Kommentar

Enhver islamists sadomasochistiske drøm opfyldes hos Radio24syv

Der er ganske givet et stort publikum til konfliktfyldt radio, men hvis radiovært Iben Thranholm har ret, og vores samfund kollapser, skyldes det måske først og fremmest hendes egen fordomsfulde og irrationelle tilgang til islam og ateisme
13. august 2016

Den danske debat er under pres fra underholdningsindustrien. Alt for mange redaktører og debatmoderatorer rundt omkring spejder efter kontroversielle figurer frem for rationelle argumenter, når sider og sendeflader skal udfyldes.

I en ivrig søgen efter de mest skingre stemmer, der kan skabe de mest konfliktfyldte debatter, har for eksempel Berlingske hyret et højtråbende hold af konservative kræfter til at sørge for læsere og modsvar til hjemmesiden.

Samme strategi er nu kommet til Radio24syv, hvor debattør Mikael Jalving har fået sit eget program. Men da Jalving har været på ferie sommeren over, har kanalledelsen åbenbart set det hensigtsmæssigt at invitere den katolske debattør Iben Thranholm ind og varetage mikrofonen i programmet Je suis Jalving.

Det kommer der intet godt ud af.

Iben Thranholms skarpe holdninger skaber naturligvis konflikt og muligvis spændende radio. Men rationaliteten og den progressive debat lider skade, når holdninger uden ordentlig underbyggende argumentation bliver luftet igen og igen i større og større medier. Etnocentrismen dyrkes på det kraftigste, i form af en fordomsfuld og irrationel tilgang, hvis formål er at skabe grøfter og polarisere debatten.

Rationaliteten er truet

I Je suis Jalving bliver den besindende, ræsonnable tilgang til islam anset som politisk korrekthed og uvidenhed. Det er åndelig blindhed uden evne til at identificere ondskab – hvilket til gengæld kristendommens skriftkloge og følgere – som Iben Thranholm selv – åbenbart er egnede til.

Med ledende spørgsmål, og i selskab med populistiske stemmer i den offentlige debat, begiver Iben Thranholm sig ud i en fastsat fortolkning. Ironisk nok selv samme praksis som hos islamister. Med sit dualistiske livssyn og missionerende tilgang, ligner hendes debataktivitet mest af alt en hvervekampagne til den rette tro.

Vi hører intet til den saglighed, som er essentiel for holdbare påstande. I stedet serveres halve konklusioner på falske præmisser.

Den implicitte overskift for hver eneste udsendelse er ’kristendommen mod islam’ – endnu en gang til gavn for den stigende politisering. De ’mørke kræfter’ skal uddrives gennem religiøs praksis. Og de mørke åndelige kræfter tillægges ikke blot muslimer, men sandelig også gudløse danskere. Der skal gribes til korset for at uddrive disse fremmede dæmoner. Det er den evige påstand om en igangværende religionskrig – som kristendommen skal vinde for alles skyld. Og den ville vinde, hvis ikke den ’pladderhumanistiske’ godhed stod i vejen for det sande budskab.

Men hvis Iben Thranholm har ret, og vores samfund kollapser, bliver det netop grundet den voldelige og hadefulde tilgang, som hun tilsyneladende efterspørger. Enhver islamists sadomasochistiske drøm opfyldes.

Opildner underskoven

Når mange af os ikke ønsker at male fanden på væggen, skyldes det ikke politisk korrekthed, men ønsket om en redelig og saglig debat, der er afgørende for troværdige konklusioner.

Verden er truet af konservative religiøse kræfter, og løsningen er ikke at styrke andre konservative religiøse kræfter. Løsningen er, at påstande og holdninger skal bakkes op af belæg og præmisser – for de ligger ikke på lager hos hverken kristendommen eller islam. Kanalchef Mads Brügger på Radio24syv har længe ønsket et større fokus på den fare, radikal islam udgør for vores verden. Men denne ’målet helliger midlet’-metode, hvor komplet usaglige indspark bliver luftet for at opildne underskoven af folkedybet, vækker næppe bevidstheden hos de, der kan gøre noget ved problemet.

Som lyttere, seere og læsere har vi en slem tendens til at elske at hade. Det er så meget nemmere at blive enige om, at et fjols er et fjols, end det er at lytte til to mennesker, der har gode pointer – for så risikerer man jo, at man ikke umiddelbart kan vælge side.

Vi elsker at vide, hvem der tager fejl – for det er langt sværere at komme frem til, hvem der har ret. Men det er det sidste, der er i vores og vores børns interesse.

Så kan vi ikke godt bruge lidt mere tid på det?

Anders Stjernholm er formand for Ateistisk Selskab, og Rezhwan Ikram er medlem af Ateistisk Selskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Niels Duus Nielsen
Jakob Silberbrandt og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Det ovenstående kunne vel kortes ned til noget lignende af at Iben Thranholm og Michael Jalving er farlige, ekstreme og polariserende og så langt ude at hvad de ytrer ikke er umagen værd blot at forsøge at imødegå på andet end generelt niveau. Når Stjernholm og Ikram trods alt bruger flere ord end indeholdt i et kortfattet læserbrev kunne de egentlig godt have gået lidt mere i enkeltheder, for ovenstående er da noget tyndt.

Nu mangler vi bare at det hårdt prøvede ateistiske formandskab kommer med et konkret eksempel fra disse udsendelser. Men ok, det er noteret at der er et program på Radio247 som Anders Stjernholm ikke synes om. Indholdet af.
I den monokulturelle teologiske ramme er der ikke så mange kandidater til at have ret. Det skulle ikke være indviklet hos hvilke det sner med hvad, oncl. hvor belæg og præmisser er mest knyttet til 'tro og kultur', og hvor de mest knytter an til 'sandhed og proces'. Konservative er alle 'religiøse kræfter'. Eller lidt til grin.

Ole Rasmussen

Stemmen fra mørket Iben Thranholm var i min optik en katastrofe for 24/7, og hvorfor hun lavede udsendelser i sommerserien Je Suis Jalving, som skulle laves af Jalving, det har jeg aldrig forstået, men da han afsluttede programmet tog han hende i forsvar, så måske der var tale om en Fench Connection, stemningen var der i hvert fald. Skal jeg være ærlig, så slukkede jeg faktisk for det meste radioen, som jeg ellers hører på alle hverdage.

Ole Brockdorff

Det mest interessante i konklusionen med denne klumme fra Ateistisk Selskab er, at hverken Anders Stjernholm eller Rezhwan Ikram selv kommer med noget som helst konkret bud på, hvordan vi løbende bør have en liberal og fordomsfri debat om problemerne med integration samt den snigende islamisering af Danmark gennem de sidste 33 år, hvor det hele tiden er os etniske kristne majoritetsdanskere, der i mangfoldighedens og tolerancens navn skal tilpasse os en lovreligion ved navn islam.

”Rationaliteten og den progressive debat lider skade, når holdninger uden ordentlig underbyggende argumentation bliver luftet igen og igen i større og større medier. Etnocentrismen dyrkes på det kraftigste, i form af en fordomsfuld og irrationel tilgang, hvis formål er at skabe grøfter og polarisere debatten”, skriver de to herrer om radioprogrammet Radio24syv med Mikael Jalving og Iben Thranholm.

Ærligt talt, det kunne være rart med nogle gode eksempler fra Ateistisk Selskab på, hvad det er for emner i debatten om muslimer og islam på Radio24syv, der er så langt ude af proportioner, at rationaliteten og den progressive debat lider skade, for alle kan jo beskylde alle for en fordomsfuld og irrationel tilgang, der skaber grøfter og polariserer debatten, hvis man ikke lige er på linje med nogle frembragte synspunkter.

Ja, selvfølgelig er radioprogrammets implicitte overskrift ”Kristendommen mod Islam”, fordi der er al mulig grund til at fokusere på den ubestridelige kendsgerning, at de kristne værdier herhjemme er kommet under massivt pres gennem de sidste 33 år på grund af muslimer, der er kommet til Danmark som indvandrere og flygtninge med lovreligionen Koranen under armen, og så bare efterfølgende har krævet, at vi etniske kristne majoritetsdanskere tilpasser os deres særlige religiøse behov i hverdagen.

Ude i folkeskolens klasser står en masse ateistiske lærere året rundt og fortæller danske Mikkel og Emma, at de bare har at holde religion langt væk fra klasselokalet. At kristendommen skal dyrkes i det private rum. At forberedelserne til blandt andet konfirmationen også skal afvikles privat. Kort sagt bliver du nærmest udstødt i folkeskolen, hvis du insisterer på at gå op i de kristne værdier, selv om den danske kristendom om nogen har tilpasset sig de sekulære love i demokratiet som politisk styreform.

Men i næste øjeblik står de samme ateistiske folkeskolelærere og indoktrinerer Mikkel og Emma om, at de altid skal udvise mangfoldighed og religiøs tolerance samt respekt over for Hassan og Aisha med hendes religiøse klæder og tørklædet på hovedet. Ude på landets øvrige institutioner med uddannelse og børnepasning samt andet sker det samme. Ingen undervisere forsvarer i dag kristendommen – også selv om den står klart og tydeligt nedfældet i Danmarks Riges Grundlov af 1849.

Er det stigende politisering at tale om dette emne? Er det halve konklusioner på falske præmisser, at muslimer hele tiden kræver, at vi etniske kristne majoritetsdanskere skal tilpasse os deres særlige religiøse behov i dagligdagen på bekostning af kristendommen og det sekulære demokrati med lige spilleregler for alle, som Danmark har valgt som politisk styreform gennem de sidste 167 år?

Nej, Anders Stjernholm, det er blandt andet dig som formand for Ateistisk Selskab, der opildner ”underskoven af folkedybet” til løbende debat, fordi I året rundt opfordrer alle etniske kristne danskere til at melde sig ud af den kristne folkekirke. Hvorfor gør I det? Hvorfor forsvarer I med hud og hår islam som lovreligion for alle muslimer? Hvorfor forsvarer I ikke Danmark som et kristent land i respekt for, at kristendommen står tydeligt fremhævet i Danmarks Riges Grundlov af 1849, også selv om I selv erklærer jer som gudløse sjæle?

Ja, Anders Stjernholm, de mørke åndelige kræfter tillægges ganske rigtigt ikke blot troende muslimer i mange danskeres bevidsthed, men også hele underskoven af gudløse danskere, der ikke rummer den mindste respekt for, at kristendommen står tydeligt nedfældet i vores forfatning, og at de kristne værdier trods har bibragt danskerne meget godt igennem 167 år. I stedet farer mennesker som dig rundt i landet og agiterer for, at unge kristne danskere skal melde sig ud af folkekirken. Og du praler oven i købet i medierne over de mange danskere, som jeres gudløse selskab har fået til at melde sig ud af folkekirken.

Opfordrer du også åbenlyst muslimer til at forlade moskéen og islam?

”Når mange af os ikke ønsker at male fanden på væggen, skyldes det ikke politisk korrekthed, men ønsket om en redelig og saglig debat, der er afgørende for troværdige konklusioner”, skriver Anders Stjernholm og Rezhwan Ikram ligeledes i deres klumme. Uden selv at komme med nogen som helst anvisning på, hvordan vi så løbende bør debattere problemerne med kristendom og islam. For stridspunkterne er der – ikke bare i Danmark – men overalt på kloden. Og dèt faktum må selv de mest hardcore ateister snart erkende i anstændighedens navn.

Så, Anders Stjernholm, giv mig venligst et svar på følgende spørgsmål:

- Hvordan kan man få en redelig og saglig debat om de voldsomme problemer med integration af troende muslimer fra alverdens mislykkede stater på alle mulige niveauer i vores sekulære demokrati med kristendom, hvis ikke der er nogen som løbende tager konkrete aktuelle emner frem om islam som blandt andre Radio24syv med en mand som Mikael Jalving i front, så befolkningen selv kan dømme og bedømme, hvad de mener er rigtigt eller forkert i debatten om religioner?

Ole Rasmussen

Som jeg læser indlægget, så er det Iben Thranholm som står for skud, og ikke Michael Jalving. De øvrige punkter Ole Brockdorff kommer omkring skal jeg undlade at kommentere på, men udsendelsen på 24/7, og en uddybende meget præcis kritik af Iben Thranholm fremsat af en lytter kan sikkert genhøres.

I øvrigt er det et postulat, at det danske samfund bygger på kristne værdier. Det gentages snart dagligt, men det er eliten, som har opbygget et samfund som udstøder alle, som ikke ser sig som en del af et manifest fra oldtiden, som ensretter og forringer ens eksistens. Det fandt man vel ud netop i det katolske Frankrig allerede for mere end 200 år siden. Det kalder jeg ikke at bygge et samfund på fælles værdier, men det er en anden debat.

Ole Brockdorff

Ja, naturligvis, Ole Rasmussen, jeg glemte lige til sidst i min skrevne kommentar med det afsluttende spørgsmål til Ateistisk Selskab, at deres kritik i klummen primært er møntet på Iben Thranholms gæsteoptræden – ikke Mikael Jalving personligt – men selve radioprogrammet ”Je suis Jalving” og kanalchef Mads Brügger får dog også lige èn på hatten fra de gudløse sjæle med påstanden om, at man anvender metoder på radiostationen som ”målet helliger midlet”.

Morten Pedersen

Ole Rasmussen, det var et relevant og sagligt spørgsmål: Hvorfor opfordrer du ikke muslimer til at forkaste islam? Den yder langt større indflydelse på sine troende end kristendommen i dagens Danmark. Sandheden er, at du nok skal lade være, for det kunne hurtigt blive farligt for dig .... men det er jo en anden historie. Eller er det?

Niels Duus Nielsen

Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, tak for den bemærkning, jeg sidder stadig og griner højt, helt alene. Det var lige hvad jeg trængte til, inden jeg logger ud for i dag.

:-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-) :-)

Dorthe Jørgensen

"Verden er truet af konservative, religiøse kræfter" Hele verden? Eller verden set fra Vestens tunnelsyn
Der er 56 lande i Afrika. Asien med bl.a Kina, Japan, Thailand og mange andre lande. Så har vi hele Latin-og Mellemamerika, hvor mange lande godt nok lever med et tungt katolsk åg, men som mig bekendt ikke bliver betragtet som en trussel.
Truslen i Europa er ikke "konservativt og religiøst", men nationalkonservativt, populistisk og imperialistisk.
Ateistisk Selskab har fået religion på hjernen, hvilket er problematisk, eftersom også de åbenbart er gået med på bølgen om "den islamiske trussel". Hvorfor ellers tale om religion som en trussel "mod hele verden?