Debat
25. august 2016

SU fremmer uddannelseslighed

Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening

Ligheden i uddannelsessystemet er under angreb, når debatten falder på SU frem mod regeringens ventede 2025-plan. Forrest i skudlinjen står de studerende, der ikke har et stærkt økonomisk grundlag med i rygsækken. Fra flere sider har det nemlig været foreslået at omlægge kandidat-SU fra ydelse til lån.

I Dansk Magisterforening har vi derfor nedsat et uafhængigt SU-forskerpanel, som skal afdække SU’ens betydning for uddannelsesvalg og social mobilitet, så beslutninger kan træffes på et oplyst grundlag.

Det vil koste 150.000 kroner at låne sig til en kandidatuddannelse, men det vil ikke kun få konsekvenser for de studerende. Mange vil uden tvivl fravælge kandidaten, hvis den gøres lånebaseret, og det vil ramme os alle, hvis der bliver færre universitetskandidater, der bidrager til samfundet gennem skatter.

Vi har et unikt uddannelsessystem i Danmark, som vi skal værne om. Det skaber skævhed og ulighed, hvis lyse hoveder bliver holdt uden for kandidatuddannelserne af en betalingsmur.

Homokampen gælder også for Hasan og Mohammed

Pia Olsen Dyhr, formand for Socialistisk Folkeparti

Jeg er gået med i Copenhagen Pride de seneste år. Det gør altid et stort indtryk på mig at tale med folk fra LGBT-miljøet og høre om deres udfordringer og deres historie.

I år gjorde det særligt indtryk på mig at høre historierne fra de mange nydanske unge med muslimsk baggrund. De bliver desværre ofte set ned på og foragtet i indvandrermiljøet.

Det er netop deres kamp for frihed til at være dem, de er uden at blive udsat for vold, trusler eller udstødelse, som jeg forsøgte at slå et slag for ved at invitere imamer til at gå med mig og SF i Priden. De er med deres modvilje mod homoseksuelle med til at fastholde og legitimere et reaktionært og nedværdigende syn på homoseksuelle.

Den kamp for personlig frihed og retten til at være homoseksuel i indvandrermiljøet i Danmark faldt af en eller anden mærkværdig grund i weekenden en lederskribent i Information for brystet. Men hvis man ikke på årsdagen for seksuel frigørelse kan sætte luppen på en af de største seksuelle frihedskampe netop nu, så ved jeg ikke, hvornår det skulle være mere passende.

Jeg vil ikke være med til at lade en misforstået opfattelse af tolerance og etnisk og kulturel rummelighed blokere for et helt nødvendigt opgør med åbenlys homofobi, undertrykkelse og netop intolerance begrundet i religion.

Sidste år viste en undersøgelse, at en tredjedel af homoseksuelle med muslimsk baggrund har overvejet at begå selvmord. Og 60 procent af homoseksuelle med indvandrerbaggrund holder deres seksualitet skjult for deres forældre. Hver ottende har været udsat for vold fra familiemedlemmer på grund af deres seksualitet.

Havde danske imamer troppet op til Priden i København, havde det da været et stærkt signal til unge muslimer og deres familier om, at de tager klart afstand til homofobi og bakker op om, at seksualitet er et individuelt valg som fortjener respekt. Den vigtigste seksuelle frihedskamp netop nu foregår i indvandrermiljøet. Vi skal da ikke lade disse unge mennesker i stikken på grund af en misforstået tolerance.

Ytringsfrihedshykleri

Rasmus Amtoft, Frederiksberg

Under krisen med Muhammed-tegningerne omtalte mange danske politikere ytringsfrihed som noget af det mest rød-hvide, vi kunne mønstre i vores kultur. Selvom Danmarks ambassader og flag brændte ude i verden, og vores varer blev boykottet, stod politikerne sammen om, at alle har ret til at ytre sig frit i offentligheden i Danmark.

I dag er billedet ganske anderledes. Folketingspolitikere som Naser Khader – der er selvudnævnt fanatisk demokrat – mener nu, at religiøse sammenslutninger som Muslimsk Trossamfund ikke skal have lov til at prædike deres fordummende, middelalderlige ideer. Ingen lader til at kunne se det ironiske i, at vi for ti år siden mente det modsatte.

Man har valgt at vise den muslimske verden, at vi ikke tolererer indskrænkninger af ytringsfriheden. Men samme frihed gælder altså ikke, når vores værdier krænkes.

Vi fremstår hykleriske og svage. Både over for det vi kæmper imod, men også over for dem der har kæmpet for at blive en del af vores samfund og kultur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her