Læserbrev

Læserbreve

Debat
4. august 2016

Forenklet historie om medicinpriser

Ida Sofie Jensen, koncerndirektør i Lægemiddelindustriforeningen

Information har i den seneste tid sat fokus på medicinpriser med udgangspunkt i et nyt lægemiddel, der helbreder patienter med Hepatitis C.

Jeg kan ikke udtale mig om et enkelt produkt og en enkelt virksomhed, men jeg vil til gengæld gerne berige debatten med lidt fakta. For prissætning af medicin er mere komplekst, end man skulle tro efter at have læst Informations artikler.

For det første kan man på ingen måde sammenligne produktionspris og salgspris, når det gælder lægemidler. Det koster milliarder af kroner og uanede mængder af tid at udvikle et nyt lægemiddel – og det afspejler prisen også.

Faktisk tager det 8-10 år at udvikle et nyt lægemiddel, og det koster i gennemsnit 10 milliarder kroner. Dertil kommer de spildte omkostninger til de mange ’prøveballoner,’ som aldrig bliver til noget.

Fra et virksomhedsperspektiv skal disse omkostninger naturligvis dækkes for at kunne forske i og udvikle nye lægemidler.

Set fra et samfundsmæssigt perspektiv handler priser om, hvad man får for pengene, og det er ikke så lidt: Ny medicin helbreder og forlænger livet for nogle patienter, giver større livskvalitet for andre og erstatter mindre effektive behandlinger.

Medicinen bidrager dermed til at reducere behandlingsomkostninger i sundhedssystemet – ofte med meget mere end hvad selve lægemidlet koster.

Prissætning af medicin er altså komplekst. Og det er faktisk også mere reguleret, end det er blevet beskrevet her i avisen.

Lægemiddelindustriforeningens medlemmer har gennem en årrække indgået aftaler om prisloft på nye lægemidler med regeringen og regionerne. Den seneste aftale om prisen på sygehusmedicin indebærer, at priserne sættes ned med 10 procent over tre år.

Prisaftalen sikrer også et fælles europæisk prisleje for ny medicin, fordi prisen beregnes som et gennemsnit af prisen i ni sammenlignelige lande.

Priser handler om meget andet end størrelse og profit, og det er svært at se, at en fælles europæisk indkøbsorganisation kan ændre på det faktum.

Hvis man laver en europæisk version af Amgros, som sørger for indkøb af medicin til de danske sygehuse, vil det betyde, at vi i Danmark skal underkaste os en fælles europæisk sundhedspolitik.

Adgang til medicin er en vigtig del af sundhedspolitikken, og vi har hidtil indrettet os meget forskelligt i de enkelte lande.

I Danmark vil en fælles indkøbsorganisation formentlig få den konsekvens, at det vil tage meget længere tid, før patienterne får adgang til ny medicin, mens det er tvivlsomt, om det vil få betydning for prissætningen – og hvor langt er vi så?

Dårligt valg at fjerne ’Eksistens’ på P1

Lærke Grandjean, Frederikssund

I februar satte Thomas Buch-Andersen fra tv-programmet Detektor sig i chefstolen for radioens P1. Nu har han planlagt at lukke et af de vigtigste fora for oplysende værdidebat – nemlig P1-programmet Eksistens. Planen er også at lukke programmerne Netværket, Religionsrapport og Kulturlørdag.

Vi er en del borgere, som ikke vil være med til, at kritisk, indsigtsfuld journalistik, holdningsudveksling og dannelse, der er grundlaget for vores demokrati, bliver lukket på udemokratisk vis, helt uden diskussion. Derfor laver vi nu en underskriftsindsamling imod lukningen af programmerne.

Er det konservativt at ville fastholde programmer med både et godt indhold og en god form, som bliver formidlet af erfarne og dygtige studieværter?

Hvis svaret er ja, så vil vi gerne være konservative. For programmerne er så fint i tråd med formålet for DR’s egen eksistens – nemlig at give befolkningen et højt vidensniveau om vigtige emner og bevare demokratiske værdier.

Velfærd alene kan ikke redde syge unge

Vesna Andersen, Nykøbing Falster

Information kører for tiden en række artikler, der handler om unge med ondt i livet. De har flere psykiske problemer end de ældre generationer; de mistrives, kæmper med angst og gør skade på sig selv.

Man efterlyser i artiklerne, at gymnasier og erhvervsskoler får mere fokus på psykisk trivsel blandt de unge. Ligesom man taler om gratis psykologhjælp.

Men hvor er forældrene, familien og vennerne i alt dette? Har vi helt udliciteret vores børns ve og vel til skolerne og kommunerne? Er det ikke rimeligt at forvente og kræve, at de nærmeste til en ung, som har ondt i livet, også skal være der for deres kære?

Et velfærdssamfund skal være der for sine borgere, men det må ikke blive sådan, at man ikke også med rimelighed kan regne med, at de nærmeste er der for at tage hånd om for eksempel deres familie og venner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

lærke Grandjean

Vedr. lukning af Eksistens m.fl. radioprogrammer på P-1, se læserbrevet "Dårligt valg at fjerne ’Eksistens’ på P1". Flere har skrevet og spurgt mig, hvor de kan skrive under for at protestere til kanalleder Thomas Buch-Andersen. Her er linket, hvor du kan skrive under samt evt. skrive en kommentar: http://www.skrivunder.net/bevar_radioprogrammet_eksistens. (Der er nu 1.145 underskrifter samt 64 kommentarerer).

Henning Kjær

Medicinpriser.
"Medicinen bidrager dermed til at reducere behandlingsomkostninger i sundhedssystemet – ofte med meget mere end hvad selve lægemidlet koster" En påstand der ikke passer med de vildt galopperende omkostninger til medicin i det danske sundhedsvæsen.
Prissætningen er ikke mere kompleks end for så meget andet. Hvor meget kan markedet bære? Når et medicinalfirma først har et godt patent kan de i årevis score kassen, og hvornår er det lige vi sidst har hørt om et medicinalfirma med underskud, trods store påståede udviklingsomkostninger. Nogle gange består udviklingsomkostningerne i at udvikle små forbedringer til væsentlig højere priser, og så beskytte disse små påståede forbedringer med nye patenter.

Rigmor Madeleine Lond

Om unge med ondt i livet. HØRT! Vesna Andersen.

En stor ros til Information for at sætte fokus på unge med ondt i livet. Jeg synes imidlertid der mangler fokus på den rolle, som vi alle spiller i denne udvikling og i at vedligeholde den præstationskultur, der betyder, at især unge tror, at de kun er gode nok, hvis de er perfekte. Hvordan er kulturen opstået? Hvordan har vi som enkeltindivider været med til at støtte dens vækst, og hvorfor fortsætter vi med det? Skyldes det mon os - forældrenegenerationens - egen frygt for ikke at være gode nok, at vi lukker øjnene og fortrænger det eller bagateliserer det, når vores børn mistrives? Har vi selv for travlt med at løbe i hamsterhjulet til at tage os tid til at SE vores unge og hjælpe dem? Jeg synes den bekymrende udvikling kalder på selvransagelse hos os alle, og at vi alle hver især (de unge selv, deres venner, forældre, bedsteforældre, lærere, osv.) tager et ansvar for at kæmpe imod kulturen og husker at elske og værdsætte vores unge, uanset om de præsterer gode karakterer, er i gang med en uddannelse, har et job, har venner, eller ej.