Læserbrev

Læserbreve

Debat
19. august 2016

Den socialpolitiske debat skal styrkes

Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte

Først og fremmest vil jeg takke Rasmus Larsen Lindblom for indlægget »Rådet tøver i spørgsmål om socialpolitikken« (12. august), der er en kommentar til Rådet for Socialt Udsattes udgivelse af antologien Udsat for evidens.

Rådet ser meget gerne, at antologien giver anledning til debat. Indsatsen over for socialt udsatte gennemgår en markant forandring i disse år. Skiftende regeringer vil således ikke bruge flere penge på området med begrundelsen, at de eksisterende midler blot skal bruges bedre.

Konsekvenserne af forandringerne for både socialt udsatte, kommunale medarbejdere og andre gør det nødvendigt, at udviklingen til stadighed debatteres og belyses fra alle sider.

For så vidt angår Lindbloms kritik af, at Rådet stiller sig tøvende i debatten ved ikke at ville ’grave sig ned i en grøft’ – og ifølge Lindholm entydigt stiller sig positivt overfor nuværende og foregående regeringers linje – vil jeg sige følgende: Rådet er bestemt ikke tøvende, men slår derimod slag for, at alle implicerede parter åbent tager dialogen om, hvordan ’hvad virker’-paradigmet bliver mere end en parole og faktisk bliver meningsfuldt for dem, det berører.

Antologiens artikler afspejler dette ved blandt andet at berøre følgende spørgsmål: Hvordan bliver effektforskning på området for socialt udsatte meningsfuldt og anvendeligt for socialarbejdere?

Hvad sker der, når forskning møder den politiske virkelighed? Hvilken rolle spiller relationen mellem brugere og socialarbejdere? At tage disse spørgsmål op, mener vi i Rådet for Socialt Udsatte er at tage området alvorligt.

Regeringens regnemodeller har spillet fallit

Jacob Mark, gruppeformand for SF

Skattenedsættelser har aldrig givet det antal job, man regnede med. Til gengæld har de betydet, at der blev færre penge til den velfærd, der gør Danmark stærkt.

Finansministeriets regnemodeller har tydeligvis taget fejl: Nedskæringerne har langt fra fået det antal mennesker i arbejde, som blev forudsagt – hverken da man indførte starthjælpen, forkortede dagpengeperioden eller indførte kontanthjælpsloftet. Derimod har man igen og igen regnet forkert og efterladt tusindvis i fattigdom.

De regnemodeller, Finansministeriet bruger fører til skæve og absurde resultater, der eksempelvis peger mod, at Liberal Alliances politik skulle skabe et rigere samfund.

Men det stik modsatte er tilfældet: Danmark er netop blevet et rigt land ved, at vi har investeret i hinanden gennem velfærd – og derfor er vi også nødt til at vende regnemodellerne på hovedet og regne forebyggelse med i modellerne.

I England arbejder man på preventonomics, der viser, at tidlig forebyggelse og investeringer i børn og unge giver en markant større chance for et godt og sundt liv med færre sygdomme, mindre kriminalitet og højere sandsynlighed for en uddannelse og et arbejde.

Herhjemme har kommunerne trukket på svenske erfaringer og modeller, hvor der investeres massivt i ’god inklusion’ ved at inkludere flere børn i det almene skolevæsen og samtidig bruge en stor sum penge på at lade flere lærere, pædagoger og fageksperter hjælpe børnene.

Effekterne betyder færre udgifter til specialområdet, og de sparede midler bruges på andre forebyggende tiltag. Nu vil vi i SF gøre det samme på landsplan.

Vi vil afsætte 6,6 milliarder kroner årligt over 10 år til styrket velfærd og forebyggelse. 4,9 milliarder kroner om året skal sikre, at alle børn får en god start i livet, og yderligere 1,7 milliarder kroner om året bruges til at styrke den forebyggende indsats, herunder bedre arbejdsmiljø, mere personale på fødegangene, flere pædagoger i daginstitutionerne, frokost i folkeskolen og mere vejledning på uddannelserne.

Vi foreslår det, fordi det vil sikre en masse mennesker et bedre liv. Og fordi det vil være en langt bedre investering end en skattenedsættelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her