Kronik

Vi formede Mellemøsten, nu rammer konsekvenserne os

Der er ingen lette løsninger på konflikterne i Mellemøsten, men første skridt er at genetablere ekspertvældet. Vestens politik på området har nemlig alt for længe været præget af populisme og egne interesser – til stor skade for vores sikkerhed og millioner af araberes ønske om social retfærdighed
Ideologisk betingede krige i Mellemøsten blev Vestens svar på truslen fra al-Qaeda, skriver dagens kronikør.

Anmar Khalil

9. august 2016

Muhammad Lahouij Bouhlel valgte Bastille-dagen til at udføre sin udåd. Han mejede sin 19 ton tunge truck ned gennem en festklædt Promenade des Anglais i Nice, dræbte mere end 80 og sårede flere hundrede.

Nyheden nåede mig i det græske højland på Peloponnes, hvor alt åndede idyl. Det var en fransk herre, Julian, vi havde været i selskab med aftenen før, som tårevædet spurgte, om jeg havde hørt om det seneste terrorangreb i Frankrig.

Han og konen havde siddet oppe det meste af natten og fulgt nyhederne. De var, som det meste af verden, rystede.

Det, som også rystede mig, var Julians klare konstatering af, at det måske alligevel ikke var så underligt, at Frankrig igen og igen var mål for terror.

Julian, der i øvrigt er en well-off ejendomsmægler i den dyre klasse og godt etableret, mente, at Frankrig var mål alene på grund af landets udenrigspolitik og engagement i Mellemøsten – ikke mindst gennem våbensalg til upopulære magthavere.

Læs også: Man kan tælle Vestens sejre i Mellemøsten på én hånd og stadig pille næse

Mellemøsten har ramt Europa. Det hersker der ikke længere tvivl om. Regionerne er tættere forbundet end nogensinde før – eller sådan syntes det at være set fra nord.

Terror og flygtningestrømme fylder nyhederne nærmest dagligt. Er det ikke Nice, Paris eller Bruxelles, er det en flække i det sydlige Tyskland – og frygten for, hvornår det rammer Danmark, er stigende.

Medierne gør deres til, at også ugerninger begået af unge mænd ude af psykisk balance forekommer at udspringe af et globalt terrornetværk, orkestreret af Islamisk Stat.

Skal vi forstå den nye udvikling, er vi nødt til at forstå, hvordan Vesten gennem de seneste århundreder har præget udviklingen mod syd.

Og hvis fremtiden skal tegne sig lysere, har vores politikere en gigantisk sikkerhedspolitisk interesse i at droppe populismen og tendensen til mere eller mindre fordækt at støtte Mellemøstens ’stærke’ mænd.

Ny begyndelse

Set fra syd har Europa og Mellemøsten faktisk været forbundet længe. Allerede tilbage i 1798 invaderede Napoleon Egypten.

Det blev til en kortvarig besættelse, men ikke desto mindre en ny begyndelse for regionen. Mellemøsten blev interessant som en region, verdens stormagter kæmpede om at kontrollere.

Det gjaldt i første omgang Storbritannien og Frankrig. Efter årtier med indirekte kontrol og indflydelse markerede Første Verdenskrig en ny epoke.

I år er det netop 100 år siden, at franske og britiske embedsmænd gennem Sykes-Picot-aftalen delte Mellemøsten imellem sig og skabte grundlaget for en række nye nationalstater.

De nye stater, der opstod, tæller Syrien, Libanon, Irak, Jordan og det tidligere britiske mandat, der (for det meste) i 1948 blev til Israel.

At Israel blev en realitet, skyldes i høj grad, at den britiske regering den 2. november 1917 udstedte den såkaldte Balfour-deklaration, hvoraf det fremgår, at datidens stormagt ville hjælpe til med »oprettelsen af et nationalt hjem« for jøder i Palæstina.

Læs også: Det er ikke lyst, der driver Vesten interventioner i Mellemøst

Det har siden etableringen og selvstændigheden efter Anden Verdenskrig vist sig at være en enorm udfordring for ethvert siddende regime at tilvejebringe en national samhørighedsfølelse i disse mere eller mindre arbitrært etablerede stater.

Samtidig førte den militære oprustning, som blandt andet var et resultat af truslen fra Israel, til en markant tendens i de arabiske lande: De blev alle autoritære efterretningsstater med ringe grad af politisk frihed.

Ikke desto mindre blev de fleste af disse undertrykkende regimer med tiden vores venner. Under Den Kolde Krig støttede den vestlige verden de mest konservative og reaktionære regimer som Saudi-Arabien (og de øvrige Golfstater), Jordan og Marokko.

På den anden side var de mere Israel-kritiske og overvejende sekulære lande som Egypten, Syrien og Irak allieret med Sovjetunionen.

Egypten skiftede alliance i 1970’erne efter fredsslutningen med Israel, og Irak blev under krigen med Iran i 1980’erne en tæt allieret for Vesten.

Så længe regimerne kunne skabe stabilitet (ikke mindst i forhold til Israel) og sikre stabil forsyning af billig olie – og sideløbende hermed købe vestlige våben for milliarder – var alt godt.

Den fjerne fjende

Ikke alle var dog glade for denne tilstand. Især islamistiske grupperinger med Det Muslimske Broderskab i spidsen søgte at udfordre status quo fra begyndelsen af 1970’erne – men uden større held.

Mere radikale grupperinger udsprang af broderskabet som en konsekvens heraf. Islamisterne bevægede sig fra at bekæmpe den nære fjende til den fjerne, og etableringen af den transnationale radikale bevægelse al-Qaeda illustrerer denne proces på klareste vis.

Efter angrebene den 11. september 2001 og de neokonservatives kontrol med USA fulgte de fleste europæiske nationer trop – dog med modstand fra især Tyskland og Frankrig.

Ideologisk betingede krige blev svaret på truslen fra al-Qaeda. Først Afghanistan og siden katastrofen Irak. I dag er der bred konsensus om, at uden krigen i Irak i 2003 ville Islamisk Stat (IS) ikke have eksisteret.

Læs også: Mellemøsten skulle have fået demokrati, men fik kaos og ødelæggelse

Siden har en række europæiske stater – herunder Danmark – engageret sig i krige i Libyen, Mali, Syrien og nok en gang i Irak. Umiddelbart er der absolut intet, der tyder på, at denne ret ensidige satsning på militære løsninger og/eller støtte til diktaturer retter op på ubalancen i systemet. Tværtimod.

End ikke det såkaldte Arabiske Forår fik for alvor vestlige regeringer til at ændre kurs. Det tog nogen tid at indse, at gamle alliancepartnere måtte udskiftes.

Ingen større Marshall-hjælp blev sat i søen, og i sidste ende var hovedmålet – enten direkte eller gennem regionale allierede – at fastholde en eller anden form for stabilitet og medvirke til at genetablere ganske vist mere ustabile autoritære styrer.

Nye stærke mænd

Bundlinjen er, at vestlige regeringer gennem årene mere eller mindre konsekvent har verbaliseret støtte til demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder i regionen, mens de realpolitisk som oftest har støttet undertrykkende diktatorer og besættelsesmagten Israel med henblik på at sikre egne ’større’ interesser.

Selv om populismen råder i disse år, og politiske ledere som Donald Trump, Victor Orbán og vores egen Søren Espersen nærmest længes tilbage til et Mellemøsten, hvor det var ’vores’ diktatorer, der sad på flæsket, frem for den mere ustabile situation, der er fremherskende i dag, så er det næppe løsningen at understøtte nye stærke mænd.

Det var jo netop denne alliance mellem Vesten og diverse diktatorer, der skabte den radikale islamistiske udfordring, og som har skabt de langt bredere krav om social retfærdighed og medborgerskab.

Læs også: Det er ikke altid kun Vestens skyld

Progressivt tænkende politikere er nødt til at se nødvendigheden af at agere anderledes og ærligt arbejde for bedre udviklingsmuligheder i regionen.

Sideløbende er opgaven også at medvirke til at skabe forudsætningerne for, at de krav om social retfærdighed og frihed, som millioner af unge arabere gjorde gældende i 2011, bliver en realitet.

Desværre er der ingen lette løsninger, og vi må tilbage til et udgangspunkt, hvor eksperter frem for ideologiske populister og sensationslystne journalister sætter sig sammen og diskuterer på tværs af regionerne.

Ekspertvældet skal genetableres, og den sorte skygge fra Anders Foghs regeringstid må forsvinde. Der må og skal findes operationelle løsninger på de problemer og udfordringer, både Europa og Mellemøsten står over for.

Selv lægfolk som min nye franske ven Julian kan se, at de nuværende handlemønstre ingenlunde virker. Vi har en fælles interesse i at skifte politisk kurs – ellers tegner fremtiden endnu sortere for alle parter.

Michael Irving Jensen er ph.d. i mellemøststudier med speciale i politisk islam og har de seneste 10 år arbejdet med udviklingsprojekter i regionen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin E. Haastrup
  • Espen Bøgh
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Steen Sohn
Martin E. Haastrup, Espen Bøgh, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Vesten" har lavet ulykker nok i Mellemøsten -
lad os fra nu af holde os helt ude af område.

Dagmar Christiandottir og Torben Jørgensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Når Irving Jensen taler for genindførelse af "ekspertvældet" er nogle spørgsmål måske passende.Når der står skrevet at Europa og Mellemøsten "længe" (Napoleon nævnes også)har været forbundne virker det som en grov underdrivelse. Der kunne-næsten-have stået "altid"f, d.v.s. fra forhistorisk tid, sikkert fra de første mennesker. Desuden: Hvor brugbart er i grunden begreberne "Mellemøsten" og "Europa"? Der har vel aldrig været tale om egentligt skarpt adskilte områder? Derimod en masse forbindelser og konflikter i alle retninger.
Når Anders Foghs angreb på "eksperterne" er nævnt, er det da fordi de danske tilgange tillægges stor betydning? I den større sammenhæng der skitseres, nemlig "Europas" (især Frankrigs)og "Mellemøstens" virker det overraskende at Foghs dispositioner skulle betyde så meget.

Torben Jørgensen

Balfour-deklaration er ikke korrekte formaleret i denne artikel. Balfour var en aftale med det Jødiske samfund om at de fik Palæstine mod at de fik Amerikaner til at hjælpe England med at vinde første verdens krigen.

Torben Jørgensen

Stor Britianen kontrolleret middelhavet inden første verdens krigs udbrud. Planen var at England skul staks besat Palæstina.

Planen løkkes fuld ud.

I dag er Palæstina erstattede af Isreal!

Torben Jørgensen

Udlykkerne mod vesten har taget 100 år at udvikle sig. Vi må tage ansvaret, retsforfølge de ansvarlige og sig mange mange gange undskyld! Kun derefter får vi fred.

Jan Eskildsen

Leo Nygaard overser at korstogene var en reaktion. Som vi ser reaktioner på vestens militære aktioner i Mellemøsten.
Torben Jørgensen aner ikke, hvad der står i Balfour erklæringen. Der står at regeringen så med velvilje på at etablere et hjem for det jødiske folk i Palæstina, men "clearly understood that nothing shall be done which may prejudice the civil and religious rights of existing non-Jewish communities in Palestine..." m.m.
Hvem det jødisk folk (the Jewish people) var, kan diskuteres og bliver det stadig. Er en gruppe mennesker "et folk", fordi de har samme religion? Det mener jeg ikke. Mange jøder (og vel andre religiøse grupper) nedstammer fra personer uden familiære forbindelser til de oprindelige jøder i Palæstina.

Islamistischer Terror durch Türkei unterstützt?

Et nyt alvorligere kapitel i synet på Tyrkiet og landets rolle i Mellemøsten kan tage sin begyndelse - trods en forbavsende lille opmærksomhed over for en af de helt store skurke, der spiller et imponerende dobbeltspil og taler med 27 tunger - den tyske efterretningstjeneste BND har været på dupperne – vores udenrigminister må hellere se at komme på ’venskabsbesøg’ hos Erdogan …

Die Bundesregierung wirft der Türkei vor, islamistischen Terror zu unterstützen. Das geht aus einem vertraulichen Dokument hervor, das nicht für die Öffentlichkeit bestimmt war. Demnach gibt es eine bewusste Zusammenarbeit zwischen der Regierung Erdogans und den von Deutschland als Terrororganisationen eingestuften Gruppen Hamas oder den Muslimbrüdern in Ägypten.

http://www.ardmediathek.de/tv/Aktuelle-Stunde/Islamistischer-Terror-durc...

PS: Alle husker også historien om Erdogan sin søns eksport af våben til IS …

Philip B. Johnsen

Den globaliserede verden er en åben og gennemsigtige verden, hvor valid information gennem sociale medier, gør det tydeligt og gennemskueligt for alle hvad der foregår, samt de bagved liggende årsager og det faktum, at enhver med en mobiltelefon og det fra en lerhytte på savannen i Afrika til Kbh. kan gennemskue den kapitalistiske undertrykkelse er afgørende for udviklingen af kravet om demokrati og mindre ulighed.

(Genbrug)
30.11.2013

"Hvad hverken Martin Henriksen eller justitsministeren forholder sig til i behandlingen af flygtninge fra Syrien er, hvordan vi behandler vore medmennesker, vil definere vores fælles fremtid.

Det vil undre mig, hvis EU og den omkringliggende verden slipper for repressalier, fra de mange tusinde unge våben bærende mænd, hvis familier vi ikke i Danmark og EU, strakte os for at brødføde eller hjælpe, men lod dø af sult, sygdom eller sorg og kun diskuterede hvordan vi i den rige del af EU, fik mindst mulig ulejlighed af den syriske civilbefolkning.

Jeg deler faktisk jakob scharf, chef for Politiets Efterretningstjenestes bekymring, om hjemvendte krigere og deres erhvervede færdighed i krig.

Danmark bør, hvis ikke for andet, så for fornuftens skyld hjælpe alt hvad vi kan."

dennis Jensen swampii

Det er længe siden, De sad og skød, Sand folket, beduiner.

beduiner, hørte ind under Enevælde, hvilket er mig.
De har sat på verden på verdenplan og henrettet mit folk