Kronik

Lad danskerne stemme om TTIP og CETA

EU’s handelsaftaler med Canada og USA er vigtige nok til at kræve en folkeafstemning. For Danmarks vedkommende tyder meget på, at regeringen ligefrem er forpligtet til at indkalde til folkeafstemning om de mest kontroversielle dele af aftalerne. Det kræver Grundloven
Handelsaftaler har sat Canadas politikere under pres fra et stigende antal sagsanlæg, og det er især gået hårdt ud over landets miljøpolitik. Eksempelvis fører en virksomhed sag mod delstaten Quebecs midlertidige stop for fracking.
1. september 2016

Om få måneder skal Folketinget stemme om en handelsaftale mellem EU og Canada (Comprehensive Economic and Trade Agreement, CETA).

Selv om aftalen har levet et liv i skyggen af forhandlingerne med USA om TTIP-aftalen, er det en beslutning, der har principielle overtoner, og som kan danne præcedens.

CETA er TTIP’s tvilling, en aftale med de samme grundlæggende regler, der skal give hensynet til handel og til udenlandske virksomheder større vægt i beslutningsprocesserne i både EU og på nationalt plan.

Ikke en teknisk detalje, men noget der batter. Så meget, at spørgsmålet er, om ikke den rigtige måde at behandle den på, er ved at gennemføre en folkeafstemning. Der er juridisk belæg for det, og så er der gode politiske grunde til det.

Det er i første række særdomstolene, det handler om – internationale paneler, som udenlandske virksomheder kan klage til.

De er ikke det eneste nybrud i CETA, men nok det mest kendte, og det mest provokerende. Og Canada er nok det bedste eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis vi accepterer, at give udenlandske virksomheder en særlig ret til at føre sag mod staten, hvis der tages en beslutning, som ændrer betingelserne for deres investeringer, eller sagt på godt dansk: mindsker indtjeningen.

Begrænser lovgiverne

Aftalens ca. 1.500 sider vil lægge begrænsninger på, hvilke forholdsregler landene kan træffe over for erhvervslivet på områder som tjenesteydelser, offentlige indkøb, varestandarder og meget mere.

Den er en aftale, der sigter meget højere end på at afskaffe forskelsbehandling på baggrund af nationalitet. En dereguleringsaftale med flere muligheder for at håndhæve et kompleks af regler om handel og investeringer.

Kronen på værket, og noget både det canadiske og hjemlige erhvervsliv har satset hårdt på, er netop muligheden for virksomheder at gå til en international særdomstol, hvis de finder, at en officiel beslutning påvirker deres investering negativt.

Denne ordning (kaldet Investor State Dispute Settlement, ISDS og sommetider ICS), er en hovedårsag til, at TTIP er blevet så kontroversiel.

EU’s mål er ikke bare at indføre det gensidigt med Canada og USA, men med en lang række lande. På den måde er CETA en slags generalprøve for et større projekt, som TTIP er hjørnestenen i. Går CETA uden videre igennem, er vejen banet.

Den politiske accept af ISDS kan blive konsolideret i en aftale med Canada, og amerikanske virksomheder med et canadisk datterselskab, vil i øvrigt kunne bruge CETA-aftalen som trædesten for sagsanlæg.

Det canadiske skrækeksempel

Hvad skal vi være bange for?

Spørg f.eks. de canadiske miljø- og forbrugerorganisationer. Intet land er et bedre skrækeksempel på, hvor galt det kan gå. Siden NAFTA-aftalen med USA og Mexico trådte i kraft i 1994, har canadiske politikere været under pres fra et stigende antal sagsanlæg, og det er gået hårdt ud over især canadisk miljøpolitik.

Blandt de mest kendte sager er slaget om et canadisk forbud af et giftstof, MMT, der takket være et sagsanlæg endte med, at Canada sløjfede forbuddet, betalte erstatning, og udstedte en officiel undskyldning til et amerikansk selskab, Ethyl Corporation. I 2001 gav en canadisk embedsmand denne uhyggelige kommentar i et interview til magasinet The Nation:

»Jeg har set mange breve fra advokatfirmaer i New York og Washington DC om stort set ethvert forslag til miljøregler. Stort set alle initiativer blev angrebet, og de fleste af dem blev aldrig fremsat.«

Altså en canadisk regering, som ser sig presset til at pakke gode initiativer sammen af frygt for et sagsanlæg – også kaldet ’køleeffekten’.

Angrebene på miljøtiltag er fortsat, og i øjeblikket er Canada under pres på mange områder.

En virksomhed fører sag mod delstaten Quebecs midlertidige stop for fracking, Texas-milliardæren Boone-Pickens’ selskab Mesa Power Group angriber Ontario’s miljølovgivning, som giver nogle fortrin til lokale vindmølleoperatører, Bilcon Construction fører sag mod lokalregeringen i Nova Scotia efter denne nedlagde forbud mod opførelse af et havneanlæg og et stenbrud i et skrøbeligt, naturskønt område.

Sager og anekdoter er der nok af. Men det er den yderste konsekvens af særdomstolenes status, der er mest skræmmende; at forslag, som frygtes at kunne føre til et sagsanlæg aldrig bliver fremsat og realiseret.

Og i Canada er det sat i system. Det er blevet almindeligt for centralregering og lokalregeringer at screene forslag for at stoppe de af dem, amerikanske virksomheder menes at kunne angribe under NAFTA-reglerne.

Den udvikling synes ikke at hue flertallet.

Kun én ud af fire canadiere mener, ifølge en undersøgelse fra juli i år, at aftalen har været en fordel for landet.

Men for regeringen, er ISDS tydeligvis blevet en naturlig del af den politiske orden, og under pres fra erhvervslivet gentager den gerne NAFTA-eksperimentet, denne gang med EU. I hvert fald skal man ikke forvente, at det er den canadiske regering, der trækker i nødbremsen.

Folkeafstemning nu

Håbet er lidt mere lysegrønt på den europæiske side, hvor flere regeringer er i tvivl, og der er en mulighed for, at CETA ender med at være for hård kost for beslutningstagerne.

Især hvis det i slutspurten kan lade sig gøre at kickstarte en grundig, politisk debat og en forsvarlig beslutningsproces og – hvor det er muligt – endog tage initiativ til folkeafstemninger.

Det vil Holland og Danmark være blandt kandidaterne til. I Danmarks tilfælde er spørgsmålet, om ikke regeringen simpelthen er forpligtet til at indkalde til folkeafstemning specifikt om særdomstolenes kompetence inden for ’investeringsbeskyttelse’. Meget tyder på, at det er tilfældet.

TTIP-netværket, som er en koalition af danske organisationer, der har arbejdet sammen om TTIP i nogle år, har fået advokat Georg Lett til at kigge på sagen, og konklusionen i dennes notat om sagen er, at det bør behandles efter Grundlovens §20, dvs. vedtages med fem sjettedele af stemmerne, eller sendes til folkeafstemning.

Det skyldes den kompetence, særdomstolene får under CETA og står til at få under TTIP. Afgørelser fra disse domstole eller voldgiftspaneler skal betragtes som en dom afsagt af en national domstol. I princippet skal Finansministeriet skrive en stor check i samme øjeblik, en endelig afgørelse ved særdomstolen går Danmark imod.

De politiske argumenter mangler heller ikke: Det er en stor beslutning at træde ind i en aftale af denne type med Canada, og på sigt med USA, og der er ikke tale om en sag med vanvittigt mange tekniske forviklinger. Den er ganske velegnet til en folkelig debat.

I øjeblikket ser det nu mest ud til, at mange gør store krumspring for helt at undgå offentlighedens søgelys.

Herhjemme blev Folketinget aldrig bedt om at forholde sig til forhandlingsmandatet. Og i EU ser det bestemt heller ikke for kønt ud.

I forsommeren forsøgte EU-Kommissionen således at få regeringerne til at acceptere, at der kun skulle stemmes om CETA i Rådet og Europa-Parlamentet, ikke i de nationale parlamenter. Og i øjeblikket søger Kommissionen om opbakning til at sætte CETA midlertidigt i kraft – inden godkendelsesproceduren er gennemført.

I den atmosfære ville det være livgivende, hvis Folketinget insisterede på en grundig behandling ved en folkeafstemning.

Kenneth Haar er researcher hos Corporate Europe Observatory

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Hansen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Bill Atkins
  • Britta Hansen
  • Ervin Lazar
  • Torben R. Jensen
  • Tue Romanow
  • Einar Carstensen
Finn Hansen, Klaus Lundahl Engelholt, Bill Atkins, Britta Hansen, Ervin Lazar, Torben R. Jensen, Tue Romanow og Einar Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben R. Jensen

Det danske retsforbehold burde kunne forhindre, at Danmark deltager i frihandelsaftalerne i den nuværende form med en overnational domstol eller tribunal, som den kaldes.

Selv om indholdet af aftalerne ikke var offentligt kendt, da vi i efteråret 2015 stemte om afskaffelse af retsforbeholdet, så har de europæiske regeringer været orienteret om tribunalet.

Frihandelsaftalerne kan derfor have været den væsentligste grund til hastværket med folkeafstemningen og ikke mindst, at afstemningen skulle gælde hele retsforbeholdet og ikke blot det dengang akutte problem med et europæisk politisamarbejde. Det vil i givet fald være en grov misinformation.

Kaare Skyum, Finn Hansen, Jan Troelsen, Bill Atkins og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Glimrende kommentar af Kenneth Haar.
Problemet er blot, at vi vil få en løgnagtigtig kampagne, som i 1972, da vi stemte os ind i EU.

Den gang var argumenterne i avisernes helsides-annoncer fx: "Prisen på et nej: 500 gram kaffe: JA: kr. 12,35/ NEJ 15,43" og Sko: JA kr. 128- /NEJ: 160,-"

Og de nejsigere, der henviste til Romtraktatens omtale af en stadig snævrere union blev beskyldt for at være løgnere og fantaster.

Og så videre, og så videre.

Finn Hansen, Jan Troelsen, Torben Jørgensen, Bill Atkins, Bjarne Andersen, Dan Johannesson og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar