Rådet tøver i spørgsmål om socialpolitikken
Rasmus Larsen Lindblom, velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv
Rådet for Socialt Udsatte tøver med socialpolitikken. Det må være konklusionen, efter jeg i sommerferien fik læst Rådets nye antologi Udsat for Evidens.
Jeg gav indledningsvist gerne point for ordspillet ’Udsat for evidens’, hvis ikke emnet var så vigtigt. Men det er ærlig talt lidt for bekvemt, når et rådgivende råd i forordet erklærer sig neutralt og ikke vil »stå i den ene eller den anden grøft« i debatten om evidens og styring af sociale indsatser.
Som samfund bruger vi årligt 45 milliarder kroner på sociale indsatser, og ambitionen må vel være den størst mulige forskel for den enkelte borger. Ingen, absolut heller ikke jeg, påstår, at sociale indsatser ikke formår at løfte mennesker positivt.
Dansk Erhverv har eksempelvis mange medlemmer, der effektivt hjælper udsatte børn og unge videre i livet. Men som samfund ved vi bare ikke altid, hvad der virker. Vi har fortsat ’videnshuller’, som Social- og Indenrigsministeriets socialpolitiske redegørelse viser på tværs af siloer og målgrupper.
Heller ikke her var Rådet i offensiven, men fik i sit pressemateriale dog sagt, at »det altid er godt med nye tal og analyser«.
Faggrupper tæt på praksis peger ofte på, at viden skal være anvendelig og lokalt være meningsfuld. Særligt når den bruges i nationale statistikker, langt fra hverdagen.
Jeg er enig, men hvem oversætter, hvad der er meningsfuldt? Den lokale ledelse, men også meningsdannerne i samfundsdebatten har et stort ansvar.
Og Rådet? I antologien får en tidligere kontorchef luft til at fortælle, hvordan han dengang fik »kvalme«, når ny viden tikkede ind.
Den subjektivitet gavner ingen, og ja, evidens og dokumentation på socialområdet er dilemmafyldt, som forskningsbidrag i antologien også viser. Ikke alt kan eller skal måles, men hvorfor lade faglighed og evidens være modsætninger?
Jeg savner ’bly i handsken’. At Rådet løfter eksempler på kommuner, virksomheder og organisationer, hvor evidens forbedrer velfærd. For de er der. Sociale tilbud, hvor eksempelvis Mødrehjælpen har lagt rådgivningstilbud om og nu gør en større forskel.
Akademikere kan også blive nedslidte
Lisa Herold Ferbing, formand for DJØF
Jonatan Udsholt argumenterer her i Information den 8. august for, at personer med lange uddannelser skal have en højere pensionsalder end andre. I DJØF vil vi kraftigt advare mod, at vi begynder at forskelsbehandle forskellige fag- og uddannelsesgrupper.
Antallet af leveår efter pensioneringen er meget individuelt og afhænger helt af, hvilket arbejdsliv man har haft – og hvilket liv man i øvrigt har levet.
En pensionsalder på 68 kan være en høj alder, hvis man har haft et hårdt fysisk arbejdsliv, og knæ, skuldre og ryg er slidte. Men det er det også for en akademiker, der måske har haft et stresset og psykisk opslidende arbejde gennem mange år.
Antallet af henvendelser til DJØF fra medlemmer med et dårligt psykisk arbejdsmiljø er steget med over 450 procent siden 2008.
Med velfærdsforliget fra 2006, tilbagetrækningsreformen fra 2011 og reformen af førtidspensionen og fleksjob i 2013 er der rørt godt og grundigt rundt i gryden af muligheder for at trække sig tilbage før folkepensionsalderen.
Meget tyder på, at kriterierne for at få seniorførtidspension er alt for skrappe, og alt for få får adgang til at bruge ordningen.
Det vil være oplagt at få en evaluering af, om reformerne virker efter hensigten, eller om der er nogle utilsigtede konsekvenser for nedslidte – med korte, mellemlange, videregående eller slet ingen uddannelse.
