Klumme

I Italien er det nationale og europæiske ikke modsætninger

For italieneren er de kedelige, grå Bruxelles-bureaukrater på mange måder at foretrække frem for korruptionen, nepotismen og selvberigelsen. Men det er næppe den eneste grund til, at det europæiske flag så mange steder vajer side om side med ’il tricolor
16. august 2016

Efter i årevis at have lyttet til antieuropæisk retorik i Storbritannien – kulminerende med Brexit-afgørelsen efter folkeafstemningen i juni – var det forfriskende at se det europæiske flag vaje side om side med det italienske nationale flag på min sommerferie i Rom og Spoleto.

En klar tilkendegivelse af, at landet både er italiensk og europæisk, og at visse museer og projekter havde fået støtte fra EU-kassen.

Signalet til italienere og udlændinge er, at det ikke er kontroversielt, at EU’s regler og love rækker ind i den italienske stat, og at der rent faktisk kommer noget positivt ud af det, som når f.eks. en fattig middelalderby får en underjordisk tunnel, der gør det lettere for turisterne at finde den imponerende 1800 år gamle akvædukt, det gamle romerske amfiteater og de hyggelige, smalle gader med håndmalet umbrisk keramik og hyggelige pizzeriaer og gelateriaer.

I det britiske kunne man ikke drømme om på denne tydelige måde at vifte med noget som helst europæisk, der kunne give indtryk af, at politikerne inde bag Westminsters gotiske mure ikke havde den fulde magt til at udforme og vedtage landets love.

Man kunne ikke drømme om at reklamere med, at landet indgår i et overnationalt samarbejde, der betyder, at det har afgivet suverænitet; et samarbejde, som måske endda nogle gange har den konsekvens, at projekter, som den nationale regering ikke kan eller vil støtte, holdes i live af EU.

Politikerne vil helst selv tage æren for alt det gode, der måtte ske i samfundet, og samtidig bevare EU som en boksebold, der får skylden for alle samfundets problemer. I Storbritannien har politikerne i de seneste 20 år skudt skylden på EU, hver gang der var et problem.

Så måske var det ikke så mærkeligt, at et flertal ikke lod sig overbevise, da de i en to måneders intensiv valgkamp pludselig forsøgte at overbevise dem om, at landet faktisk – når alt kom til alt – var rigere, stærkere og mere indflydelsesrigt globalt set som medlem af klubben.

Det er tankevækkende, at skotterne, der som de eneste konsekvent har talt positivt om EU-medlemskabet, om EU-migranterne, og som de eneste har hejst det europæiske flag side om side med det skotske og britiske foran selvstyreparlamentet Holyrood i Edinburgh, stemte overbevisende for medlemskab af EU.

Ærlighed om hvad EU-samarbejdet er for en størrelse, på godt og ondt, avler – ser det ud til – pragmatisme.

Men der er måske også en anden grund til, at det ikke er kontroversielt at flage med det blågule flag i Italien. Min italienske vært jokede med, at italienerne – modsat tyskere, danskere og briter – hellere end gerne ville have kedelige, grå Bruxelles-bureaukrater til at overtage styringen med deres land.

Alt ville være en forbedring af korruptionen, nepotismen – selvberigelsen – der dominerer det italienske politiske system, og som senest har ført til succes for 5-stjernebevægelsen, hvis kandidat for nylig vandt borgmesterposten i Rom, mens en tidligere borgmester retsforfølges for korruption.

Et eller andet sted er det måske meget passende, at der på hjørnet over for den italienske parlamentsbygning i Rom er en fascinerende lille butik fyldt med al tænkeligt udstyr til brug for tryllekunstnere og fusentaster. Overfor det britiske Underhus er der omvendt en lille boghandel fyldt med politiske og historiske bøger og biografier samt officielle souvenirs fra parlamentet, der bl.a. fejrer suffragetterne, der kæmpede for, at kvinderne i 1918 fik stemmeret.

Selv om det britiske demokrati bestemt lider af seriøse mangler, så føler et flertal af borgerne tilsyneladende – hvis man skal tro Brexit-resultatet – at det er godt nok til, at de vil overlade det til de nationale politikere alene at bestyre det.

Alligevel kan briterne lære dette af italienerne: Man kan faktisk godt forene det nationale med det europæiske og give anerkendelse, hvor det er fortjent, uden at man bliver mindre britisk af den grund.

Mette Rodgers er Informations korrespondent i London. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mette Rodgers

Ja, det er spændende, hvad det hele ender med ovre i UK.

Bare de dog snart kunne få sig taget sig sammen til at aktivere §50-udmeldelsen.

Det er ikke holdbart, at UK stadigvæk øver indflydelse i EU - både som EU-Parlamentsmedlemmer og deltagere i Ministerrådsmøderne og embedsværket.

Michael Friis

@Mette Rodgers
Jeg er netop hjemvendt fra en dejlig ferie i bl.a Wales: Snowdonia, Anglesey og Pembrokeshire samt Cheddar Gorge i Somerset. Vi så flere skilte med EU støttede projekter. Skal EU stå for kulturprojekter? Jeg synes det ikke.
Europa samarbejde kunne være godt men EU fungerer jo ikke! Ofte er EU tilhængeres forslag "mere magt til EU"
Jeg er enig, i at mange italianere er positive overfor EU alene fordi de ikke stoler på deres eget styre (som de selv har valgt).

Finn Thøgersen

Jo, for de fleste italienere gør det ikke den store forskel om de uduelige politikere sidder i Rom eller Bruxelles, bare de ikke blander sig for meget eller forsøger at håndhæve tingene...

Desværre er der det lille problem at Italien er fanget med den forkerte valuta.
Skiftet fra Lira til Euro og den førte politik i Italien og EU har betydet at Italien har tabt ca 40% konurrancekraft overfor Tyskland og at man derfor økonomisk har kørt i slæbesporet stort set hele dette århundrede uden udsigt til ændring de næste mange år.
De italienske politikere har selv en del af skylden, dels fordi man konverterede fra en for høj kurs og dels fordi man ikke kørte en lang (fx 10års) indkøringsperiode med fastkurs så hele systemet kunne nå at tilvende sig til den nye virkelighed INDEN man låste sig fast til evig tid.
Nu er der iflg EU systemet kun den årtier lange deflatoriske vej ud af ulykkerne...

Derfor er diskutionen i Italien om man kan nøjes med at forlade Euroen eller skal helt ud af EU