Læserbreve

Dialog er svaret – ikke kristen ekstremisme

Anders Palstrøm, København

’Den moderne verden er religiøs. Nu er det op til os, om den skal være kristen eller islamisk.’ Sådan slutter journalist Iben Thranholm sit debatindlæg i Information (27. august), og bemærkningen er selvsagt problematisk.

Hvorfor skal den såkaldte kamp mellem kristendom og islam ende med sejr og nederlag? Det er en falsk præmis, som ignorerer styrken ved religiøs tolerance og mangfoldighed i en tid, hvor ekstremismens ansigtstræk trækkes stadig skarpere op.

Frontkæmperne i denne kamp findes blandt andet i Mellemøsten, hvor organisationer som Dansk Ungdoms Fællesråd og Danmission støtter unges arbejde for dialog og antiradikalisering. Mange af disse unge er muslimer, andre kristne og atter andre ateister. For dem er der ingen kamp mellem kristendom og islam. De er derimod fælles om troen på både demokrati og dialog. De ønsker at skabe samfund, hvor menneskerettigheder og menneskeligt ligeværd er grundpiller, men de har også den åndelige dimension med: den interreligiøse dialog er en livsform.

Dialog handler her om at forstå og tolerere den andens religiøsitet og ståsted for dermed at kunne mødes i fællesskab. Møder vi mennesker med ekstremistiske overbevisninger, så består opgaven i at forsøge at tolerere vedkommende for at kunne arbejde med ekstremismen – og dermed afradikalisere. Det tager tid, hvis det skal lykkes, og det kan være uhyre svært, for vi risikerer at skubbe vedkommende endnu længere fra os – og ud over de afgrunde, der desværre kan tage uskyldige med i faldet.

Iben Thranholm har ret, når hun gør opmærksom på, at den åndelige dimension betyder noget mange steder i verden – og at vi i Vesten ofte underkender dette. Vi bør ikke ignorere det teologiske aspekt i konflikter, der næres af religiøse læresætninger.

Men svaret på islamisk ekstremisme er ikke kristen ekstremisme. Svaret er dialog, og her er vi alle på samme hold uagtet vores religiøse og ikke-religiøse forskelligheder.

København opgiver de arbejdsløse

Søren Kjærsgaard, borgmester i Holbæk (V)

En af de vigtigste opgaver i de kommende år – både på landsplan, men i høj grad også lokalt – bliver at arbejde for at få flere væk fra offentlig forsørgelse og i beskæftigelse. Derfor var jeg også lige ved at få kaffen galt i halsen, da jeg i Information kunne læse, at Københavns Kommune nærmest har opgivet at flytte folk fra et passivt liv på offentlige ydelser til et aktivt liv på arbejdsmarkedet.

Sådan udtaler Københavns socialborgmester Jesper Christensen (S) sig nemlig klart og tydeligt i artiklen »Tusindvis af fattige københavnere risikerer at blive sat på gaden« (15. august). For konsekvenserne af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen vil ifølge Jesper Christensen være, at københavnere bliver sat på gaden og må flytte fra København. Faktisk kan man ligefrem risikere at måtte flytte til Holbæk, hvor man har råd til at bo, hvis man påvirkes af kontanthjælpsloftet, lød det fra ham.

I Holbæk tager vi selvfølgelig hjertens gerne imod nye familier. I Holbæk Kommune arbejder vi benhårdt på at få folk væk fra offentlig forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet. I København virker det, som om socialborgmesteren har givet op – dér er der åbenbart ingen anden udvej for kontanthjælpsmodtagere end at flytte.

Grundlæggende tror jeg, at Jesper Christensen og jeg ser helt forskelligt på kontanthjælp. På samme måde kan man være både for og imod kontanthjælpsloftet af forskellige politiske grunde. De fleste er enige om, at det bedre skal kunne betale sig at tage et arbejde. Men jeg kan ikke forstå, at kontanthjælpsloftet skal blive en undskyldning for at fralægge sig et ansvar med at få folk væk fra kontanthjælp og over i beskæftigelse.

Hængt ud på forsiden

Niels Elbæk, Roskilde

Jeg har været abonnent på Information siden 1983 og mindes ikke et tilsvarende karaktermord på forsiden som det, vi så forleden under rubrikken: »Er du også blevet forført af Brinkmanns populisme?« (25. august). Den forside kalder på en uforbeholden undskyldning fra avisen. Medmindre den er startskuddet på en ny redaktionel – og ganske uhørt – stil?

Min kritik går ikke på selve artiklen, der dog ikke var imponerende, men på avisens forside, der altså fastslår, at Brinkmann er populist. Men man er jo ikke populist, bare fordi man har solgt 60.000 bøger. Man er snarere en dygtig publicist. Jeg ser gerne en kritisk anmeldelse af Brinkmanns bøger, det er der behov for. Men at gå efter manden på denne måde er under lavmålet.