Kommentar

Hillary-konsensussen skader demokratiet

Nødvendigheden af at samle alle kræfter for at besejre Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg har fostret en enhedsfront, der slører modsætninger og savner ideer, skriver Slavoj Žižek
20. august 2016

Alfred Hitchcock skal engang have sagt, at en film kun er så god som sin skurk. I så fald må vel det forestående amerikanske præsidentvalg kunne blive fremragende, eftersom denne forestillings skurk, Donald Trump, besidder et fabelagtigt skurkeformat. Det bliver det sikkert, men desværre lider plottet under en kedelig skavank.

For det liberale flertal er USA’s præsidentvalg anno 2016 trukket op i klarest tænkelig kontrast: Trump-figuren en ond og vulgær klovn, der spiller på de værste racistiske og sexistiske fordomme – en led mandchauvinist med manerer så uanstændige, at selv førende republikanske navne forlader ham i hobetal.

Når en virkelig trussel først tager form, er langt de fleste heldigvis i stand til at stå sammen i et stålsat forsvar for de grundlæggende demokratiske værdier. Problemet er bare, at den således etablerede demokratiske konsensus muligvis er hyggelig, men ikke spor sund – hverken for det politiske liv eller for venstrefløjen.

Favner bredt

Lad os træde et skridt tilbage og se på os selv. Hvad er det for en bredt favnende og omfattende demokratisk enhed, vi nu ser? Alle er med: fra Wall Street til Bernie Sanders’ tilhængere, fra resterne af Occupy-bevægelsen til big business, fra fagforeninger og krigsveteraner til LGBT-typer og økologer hersker unison forfærdelse over Trumps rabiate rablerier og uansvarlige ’demagogiske’ forslag.

Men i dette så vidtspændende konglomerat svækkes den folkelige vrede, som fødte Trump som fænomen – og også fødte Bernie Sanders. Fællestrækket er, at begge har givet stemme til massiv og udbredt social og politisk utilfredshed – den ene ved at engagere sig i højreorienteret populisme, den anden ved at bruge venstreorienteret retorik om social retfærdighed.

Og her kæntrer koalitionen. For de venstreorienteredes krav om retfærdighed ender uundgåeligt med at blive blandet sammen med kampe for kvinders og homoseksuelles rettigheder, med opbakning til multikulturalisme og med bekæmpelse af diskrimination, herunder racisme. For Clinton-konsensussen er det strategiske mål at skille disse kampe fra de venstreorienterede krav om social retfærdighed.

Inkarnationen af denne enhedsfront er da heller ikke nogen anden end Tim Cook, administrerende direktør for Apple, der stolt har skrevet under på en LGBT-støtteerklæring, måske for lettere at glemme alt om de hundredtusindvis af Foxconn-arbejdere i Kina, der samler Apples produkter under slavelignende forhold.

Døde børn og homoer

Samme holdning blev ført ud i det ekstreme af USA’s første kvindelige udenrigsminister, Madeleine Albright – en stor Clinton-støtte, der beklædte magtfulde poster i Bill Clintons regering fra 1997 til 2001. I CBS-programmet 60 Minutes (12. maj, 1996), blev hun som daværende amerikansk FN-ambassadør interviewet om de menneskelige omkostninger ved den amerikansk ledede blokade af Irak: »Vi hører nu, at en halv million irakiske børn er døde. Jeg mener – det er jo flere børn, end der blev dræbt i Hiroshima. Og du mener, det er prisen værd?« spurgte intervieweren. Hertil svarede en uanfægtet Albright: »Jeg mener, vi står i et barskt dilemma her … men ja, vi mener, det er prisen værd«.

Prøv at forestille dig reaktionerne, hvis Putin eller Kinas præsident Xi havde givet samme svar. De ville straks være blevet fordømt i vestlige medier som kolde og hensynsløse barbarer.

Da Albright førte kampagne for Hillarys nominering, gentog hun sine berømte ord: »Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden!« (Læs: For kvinder, der hellere stemmer på Sanders end på Clinton.) Måske skal vi justere formuleringen: Der findes et særligt sted i helvede for kvinder (og mænd), der opfatter en halv million døde børn som en passende pris for at blokere et land, og samtidig støtter kvinders og homoseksuelles rettigheder i deres hjemland.

Kapitalismen er hellig

Trump er ikke det beskidte vand, der skal hældes ud, hvis det amerikanske demokratis sunde baby skal bevares. Han er den beskidte baby, der skal smides ud, hvis vi skal blive i stand til at se det problematiske ved Hillary-konsensussen. Budskabet, som konsensuslejren har til venstrefløjen, er dette: »I kan få alt, hvad I kræver, så længe vi kan fastholde det, som tæller for os, i uændret form: den globale kapitals uhindrede funktionsmåde.

Og stakkels Bernie Sanders. Desværre ramte Trump rent, da han sammenlignede Sanders’ anbefaling af Hillary med en Occupy-aktivists anbefaling af Lehman Brothers. Sanders burde i stedet have trukket sig tilbage og opretholdt en værdig tavshed. På den måde kunne hans fravær have kastet en skygge over fejringen af Hillary.

Han kunne have vist, hvad der manglede – og have holdt pladsen åben for de mere radikale alternativer, som fremtiden må bringe.

Den 31. august udkommer Slavoj Žižeks nye bog, ’Den nye klassekamp – De sande årsager til flugt og terror’ på Informations Forlag.

© Slavoj Zizek og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Flemming Berger
  • Hans Aagaard
  • ulrik mortensen
  • Stig Bøg
  • Torben R. Jensen
  • Jørgen M. Mollerup
  • Grethe Preisler
Niels Duus Nielsen, Palle Yndal-Olsen, Flemming Berger, Hans Aagaard, ulrik mortensen, Stig Bøg, Torben R. Jensen, Jørgen M. Mollerup og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu har Sanders ganske vist helhjertet støttet Clintons kandidatur, men han har jo ikke opgivet at støtte progressive politikere, der står for en anden linje end Clinton, (der iøvrigt stadig nægter at offentliggøre de taler, hun har holdt for erhvervslivets topfolk (og modtaget 5000 dollars i minuttet for).

Kristian Jensen

Clinton kommer til at få et kanonvalg, det ville Sanders nok også have fået, hvis han skulle have været op imod Trump. En mere tåbelig modkandidat er svær at forestille sig.

Lasse Glavind

Det er jo præcis det samme spørgsmål, som den danske venstrefløj står over for: Skader det ikke demokratiet og troen på. at en anden fremtid er mulig, når man til enhver tid bakker op om en socialdemokratisk ledet regering, "fordi alternativet er værre"?

Axel Christian Abel Andersen, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Og stakkels Bernie Sanders...
Det ville sikkert glæde ham endnu engang at være i søgelyset, som her - og så kan man da lige bruge Madeleine Albright – der beklædte poster i Bill Clintons regering fra 1997 til 2001 for lidt ekstra pondus, hvis det ikke er sivet ind?

Torben R. Jensen

Problemet er, at de politiske forskelle ses på en højre-venstre skala, hvilke passer til situationen i USA, hvor regeringsmagten deles af republikanere og demokrater.
De fire kandidater, som kan vinde præsidentvalget repræsenterer derimod 4 forskellige retninger, som kan overlappe på tværs af partierne.
Det er især Clinton, der hævder, at vælgere, som har støttet Sanders keynes-inspirerede politik nu bør bakke op om Demokraterne selvom det netop er den markedsfokuserede økonomiske politik, som folk er i oprør over.
Det progressive ugemagasinet "the Nation" har en aktuel artikel, hvor der argumenteres for, at de vigtige TV-debatter forud for præsidentvalget bliver med deltagelse fra alle fire partier og ikke blot de to store partier.
https://www.thenation.com/article/jill-stein-should-be-part-of-a-4-way-p...

Det simple argument er, at det ikke er noget demokratisk valg, når to af partierne udelukkes fra den offentlige debat, hvilket i forhold til TV-debatterne bl.a. sker med et krav om mindst 15% vælgeropbakning i landsdækkende meningsmålinger. Målingerne bliver i øvrigt lavet for at forudsige valgresultatet og ikke for at måle politiske præferencer, så meningsmålinger er et dårligt adgangskriterie, når det drejer sig om, hvem der kan stemmes på.

Vibeke Rasmussen

"Trump-figuren en ond og vulgær klovn …"

Bortset fra den ikke uvæsentlige detalje, at han ikke er en "figur" i en Hitchcock-film, men derimod den skinbarlige, skræmmende virkelighed, en person der som Republikanernes præsidentkandidat rent faktisk står til at kunne blive USAs næste præsident!

"Problemet er bare, at den således etablerede demokratiske konsensus muligvis er hyggelig …"

"Hyggelig"!? Hvad med tvingende nødvendig!?

"LGBT-typer …"

Æh, "typer"?

"Trumps rabiate rablerier og uansvarlige ’demagogiske’ forslag."

Hvorfor står demagogisk i anførselstegn? Det er da ikke påkrævet!

"Men i dette så vidtspændende konglomerat svækkes den folkelige vrede, som fødte Trump som fænomen …"

Nej, den vrede lever skam – desværre – i bedste velgående blandt Donald Trumps tilhængere, næret gennem årtier og født af … det Republikanske parti selv!

"Og her kæntrer koalitionen. For de venstreorienteredes krav om retfærdighed ender uundgåeligt med at blive blandet sammen med kampe for kvinders og homoseksuelles rettigheder, med opbakning til multikulturalisme og med bekæmpelse af diskrimination, herunder racisme. For Clinton-konsensussen er det strategiske mål at skille disse kampe fra de venstreorienterede krav om social retfærdighed."

Undskyld, men er 'kampen for kvinders og homoseksuelles rettigheder, opbakning til multikulturalisme og bekæmpelse af diskrimination, herunder racisme', ikke netop en uadskillig del af "venstreorienteredes krav om retfærdighed"? Og det er da i den grad en del af Hillary Clintons politik, og noget hun har kæmpet for hele sit voksne liv, sammen med og ikke adskilt fra kampen om mere social retfærdighed.

"USA’s første kvindelige udenrigsminister, Madeleine Albright – en stor Clinton-støtte …"

Hm, er det vigtigt for "pointen" (hvad den end måtte være?), at hun var USAs første kvindelige udenrigsminister? Eller at hun nu støtter en … kvinde?

"Prøv at forestille dig reaktionerne, hvis Putin eller Kinas præsident Xi havde givet samme svar. De ville straks være blevet fordømt i vestlige medier som kolde og hensynsløse barbarer."

Det behøver man da ikke at forestille sig! Det blev hun og bliver til stadighed. Selv her 20 år senere! Ja, endda så sent som 20. august 2016!

Slavoj Žižeks bryder sig vist ikke specielt meget om hverken kvinder eller homoseksuelle …?

Vladan Cukvas

Žižek antyder (rammer måske) essensen i det der kendetegner dette amerikanske præsidentvalg og de præsident kandidater der stiller op. Man står alligevel tilbage med en følelse af at man er blevet snydt for noget mere. Denne bikini kommentar, ligesom statistikker, viser en hel del, men er slør måske det vigtigste.

Rigtig nok kører der en politisk debat på overfalden, ligesom altid, og den, ligesom altid, har så mange spindoktorer og PR eksperter der kan ”wag the dog”. Og jeg får indtryk, at Žižek ikke tør at går dybere, at dykker under overfalden, under den etablerede debat for at undersøge kandidaternes forhold til de etablerede magter i det amerikanske samfund. Findes der egentlig outsidere? Hvem af de to kandidater er ”made guy” and hvem er blot ”connected”?

Spiller det egentlig nogen rolle om den ene vinder frem for den anden?

På den udenrigspolitiske plan er det måske alligevel vigtig hvem der vinder, for os i Europa og for resten af verden i hvert fald. Vil Trump slå TTIP ihjel? Næppe. Hillary gør det under ingen omstændigheder. Men til forskel fra Trump, som gang på gang anklages for at være Putins man i det hvide hus, har Hillary sat sig til opgave, med sin måske kommende udenrigsminister Victoria fuck the EU Nuland, til at optrappe konflikt med Rusland. Vinder hun, så skal hun på en eller anden måde prøve at få Tyrkiet (med eller uden Erdogan) tilbage, sammen med Incirlik luft basen og de 50 gamle, men stadigvæk farlige A-bomber, der er nu på vej til Rumænien. Et perfekt plot til tredje verdens krig. Og den kronisk frustrerede, psykotiske og kapriciøse kvinde har flere gange sagt, at alle optioner overvejes, inklusiv de taktiske atombomber. For os i Europa har hun så åbenbart en berømt sætning fra en af Sergio Leones film – ”duck you sucker”.

Hilary er uden tvivl den amerikanske magtelites ”darling” i dette hundeløb og har odds på sin side. En af de to undersøgelser som FBI og kongressen fører mod hende, blev droppet for ikke at forstyrre den demokratiske proces. Vi får set om en mistænkt for korruption kan alligevel blive præsident. Sker det, så kræver jo nogle gode forbindelser vil man blive fristet til at tro.
På den anden side kan ingen blive rolig ved tanken, at det mest magtfulde land i verden styres, på overfalden i hvert fald, af højreekstremister, som vil få neokonservative med Rumsfeld og Cheney i spidsen til at ligne drengerøve der kaster fyrværkeri i en skraldespand.

Pest eller kolera, tør du tage chancen?

Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Vladan Cukvas

Og jeg glemte lige at skrive, at Julian Assange, hvis advokat John Jones, en af UK højtprofilerede human rights lawyers, som døde i sidste mandag da han blev kørt af et tog, har en lille overraskelse til hende som han har lovet at give hende i oktober. Det bliver spændende at se, hvad han har til den damen, der elsker at grine højt.

Rasmus Larsen

Vladan Cukvas:
Wikileaks har for vane at annoncere snarlig offentliggøre af afgørende læk, som viser sig ikke rigtig at være noget af betydning alligevel, mens Assange taler om indholdet af læk inden de offentliggøres. Det er en politisering af whistleblowing. Desuden har Wikileaks's strategi for offentliggørelse af læk næppe meget at gøre med whistleblowing længere, når de sidder med information og venter med at offentliggøre det indtil det er politisk gunstigt. Det er ikke en særlig transparent proces i en organisation, der går ind for ekstrem transparens. Hvis han sidder inde med vigtig information omkring Clinton, der er af betydning for den amerikanske befolkning, hvorfor offentliggør han det så ikke bare nu i stedet for at mislede ved at fortælle om information, som kun han har adgang til?

Jeg betragter efterhånden Wikileaks, som Assanges eget selvpromoveringsværktøj, og hans tætte forbindelser til Rusland gør, at han er upålidelig efter min mening.

Vladan Cukvas

Rasmus Larsen

At Wikileaks eller DCleaks for denne sags skyld har en politisk dagsorden er ikke noget nyt. Det vil være naivt at tro andet. I den respekt adskiller de sig ikke meget fra MSM både herhjemme og i USA (andre steder også). Motivation for at blande sig i en politisk proces må have noget politisk på sig. Det kan vi hurtig blive enige om. At Assange har en strategi omkring offentliggørelse af læk skyldes nok, at han har en kæmpe stor og magtfuld medieapparat (læs MSM) imod sig, som hurtig kan sende en tsunami af fede overskrifter med saftig indhold, der typisk har den effekt, at folk glemmer alt hvad de hørte for at par uger siden. Derfor vælger han bevidst et tidspunkt når offentliggørelsen kan have størst effekt.

Mht effekten, jeg vil satse på, at de fleste vil nok reagere med ”hvad så”. Det har til gengæld noget med succesfuld hjernevask at gøre og dels med den generelle defaitisme og politisk masochisme der har sat sig fast i folks bevidsthed. Afpolitisering af sheeple er jo en ægte (neo)liberalistisk drøm gået i opfyldelse. Anden mulighed – at sige, ja, sådan skal det være, vi er også med på det - vil være endnu værre.

Under alle omstændigheder vil det være ligeså naivt at tvivle på indholdet af læk eller ligefrem afskrive det fordi Assange har vundet sympati (til forbindelser kender jeg ikke) fra Ruslands politiske top. Det er efterhånden blevet almindelig for Hillary at råbe en russisk konspiration op hver gang der dukker noget op som kan skade hende. Det er et billigt propaganda trick, der virker i både USA og andre vestlige lande, hvor Putinofobi er blevet en udbredt og populær stemning og er ved at blive til en nemmest selvfølgelig politisk identitet. Jeg vil først kigge på materialet før jeg har faldet min dom.

Jakob Trägårdh

Identifikationen i Europa med præsidentvalget i USA er i bund og grund aldeles udemokratisk—symptomatisk er det, at TVA etc blot benævner den siddende amerikanske præsident med dennes jobbetegnelse og navn, men ikke længere den passende demokratiske distance, som det er, at nævne det land, hvor vedkommende er valgt og præsiderer: USA. Det er sgu da ikke vores præsident, vel! Og vi trænger til at genoprette en vis distance, der harmonerer med den realitet at det ikke er vores valg, vi skal ikke stemme i USA. Vi er ikke det samme som USA. Vi er europæere. Borgere i Danmark i det demokratiske Europa. Det er her vi går til valg, det er her vi har vores stemme.

Se også Norman Solomons artikel om Hillary Clintons 'transition team.'

- Like other Bernie Sanders delegates in Philadelphia a few weeks ago, I kept hearing about the crucial need to close ranks behind Hillary Clinton. “Unity” was the watchword. But Clinton has reaffirmed her unity with corporate America.

Rhetoric aside, Clinton is showing her solidarity with the nemesis of the Sanders campaign—Wall Street. The trend continued last week with the announcement that Clinton has tapped former senator and Interior secretary [og fracking-fortaler] Ken Salazar to chair her transition team.

http://www.commondreams.org/views/2016/08/22/clintons-transition-team-co...

Vibeke Rasmussen

Private lives are exposed as WikiLeaks spills its secrets:

"WikiLeaks' global crusade to expose government secrets is causing collateral damage to the privacy of hundreds of innocent people, including survivors of sexual abuse, sick children and the mentally ill, The Associated Press has found

In the past year alone, the radical transparency group has published medical files belonging to scores of ordinary citizens while many hundreds more have had sensitive family, financial or identity records posted to the web. In two particularly egregious cases, WikiLeaks named teenage rape victims. In a third case, the site published the name of a Saudi citizen arrested for being gay, an extraordinary move given that homosexuality is punishable by death in the ultraconservative Muslim kingdom. […]

The Saudi diplomatic cables alone hold at least 124 medical files, according to a sample analyzed by AP. Some described patients with psychiatric conditions, seriously ill children or refugees. […]

Medical records are widely counted among a person's most private information. But the AP found that WikiLeaks also routinely publishes identity records, phone numbers and other information easily exploited by criminals.

The DNC files published last month carried more than two dozen Social Security and credit card numbers, according to an AP analysis assisted by New Hampshire-based compliance firm DataGravity. Two of the people named in the files told AP they were targeted by identity thieves following the leak, including a retired U.S. diplomat who said he also had to change his number after being bombarded by threatening messages.

The number of people affected easily reaches into the hundreds. Paul Dietrich, a transparency activist, said a partial scan of the Saudi cables alone turned up more than 500 passport, identity, academic or employment files."

… og meget mere i artiklen.

Er det bare at betragte som 'collateral damage', som uden videre kan accepteres, fordi Julian Assange også 'går efter' nogen, man ikke selv bryder sig om?

Niels Duus Nielsen

Vibeke Rasmussen, når man ser på, hvad den saudiske kongefamilie og dens venner i den amerikanske og den danske politikerverden accepterer som kollaterale skader, tilhører Wikileaks' indiskretioner småtingsafdelingen.

Haters gonna hate.

Vibeke Rasmussen

At affeje de følgevirkninger – i nogle tilfælde måske endda fatale! – Julian Assanges utidige indblanding i det amerikanske valg og hans tilsyneladende hævntogt mod Hillary Clinton/ DNC/ The Democratic Party har for fuldstændig sagesløse mennesker rundt om i verden, og for deres liv og fremtid, nonchalant at affeje det som bare "indiskretioner i småtingsafdelingen" vidner om en næsten skræmmende indskrænkethed og kynisme.

Niels Duus Nielsen

Da du åbenbart støtter stærkt op om fru Clintons kandidatur, må jeg konstatere, at kynismen helt er på din side, Vibeke Rasmussen.