Læserbrev

Læserbreve

Debat
11. august 2016

Skam over psykiske lidelser kommer udefra

Svend Brinkmann, Aarhus

I et læserbrev i Information den 10. august kritiserer David Cecil min kronik fra den 20. juni, hvori jeg argumenterer for, at det risikerer at øge stigmatiseringen og den psykisk lidendes skamfølelse, hvis fysiske og psykiske lidelser sidestilles.

Cecil medgiver, at forskning viser, at ikke-syges negative holdning til psykisk sygdom kan øges med denne sidestilling, men han har to kritikpunkter, som imidlertid begge er forfejlede: Først hævder han, at det ikke er understøttet af forskningen, at skam kan følge af samfundets stigmatisering. Han mener, at skam er ’indefrakommende’.

Dette er imidlertid i modstrid med alt, hvad vi ved om skam, herunder at denne pinefulde følelse nødvendigvis involverer det, at man ser sig selv gennem andres øjne. Det er kort sagt definitorisk for skamfølelsen, at den er social og ’udefrakommende’ – for at bruge Cecils modstilling.

Dernæst hævder han, at ligheden mellem fysiske og psykiske lidelser kan ses ved, at der er en stærk genetisk komponent ved flere psykiske sygdomme. Det sidste er korrekt, men det er en simpel fejlslutning at slutte til, at psykiske lidelser derfor er som fysiske.

Alskens evner, træk og dispositioner har en genetisk komponent – for eksempel musikalitet – uden at vi dermed vil kalde det en psykisk lidelse. Det har simpelthen ikke noget med sagen at gøre.

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg på ingen måde ønsker at negligere menneskers psykiske lidelser. Tværtimod ønsker jeg, at vi sammen håndterer disse lidelser bedre.

Men forskningen viser, at det kan skabe stigmatisering af de lidende, når man – i bedste mening – insisterer på, at ’psykiske lidelser er sygdomme ligesom fysiske sygdomme’, og det er efter min mening en vigtig nuance i debatten.

Læringsplaner er dårlige for læringen

Lotte Rod, MF og børneordfører for Radikale Venstre

Kritikken mod læringsmål i børnehaven er udtryk for »læringsfrygt«, skriver Andreas Rasch-Christensen i kronikken den 4. juli. Det er forkert. Det handler om børnesyn.

Børn skal lege og lære. Det er vi enige om. Men midlet er forkert: Børn lærer ikke mere af læringsmål. Tværtimod.

Rasch gentager, at de nye mål skal gå på institutionerne. Det er klogt, men selvmodsigende: Læringsmål er pr. definition et mål for børnene. Hvis det ikke er det, man vil, må man kalde det noget andet.

Der er en alvorlig risiko for, at læringsmål griber om sig. Selv om man i første omgang kun laver mål på institutionsniveau, er der en overhængende risiko for, at de bliver konkretiseret på det enkelte barn.

Det er for eksempel ikke svært at forestille sig, at forvaltningerne i oversættelsen fra ministeriet til kommune vil prøve at ’hjælpe’ institutionerne ved at udvikle et dokumentationsværktøj, som måler det enkelte barn. Simpelthen fordi det er let at operationalisere.

Kig for eksempel på folkeskolen. I forligskredsen aftalte vi at forenkle de fælles mål. Alligevel kom der flere tusinde mål.

Og endnu værre: Mange steder har målene – stik imod hensigten – ført til en indsnævring af undervisningen, så lærere nu er bange for, at de snyder, hvis de skifter læringsmål undervejs. Og det på trods af, at det at gribe børnenes engagement er en grundpille i lærerfagligheden.

Der er også risiko for, at nærvær og begejstring bliver kvalt af silotænkning. De eksisterende læreplaner fungerer godt til refleksion. De fungerer dårligt, hvis man arbejder med dem enkeltvis, for eksempel med naturfænomener i to måneder eller sprog kl. 10-11.

En dygtig pædagog tænker alle aspekter på én gang: Børn suger viden til sig hele tiden. Også når de lige pludselig får øje på en regnorm. De dyrker naturfænomener, når de snakker om, hvad den spiser, og hvor den bor.

De bruger sproget. De holder balancen på hug. De lærer, at man må vente, indtil det er ens tur til at låne luppen. De får succes med at turde at røre lige så forsigtigt ved ormen, selv om de ikke turde til at begynde med. De lærer at passe på naturen. Måske tegner de regnormen.

Tingene kan ikke adskilles. Det giver ingen mening at arbejde med sprog uden social kontekst eller med naturen uden kroppen. Hvad skal det så nytte at gøre det mere søjleopdelt?

Vores dagtilbud skal give børn lyst til at lege og være nysgerrige. Det kræver, at vi ikke kvæler pædagogernes faglighed med mål. Dårlig pædagogik bliver ikke bedre af læringsmål. Det giver kun mindre nærvær, mindre fordybelse, mindre nysgerrighed, mindre refleksion. Lad os i stedet bruge kræfterne på det, der virker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her