Kommentar

Fattig på penge – rig på kampgejst

Tv-serien ’Stadig på røven?’ er et vidnesbyrd om, at mennesker kæmper på trods af deres fattigdom. Ikke på grund af den. Når det såkaldt moderne kontanthjælpsloft træder i kraft lige om lidt, bliver den kamp endnu vanskeligere at vinde
20. august 2016

Det kræver social musikalitet at se igennem fattigdommens tåge af hjemmerullede cigaretter og bøvede kommentarer og se mennesket. Virkelig se.

At opdage, at der bag en fernis af livslang røvtur gemmer sig ressourcer og drømme. Og en ukuelig vilje til at bevæge sig hen mod den drøm.

Tv-serien Stadig røven? – TV 2’s opfølger på serien røven i Nakskov tager os tilbage til et Lolland, hvor der stadig er fattigdom. Men hvor der også er et ønske om et andet liv.

Fattigdom gør svag. Ingen tvivl om det. Når hver en enkrone skal vendes, og hønsene slagtes, fordi de giver færre æg, end de koster i foder, er det svært at få hovedet tilstrækkelig oven vande til at tænke langsigtet.

Til at planlægge, hvordan man kommer ud af den fattigdom. Når man samtidig har børn på kanten til voksenstatus, som balancerer på et knivsæg i valget mellem offentlig forsørgelse og et selvforsørgende liv, og som man som forælder skal rådgive, kan ting godt blive for meget.

For uoverskueligt. For umuligt. For hvor skal man begynde? Uddannelse siger alle. Ja, men når man nu som Nikolaj i serien har ni års skolegang belagt med mobning og nederlag, hvad er det så lige, man har med i rygsækken på den første skoledag på ungdomsuddannelsen?

Sult er ikke motiverende

Om godt en måned får den slags mennesker, som vi ser i Stadig røven? endnu et tryk nedad i fattigdommens kviksand. Der træder det såkaldte moderne kontanthjælpsloft i kraft, hvor omkring 60.000 borgere skæres helt eller delvis i deres ydelser. Hvad der så lige er moderne ved at tro, at fattigdom og håbløs lang vej til et job i dagens Danmark skaber livsduelige mennesker. Det er for mig at se ufattelig gammeldags at tro, at sult lærer nøgen kvinde at spinde.

Hvad vi ser i TV 2’s serie er mennesker, der kæmper på trods af deres fattigdom. Ikke på grund af. Vi ser forældre, hvis børn har arvet den manglende tro på, at samfundet kan og vil støtte dem. Men som også har arvet deres forældres drømme om et bedre liv. I serien møder vi den nye generation, som vi med tilbageholdt åndedræt hepper på – men som vi også kan være i tvivl om klarer den. For fattigdom lammer kreativiteten og energien i forhold at bevæge sig væk fra den håbløse situation.

Men på trods af håbløsheden og al den energi, der bindes i at spinke og spare, er der en livsbekræftende evne til at rejse sig. Igen og igen. Til at drømme om kærligheden, meningsfuldheden, selvforsørgelsen og at blive kaptajn på eget skib, som Ibs Nikolaj forsigtigt formulerer det.

Sejere end middelklassen

At følge disse mennesker på tæt hold indeholder en livsvisdom, der handler om, hvor meget mennesket stræber på trods af svære kår. Om, hvordan de på mange måder er langt sejere end gennemsnittet af Danmark, hvor de mest alvorlige problemer, der diskuteres over middagsbordet, er, om man kommer ind på sit første valg i gymnasiet, eller at smartphonens skærm igen er flækket. Førsteverdens problemer.

Byt hr. og fru Middelklasses liv ud med Irene og Kenneths en uge, og lad os se, hvor mange timer de holder, inden de gerne vil hjem igen. Nej, mennesker på monkeyclass i Danmark er gjort af et særligt stof.

Men det kræver social musikalitet hos socialrådgivere, skolelærere og politikere at mærke ønsket om et andet liv bag tågen af de hjemmerullede. Gudskelov er det, hvad vi ser i serien. Gode lærere, der motiverer Nikolaj. Socialrådgivere, der tror på Branko.

Nu mangler vi bare den samme musikalitet hos de politikere, der stadig tror, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Og det kan ikke gå for stærkt med ny indsigt hos den politiske klasse. De skulle gerne få den inden den 1. oktober i år, hvor vi sender mange tusind mennesker ud på en fattigdomsstroppetur, der tager den sidste rest af overskud til at få gjort noget ved sin situation.

Lisbeth Zornig Andersen er leder af Huset Zornig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu