Kommentar

Fornuften er afgået ved døden i Filippinerne

Vi er #the9percent. Vi er de få kritisk tænkende i et Filippinerne, hvor præsident Duterte har forvandlet politik til et spektakel af voldsretorik og kognitiv dissonans
Debat
4. august 2016

I slutningen af juli var en blanding af raske markedsføringssvende, forskere, studerende og i hvert fald tre kritisk tænkende mødt op til et foredrag med Nic Gabunada – manden, der styrer den nyvalgte præsident i Filippinerne, Rodrigo Dutertes kampagne på de sociale medier.

Duterte er lige så berømt for progressive jordreformer og tætte forbindelser til Kommunistpartiet, som han er for sin fascistoide voldsretorik, kvindeforagt og neoliberale teknokratiske indstilling.

Denne bipolaritet afspejles i den (mis)informationskampagne, hans mediemand Gagunada hjuler rundt med: en skizofren søgen efter ekstremer som en syg form for balance, som om den ’gode’ gulerod i den ene hånd kan retfærdiggøre den ’onde’ pisk i den anden.

Som om de berusende løfter om føderalisme, om fredsforhandlinger med Filippinernes væbnede oprørsgrupper, om at løse Metro Manilas berygtede systemiske trafikkaos inden for 100 dage, kunne opveje de udenomsretlige forfølgelser af ’stofbrugere’, hvis lig flyder rundt som affald landet over, eller den frygt som hans trusler om at opløse kongressen, hvis de ikke makker ret, har skabt.

Læs også: Filippinernes stærke mand

Kritikken er begrænset til små, nærmest ligegyldige lommer. Medierne forsøger desperat at gribe ud efter de mindste tegn på protest – som f.eks. når en lille gruppe unge taler imod udgangsforbuddet, der betyder at børn ned til tiårsalderen (eller deres mødre) kan blive smidt i fængsel, hvis de bliver taget på gaden efter kl. 22.

Som en aktiv kritisk tænkende, der har demonstreret og organiseret i løbet af de sidste par måneder, forekommer det mig, som om journalisterne nærmest er lidt for ivrige efter at dække den sparsomme opposition.

Måske fordi opbakningen til denne snigende tilbagevenden til et autoritært samfund er så altomfattende, at det er decideret skræmmende.

Ifølge Pulse Asia bakker 91 procent af befolkningen op om Duterte. De resterende ni procent kan så stå tilbage og se på, måbende og nedbrudte, mens landets demokratiske procedurer afvikles.

Vender alt på hovedet

Under Gabunadas foredrag hviskede to blandt publikum om det sproglige sammenbrud, der har kendetegnet Dutertes kampagne.

Siden kolonitiden under først spanierne og siden amerikanerne har sprognormer og uddannelsesniveau været brugt til at holde eliten ved magten og masserne ude fra det politiske centrum.

Hvor det tidligere var spansk og engelsk, er det nu engelsk og filipino – et lingua franca, der bygger på tagalog, som bliver talt af folk på Luzon i det nordlige Filippinerne, hvor hovedstaden ligger – der bliver misbrugt til at fremmedgøre de omtrent 150 andre sprog, der tales i dette ørige.

Læs også: Slår det filippinske oprør mod eliten over i fascisme? 

Information og magt flyder ud fra Metro Manila, hvor også landets kapital er koncentreret. Dutertes forkærlighed for at vende alt på hovedet, tømmer sproget for mening gennem kognitiv dissonans, hvilket forvirrer centrum og flytter magt ud i periferien.

Han kan fyre de mest utilgivelige voldtægtsvittigheder af, fordi han har vedtaget kvindevenlig lovgivning i sin tid som borgmester i Davao.

Hans tilhængere på nettet kan opfordre til voldtægt og drab på kritikere, som de anser for at være forrædere, fordi Duterte besidder en guddommelig autoritet, der er hævet over almindelig menneskelig moral.

Fordi han har gjort Davao til en økonomisk velstående by, kan han ikke gøre noget forkert. Hvis han kan ’civilisere’ Filippinerne a la Singapore, spiller det ingen rolle, om menneskerettighederne ryger.

Diskret meningsløshed

Den kognitive dissonans i Dutertes onlinekampagne består af en lang række simple gentagelser. Grammatiske fejl i memer, smerteligt meningsløse trolls i kommentarsporet, Dutertes tykke sydlige bisayaaccent, der opløser rammerne omkring det engelsk og filipino, han tvinges til at tale, når han taler til folket.

Den samlede effekt er en ophobning af diskret meningsløshed. Netop denne uforståelighed er Duterte-bevægelsens største styrke.

Der er mange gode grunde til den frustration, der har båret ham til magten med stemmer fra alle sociale lag i samfundet.

Begreber som retfærdighed, sikkerhed og velstand har aldrig været andet en tomme floskler fra den herskende klasse. At disse begreber nu undergår en pervers nedbrydning er en triumf for dem, der engang blev holdt udenfor, men nu er blevet de nye undertrykkere.

Mens intet gav mening før, er det i det mindste nu Duterte (og hans tilhængere), der kontrollerer forvirringens udspring og fremtoning.

Læs også: Afstrafferen Rodrigo Duterte er på vej mod magten

Derfor lod publikum også uden videre Gabunada begå en himmelråbende revisionisme, da han beskrev uddelegeringen af kreativ magt gennem onlinekampagnen som De Hundrede Blomsters Bevægelse.

»Lad hundrede blomster springe ud,« sagde Mao Ze Dong om den politik, der tillod åben kritik præcis længe nok til, at hans modstandere nåede at give sig til kende og bagefter kunne forfølges.

På dette punkt i hans foredrag råbte jeg vredt fra min plads, at sådan kan man ikke omskrive historien. »Jo, vi kan,« råbte andre. Ikke desto mindre var der opstået et – omend særdeles kort – øjeblik af uenighed i salen.

Den slags mikroskopiske sejre for de ni procent er den eneste måde at bevare forstanden i den skræmmende situation, vi befinder os i i Filippinerne: fornuftens spektakulære afgang ved døden.

Clara Lobregat Balaguer er leder af The Office of Culture and Design i Paranaque, Metro Manila og aktivist. © Lobregat Balaguer og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Super beskrivelse af samfundet...

Minder mig om ét eller andet!?

peter fonnesbech

Du mener hans "fætter " i Amerika.