Kommentar

Fattige forsvinder ikke, fordi man leger, de er usynlige

Når Venstre nægter at anerkende fattigdom i Danmark, nægter partiet samtidig fattige mennesker værdighed. Man nægter at se dem; de tilskrives hele skylden for den situation, de er endt i. Oven i de materielle afsavn taber de kontrol og respekt
26. august 2016

Venstre anerkender ikke den tidligere regerings definition på fattigdom – og altså heller ikke en fattigdomsgrænse, sagde partiets beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, den 19. august i Information.

Men så foreslå en anden definition, kunne man bede om. Men der får man ikke noget svar. Svaret på fattigdom er at komme i arbejde. Men hvis man nu ikke kan arbejde og falder uden for sikkerhedsnettene, hvad så?

Ja, så skal man klare sig med det beløb, der følger af kontanthjælpsloftet. Og det kan man også godt, siger Hans Andersen – men fattigdom, nej, det vil han ikke tale om. Fattigdom må ikke eksistere. Men det gør det – selv i vores rige samfund. Og han ved det.

På Folkemødet på Bornholm i år blev der i UNICEF’s telt diskuteret fattigdom. Vi var en gruppe med forskellige vinkler på temaet – en af dem var Karen Ellemann (V), socialminister og dermed ansvarlig for det sociale område. Hun havde samme indgang som Hans Andersen.

Nej, vi har ikke brug for en fattigdomsgrænse. Den vil bare stigmatisere en udsat gruppe, de får et stempel på sig, der vil gøre det endnu sværere for dem.

Men – blev der svaret – er det ikke også ensbetydende med at benægte deres vanskeligheder? Nej, sagde ministeren, vi skal bare have dem i arbejde, så kan de klare sig selv. De skal ikke fastholdes i en rolle som fattig.

Her var det, at ordstyreren, Michael Dyrby, greb ind. Kontant og direkte spurgte han ministeren, om vi havde fattige i Danmark. Ja, hmm, der er folk, der ikke har det let eller godt, men de skal i arbejde.

»Har vi fattige i Danmark?« Han var der igen, direkte og fastholdende i sit spørgsmål. Ministeren kiggede rundt i teltet, ikke en lyd, pause, ingen støtte at hente noget sted – har vi fattige? – og så kom svaret: »Ja, vi har.«

Det var, som om luften blev renset, der var et øjebliks stille ærlighed. Ingen sagde noget – før ordstyreren, tilbage i sporet fortsatte med et opfølgende spørgsmål: »Har vi fået flere fattige i de seneste år?« Ministeren var på pinebænken, men forholdt sig også ærligt og ordentligt – og svarede: »Ja, vi har.«

Den totale eksklusion

Der stod panelet på en lidt blæsende dag i et telt på Bornholm og kunne endelig begynde drøftelsen af det helt afgørende spørgsmål: Hvem er de fattige – og hvad gør vi for at hjælpe dem ud af fattigdommen?

Det er dér, Hans Andersens fortvivlede tilgang røber sin afmagt. Han har ikke andet end et standardsvar: Send folk i arbejde.

Han ryster ikke på hånden, de må klare sig, de kan leve på vores moderne kontanthjælpsloft – hvad Andersen så ellers ved om det. Kynisme og arrogance i rendyrket form. Over for en gruppe mennesker, som han lukker øjnene for. Det er den totale eksklusion.

Filosoffen Immanuel Kant siger et sted, at »alt har enten en pris eller en værdighed. Man kan erstatte det, der har en pris med en tilsvarende værdi, mens det, som ikke har nogen pris og altså ikke nogen tilsvarende værdi, er det, som til gengæld har værdighed«.

Der er mennesker, der ikke har en pris på et arbejdsmarked, der stiller stadig højere krav om kompetencer og personlige kvalifikationer. De mennesker ender meget let med ikke at være noget værd, for der er ingen, der byder ind med et job til dem. Og de kan ofte heller ikke klare et. Derfor ekskluderes de.

Hvordan giver vi dem en værdighed – når de nu ikke har en pris? Det gør vi for det første ved at se og anerkende deres reelle situation som uden jobmuligheder. For det andet ved at give dem en hjælp, de kan udnytte.

Her viser vi, at de har værdi for os. Vi giver dem en plads, de kan fylde ud. De spørgsmål nåede vi frem til i teltet på Bornholm i kraft af ordstyrerens vedholdenhed og ministerens ærlighed. Vores fælles udgangspunkt.

Giv værdighed

Fra en sociologisk vinkel er fattigdom noget, der rammer mennesker – i kraft af vilkår, uheldige omstændigheder, social arv eller mange andre faktorer i samspil med deres egen manglende evne til at håndtere, hvad de er blevet udsat for.

En del havner i elendighed af en art, som vi pr. definition kalder fattigdom. Og fattigdom omfatter to slag. Det ene er materielt – elendig økonomi, dårlige boligforhold, ringe sundhed osv. Alt det er kendt og kan måles – også af en fattigdomsgrænse.

Det andet slag er mentalt – f.eks. tab af værdighed og at blive opfattet som en, der selv er skyld i det. Både i andres og i egne øjne. Det er dette tab af værdighed, der bliver til tab af kontrol – og som forældre giver videre.

De forsøger at beskytte deres børn, det gør de alle – men tab af respekt ses i øjnene og høres i stemmen, den siver ind og bliver børnenes målestok.

Det kunne vi ændre på – ved at anerkende og respektere og give værdighed. Og dæmpe effekten af det andet slag. Derfor er Hans Andersen og Venstres sociale blindhed et nej til mennesker, der søger hjælp til opnåelse af værdighed. Kan man være værdig som fattig?

Ja, det er lige netop det, man kan – hvis man bliver mødt med den respekt, der ligger i at få en hjælp, der kan bruges i den situation, man er i. Og ikke nægtet eksistens og dermed fastholdt i elendigheden.

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus, Dr. Phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Andersen
  • Grethe Preisler
  • Peter Jensen
  • Mads Berg
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steen Sohn
  • Tue Romanow
  • Ebbe Overbye
  • June Beltoft
  • Ervin Lazar
  • Dorte Sørensen
  • Carsten Svendsen
  • Poul Anker Sørensen
Søren Andersen, Grethe Preisler, Peter Jensen, Mads Berg, Lise Lotte Rahbek, Steen Sohn, Tue Romanow, Ebbe Overbye, June Beltoft, Ervin Lazar, Dorte Sørensen, Carsten Svendsen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ernst Enevoldsen

Tja. De er ikke længere nødvendige i industrien, og kun til besvær.
Med ophør af det man kan kalde det økonomiske borgerskab, er den logiske konsekvens af det indre marked, er vel at hjælpe disse mennesker til at udfylde deres potentiale andet steds i EU. Rumænien feks.

Bitten Jensen

Fattigdommen er helt konkret forværret af integrationsydelse og det moderne kontanthjælpsloft.
Der er mennesker, der i dagens Danmark ikke har råd til medicin, mad og husleje, hvilket jeg har erfaret som offentlig ansat.

Ernst Enevoldsen

Med 200.000 i lommen ? Nej da, de skal holdes skarpe Når middelklassen opdager at man ikke kan betale af standup, statssubsidieret ordsalg og fattigadministration, kan de så få samme chance, med mindre de stemmer noget Trump til magten forinden.

peter fonnesbech

Benægtigelse og bevidst fortrængning er de uundværlige discipliner hos toppolitikere hos Venstre.

Venstre og Hans Andersen ved jo godt, hvordan situationen på arbejdsmarkedet ser ud. De ved godt, der ikke er arbejde at få til alle. De ved godt, vi er rigere, end vi nogensinde har været før. De ved godt, mennesker for 99,9% vedkommende ønsker at være i arbejde og forsørge sig selv.

Hvorfor så denne evindelige pisken af samfundets fattigste? Hvorfor føre en politik, der ikke får flere i arbejde men blot medvirker til at øge fattigdommen og afstanden melle rig og fattig i Danmark?

Jo, der er den en ganske enkel forklaring på. En forklaring som mange tilsyneladende ikke har gennemskuet endnu. Godsejerpartiet Venstre ønsker helt enkelt at trykke lønningerne.

Venstre og deres øvrige parlamentariske støtter er i fuld gang med et frontalangreb på velfærdsstaten og de rettigheder, de danske arbejdere har kæmpet over 200 år for at opnå.

Og så længe DF er til salg for lidt flere udlændingestramninger, hver eneste gang et nyt tiltag, der skal gør det så ubærligt at leve på samfundets bund, at de fattigste er villige til at tage et hvilket som helst arbejde - uanset lønnen og arbejdets natur - så vinder Venstre og støtter endnu en omgang i kampen for det ultraliberale samfund, hvor få har meget og mange for lidt.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Jacobs og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Fattige forsvinder ikke, fordi man leger, de er usynlige. Jo de gør, det er det der er problemet. Når fx Magasin inviterer til Beauty Universe i hele underetagen, tror alle kunderne (læs: kvinderne) jo også at de bliver smukke bare ved at deltage, men det er også kun en leg. Mennesket er uhyre indbildsk. Det ved reklamefolkene og politikerne ved det også, de sidste vil bare helst ikke indrømme det. Den gode side af medaljen (forestillingsevnen) hedder empati. Men den kan det være farligt at bruge overfor de fattige. Hvis man rækker dem en lillefinger tager de så ikke hele hånden? Det er lidt mere safe med kosmetik.

De fattige er i mindretal alligevel kan et lille nedslag i deres ydelse betale både topskattelettelser og omprioriteringsbidrag der rammer landets kommuner - i Næstved har de åbnet vi duet og vurderet 400 syge kontanthjælpsmodtagere klar til job - de rammes af 225 t regel og Næstved kan spare 400000 om måneden oven i rammes en del af nedsat boligydelse - vupti nu bidrager de fattige til vores velfærd med et klækkeligt beløb -og som Jørn de Neergaard udtaler de 175 kr om dagen som den enlige mor skal spare når boligydelsen ryger er en bagatel - til gengæld er 175 kr om dagen fra 50.000 kontanthjælpsmodtagere til vores andres velfærd en hel del - mange bække små - intet under at Finansministeriet gerne vil skære både i SU og de ældres boligydelse - det er lidt luge som med svineavlere - 20 kr pr gris er ikke meget men har man 100.000 om året er det en hel del

Steffen Gliese

Det handler om magt, intet andet. Det er lykkedes at bringe gruppen af fattige ned til et niveau, hvor den ikke længere kan mobilisere til kamp for bedre vilkår alene - hvis den nogensinde har kunnet det på denne side af 1899.
Problemet er den manipulation, der har presset det besiddende mindretals synspunkter igennem og forført den relativt vellønnede del af lønmodtagerne med den - ligesom alle fristerne i Pinocchio, der lokker ham væk fra skolen til det meget sjovere dagdriverliv, der dog viser sig at være det rene slaveri som æsel.
Fagforeningerne har om nogen svigtet: lyt til dem, de kan ikke engang se, at de har diametralt modsatte interesser af arbejdsgiverne, fordi de skal sikre de bedste vilkår for dem, der skal sælge deres arbejdskraft og dét på et begrænset marked.

Anett Desiree Avlastenok

@peter Fonnesbech

Hvad så med de politiker/partier som godt VED, at de intet kan stille op (fordi en eliten bestemmer og styrer OGSÅ dem - fordi der er bare "nogen" der kommer mere på magten end andre), men blot fortsætter som STEMMESLUGERE til OG for en videre fortsættelse for eliten ? Hvad gør de partier ?

Der er ikke kun fattigdom i Danmark - eliten slår allerede vores landsmænd ihjel, MED accept fra samtlige politikere (politikerne går elitens agenda) ! Og de partier som intet kan gøre eller stille op, men fortsætter, er ligeså medskyldige...

For mit eget vedkommende var jeg smuttet på stedet, ikke om jeg ville være vidende om eller med til at slå ihjel - og politikerne de fortsætter bare (dem alle), som om intet er sket. Så prøver de måske lidt hist og pist, men intet ændres og så FORTSÆTTER DE sgu BARE..

Er det dét man kalder HVERDAG - når overgreb som fattigdom OG det at slå vores landsmænd ihjel sker tit og ofte nok, så vender man sig til det:

HVERDAG !?

De slår vores landsmænd IHJEL (ressourceforløb) - har I glemt eller har I lært, at leve med ?

Kontanthjælp = fattigdom
Ressourceforløb = døden

Norddjurs Kommune bevilger det største antal førtidspensioner og har i årets budget indregnet yderligere besparelser på 300.000 ved at stoppe ressourceforløb og aktivering og bevilge flere førtidspensioner hurtigere - besparelserne bruges på op nornerne i dagsinstitutioner - flere førtidspensioner betyder mere velfærd og mere vækst i Norddjurs - paradoks eller bare mindre ressourcespild

'Nej, vi har ikke brug for en fattigdomsgrænse. Den vil bare stigmatisere en udsat gruppe, de får et stempel på sig, der vil gøre det endnu sværere for dem.

Men – blev der svaret – er det ikke også ensbetydende med at benægte deres vanskeligheder? Nej, sagde ministeren, vi skal bare have dem i arbejde, så kan de klare sig selv. De skal ikke fastholdes i en rolle som fattig.'

Jeg brækker mig. Føj for satan!

Trond Meiring

Hvad vi virkelig har brug for, er en rigdomsgrænse.
Rigdommen kender nu vist ingen grænser, og fattigdommen er ligeså grænseløs.