Kronik

Dyr medicin behøver slet ikke være så dyr

Hvor længe vil politikerne blive ved med at sende milliarder af vores skattekroner direkte ned i medicinalindustriens store lommer? Vi har bydende brug for en alternativ model til udvikling af medicin. Her er et bud
Den 28. juli var det ’World Hepatitis’-dag. I London deltog patienter, pårørende og aktivister i markeringen af dagen med et opråb til verdens ledere om, at 1,4 millioner mennesker hvert år dør af hepatitis uden grund.

Kirsty Wigglesworth

Debat
12. august 2016

»Forenklet historie om medicinpriser«.

Sådan lyder overskriften på et læserbrev af Ida Sofie Jensen, koncerndirektør i Lægemiddelindustriforeningen (LIF), bragt den 4. august. Læserbrevet er et svar på den artikelserie i Information, der sidste måned kastede et kritisk blik på den høje pris for en ny, effektiv behandling af leverbetændelse, hepatitis C.

Ida Sofie Jensen påstår, at artiklerne tegner et forenklet billede af, hvordan medicinalindustrien prissætter nye behandlinger.

»Det koster milliarder af kroner og uanede mængder af tid at udvikle et lægemiddel – og det afspejler prisen også,« skriver hun og kommer med flere udsagn, vi ser os nødsaget til korrigere.

Det er sandt, at det er dyrt at udvikle medicin. Men hvor dyrt?

Ifølge medicinalindustrien koster det i gennemsnit 10 milliarder kroner at udvikle et nyt lægemiddel. De nærmere beregninger er ikke offentligt tilgængelige, så vi ved ikke, hvad tallet reelt dækker over.

Læs også: Hepatitis C: De blev smittet med Hepatitis-C i sundhedsvæsenet - nu vil de helbredes

Men non-profitvirksomheden Drugs for Neglected Diseases Initiative (DNDi) har vist, at det under alle omstændigheder er skudt langt over mål.

DNDi har udviklet ikke mindre end seks behandlinger, målrettet sygdomme uden virksom behandling.

Det kostede mindre end 1,5 milliarder kroner. Altså seks efterspurgte behandlinger for næsten en tiendedel af, hvad Ida Sofie Jensen påstår, det koster at udvikle én.

Man kan så spørge, hvorfor differencen mellem disse to tal er så stor. Det, der med vished kan siges at adskille hendes betragtning og DNDi, er, at den ene er repræsentant for for-profit-firmaer, og den anden er non-profit.

Initiativer som DNDi nuancerer debatten og viser, at medicin kan udvikles billigere. Det er et vigtigt input til en model, som kan sikre, at det i fremtiden vil kunne gælde alt nyt medicin.

I denne kronik vil vi komme med et bud på, hvordan denne model kan tage sig ud.

Værdien af menneskeliv

I dag er medicinalindustrien en af verdens mest lukrative industrier. Gilead, der står bag det nye lægemiddel, Sofosbuvir, til behandling af hepatitis C, havde i første kvartal af 2016 en fortjeneste på 44,97 procent.

Sammenholdt med de menneskelige omkostninger kan det spørgsmål, vi skal stille os selv, koges ned til: Kan Gileads uforlignelige fortjeneste retfærdiggøre, at et stort antal mennesker dør, og at et endnu flere presses ud i fattigdom?

Ida Sofie Jensen fra Lægemiddelindustriforeningen fortsætter sit læserbrev: »[...]fra et samfundsmæssigt perspektiv handler priser om, hvad man får for pengene, og det er ikke så lidt: Ny medicin helbreder og forlænger livet for nogle patienter, giver større livskvalitet for andre og erstatter mindre effektive behandlinger«.

Det er efterhånden gammel viden, at den merpris, der kræves for medicin, ikke alene kan retfærdiggøres af udgifter til udvikling.

Læs også: Syge danskere presses til selv at købe hepatitismedicin i udlandet

Det anerkender medicinalindustrien selv. Citatet illustrerer med al tydelighed, hvordan de derfor er gået over til at diskutere pris på et grundlag om samfundsværdi og værdien af menneskeliv.

Sofosbuvir er billigere end en levertransplantation, der ville være et alternativ for mange af hepatitis C-patienterne. Dermed ’sparer’ Gilead samfundet penge, selv om Sofosbuvir er dyrt.

Antagelsen, at der findes en lever at transplantere til samtlige af verdens 150 millioner patienter med kronisk hepatitis C, er naturligvis fuldstændig absurd. Ikke desto mindre bruges argumentet til at forsvare prisen. Hvad kan vi gøre ved det?

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) mener, at løsningen på dyr sygehusmedicin er, at vi skal være skarpere til at forhandle rabatter.

Men en sådan løsning ændrer ikke problemets kerne. Med patentet i hånden har industrien fortsat markedsmonopol. Heri ligger det fundamentale problem ved vores model for udvikling, som holder os fra at få markant billigere medicin.

Selve grundstrukturen kan og skal revideres, hvis vi vil gøre os forhåbninger om lavere priser.

Løsningen findes

Det vigtigste element i en alternativ model er derfor afskaffelsen af patenter. Men hvad er næste skridt?

Grundforskning laves allerede i stor stil på universiteterne. Dette kan i en ny model suppleres af privat forskning. Enten ved at lave en udbudsrunde f.eks. om at undersøge et molekyles funktion eller ved såkaldte milepælspriser, som virksomheder kan kæmpe om.

En kontantpræmie kan så udbetales til det firma med den mest lovende vaccine mod zika-virus.

Når et potentielt stof til et nyt lægemiddel først er fundet, sker den kliniske del af udviklingen i en ny udbudsrunde. Udbuddet kan enten gå til et enkelt firma, som forpligter sig til at stå for hele processen, eller det kan splittes op og gå til flere mindre virksomheder.

Læs også: Behandling af hepatitis C: 'Det burde ikke være nødvendigt, at man selv skal skaffe sin medicin'

På mange områder vil udviklingen af lægemidler ikke komme til at adskille sig fra andre store projekter, f.eks. den internationale rumstation, hvor flere lande betaler udgifterne og deler ny viden, mens Elon Musks SpaceX kommer med forsyninger.

På den måde vil ansvaret skifte side. Statslige sundhedsvæsner og forsikringsselskaber vil ikke længere kunne se passivt til, som de gør i dag, hvor det er medicinal-industrien, der udvikler nye lægemidler.

De skal til at prioritere og træffe valg om, hvilke behandlinger der skal satses på, baseret på reelle behov frem for økonomisk profit. Det bliver ikke nemt.

Dog næppe sværere end at prioritere sengepladser på psykiatrisk afdeling over antal rygkirurgiske operationer. Og endnu vigtigere: De får en stor pose penge til at løse det.

USA og EU blokerer

Patentsystemets afgang vil nemlig frisætte enorme midler. Økonomen Dean Baker har opgjort de øgede udgifter til medicin som følge af patenterne.

Med udgangspunkt i året 2005 er han kommet frem til, at det i USA alene var svimlende 160 milliarder dollar ud af en samlet medicinudgift på 210 milliarder dollar.

Merprisen skulle på papiret dække industriens forskning, men industrien afsatte kun 25 milliarder dollar til formålet, mens staten faktisk investerede 30 milliarder dollar.

I dag sælger industrien årligt for 374 milliarder dollar, og der er ikke tegn på, at patenternes betydning er ændret. Dermed vil den amerikanske stat og landets forsikringsselskaber alene kunne spare ca. 285 milliarder dollar om året, hvis man dropper patenterne – rigeligt til at finansiere en ny forskningsmodel.

En sådan langtidssikring af vores sygehusbudgetter har vi desværre svært ved at finde i dansk politik. Men internationalt er der lidt mere håb at finde.

I WHO arbejder en række medlemslande faktisk for at fremme implementeringen af en alternativ model. Modellen, som bygger på førnævnte principper, blev præsenteret af en ekspertgruppe fra WHO i 2012. Arbejdet med at nå en samarbejdsaftale skrider langsomt frem, men bliver desværre blokeret gang på gang af USA og EU.

I FN-regi har generalsekretær Ban Ki-Moon i år nedsat et panel, som skal undersøge adgangen til livsvigtig medicin.

I høringsrunden kom der forslag om en alternativ model fra civilsamfund i hele verden. Viljen til forandring findes, men politiske initiativer blokeres ofte af dem, der er interesserede i at bevare status quo.

Sidste år brugte medicinalindustrien 230 millioner dollar på lobbyisme i Washington, D.C. (ifølge opensecrets.org). Det er mere end nogen anden branche. Og beløb i samme størrelsesorden findes i EU. Det undrer derfor ikke os, at netop USA og EU er store modstandere af en alternativ model.

Spørgsmålet er nu, hvor længe danske politikere kan tåle at se væk? Hvor meget af vores sundhedsvæsen skal spares væk, før nok er nok? Dyr medicin behøver ikke at være dyr. Vi har bydende brug for en alternativ model til udvikling af medicin, som sætter folkesundheden i første række.

Benjamin Ebeling og Jesper Nørgaard Kjær er læger, Nina Le Dous og Janni Bækkelund Petersen er stud.med, og Niklas Wammen er stud.scient.pol. Alle er de medlemmer af Universities Allied for Essential Medicines

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

Denne artikel er en gang floskler og ævl af værste skuffe, som der er alt for meget af i Information.
Ingen af forfatterne synes at have den mindste faglige indsigt i det, som de gerne vil gøre sig kloge på.
Hvorfor starter I ikke jeres eget selskab?

Anne-Marie Paul

Måske kunne hr. Mollerup uddybe sin kritik lidt?

Sundhedsstyrelsen har i februar i år taget tilskuddet væk fra det meste gigtmedicin bortset fra Ibuprofen - som har store bivirkninger for maven - det kan kun skyldes at medicinpriserne er for høje for staten, læs nuværende regering, så en ændring i omkostningerne ville være en glædelig nyhed for alle parter. Der er næsten en million gigt og rygpatienter i Danmark, så det er noget der batter.

Torben Kjeldsen, Brian Jensen, Martin E. Haastrup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det hele er ganske simpelt. Hvis der virkelig findes en radikal anden måde at udvikle og distribuere medicin på, så er det bare med at komme i gang. Det må være en smal sag at skaffe finansiering til et sådant foretagende i en tid, hvor afkastet på statsobligationer er negativt. Pensionsselskaberne leder med lys og lygte efter nye investeringer med et bedre risikojusteret afkast, og så er der jo mulighed for crowd-funding (eller er det cloud-funding). Til forfatterne af indlægget vil jeg blot sige: Se at komme i gang i stedet for blot at skrive indlæg i Information. Måske ender I som milliardærer.

Herman Hansen

...Der skal udvikles medicin fordi mennesker har brug for den og ikke fordi der kan tjenes enorme profitter på den - Ellers risikere vi der bliver udviklet medicin udelukkende med indtjening som eneste formål.

...Der findes mange metoder for den økonomiske magt elite at udnytte mennesker i nød. Dette her er bare en af dem.

Herman Hansen,

Læger og sygeplejersker udnytter også at mennesker bliver syge. Lærere tjener penge på at de er dumme og uvidende, medens politi, advokater og dommere lukrerer på at de er kriminelle. Bedemænd og gravere tjener kassen på at folk dør.

Finn Thøgersen, Robert Kroll og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den indlysende sandhed bliver mere og mere åbenbar: det er nødvendigt at udføre opgaver, det er ikke nødvendigt at skabe profit.

Flemming Berger, Brian Jensen, erik mørk thomsen, Martin E. Haastrup og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hold op med det CRAP, Frank Hansen, folk, der yder et stykke arbejde, og får en løn for det, udnytter ikke, de præsterer. Folk, der ejer penge, og giver dem til nogle, der yder dette arbejde, gør, hvad i stedet det demokratiske samfundet burde have eneret til: at beslutte, hvordan verdens værdier bedst anvendes til alles fordel.

Flemming Berger, Martin E. Haastrup, Niels Duus Nielsen og Herman Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Frank Hansen, den ændring vil betyde en total samfundsomvæltning, hvor penge mister deres værdi som andet end en måde at overføre købekraft på. Men den hierarkisering, der er pengevæsenets formål, vil vi heldigvis kunne lægge bag os som voksne og forstandige mennesker, der kan gennemskue, hvad der er til fordel, og hvad der er til ulempe for os allesammen.
Man kan nu engang ikke gennemføre non-profit i konkurrence med for-profit med noget videre held. Så vi må skille os af med for-profit, sektor for sektor, og da det alligevel er offentlige penge, der finansierer medicinen, ville det være et supersted at begynde.

I forhold til tidligere, det kan betale sig at finde nye veje:
"Lægemiddelstyrelsen kan oplyse, at der ikke er indberettet ét eneste dødsfald på grund af alternativ behandling, naturmedicin eller kosttilskud"

"Apotekerforeningen oplyser, at der årligt indlægges 68.000 mennesker udelukkende med medicin-relaterede sygdomme, hvor over 3000 dør. Dette koster i alt samfundet 8 milliarder kroner om året".

Flemming Berger, Sup Aya Laya, erik mørk thomsen, Martin E. Haastrup og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Harrie Boonen

Anne Eriksen, du mangler at spørge dig selv hvor mange blev raske på grund af alternativ behandling, naturmedicin eller kosttilskud, i forhold til hvor mange blev raske på grund af medicin?

Harrie Boonen,
Det kunne f. eks også være den immun-terapi, som man finder mangler i Sundhedsstyrelsens plan for kræftbehandling.
Det var ikke ment som en indlæg/ konkurrence mellem 2 sundhedsbehandlinger. Kun at man skal huske på hvor vigtigt det er, at det man frembringer og måden det bruges på, er i orden.
Ingen kan svare på det spørgsmål!

Steffen Gliese

Alle disse ting koster ikke noget, men de giver nogle mennesker noget besvær, som vi i dag kompenserer med et gavekort til forbrugersamfundet.

torben - nielsen

Jamen, - hvis folk ikke har behov for produktet fra medicinfabrikken, kan man jo bare lade være med at købe det. Det står enhver frit for, at vælge et andet eller billigere middel.

Steffen Gliese,

Man kan ikke opdele opgaverne i hvad du kalder reelt arbejde og så det at organisere, finansiere og administrere indsatsen, så den bliver tilgængelig på en ordentlig og gennemskuelig måde for brugerne. Forestil dig en daglejerbedemand, som selv opsnuser hvilke borgere der ligger for døden og så ringer på og tilbyder sin assistance ved dødsfaldet. Det er også nødvendigt med synlighed og markedsføring samt opbygning af rutiner og infrastruktur. Dem som investerer i dette og tilrettelægger arbejdsgange og fastsætter priser, afregner med skattevæsenet mv. udfører også et reelt arbejde.

Det er vel blot et problem om hvordan vi vil lovgive om enerettigheder/patenter.

Enerettigheder/patenter findes inden for underholdning, sportslige begivenheder ( f eks retten til TV-transmisioner), forskning, kunstnerrettigheder, teknologiske nyheder, medicin o s v.

Det er givet nok værd at underkaste hele enerettigheds/patentrettigheds området en revision - så man undgår utilsigtet at at give uforholdsmæsigt gode vilkår til skabelse af uheldige former for monopoler/karteller o s v.

Man kan evt introducere regler for tvangsafståelse ( mod rimelig erstatning) af bl a medicinske patenter af særlig betydning for sygdomsbekæmpelse . EU kunne vel føre an i en sådan regulering og dermed normere de globale spilleregler på området.

I øvrigt er der af og til "glidende overgange" , hvor et bestemt stof kan anskues både som et middel til sygdomsbehandling eller til at forbedre f eks et vaskepulver eller til at sprøjte ud mod insekter eller til at anvende som et tilsætningsstof til en fødevare o s v.

Steffen Gliese

Alle disse forhold er jo FORHINDRINGER imod at løse de egentlig ganske enkle og ligefremme opgaver, der byder sig til. Man kan tænke i at gøre arbejdet så godt som muligt, eller man kan tænke i at tjene så mange penge på det som muligt; men man kan ikke gøre begge dele.

erik mørk thomsen

Man må spørge sig selv om, hvorfor det er tilladt, at f.eks. psykiater har lov til, at havde et bijobhos medicinindustrien?
Der medføre jo, at den samme psykiater begynder at udskrive det medicin, som det firma, han arbejder for, laver.
Og inden for psykiatrien slå medicin folk ihjel i hobevis.

Steffen Gliese, Sup Aya Laya, Martin E. Haastrup og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Medicin slår folk ihjel oh helbreder også, så enkelt kan det siges. Forskellen er at skelne hvornår!
Vi kan være stolte, mener jeg, over at have en læge der har stået på mål for at gøre en forskel, nemlig Peter Gøtzsche, som også har et par ord på vejen omkring "vidundermidlet" lykkepiller og deres effekt:

http://www.collective-evolution.com/2016/07/25/prescription-drugs-are-ki...

Nogle gange er det ikke skade til at se på andre landes erfaringer med netop disse ting!

Steffen Gliese, Sup Aya Laya og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar

Her er et godt eksempel på at det offentlige må tage konkurrencen op med virksomhederne. Det højt besungne frie marked virker helt tydeligt ikke.

Det offentlige har ekspertisen til at gøre dette, så det er jo bare politisk vilje, der mangler. Som det er idag, er det ikke godt at en ny opdagelse gøres inden for medicinsk forskning, for når resultatet er publikeret, er det uhyre svært at få en virksomhed til at markedsføre det. Der er nemlig ikke milliarder at skovle, når andre også kan gøre det.

Jeg synes det er en god idé at det offentlige betaler virksomheder for at udføre arbejdspakker, der fører frem til en godkendelse, som så åbner op for langt billigere medicin. Det er således ikke en modstand mod at private virksomheder, kan tjene penge, men et middel mod den grænseløse grådighed, som kan mættes med patentrettigheder.

Jeg ved ikke om man skal afskaffe patenter, men det offentlige må også komme på banen, så patenters 'markedsværdi' reduceres til rimelige niveauer.

Torben Kjeldsen

Faktisk en vigtig artikel. Måske det borgelige hylekor kunne åbne for et lidt mere refleksivt svar og deltage ansvarligt i den fælles analyse, fremfor automatsvar. Det er såvidt både almen samfundsøknomisk viden og sågar regeringens, at medicinpriser udgør en, 'pænt' sagt, stor andel af de danske sundhedsudgifter. Det er vel helt på sin plads at udfordre dette problem. At påstå at medicinalindustrien og dens tilhørende marked ikke er problemfrit er nok ikke ligefrem klogskab. Artikelen påpeger blot en række af de strukturelle og værdimæssige problemstillinger der hersker. Om man vel det eller så bliver grundspørgsmålet, skal man tjene profit på folks sygdom, fattig eller ej. Med velfærdsstaten i ryggen er svaret jo overvejende nej. Længere er den ikke. Og det er så udfordringen. Hvor meget skal medicinalindustrien tjene og hvor meget bør vi 'ligge tilbage' til offentlig forskning. Jeg tror at det ville skabe en bedre balance, bedre produkter og bedre priser hvis det offentlige producerede mere medicin. Lige nu har medicinalindustrien vistnok fået monopol magt, ligesom bankerne. Det er nok den største grund til dyr medicin. Lad os få en dybeborende forlængelse af denne artikel og se hvad den finder. Jeg tror på min hypotese, tal mig gerne imod.

Steffen Gliese

Det fri marked virker ikke - og hvis det virker, er det på en måde og med resultater, der er afskyelige.

Jens Falkenberg

Jeg har aldrig helt forstået problematikken her. Grunden til at priserne er absurde for medicin er ikke at der er mono- eller oligopol, men nærmere at folk er villige til at betale prisen.
Når medicinal firmaerne udvikler medicin der koster flere milliarder er de nødt til at tjene penge på det, og det giver altså køberen en del leverage. Det betyder at vi, som samfund, melde klart ud hvad vi vil betale for en medicin, og når medicinalfirmaerne ser at deres nyeste mirakelkur reelt er en økonomisk katastrofe skal de nok imødekomme priserne.

Henrik Leffers

Jeg tror alle her overser pointen i patentsystemet! Langt de fleste medicinske patenter bygger på opdagelser som OFFENTLIGT ANSATTE forskere har lavet for offentlige midler! Det gælder både i DK og alle andre lande. Jeg har 3 patenter, alle stammer fra forskning, som jeg har lavet/deltaget i mens jeg var ret vellønnet som forsker på Rigshospitalet. Alle der var med til at lave forskningen og skrive patenterne var også offentligt ansatte! For at gøre det endnu værre, så brugte vi patenterne til at hente flere penge fra enten "offentlige fonde" (f.eks. Kræftens Bekæmpelse eller tilsvarende) og fra det offentlige, så vi kunne ansætte Ph.D. studenter til at forske videre i det! Men patentsystemet betyder så, at de der var med på den oprindelige forskning, når/hvis patentet sælges til en virksomhed, nu får en betydelig (og nogen gange vanvittig!) personlig indtægt på det! Men personen har jo overhovedet ikke bidraget med noget udover den tid, som han/hun fik løn for fra det offentlige! Det samme gælder for langt de fleste patenter der tages af forskere i DK! -Jeg plejer at sige, at de eneste der tjener penge på forskningspatenter i DK er de advokater, der hjælper med at skrive dem!
For mig er det ikke acceptabelt, at offentligt ansatte ved at tage patent på dele af deres offentligt betalte forskning, kan score en stor personlig indkomst og heller ikke at en virksomhed kan "stjæle" offentligt eget viden til en enorm berigelse af virksomheden!

Niels Duus Nielsen, Torben Kjeldsen, Flemming Berger og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg synes, Henrik Leffers, at det er rimeligt at dele det op. Det er jo det samme problem med bøger, folk skriver som del af deres forskningsarbejde, og som ingen synes at have problemer med tilhører forfatteren, jeg har i hvert fald ikke.