Læserbrev

Læserbreve

8. august 2016

Tyskland er ikke europamester i ulighed

Wolfgang Zank, Aalborg

I den ellers interessante artikel »Tysklands skæve bagside« (2. august), står der i indledningen, at Tyskland skulle være »europamester i ulighed«.

Der findes sikkert masser af problemer i Tyskland – men ulighed er noget, der kan måles. Normalt benytter man Gini-koefficienten, som svinger mellem total lighed på 0 og total ulighed på 100 procent.

Der findes endnu ikke tal for 2015, men i 2014 lå Tyskland på 30,7. Det er ganske vist en lidt større ulighed end i Danmark, men det er under EU-gennemsnittet.

Hvis man koncentrerer sig om de store EU-lande, er Tyskland endda et usædvanligt lige samfund. I Storbritannien var koefficienten i 2014 på 31,6 – altså et stykke over Tyskland – og i Spanien var den endda helt oppe på 34,7. Kun Frankrig var en smule mere lige end Tyskland.

Gini-koefficienter svinger lidt fra år til år. Hvis vi går vi et år tilbage til 2013, var Tyskland dengang faktisk europamester i lighed blandt de store EU-lande.

I juli publicerede forskningsinstituttet IFO i München et studie, der viste, at den tyske velfærdsstat er blandt de OECD-lande, som omfordeler mest fra rige til fattige.

Påstandene om en angiveligt stigende ulighed blev her demonteret, og IFO er altså uenige med Marcel Fratzscher, leder af DIW-instituttet og Information-journalist Lasse Soll Sundes eneste kilde.

Jeg hæfter mig desuden også ved, at Marcel Fratzscher i artiklen sagde mange kritiske og rigtige ting om sociale problemer i Tyskland – men han sagde intet om Tyskland i forhold til andre lande. Så hvordan er det blevet til, at Tyskland er »europamester i ulighed?«

Pensionsalder bør afhænge af uddannelse

Jonatan Udsholt, København

Til efteråret skal pensionssystemet sandsynligvis igen justeres, hvis regeringen som ventet foreslår at fremrykke forhøjelsen af folkepensionsalderen.

I forbindelse med en sådan justering bør man samtidig ændre den indekseringsmekanisme, der tilpasser folkepensionsalderen til befolkningens levetid. I dag er indekseringsmekanismen indrettet således, at danskerne i gennemsnit får 14,5 år på pension.

Den gennemsnitlige levetid er steget for alle befolkningsgrupper, men der er alligevel markante forskelle, og uligheden i levetid vokser: Fra 1987 til 2009 er forskellen i levetid mellem den øverste og den laveste uddannelseskvartil ifølge Sundhedsstyrelsen vokset fra 2,0 til 3,8 år for mænd og fra 1,2 til 2,5 år for kvinder.

Fordi den gennemsnitlige levetid bruges som grundlag for at beregne forhøjelsen af én universel folkepensionsalder, får personer med kort uddannelse færre pensionsår end personer med en længere uddannelse.

Ser man for eksempel på 65-årige i 2009, får ufaglærte gennemsnitligt tre år mindre på pension end personer med en lang videregående uddannelse. Det viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I stedet for at basere pensionsalderen på den gennemsnitlige forventede restlevetid for 60-årige burde man tage udgangspunkt i de forskellige uddannelsesgruppers forventede restlevetid, hvilket Danmarks Statistik og Sundhedsstyrelsen har detaljerede tal for.

Det ville også være en gevinst for samfundsøkonomien, fordi personer med længere uddannelser gennemsnitligt er mere produktive end personer med kortere uddannelser.

Samtidig topper produktiviteten i erhverv, der fortrinsvis beskæftiger personer med længere uddannelser, typisk senere i livet. For personer med kortere uddannelser er produktiviteten tættere koblet til den fysiske arbejdsevne, som jo er aftagende med alderen.

For tidligt at spå om Brexit-effekt

Claus Tingstrøm, Hellerup

Erik Høgh-Sørensen skriver i læserbrevet »Brexit-katastrofe er udeblevet« (3. august), at Storbritanniens økonomi ikke har lidt alvorlig skade siden Brexit-afstemningen.

Argumentet er typisk for Brexit-tilhængernes manipulation – ingen har jo nogensinde påstået, at Storbritanniens økonomi ville falde sammen seks uger efter afstemningen.

Brexit-tilhængere påstår også, at Storbritanniens problemer med arbejdsløshed er EU’s skyld. Det reelle problem er, at Storbritannien er et af de mest ulige lande i EU. Det ligger som nummer 108 på det såkaldte Gini-indeks, mens EU-landene Sverige og Danmark ligger helt i bund.

Fattigdommen og uligheden i Storbritannien er ikke EU’s, men skiftende britiske regeringers ansvar – præcis ligesom danske og svenske regeringer bærer ansvaret for vores højere velstand og lavere ulighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu