Kommentar

Læserbreve

13. august 2016

Humanistiske ceremonier findes

Ole Morten Nygård, Humanistisk Samfund

Informations lederskribent skrev mandag den 8. august, at vi savner nutidige ritualer omkring døden i Nordeuropa. Men her i Danmark har vi i foreningen Humanistisk Samfund nu forestået sådanne ceremonier ved vores humanistiske begravelser i over syv år. Vi har vasket traditionerne i tidens strøm og dermed bygger den humanistiske begravelse videre på vores kultur omkring døden.

Forskellen er fraværet af Gud og fokuseringen på den afdøde i musik, ord og tekstvalg. En humanistisk begravelse hylder livet og sørger over den døde uden salmer eller religiøse referencer. Den er positivistisk og fokuserer på det unikke i, at dette menneske overhovedet har levet, og at det evnede det, det gjorde.

Vi værdsætter ritualer, for de giver rammer for, at vi kan fatte døden og sørge. Ritualer bliver meningsfulde og styrkende, når vi selv definerer dem ud fra vores livssyn. Så kan vi sikre at begravelsens hovedomdrejningspunkt er den afdøde, det levede liv og det enestående i, hvad netop dette menneske har betydet for sine omgivelser og de mennesker, hun eller han har været i berøring med.

Fælles livssyn giver fælles referencepunkter, og da der er en over 130-årig sekulær tradition i Danmark, er der masser at trække på. Vores kultur har mange egnede tekster til den sekulære begravelse. Man skal ikke beskæftige sig langt tid med humanistiske begravelser, før man finder relevant musik og velegnede digte særligt fra det tyvende århundrede og fremefter i dansk lyrik. Den humanistiske begravelse er i dag nok det mest strukturerede og gennemarbejde bud på en ikkereligiøs ceremoni ved en dansk begravelse.

Når politikere forkorter armslængden

Lars Weiss, formand for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen

Det er ikke nyt, at Dansk Folkeparti med økonomisk pression forsøger at nedbryde armslængdeprincippet i forhold til den kunst og kultur, som partiet ikke bryder sig om. Daværende kulturordfører for Dansk Folkeparti, Louise Frevert, krævede indflydelse på Det Kgl. Teaters repertoire. Skiftende medlemmer af DR’s bestyrelse har haft samme hensigt. Søren Espersen proklamerede, at den, der betaler orkesteret, bestemmer musikken, og Ole Hyltoft hængte som bestyrelsesmedlem – imod al god bestyrelsesskik – DR-medarbejdere ud offentligt.

Ole Bornedahls tv-serie 1864, som ikke levede op til DF’s forlorne nationalisme, blev truet på økonomien, og landets største borgerlige parti krævede forleden DR’s budget beskåret med en fjerdedel med anvisning af, hvilke kanaler og programmer der kan fjernes. Senest foreslår DF, at kunstmuseerne Louisiana og Arken beskåret med 15 milliarder kroner årligt i god overensstemmelse med Karin Nødgaard, der i sin tid som smagsdommer og formand for Folketingets kulturudvalg ønskede færre midler til det eksperimenterende.

Det er heller ikke nyt, at Venstre som næststørste borgerlige parti også i kulturpolitikken går i hælene på Dansk Folkeparti. Bertel Haarder, som har for vane at skubbe Grundtvig foran sig som alibi for frisind, er med på amputeringen af de nationale radio- og TV-kanaler med følgende privatiseringer for offentlige midler, som partiet har stor appetit på. Og Venstres kulturordfører, Britt Bager, er mere end villig til at sabotere de to kunstmuseer, især Arken, som ligger på den københavnske vestegn. Sammenblandingen af politik og kunst er ikke ukendt for ’Danmarks liberale Parti’. For få år siden truede den daværende ordfører, Aastrup Jensen, Arbejdermuseet i Rømersgade i København på budgettet.

Alt det er ikke nyt, men det er farligt, hvis det får lov at gå i svang. Det leverer historien flere skræmmende eksempler på.

Om skattetryk og ældrebyrde

Aage Jørgensen, Mårslet

Andreas Ellgaard Bruhn skrev den 9. august i et læserbrev om »socialistisk skatteforvildelse«, at Danmark har OECD’s højeste skattetryk. Jo, men hvor vigtigt er det? For at en sådan konstatering kan sige noget vigtigt, må man vel tage i betragtning, hvilke udgifter det såkaldte skattetryk fritager borgerne for. I Danmark er der mange udmærkede foranstaltninger, som andre landes borgere selv betaler for: uddannelse, sundhedsvæsen, infrastruktur, kulturelt udbud og så videre.

Og først og fremmest har vi jo et system, der giver masser af penge til de rigeste og til det skrantende landbrug, så den del af befolkningen slipper for at gå for lud og koldt vand. Efter sigende hjælper det os andre til at tjene så meget, at vi bliver ved med at være verdens lykkeligste folk. I øjeblikket skaber regeringen med målrettede tiltag en gruppe forhutlede eksistenser, som vi lykkelige kan lune os ved at ignorere eller se ned på.

Man kan rent ud sagt blive træt af den bestandige snak om skattetryk. Det kan godt være, at økonomiske antagelser kan føre frem til, at trykket er 50,9. Men til hvilken procentsats skal man sætte fordelene ved at bo i det her Lykke-land?

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu