Interview

’Jeg drømmer om et job i en kantine’

Spørger du Souhaillah og Hiba fra Mjølnerparken, hvad de ønsker sig allermest, er svaret klart: et arbejde. Spørgsmålet er, om kontanthjælpsloftet hjælper dem tættere på målet
Hiba (tv) og Souhaillah mødes på kvindecafeen Cafe Nora for at spise frokost.
26. august 2016

De går og venter i Mjølnerparken. Det har de gjort siden foråret, hvor regeringen vedtog det nye kontanthjælpsloft. Om knap tre uger lander nemlig brevet, der fortæller kontanthjælpsmodtagere, om – og i så fald hvor meget – der bliver skåret i de ydelser, de modtager fra offentlige.

For nogle kan det betyde, at de må flytte. En realitet, som visse beboere i det almene boligbyggeri på det ydre Nørrebro i København vælger at fortrænge, mens andre er blevet tiltagende nervøse i takt med, at den 14. september og kontanthjælpsloftet nærmer sig.

En af de beboere er Souhaillah.

»Jeg vil rigtig gerne finde et job hurtigt,« siger den 52-årige kontanthjælpsmodtager.

»Men jeg bruger meget tid på at tænke på, hvad der kommer til at stå i brevet. Det er i forvejen sådan, at der ikke er nok penge. Hvis de sætter beløbet ned, hvad skal jeg så gøre? Selvfølgelig er jeg bekymret.«

Bekymringen deles af Eskild Dahl Pedersen, sekretariatschef og leder af den boligsociale indsats i Lejerbo i Mjølnerparken. Han er ellers normalt manden med overblikket:

»Men ingen er i stand til at overskue, hvad der kommer til at ske,« siger han. »Det gælder beboerne, det gælder mig og det gælder de politikere, der har sat det hele i gang. De er i gang med et farligt eksperiment.«

– Skulle de hellere lade stå til?

»Nej, politikerne har helt ret i, at der skal ske en forandring, men de vælger endnu en gang de forkerte redskaber. Vores beboere er udfordret af kravene fra konkurrencesamfundet, fra stokkonservative fagforeninger og til tider også af deres egen mentalitet. Den arbejder vi med herude hver dag, og det går fremad, men kontanthjælpsloftet vender vores medvind til modvind.«

Udsigtsløst løntilskud

Siden foråret har de holdt flere fællesmøder i Mjølnerparken om det nye kontanthjælpsloft. Ydelserne afhænger nemlig af modtagerens bolig- og familiesituation og forhold, der er vanskelige at forstå for mange – også de beboere, som regeringen vil anspore til at komme i arbejde.

»Mit problem er ikke motivationen,« siger Souhaillah, der i slutningen af juni blev færdiguddannet som serviceassistent.

»Jeg elsker at lave mad, så jeg drømmer om at få job i kantine. På et plejehjem eller i en daginstitution. I min klasse var jeg den eneste gamle dame, og alle de andre sagde: ’Hvorfor er du her? Du er jo alt for gammel til at få job’. Men jeg tror ikke på dem. Bare giv mig en chance,« siger hun.

– Hvorfor er det så ikke lykkedes dig at få et job endnu?

»Altså, jeg har faktisk været meget aktiv for at få arbejde. Jeg har masser af energi. Udover skolen har jeg prøvet praktik og løntilskud, men måske er mit danske sprog ikke godt nok. Jeg er i tvivl, om min udtale er tydelig nok.«

– Hjalp det dig slet ikke nærmere et fast arbejde at være i løntilskud?

»Nej, for mig fungerede det ikke. Jeg arbejdede i et køkken i en børnehave i et helt år, og jeg var glad for at være der, og jeg fik at vide, at jeg gjorde det rigtig godt osv. osv. Men da det kom til stykket, fik jeg ikke noget job,« siger Souhaillah.

Hun er ikke alene med den oplevelse. Hiba på 48 år har længe forsøgt at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

»Problemet er, at arbejdsgiverne udnytter løntilskudsordningen. De siger en masse pæne ting undervejs, men når perioden er slut, vil de ikke ansætte dig. Så er det bare tilbage på kontanthjælpen,« siger hun.

Hiba er kendt på Nørrebro for sit frivillige arbejde: cykelkursus, svømmekursus, lektiehjælp, kvindecafe, kvarterløft.

»Vi vil gerne arbejde, vi har tiden. Min drøm er at få job i en børnehave eller vuggestue. Jeg har været i praktik i seks måneder i én daginstitution, hvor jeg har passet børn, og 10 måneder i en anden, hvor jeg har lavet mad. Og folk respekterer mig for mit frivillige arbejde, men det får mig ikke i fast job,« siger hun.

»Det gør mig faktisk ret sur. Når jeg hele tiden får afslag: ’Nej, nej, vi har ikke noget til dig’, så bliver jeg i rigtig dårligt humør. Hvad skal jeg gøre?«

Læs også: ’Jeg har været socialarbejder siden 1982, og jeg har aldrig nogensinde følt mig så magtesløs’

Hverken praktik, løntilskud eller frivilligt arbejde tæller i forhold til den såkaldte 225-timersregel, som regeringen har besluttet at genindføre og udvide samtidig med kontanthjælpsloftet.

Ifølge den regel skal alle kontanthjælpsmodtagere kunne dokumentere, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at arbejde mindst 225 timer om året – medmindre kommunen vurderer, at den enkelte ikke er i stand til det.

– Eskild Dahl Pedersen, hvorfor tøver arbejdsgiverne med at ansætte kvinder som Hiba og Souhaillah?

»Fordi vi lever i et konkurrencesamfund, hvor dem, der vinder, er dem, der kan arbejde hurtigt og kan sproget og kender reglerne og ikke har mange sygedage eller mange børn. Det er et samfund, som skaber høj værdi, men det er også et kynisk samfund – især i forhold til flygtninge, der som voksne er kommet til et nyt land og skal lære nyt sprog.«

»Der bliver smidt en masse surrogat ud i form af løntilskud og praktik. Og nogle unge mennesker bider det måske på, for de er lærenemme og kan arbejde hurtigt. For dem virker det måske at komme i løntilskud i et halvt år, hvor de hurtigt bliver så produktive, at arbejdsgiver vil betale dem en høj løn …«

– Men det er sværere for de ældre?

»Ja. Hvis du i forvejen er handicappet i forhold til at begå dig i det her konkurrencesamfund på grund af din alder, så bliver det værre for hvert år, der går. Det er ikke alene dyrt for beboerne og deres familier – det er det så sandelig også for vores samfund.«

»Vi er nødt til at etablere arbejdspladser, der er realistiske i forhold til, hvad de kan. Men her fejler fagforeningerne, når de stiller krav om, at du kun skal have job, hvis det er fuldtid. De stiller alt for høje minimumskrav.«

– Hvilken type stillinger forestiller du dig?

»Hvis nu eksempelvis Souhaillah fik lov til at komme ud og arbejde i en daginstitution to/tre timer om dagen i et år, så kan hun måske arbejde fire timer om dagen året efter og så videre, for så bliver kroppen trænet op. Hun og Hiba og mange andre kontanthjælpsmodtagere her i Mjølnerparken vil gerne bidrage. Det skal bare være i et tempo, de kan klare.«

»Men de frustrationer og grimme tanker, som Hiba også giver udtryk for, er resultatet af den strafpolitik, som kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er en del af. En politik, der viser afstanden mellem politikerne, der er eksperter i konkurrencedygtighed, og så vores beboere, der lever i en helt anden virkelighed i et uigennemsigtigt kontanthjælpssystem med regler, der ændrer sig på årsbasis.«

Penge er noget, man tjener

Kontanthjælpsloftet kan betyde, at Souhaillah skal finde ny lejlighed.

»Jeg elsker min lejlighed i Mjølnerparken, men mine børn er flyttet hjemmefra, og den koster halvdelen af min nuværende kontanthjælp, og så kommer alle regningerne oven i. Jeg må tænke på økonomien. Jeg er nødt til at presse mig selv lidt mere.«

Hiba, derimod, satser på at blive boende i sin treværelses lejlighed sammen med sin mand og sine fire børn. De to yngste drenge sover i stuen.

»Om vi så skal leve af brød og te, det er lige meget. Vi lever bare. Jeg giver ikke op. Ligegyldigt hvad der står i brevet, ligegyldigt om jeg får endnu færre penge, vil jeg altid søge job,« siger hun.

»Men jeg håber også, mine børn kan få arbejde på et tidspunkt. De skal tjene penge til sig selv og familien. Men lige nu læser min ældste datter på universitetet og siger, hun ikke har tid til at arbejde ved siden af.«

Eskild Dahl Pedersen supplerer:

»Her er det dog vigtigt at pointere, at det ikke kun er systemet, der står i vejen for kontanthjælpsmodtagerne i Mjølnerparken. Det er nogle gange også deres egen mentalitet,« siger han. »Når Hibas datter siger, at hun ikke kan arbejde på grund af sine studier, er det også noget, vi er nødt til at arbejde med. For selvfølgelig kan hun det.«

»Kvinder som Hiba og Souhaillah har den rigtige tilgang til tingene, men sådan er det ikke for alle. Herude arbejder vi hårdt på at få alle beboere til at forstå vores budskab om, at penge er noget, man tjener, og ikke noget, man får. Det handler om værdigheden i at have et arbejde,« siger Eskild Dahl Pedersen, der i april i Information advarede om, at venstrefløjen og socialrådgiverne sender mange flygtninge »op i hængekøjen« ved at lære dem, at de har krav på kontanthjælp, førtidspension, gratis skoler og fri daginstitution.

»Nogle af de yngre beboere smyger sig udenom, når det kommer til at arbejde. De er lidt forkælede, og forældrene har svært ved at sætte foden ned. Det forstår jeg sådan set godt. Min egen datter, der er begyndt at læse jura, har prøvet samme nummer, men den går bare ikke.«

Ufleksible fagforeninger

Ifølge Eskild Dahl Pedersen er problemet med kontanthjælpssystemet, at det netop ansporer til stilstand og apati. Han ser det blandt beboerne i Mjølnerparken og peger på 225-timersreglen som eksempel:

»Hvis bare du er syg nok, bliver du undtaget. Og så gælder det jo bare om at vise, at man absolut ingenting kan. Og den største fjende her er lige præcis, at man laver ingenting. Så prøver man at sno sig igennem systemet og tage sort arbejde i stedet for hvidt,« siger han.

»Derfor er vi nødt til at hjælpe hinanden med at bygge noget op, der er realistisk. Og meget er gjort, hvis vi sætter barren for at komme ind på arbejdsmarkedet lavere.«

– Er fagforeningerne ikke til at tale med?

»Nej, for 100 år siden var de progressive, men i dag er de noget af det mest konservative. Så er det faktisk nemmere for mig at tage en diskussion om koranen med nogle af beboerne og bløde op på deres holdninger. Det er fagforeningerne, der er de virkelige fundamentalister.«

»Men jeg forstår selvfølgelig godt, at de skal tage hensyn til deres medlemmer. Problemet er, at politikerne intet fornuftigt foretager sig. De skylder et ordentligt svar på, hvordan vi løser den her opgave.«

– I foråret præsenterede du faktisk beskæftigelsesministeren for et forslag om en forsøgsordning, der udskifter Mjølnerparkens beboeres ret til kontanthjælp med en job- og uddannelsesgaranti. Hvordan er det blevet modtaget?

»Tja, de tygger stadig på det, men jeg er ikke over-optimistisk. Nogle embedsmænd i kommunen kan godt se, at vi har fat i den lange ende. Især dem, der tidligere har haft kontakt til vores beboere. Men med politikerne er det en anden sag. Jo længere væk man kommer, des mere teoretisk og urealistisk bliver man,« siger Eskild Dahl Pedersen.

For Souhaillah og Hiba er realiteten, at der dumper et brev ned i postkassen den 14. september.

»Jeg tænker over, hvad der sker, hvis jeg ikke snart finder et job. Og nogle dage føler jeg mig gammel. Men forhåbentlig er min uddannelse det, der skal til,« siger Souhaillah.

»Og lykkes det ikke, vil mit hjerte alligevel være roligt. For jeg vil vide, at jeg har kæmpet.«.

Hiba og Souhaillah har ikke ønsket at stå frem med deres efternavne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Dorte Sørensen
  • Anne Schøtt
  • Lise Lotte Rahbek
Pia Qu, Dorte Sørensen, Anne Schøtt og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Jeg er akademiker og over 50 år med masser af erfaring, jeg tror jeg har skrevet mindst 500 ansøgninger og modtaget lige så mange afslag. Da jeg har arbejder 7 år som kommunikationsmedarbejder og skrevet om alt lige fra amøber til atomenergi og byfornyelse, så regner jeg med, at jeg godt kan skrive en ansøgning. Så det er ikke kun indvandrere, der har problemer. Jeg søger alt lige fra Nakskov til Skagen, men min alder sætter jo grænser form, hvor hurtigt jeg er til at plukke fx jordbær. Mit indtryk er, at arbejdsgiverne kan få alt den gratis arbejdskraft de vil have, så hvorfor betale. Så fx engang en kommunikationskonsulent stilling som løntilskud, og der var MASSER af ansøgere. Men hvad fanden DA har deres egen minister, så hvad skulle man ellers forvente end det, der sker nu! De må vel op rette nogle Hoover villes.

Pia Qu, Tue Romanow, David Zennaro, Ernst Enevoldsen, Ebbe Overbye, Dorte Sørensen og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar

Folk bliver ansat i nyttejob fordi de ikke kan få et rigtigt job - og de kan ikke få et rigtigt job, fordi jobbene er konverteret til nyttejob - det er skruen uden ende.

Kim Houmøller, Tue Romanow, Herdis Weins, David Zennaro, Ernst Enevoldsen, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye, Dorte Sørensen og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Lige præcis, skulle det her havde gang på jord, så skulle nyttejobs, virksomhedspraktik og løntilskud afskaffes. Men hvorfor ansætte fx en lagerarbejder i 225 timer, når du bare kan ringe til jobcenteret og få alle de du vil have i virksomhedspraktik! Eller en kantinedame eller pædagogmedhjælper! Men det ved regeringen jo godt, hele hensigten på være, at presse lønningerne, og deres villige konsulenter i jobcentrene er mere end indstillet på at tænde for gassen, så længe de selv ikke bliver berørt. Men hvad fanden de skal jo også spise, sikkert det samme funktionærerne i SS sagde til sig selv!

Ernst Enevoldsen, Ebbe Overbye og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar

Gad gerne vide, hvad Fødevarekontrollen ville sige til alle disse klude i forbindelse med madvarer – hvis de da kunne finde på at troppe op - altså kontrollen …

Der er mange parasitter, der skal leve af de ledige. To mention af few:
-jobkonsulenter m.fl. skal køre karriere af på de ledige.
-anden aktørerfirmaer skal tjene penge på håbløse kurser, der skal se ud som om de ”hjælper” ledige.
-ledige skal øge arbejdsudbuddet.
-ledige skal få lønmodtagere til at synes, det er fedt at smøre leverpostejmadder om morgenen.
-ledige skal være løntrykkere.
-ledige skal arbejde i nyttejob, løntilskud, praktik til omkring en halvtredser i timen, så regeringen kan spare.
I virkeligheden er de højreorienterede ikke interesserede i at udrydde arbejdsløsheden. For så kunne folk kræve højere lønninger og bedre forhold.

Tue Romanow, Herdis Weins, Viggo Okholm, Ernst Enevoldsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Ernst Enevoldsen

Ellers tit sympatiske Geeti Amiri går på Ekstrabladet - tilsyneladende -ind for, at familiesammenførte indvandrekvinder da bare skal have lovkrav på et job.
"Løsningen er derimod, at hver gang en mand bliver familiesammenført herhjemme med en ægtefælle fra de ikke-vestlige lande, skal kvinden ved ankomst hertil sættes i arbejde ved lovkrav. Hun skal smage økonomisk frihed." som hun udtrykker det. Manglende sprog ingen hindring, i en jobverden hvor sprog er alt i selv rengøringsjobs. Forslaget nok vil vække begejstring på dagbladet Information, og ikke mindst i det tilhørende kommentarkorps. Jeg har en fornemmelse af at @Mads Kjærgård: 11:31 nok vil have visse forbehold.

Hvor er alt det arbejde der snakkes om? Fjerner man tilskud truer arbejdsgiverne bare med at sende arbejdet udenlands, og dem som tjener godt snyder i skat.

jasper bertrand

ikke nogen særlig oplysende artikel. Hvor længe har de været i DK, har de haft arbejde før, osv?
Vi er nødt til at vide mere for at kunne bedømme situationen, og for at artiklen er interessant.

Jesper Oersted

De pågældende indvandrerkvinder kan jo starte med at smide sløret, klæde sig dansk og i øvrigt få lært sig ordentligt dansk. Og så skal de ikke være kræsne mht. hvilke jobs de vil tage.

Søren Kristensen

Det der får folk i arbejde er arbejde, ligesom det der give sko på fødderne er sko. Kontanthjælpsloftet har umiddelbart ikke ret meget at gøre med hverken antallet af ledige stillinger eller udbuddet af sko, men det kan godt have noget med motivation at gøre. Altså med motivationen til at søge de måske ikke helt så behagelige jobs - og ditto sko. Heldigvis er det dog ikke altid at der er en helt klar sammenhæng mellem pris og kvalitet, når det kommer til sko. Nogle af mine bedst sko har sjovt nok også været billige, mens jeg må indrømme at de bedste jobs faktisk har været på kontanthjælp.

Mads Kjærgård

Kræsne eller ej, jobbene er der jo ikke! Du kan jo gå med røven bar og hoppe på tungen, det hjælper intet. Jeg har som nævnt søgt masser jobs og der har altid været et par hundrede ansøgninger mindst! Hvis du søger helt oppe i toppen, hvilket jeg med mine kvalifikationer har mulighed for, så er der ganske vist kun 30-40 stykker. Men det er da også en del, og så betyder netværk alt! Men klart nok, kommer du i sort klædedragt og med slør eller burka, så er dine chancer måske ikke så store. Men dybest set, hvorfor skal det ramme alle arbejdsløse??? Hvad med at jobcentrene tog sig sammen og fik indset af forskellige grupper af arbejdsløse har forskellige problemer, og så fik tilbudt folk noget arbejde. Men det gør de jo ikke. Selvom jeg er akademiker, så er jeg da åben for alle muligheder, jeg skal bare tjene nogle penge, så må man tage den derfra. Jeg har som ung nyuddannet kontorassistent, (jeg det er jeg også) vasket tallerkener og gjort rent om natten! Og so what, så leder man efter noget andet i mellem tiden. Men lige nu, så er det mere end svært at se, hvor alle de jobåbninger er henne?