Læserbreve

Hvordan bliver man diagnosefri?

Mikaela Sindesen, Malling

Det gav mening for både mig selv og min omverden, da jeg i 2010 fik stillet diagnosen bipolar affektiv lidelse.

Det forklarede de uhensigtsmæssige adfærdsmønstre og tanker. For mig blev diagnosen et arbejdsredskab: Jeg lærte at navigere i, hvad der bare var symptomer og sygdom – og altså ikke mig, og jeg er i dag blevet dygtig til at gennemskue, om noget er godt eller skidt for mig.

Dér var jeg ikke nået til uden hjælp fra psykiatrien og hjælp af kommunen – hjælp, som jeg kun fik adgang til i kraft af min diagnose.

Den 16. august fik jeg så en ny diagnose: bipolar affektiv lidelse i remission. Remission betyder, at en sygdom er i dvale. Det har krævet enormt hårdt arbejde at komme hertil. Jeg er nu mentalt ret sund, og jeg lytter til min krop, når den fortæller mig, at noget er uhensigtsmæssigt – og jeg handler på det hver eneste gang.

Regelmæssighed er et nøgleord: Jeg skal tidligt i seng, planlægge alt på forhånd og konstant afveje, hvor mange kræfter jeg har, og hvor meget stress jeg kan tåle. Jeg siger oftere nej end ja, og det har fortsat omkostninger for både venner og familie. Mine venner og familie fortjener guldmedaljer for deres forståelse, tålmodighed og omsorg.

Jeg har altså siden 2010 kæmpet mig væk fra selvmordstanker og indlæggelser til et liv, hvor jeg kan kalde mig socialrådgiver om mindre end et år. Jeg er aktiv i bestyrelsen i Depressionsforeningen, og jeg er – oftest, tror jeg – en god mor. Jeg er så stolt af at være kommet hertil – jeg fortjener vist også en guldmedalje.

Jeg ville bare sådan ønske, at jeg ikke behøvede en diagnose længere. At systemet ville sætte mig fri. Sygdommen kommer muligvis tilbage, men for mig er den ikke i dvale – den er væk.

Jeg har svært ved at se formålet med disse dvale-diagnoser. Jeg føler mig sat i bås og sygeliggjort – for jeg er ikke syg længere, og derfor oplever jeg ikke længere diagnosen som et arbejdsredskab.

Min diagnose betyder jo reelt, at jeg er rask lige nu. Det er ikke længere mig, der har brug for den, men det samfund og psykiatriske system, der ikke vil tage mig ud af kategorien som psykisk syg. Et samfund, der åbenbart stadig hænger fast i tesen: Én gang sindssyg, altid sindssyg. Og det gør ondt.

Søgsmål vidner om syg politisk kultur

Michael Bjørn Hansen, Skovshoved

Artiklen »Lidt ærgerligt, hvis nogen får det indtryk, at jura er sådan et sted, hvor man går rundt og sagsøger hinanden« (26. august) om min sag mod Kristian Hegaard mangler nogle væsentlige pointer og sammenhænge:

På jurastudiet skal gruppearbejdet opprioriteres – og negligerer en lærer det, så kan det medføre fyring.

Disse retningslinjer var jurastuderende og politiker Kristian Hegaard bekendt med, da han indsendte en klage til Det Juridiske Fakultetet, om at jeg som underviser ikke havde dannet grupper ’trods utallige studenteranmodninger herom’.

Han fremhævede, at han havde ’pointeret forholdene for underviseren’, og han opfordrede universitetet til, at der skulle ske noget ’drastisk’ i relation til mig.

Jeg har aldrig været ude for noget lignende i de 38 år, jeg har været ansat på universitetet. Klagens påstand er fuldstændig i strid med sandheden.

Allerede ved begyndelsen af det pågældende semester gik jeg i gang med gruppedannelsesarbejdet. Lister, hvor man kunne skrive sig på, gik rundt flere gange – og Kristian Hegaard skrev sig også på – og de blev efterfølgende sendt ud til alle via mail – også til Kristian Hegaard.

Alt dette dokumenteres med otte bilag, der er fremlagt i retten. Trods påstanden om de ’utallige studenteranmodninger’, har Kristian Hegaard ikke kunnet fremskaffe et eneste vidne.

Kristian Hegaard er kommunal politiker, opstillet til Folketinget og aktiv i studenterpolitik. Da det er absurd at få en klage med et falsk faktum fra en person, der gerne vil være jurist, kunne jeg kun opfatte klagen som et politisk stunt.

For at overbevise Det Juridiske Fakultet om, at der vitterligt var tale om en klage med et falsk faktum og for at vise, at jeg tog sagen yderst alvorligt, udarbejdede jeg et udkast til en stævning, hvor jeg på normal juridisk vis påviste sagens rette sammenhæng.

Andre undervisere bakkede – og bakker fortsat – mig op. Det er tilsyneladende ikke sjældent, at elever udsætter lærere for helt urimelige angreb. Men fakultetet anerkendte ikke min dokumentation. Så efter ti dage modtog retten min stævning.

Jeg har tilbudt at forlige sagen, hvis Kristian Hegaard trækker sit falske udsagn tilbage. Det vil han ikke, og derfor mødes vi beklageligvis i retten. Det siger noget om den politiske kultur i Danmark, at et vordende folketingsmedlem for Radikale Venstre fører sig frem på den måde.