Kronik

Hvorfor sminker I mit ar, Go’ Morgen Danmark?

Min medvirken i medierne føles ofte som en armlægning med journalisters agenda, hvor vi hver især forsøger at tvinge kniven, når kagen skal skæres. De vil have et stykke med sensationalisme/sentimentalitet/skam/skandale. Jeg forsøger bare at liste min pointe ind i pynten
Psykisk sygdom er blevet et billede på mennesket ude af kontrol; mennesket, der ikke kan bemestre sig selv; noget, der i vores samfund er blevet til den største frygt, skriver dagens kronikør.

Ulrik Hasemann

10. august 2016

Åbningsreplikken er altid leveret med undren.

»Nu kommer du jo bare ind, sidder her og ser så normal ud.«

Første gang, intervieweren sagde det, grinede jeg og svarede: »Hvad havde du forventet, jeg skulle? Hoppe ind på tungen og kaste med porrer?«

Det er jeg blevet ved med at svare, men jeg griner ikke mere. At man ikke kan se det på mig, er sjovt nok definitionen på psykisk sygdom – at det ikke er noget, der kan ses med det blotte øje.

I sminkestolen mærker jeg dem duppe insisterende længe med svampen under mit højre øje, indtil mit røde mærke, jeg har haft siden dagplejen, er skjult. Hvorfor sminker I mit ar, Go’ Morgen Danmark? Ar er grunden til, I har inviteret mig herind.

Men jeg ved, det er præmissen for at bejle til den brede sendeflades cirkel. De vil dække det disharmoniske, slibe kanterne konforme og smile imens, måske kalde mig tapper – som om det var en kamp, jeg selv havde valgt at gå ind i. Jeg har ikke valgt mit hoved. Men jeg har valgt at medvirke i morgen-tv og tale om det.

Jeg føres ind i studiet, og værterne sætter sig ved siden af mig i sofaen, mens en stemme i kulissen tæller ned »Går på om 10-9-8-7.«

Er det nu den rigtige måde at gøre det her?

Jeg tog bevidst beslutningen, om at det vil ændre mest, hvis jeg taler til flest forskellige, frem for en snæver kreds, der alligevel er enig med mig i forvejen.

Jeg husker mig selv på, at lige meget hvordan de spørger, har jeg stadig har kontrol over, hvad jeg svarer.

»6-5-4 …«

Den ene vært læner sig hastigt ind mod mig.

»Og du er sindssyg?«

Jeg kigger tøvende på hende. »Ja, det siger min læge i hvert fald.«

Hun giver mig thumbs up.

»3-2-1 GO.«

Så meget for værdighed

Værtinden siger, at nu skal vi tale om noget ’mørkt’. Jeg vænner mig aldrig til, at min virkelighed skal beskrives som mørk. Tung, svær. For mig er den bare en realitet. Jeg tror, de færreste med en eller anden diagnose går hvert øjeblik og tænker, ’novra, hvor er jeg dog bare en uheldig skæbne’.

Selv om jeg indimellem også rammes af ubærlig smerte og slæber mig med Kleenex-spor til mit badeværelse, hvor jeg vil ligge smurt ud over klinkerne på ubestemt tid. Og så rejser jeg mig igen.

Det er det her reelle indblik, jeg håber at videreformidle, at jeg hverken er stakkels eller martyr, men lige så sammensat som dem. Jeg vil prøve at afdramatisere og afmystificere denne monstrøse størrelse, skizofreni er blevet til, punktere lidt af seernes frygt og fordomme og forhåbentlig blæse luften ud af mediernes ’lykkelige krøbling’-retorik med en værdig medvirken.

Efter at have gennemgået min historie og bogen, jeg er derinde for at promovere, skal jeg efter aftale med tilrettelæggeren diskutere repræsentationen af psykisk sygdom i en specifik scene fra filmen Silver Linings Playbook.

Værten vender sig mod skærmen.

»Og nu skal vi se et klip, der viser noget, som får dig til at få det bedre i hverdagen.«

Forvirringen er total. Så husker jeg, gennem timelange samtaler med tilrettelæggeren, at jeg på et tidspunkt svarede, at der for mig ikke er nogen gylden løsning til at få det bedre, at jeg bare prøvede at se indad, ikke dømme mine egne redskaber, og nogle gange hjalp det at gå en tur, andre gange at drikke et glas rødvin, og andre gange at lytte til … Jeg sukker. Nej nej, det sker ikke. Så tændes skærmen, og Julie Andrews sopran bryder frem blandt bjergtoppe: »THE HILLS ARE ALIVE WITH THE SOUND OF MUSIC«.

For fucks sake. Så meget for værdighed.

Efter indslaget er ovre, sidder chokket stadig synligt i mig. Værtinden kommer over og tager mig om skuldrene og giver dem et klem.

»Dét krævede vist lidt overvindelse, hva’.«

Stive stigmatiseringer

Vi ved stadig ikke, hvordan vi skal tale om psykisk sygdom. Min medvirken i medierne føles ofte som en armlægning med journalisters agenda, hvor vi begge forsøger at tvinge kniven, når kagen skal skæres, så de kan få deres stykke med sensationalisme/sentimentalitet/skam/skandale, og jeg derimellem kan forsøge at liste min pointe ind i pynten. Nogle vil sige, at dette er en generel præmis for at komme til orde i medierne, men det er anderledes problematisk, når det kommer til psykisk sygdom, hvor tilstanden er så fastgroet og betændt. Seerne er frosset fast i stive stigmatiseringer, vi psykisk syge er oftest stumme af skam, og den tilgængelige repræsentation er på forhånd fastlåst i fordomme. Når man taler både til, fra og gennem et tremmefængsel af akkumulerede antagelser, er der ganske lidt råderum tilbage til forandring.

Men tilstanden kræver forandring. Der er for meget myte og for lidt menneske i de former, der på forhånd ligger gabende klar i spalterne. Traume og tabu avler hinanden til et punkt, hvor det føjer til en i forvejen ulidelig tilstand. En tilstand, der for mig forekom så uoverkommelig og evigtgyldig, at jeg udover arret under mit øje også fik dem på mine håndled.

I forbindelse med en debat om selvmord for nogle uger siden læste jeg en debattør skrive, at hun »ikke engang ville nævne s-ordet«.

Jeg blev så rasende, det gav mig lyst til at lave to cirkulære afstøbningen af mine håndled i ler, sådan nogle, der laves af babyers fødder til julegaver, så debattøren kunne hænge dem over kaminen.

Tidligere har jeg haft det bedst med mine ar, når jeg ikke har tænkt på dem, men lige dér værdsatte jeg virkelig deres vigtighed, deres brud på den naturgivne hudtekstur, hvordan de aldrig kan udviskes.

Det største tabu

Kun halvdelen af lidelsen ved at have en psykisk sygdom for mig er selve dét at have den psykiske sygdom. Den anden halvdel er andres opfattelse af en som »noget, man ikke taler om«, at have en fortid, der skal forberedes på – nu skal vi til at tale om noget mørkt! At føle sig tvunget til at omskrive og indpakke, dosere sin virkelighed, for ellers ved man jo, hvad verden må tænke.

Jeg ved, at dette stempel kan ændres i journalen, men aldrig for omverdenen. Som om man ved at indtræde i galskaben mister det essentielt menneskelige, som om når du først har mistet forstanden, er der noget, der i andres øjne aldrig kan genfindes.

Psykisk sygdom er blevet et billede på mennesket ude af kontrol; mennesket, der ikke kan bemestre sig selv; noget, der i vores samfund er blevet til den største frygt, det største tabu.

At man ’kunne lade det ske ved sig selv’ er en ansvarstilskrivelse, alt for mange ubevidst abonnerer på; et menneskesyn, der kridter banen hårdt op i kampen om sårbarhedsbegrebet.

Særligt hvis andres vilkår har lignet mine for meget, kan de have svært ved at forstå, at jeg ikke bare kunne gøre anderledes, det kunne de jo, det gjorde de jo, nu lever de sådan helt i samme vind og knækker ikke på samme måde, måske var jeg bare skærmet for meget, måske skal jeg bare have mere, indtil jeg vænner mig til vinden.

Jeg ville sådan ønske, alle kunne kende frustrationen i at opleve noget i dig selv, man ikke kan hæve sig over. Der er så megen mangel på forståelse mellem den, der har overtrådt grænsen for sin egen sårbarhed, og den, der ikke har mødt den.

For jeg tror på, alle har den, i vekslende grad. Ligesom vi alle har et immunforsvar, og når dette presses ud over sit yderste, bliver vi syge. Det har ikke noget at gøre med svaghed eller skyld eller skam, men er en del af den menneskelige tilstand, på godt og ondt.

Jeg øver mig stadig i med naturlighed at tillade den at indgå i min hverdag. At gå uden lange ærmer og svedbånd, ikke at dække det disharmoniske. Det er ofte børn, der sådan helt ublu, som kun børn kan, pludseligt spørger højt til kejserens nøgne arvæv, måske rækker hånden ud og spørger, om det gjorde ondt.

Jeg synes, vi voksne skulle øve os i at række over samme armslængde af distance.

Caroline Livingstone er studerende og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Wolff
  • ingemaje lange
  • Carsten Søndergaard
  • Tue Romanow
  • Anne Eriksen
  • Niels Erik Nielsen
  • Niels P Sønderskov
  • Heidi Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Slettet Bruger
  • Nikolai Beier
  • Olav Bo Hessellund
  • Torben Skov
  • Kurt Nielsen
Jens Wolff, ingemaje lange, Carsten Søndergaard, Tue Romanow, Anne Eriksen, Niels Erik Nielsen, Niels P Sønderskov, Heidi Larsen, Niels Duus Nielsen, Slettet Bruger, Nikolai Beier, Olav Bo Hessellund, Torben Skov og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lillian Redam

Dejligt indlæg! Ja, som pædagog - og menneske - er det også min erfaring at 'man' har stort behov for at opdele i os og dem. Det gælder mange forskellige forhold, men også psykisk syge. Jeg arbejder selv med mennesker med udviklingshæmning og får mere og mere afprøvet mine fordomme omkring 'normalitet' og forskelle på dig og mig. Vi er alle et sammensurium af arv og miljø, af oplevelser og relationer, vi har mødt på vores vej. Hvad er normalt? JEG ved det ikke længere. ALT er normalt eller INTET er normalt! Jeg er glad for at der er nogen, der kæmper for alles ret til at fremstå som mennesker, på godt og ondt, og ikke som diagnoser og unormaliteter.

Thomas Toft, Kurt Nielsen, Kim Strøh, Anne Eriksen, Rikke Nielsen og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Heine Svendsen

Tak for en god kronik, der skubbede til nogle af mine gamle, indgroede fordomme om psykisk sygdom, og dermed giver mig mulighed for at være mere "naturlig" i min omgang med medmennesker, der har en form for psykisk sygdom.

Henrik L Nielsen

Glimrende indlæg.
Tv vil desværre ikke have repræsentanter som dig på skærmen for at gøre befolkningen klogere. Kun for at have et objekt at vise frem.
Hvis nu de lod dig og andre tale om det væsentlige, uden sminke-filter af nogen art, og lod gæsten give input til hvordan indslaget skulle forløbe, så ville seerne måske kunne lære noget. Hvis nu værterne havde en god snak med gæsten inden indslaget? Det ville sikkert bedre kunne rykke ved fordomme og stereotyper modsat den skoleagtige show-and-tell type programmer, der dominerer sendefladen i dag.

Thomas Toft, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Nej, TV - og især plapreprogrammerne morgen og aften "Bekræft mine fordomme", er nok ikke det bedste sted at flytte noget.
De er jo sat sammen for at bekræfte folks forventninger, for at underholde og skaffe værterne beundring, for deres dygtige og proffe evner til at få "udleveret" det, seerne skal lære og forstå.

Der er så mange forventninger i dagligdagen og statistikker og kampagner/ medier kører med på sidelinjen, konstant.
Det er uhyre skræmmende, at så mange bliver udstyret med "lykkepiller", ung som gammel. Ofte har jeg på biblioteket set gamle, nej skal sige ældre - de er alligevel ikke populære - nærmest en forventelig byrde for fremtiden, som skal køres til den billigste løsning, der bare lyder godt - på papiret og i politikernes salgstaler.
Men vi bliver forhåbentlig gamle, alle sammen...

Måske er det også en slags besparelse at skynde sig med en recept, når folk har problemer i livet - uanset grunden. Så er der handlet...
Et fint indlæg fra Carolines hånd, som også bekræfter det behov der er for at hæfte betegnelser på andre og glemme, at mennesker er så skrøbelige og at livet ikke nødvendigvis kører på skinner hele tiden.

Troels Brøgger

Den der historie om at vi alle bare kan vælge vores liv har vist bidt sig lidt for godt fast. Den dyrkes også i høj grad af dem der er ovenpå: "Du kunne jo bare have valgt at gøre/være anderledes".
Desværre er denne dumhed alt om sig gribende. De der TV værter der beskrives får jeg bare lyst til skulle udsættes for et omfattende livsmæssigt sammenbrud så de kunne blive klogere. Problemet er bare at det ikke nytter noget: De ville i så fald bare blive fjernet og erstattet af nogle andre der var lige så dumme. Så desværre kære kronikforfatter, jeg tror det var en fejl at gå derind. Selve rammen er lavet til IKKE at kunne rumme det du vil fortælle.
Disse idioter skal ties ihjel ved at man ikke ser deres lorteprogrammer.

Troels Brøgger

Psykisk sygdom, i det omfang den findes nu, burde behandles ligesom klimaforandringerne: Som en konsekvens af den måde vi som kollektiv har indrettet os på. Men ganske ligesom med klimaforandringerne vil der være mange der benægter at det er vores gøren og laden der skaber problemerne. Det er så dejligt bekvemt, så behøver vi, "de normale", nemlig ikke ændre noget.

Troels Brøgger

Jeg ved godt er der er mange der har det rigtig svært med "det er samfundets skyld" - argumenter.
Hvis de lægger mærke til at ordet "skyld" ikke forekommer i mit indlæg går det måske bedre.
Så kan vi bare sørge for at behandlingsmulighederne for psykisk syge bliver forbedret drastisk, d.v.s. med andre muligheder end "sengepladser" og "velmedicinering" (læs: medicinering til patienten er en grøntsag der sidder foran TV, bliver tykkere og tykkere og til slut dør 14 år før andre, MEN er ufarlig for "de normale").
Så kunne der oprettes sanatorier hvor folk kunne opholde sig når de var blevet udskrevet, få terapi, træning, kostvejledning og ro indtil de var istand til på forsvarlig måde at klare at leve hjemme igen.
Så kunne der drives oplysningskampagner for befolkningen om ufarligheden af alternative virkeligheder i "de syges" sind. Oplysning om normalitet og vrangforestillingers mulige sameksistens i det samme hoved.
Som det er nu, tror mange beklageligvis at alle der har været inde at vende på en psykiatrisk afdeling går rundt som tikkende livsfarlige bomber. Denne forestilling hjælpes godt på vej af journalistidioter som de i kronikken beskrevne.
Tak til Information for at tage fat på dette emne! Det er hårdt tiltrængt.