Han sagde at om en time ville der være mad. Hans kone og nogen af de andre medlemmer fra klubben ville også komme og spise med. Og jeg skal da lige sige dig at der var mad og mange medlemmer til stede. Vi spiste og fortalte om Danmark. De var meget interesseret i at høre om jylland og strandene. Vi kunne forstå at det var det de egentligt savnede. Muligheden for at kunne rejse ud af landet. Ja det kunne godt lade sig gøre. Men så skulle der søges. Og der kunne gå lang tid med det. Og så tog det op til seks år at få en bil. Men det var lige meget, med den bil. Det vigtigste for dem var at de levede lykkeligt. Alle fik en uddannelse, arbejde og lejlighed. Og det syntes vi var fint og forklarede dem at sådan var det ikke i Danmark. Her var der mange arbejdsløse , mange der var syge, og også hjemløse. Og det kunne de så ikke forstå. De havde hørt at Danmark var et paradis, hvor man kunne købe alt. Vi svarede. Ja hvis du har penge kan du købe alt. Men at de fleste danskere ikke har ret mange penge så derfor er de faktisk fattige. ....fortsættes...

Aftenen og natten gik med god mad, øl og snak. Vi blev her i nogen dage, da vi følte os yderst godt tilpas her i kajakklubben ved floden. Jeg kunne fortælle meget og længe, men vil slutte med dette: Det billede som medier sætter op af DDR og Tjekkoslovakiet kender jeg ikke. De borgere fra DDR og Tjekkoslovakiet jeg har mødt var sunde og trivedes. Jeg synes det er ærgerligt at de to lande er nedlagt. Jeg vil ikke kalde de to lande for kommunistiske eller socialistiske. Jeg ser dem som overgangslande, Lande der bevægede sig fra feudal samfund hen mod socialisme.

Med hensyn til sundhed og styrke hos østeuropæerne kan man jo også tage bestik af deres mange medaljer i forhold til indbyggertal ved til OL og WM. Der var et postulat her i Vesten at det var eliteprogrammer der sikrede medaljerne, men en smule indsigt viste at det høje spotslig niveau skyldtes sundhedstilstand og bredden i den østeuropæiske sportsverden.

jens peter hansen

I 1997 var middellevetiden 80,6 år for kvinder og 74,2 år for mænd. Mænd fra det tidligere DDR levede 1995-97 2,3 år kortere end mænd fra resten af landet; for kvinder var forskellen 1,2 år.

Omkring 1950 var middellevetiden lidt højere i DDR end i Vesttyskland, og først omkring 1970 ændrede det sig; forskellen var markant i 1990. Spædbørnsdødeligheden var i 1997 4,9 pr. 1000 levendefødte, et fald fra 7,1 i 1990.
Ach so!

Anderledes med Østtyskland: Her var ingen forbehold. At DDR’s suverænitet skulle ophøre, var ikke til diskussion skriver Richard Swartz

Der var faktisk det forbehold at for at sikre en sovjetisk godkendelse af et forenet Tyskland, der fortsat var en del af NATO, blev det aftalt, at udenlandske tropper og atomvåben ikke måtte udstationeres i Østtyskland, og at NATO aldrig ville blive udvidet længere østpå.

Den aftale har Vesten med vanlig magtarrogance overtrådt godt og grundigt.