Klumme

Hvor skal man gå hen med al sin kærlighed?

Da min mor stod der i sin flotte brudekjole, gik det pludselig op for mig, hvor god jeg er blevet til at levere strukturel kritik af f.eks. kirken og ægteskabet, men også hvor håbløst dårlig jeg er til at formulere alternative fællesskaber
13. august 2016

Forleden blev min mor gift igen, og lige om lidt skal jeg stå fadder for et barn, hvis forældre jeg elsker meget højt.

I den slags situationer har jeg lynhurtigt de første fire kritiske punkter parat, der kan anfægte den type institutionaliserede bånd; at ægteskabet er et heteronormativt arrangement, at kirken har taget patent på næstekærligheden og gjort den til en ekskluderende vestlig værdi for eksempel.

Men mens jeg stod i salen med mine søstre på Thorvaldsens Museum (som de havde fået lov til at tage i brug, fordi Rådhuset var booket i anledning af modeugen) og kiggede på min mor sige ja til sin mand, så kunne jeg ikke undgå at føle en slags afmagt.

To mennesker, som jeg holder meget af, står og lover at støtte hinanden i medgang og modgang, og det første, der automatisk popper ind i mit hoved, er, om det, jeg er en del af lige nu, måske på en eller anden måde kunne være problematisk.

Bagefter føler jeg så en overvældende glæde over, hvor smukt det er, men den følelse er stadig forbundet med skyld.

Den samme afmagt og rus føler jeg, når jeg ser OL for tiden. Jeg har lyst til at råbe ad skærmen, at nationalstaten er noget pis, at det er noget pis, at folk dør, imens de arbejder til en ussel løn for at bygge kæmpemæssige stadioner, hvor vi kan konkurrere om, hvem der har det bedste samfund.

Men min afmagt handler ikke om, at jeg ikke er i stand til at lave noget om. Det kom jeg ellers til at sige til en ven, mens vi stod og røg en cigaret.

Jeg var træt af at have minimal indflydelse på det samfund, jeg lever i, fordi det virker, som om der foregår helt vildt mange ubehagelige ting, også selv om der er mere fred i verden end nogensinde. Og så sagde han simpelthen, at den minimale indflydelse jo for helvede er en præmis for at leve i et demokrati.

Læs også: Ægteskab er ejerskab – det har intet med kærlighed at gøre

Det gik jeg så og tænkte over, og mens min mor stod der i sin flotte kjole, jamen, så gik det pludselig op for mig, hvor god jeg er blevet til at levere strukturel kritik og udpege ting, der sker som del af et større billede. Men også hvor håbløst dårlig jeg faktisk er til at formulere alternativer til fællesskaber såsom folkekirken eller ægteskabet eller – som jeg selv gør – at stå og klappe i takt på et fodboldstadion.

I et af de bedste digte i nyere dansk litteratur spørger Theis Ørntoft: »hvor skal man gå hen med sin kærlighed/hvor skal man gå hen med den/bag skrankerne står de bare og smelter/der er ingen hjælp at hente«.

De sætninger handler ikke bare om en personlig krise. De handler om en konkret politisk krise, hvor det kan virke uigennemskueligt, hvorvidt vi er en del af en løsning, eller del af et problem.

Jeg ved ikke, om det bidrager positivt eller negativt til vores fremtid, at jeg forsøger at være vegetar, men jeg synes til gengæld, at det er dumt at elske peperonipizza, mens Jorden er ved at gå under.

Jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt, at vi har en folkekirke, men jeg synes, det er absurd, hvis næstekærligheden ikke skal være alle forundt. Og jeg er forvirret over, hvorfor dét ikke er det vigtigste spørgsmål lige nu for ethvert politisk parti.

Jeg tror ikke, svaret bare er at stoppe med at føle sig skyldig, men måske er det på tide at bruge skyldfølelsen til at insistere på nogle konkrete menneskelige principper og forpligtelser.

I Danmark ønsker nogen at træde ud af menneskerettighedskonventionerne, fordi de spænder ben for, at vi kan udvise visse personer, som vi ikke har lyst til at håndtere i vores samfund. Fordi de ikke er vores problem.

Når min mors mand siger ja til min mor, siger han også ja til at forpligte sig over for tre børn, der ikke på den måde er hans. Der er noget smukt i den forpligtelse, synes jeg, og noget smukt ved ægteskabet, som netop ikke er tosomheden, men som er viljen til at dele sin kærlighed.

Selv om jeg er kulturkritisk uddannet, så tror jeg selvfølgelig på, at der findes en rigtig og en forkert måde at være menneske i verden.

Det smukke er, at dette ikke virker umuligt i de personlige relationer, vi har. Det svære og sørgelige er, at det ikke længere så meget er det private, der er politisk, som det er det politiske, og altså også næstekærlige, der er blevet privat.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer