Læsetid 6 min.

Mit mønsterbrud kom så tidligt, at jeg nærmest ikke opdagede det

En skæbnesvanger optagelsesprøve i 1954 banede vejen til gratis uddannelse og social opstigning for denne bondesøn – stort set uden, at jeg tænkte over det. Og hvad kan man så lære af det? Måske, at vores indsatser i dag for at modvirke social arv burde ligge meget tidligere
Niels Kærgaard’s største sejr kom som 11-årig. Det var sejren, der banede vejen for alle andre senere sejre, nemlig optagelsesprøven til mellemskolen på gymnasiet i Hjørring i 1954.

Niels Kærgaard’s største sejr kom som 11-årig. Det var sejren, der banede vejen for alle andre senere sejre, nemlig optagelsesprøven til mellemskolen på gymnasiet i Hjørring i 1954.

Sille Veilmark
13. august 2016

De vigtigste sejre i et menneskes liv bliver ofte grundlagt tidligt.

De gloværdigste succeser – eksaminer og udnævnelser der bliver lagt mærke til – bygger ofte på mindre synlige sejre i barndommen. En god børnehave, et lykkeligt skoleskift og lidt held i uddannelsesvalget. Sådan har det også været for mig.

Når jeg i dag som godt 70-årig sidder i et sommerhus i regnvejr i Vendsyssel og kigger ud på et Vesterhav med så megen blæst, at der ikke er nogen badende, giver det anledning til dybe overvejelser, når man får en Information ind ad døren med spørgsmålet: Hvad er dit livs største sejr?

Der er jo i et normalt succesrigt liv mange kandidater (og jo for den sags skyld også en del kandidater til mit livs nederlag). Der er dog ved nærmere eftertanke næppe nogen tvivl om, at der findes en sejr, der banede vejen for alle de senere sejre.

En optagelsesprøve til det gratis offentlige gymnasium blev skelsættende for mig. En dreng, der var vokset op på en gård i en familie uden boglige traditioner, fik nu pludselig mulighed for en karriere i den akademiske verden.

Historien om min største sejr er en historie om, hvordan det gratis uddannelsessystem har hjulpet folk til at bryde med deres sociale arv. Og det er en historie om nødvendigheden i at sætte tidligt ind, hvis man vil integrere alle landets borgere i samfundet.

Sigtet var landbruget

Min uddannelse begyndte i april 1949 på landsbyskolen i V. Bagterp uden for Hjørring.

Der var på skolen én lærer, lærer Møller, og én lærerinde, frøken Jensen, og klasserne blev undervist to årgange sammen. De store klasser fik mere intens undervisning om vinteren end om sommeren, for om sommeren skulle dem over 11-12 år også have tid til at hjælpe til i marken på gårdene.

Alle blev konfirmeret i 7. klasse, og næsten alle gik derefter ud af skolen for at få en plads som tjenestekarl eller tjenestepige på en gård. Sigtet var landbruget, og derfor begyndte skoleåret også første april og sluttede 31. marts – det var tilpasset såningen og høsten.

Men forandringer i skolesystemet var på vej. Navneordene skulle nu skrives med små bogstaver, ’kan’ skulle ikke længere bøjes til ’kunde’ og de store årgange begyndte at vise sig.

I 1953 blev der etableret en centralskole i Ø. Bagterp med fem lærere, hvor alle årgange blev undervist for sig, og hvor der var i nærheden af en snes elever i hver klasse.

Bestod man, lå vejen åben

I foråret 1954 gik jeg så – på anbefaling af min klasselærer og støttet af mine forældre – til optagelsesprøve med henblik på at blive optaget på Hjørring Gymnasiums mellemskole.

Der var både skriftlige og mundtlige prøver i dansk og regning, diktat og genfortælling. Om man består en sådan prøve, er selvfølgelig ret tilfældigt. Er man et eksamensmenneske eller ej? Kan man regne hovedregning og stave rigtigt i en presset situation som 11-årig?

Det virker måske ikke så vigtigt, men det blev det. For os fra jævne familier uden boglige traditioner var det helt afgørende.

Velstående akademikerfamilier kunne betale for at få deres børn i privatskoler, men vi andres uddannelsesforløb blev afgjort ved optagelsesprøve til det gratis offentlige gymnasium. Dumpede man der, var den naturlige vej en skoleuddannelse, der sluttede efter 7. klasse. Bestod man, lå vejen åben.

Vi var to fra min klasse på centralskolen, der blev optaget. Her blev vi så fra 11-årsalderen undervist af gymnasiets lærere: en af landets førende matematikere i fysik og matematik, en gammel danmarksmester i kuglestød i idræt og magistre i litteraturvidenskab i dansk.

Fra gymnasiets mellemskole var det naturligt, at man fortsatte i gymnasiet, og efter studentereksamen var en akademisk uddannelse den mest nærliggende mulighed. Jeg begyndte da også på polit.-studiet lige efter studentereksamen, og det var bare at følge med strømmen.

Polit.-studiet i 1960’erne var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Af min årgang blev én udenrigsminister, en tre-fire ambassadører og flere bankdirektører og professorer.

I 1993 blev jeg selv professor på Landbohøjskolen og i 1995 økonomisk overvismand.

10-15 år for sent

Når man spørger en vendelbo, om han er stolt af at være vendelbo, er svaret ofte »nej, a æ taknemlig.«

Det er også min grundholdning til livet. Med lidt held og de evner, man har fået givet, så er det efter optagelsesprøven i 1954 gået nogenlunde af sig selv.

Man kunne, hvis man skulle udtrykke sig som de forrige generationer gjorde, med salmedigteren sige: »Hvad magted jeg vel, om du ej gav held, det vokser jo, medens vi sover.«

Men er man opvokset på en gård med 18 tønder land, otte køer og et par søer og uden nogen i familien med mere end syv års skolegang og er endt som professor ved Københavns Universitet, så må der da være tale om et mønsterbrud, der kan mærkes?

Det har jeg faktisk aldrig følt, og det er jo værd at tænke over hvorfor. Det er måske, fordi ’bruddet’ kom så tidligt, at jeg ikke rigtigt opdagede det. Det kom vel i virkeligheden relativt umærkeligt i 11-årsalderen med optagelsen i mellemskolen.

Og hvad kan man så lære af det?

Måske, at de indsatser, vi gør for at modvirke social arv og for at integrere indvandrere, ligger alt for sent. Når vi bruger store midler på problematiske unges uddannelse og resocialisering, så gør vi det måske en 10-15 år for sent.

Tilfældigheder og held

Denne betragtning passer godt med den økonomisk nobelprismodtager James Heckmans analyser. Heckman fik Nobelprisen i økonomi i år 2000 for en række ret uforståelige matematisk-statistiske arbejder. Men siden har han arbejdet med afkastet af en investering i børn og unges udvikling og uddannelse.

Og nu diskuterer man, f.eks. rundt omkring i teltene på Folkemødet på Bornholm, Heckman-kurven. Kurven viser, at jo tidligere man sætter ind, jo større er virkningen.

Mest får man ud af støtte under graviditeten, lidt mindre i vuggestuen, endnu mindre i børnehave og så fremdeles. En indsats med efteruddannelse og resocialisering i teenageårene og senere giver mindst afkast.

Det er måske derfor, vi har så dårlige resultater med bekæmpelsen af negativ social arv og integration af andengenerationsindvandrere?

Vi sparer på vuggestuer og børnehaver og laver kontanthjælpsloft for børnefamilierne, og så kommer vi ingen vegne med integrationen, når de unge skal videre i uddannelsessystemet mange år senere.

En anden erfaring er, hvor meget af et menneskelivs succes og fiasko, der er bestemt af tilfældigheder og held. Der er en høj grad af det, nogle samfundsforskere har kaldt ’stiafhængighed’.

Kom man som 11-årig ind på den rette sti, og har man fået de evner og det gå-påmod, der gør, at man kan udnytte det? Eller var man uheldig og faldt ind i et forløb uden fremtid?

Som opvokset på landet har jeg set adskillige eksempler på dygtige unge kammerater, der kom ind i et landbrug, som havde mindre og mindre brug for deres arbejdskraft.

Indkomster og lønninger i en markedsøkonomi er ikke retfærdige; en flittig og dygtig i et tilbagegangserhverv får let langt dårligere livsvilkår end en doven fusentast i en modebranche.

Sådanne erfaringer spiller selvfølgelig også ind, når man som økonom diskuterer, hvordan samfundet bør indrettes.

Det lyder let hult, når nogen, der har været heldige, fået rimelige evner givet og aldrig har set samfundets skyggesider, taler om, at folk skal have et større udbytte af deres indsats. De skulle hellere være taknemmelige over deres held.

Niels Kærgaard er professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet og fhv. overvismand

Læs også 5. pladsen: Min studenterhue har kostet Danmark 10 millioner kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Torben  Kjeldsen
    Torben Kjeldsen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Herman Hansen
    Herman Hansen
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Anker Nielsen, Torben Kjeldsen, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Erik Karlsen, Flemming Berger, Niels Nielsen, Herman Hansen, Carsten Mortensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Niels Kærgård

Jeg har en lidt tilsvarende oplevelse af mellemskolen.

Efter 5. klasse på den kommunale skole skulle vi alle til en - eller flere, det husker jeg ikke længere - prøve, der afgjorde om man skulle i fri mellem eller mellemskolen.

Der er godt nok løbet ikke så lidt vand i stranden siden da; men jeg altid, når lejlighed gives, talt imod en sådan opdeling af elever efter 5. klasse.
Kammeratskaber blev revet itu - og alle fri mellem elever fik et stempel i panden.

Efter mellemskolen kom så gymnasiet, hvor vi blev fordelt ud fra centrale behov i amtet.
Et par elever i klassen havde taget mellemskolen på pågældende gymnasium, og det var helt klart en kæmpe fordel for dem - i hvert fald det første år.
Men det kan jo under alle omstændigheder ikke længere lade sig gøre, så tilbage står, at vi aldrig igen skal opdele elever som 11-årige.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Man opdeler jo stadig, når man på denne måde pointerer at den "sociale arv" vægtes?
Den største hurdle består ikke i at "støtte op" allerede i graviditeten, men i at acceptere mennesker der, hvor de er...
Det andet er noget forbandet hykleri!

Så behøver man ikke at tro på "retfærdighed".

Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

...Den skal starte allerede i vuggestuen og dagplejen. Særligt dagplejen er et total forsømt område og i mange situationer uden personale med den nødvendige kompetance og ikke mindst motivation. Det er nærmest som om børn fra 0-3 år slet ikke eksistere i det regi - Taler her af egen erfaring som Far.

Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

...Nu er det ikke "en gård med 18 tønder land, otte køer og et par søer", som gør livet svært for børn.

Det gør derimod dysfunktionelle familieforhold og opvækst. Om det foregår på en bondegård på landet eller i et luksus palæ på strandvejen er ikke afgørende.

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Da jeg kom på gymnasiet i 1962 og student 3 år efter, var ikke én fra et akademisk hjem i min klasse. Det var børn af havnearbejdere, bønder, faglærte arbejdere, enlige mødre, småhandlende , kontorassistenter og et par stykker fra det det pænere borgerskab. Der var 150 studenter dette år og to dumpede. De havde begge gået på Statsskolen siden 1. mellem. Masser af helt almindelige mennesker der ikke havde nogen uddannelse læste bøger. Mange bøger.
Dysfunktionelle familiers børn har svære vilkår. Hvordan er det nu lige vi får dem ud af sumpen. Det spørgsmål er der vist ikke nogen der endnu har givet en klar opskrift på. 75 % tager en studentereksamen nu. Hvor højt skal vi op ? Hvad med at gymnasiet for en gangs skyld tog sig sammen og lærte ungerne noget og ikke bare sorterede de svage fra ? Folkeskolen skydes ned 365 dage om året, men gymnasiets undervisning sjældent kritiseres. Se på sprogkundskaberne hos dem der har haft spansk alene i gymnasiet. Der er næppe 5 % af dem der kan bestille et hotelværelse. Men selvfølgelig er det nu børnehaven og folkeskolen der bærer skylden. Hvorfor er Lolland den kommune i DK som har de dårligste resultater i landet ? Jo fordi især københavnske kommuner sender deres misbrugsfamilier ned til sydhavsøen og vinker farvel til et overkommeligt problem blot for at give en fattig kommune et enormt. Og de pæne akademiker familier sætter jo deres børn i privatskole, hvis de da ikke som de fleste bor i kommuner hvor der ingen indvandrere er og slet ingen sociale tabere. Det er imidlertid denne gruppe som hele tiden måler og vejer undervisningssystemet og vrider hænder, mens deres egen lille Malthe går på en rigtig god lille privatskole uden børn med slemme vaner. Den falske solidaritet er til at kaste op over, men gør jo én til en meget fint og menneskekærligt borger, som bare vil sit eget barns bedste. Ikke sandt ?

Viggo Okholm, Roselille Pedersen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

At det er relevant, at gøre opmærksom på dette indlysende : at den tidlige omsorg er afgørende for den fremtidige vækst - og det gælder jo for al vækstpleje - viser, hvor ringe det står til med den menneskelige races omsorgsbevidsthed. Men tak for indlægget, selvom der nok tales for døve ører til de, der vil have mere af fællesejet i egne lommer og regnedrengene i deres tjeneste, som tryller med dreammodeller for at legitimere finansverdenens asociale og samfundsundergravende agendaer. De fatter tilsyneladende ikke, at de undergraver også deres eget fundament.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

"Eller var man uheldig og faldt ind i et forløb uden fremtid?"

Man kan ikke helgardere sig mod fremtiden, hvis ikke man er født med en guldske i munden - og selv ikke da.

Selv kommer jeg fra fattige kår, men det lykkedes mig alligevel at få et godt liv og et klaver (som jeg aldrig lærte at spille på), bl. a. på grund af den nu hedengangne velfærdsstat, som uddannede mig og holdt hånden under mig i svære tider.

Nu er jeg så blevet gammel og overflødig på arbejdsmarkedet, og velfærdsstaten er afløst af konkurrencestaten, så jeg henslæber mine gamle dage på eksistensminimum og tvangsudskrives til motivationskurser, hvor jeg endnu engang lærer at skrive mit CV, så jeg kan søge de jobs, der ikke er der for sådan nogen som mig.

Min søn skal nok overleve, jeg har lært ham et par tricks om, hvordan man navigerer i en fjendtlig verden. Og fordi han kommer fra et hjem med klaver og bøger på væggene, har han visse fordele frem for dem der ikke kommer fra et hjem med klaver (selv om han heller aldrig fik lært at spille på det). Men han lærte at læse længe inden han startede i skolen - hvilket viste sig at være en bjørnetjeneste, da han kedede sig gudsjammerligt i skolen, ligesom sin far.

Klaveret er forlængst solgt og pengene omsat til madvarer, som igen forlængst er omsat til l*rt. Så nu venter jeg bare på min folkepension. Og håber på, at de ikke afskaffer den inden det bliver min tur. Det gør de sgu nok. Men så køber jeg en paraply og bliver terrorist. Eller laver mig en stok, hvis jeg ikke har råd til en paraply.

Så er i advaret, politikere!!!

Olav Bo Hessellund, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Roselille Pedersen, Flemming Berger og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Paraplyterror .... og bombarder fjenden med havregrød ... først må vi lige identificere fjenden. Og det kan ikke længere være til diskussion, at konkurrencesamfundet skaber splid, det er ligesom konceptet, og at det miljø-og socioøkonomisk bæredygtige samfund derfor er løsningen - og sålænge aben bare flyttes rundt i dette konkurrencesamfund, så er der ikke tale om en sådan bæredygtighed.

Brugerbillede for Rasmus Larsen
Rasmus Larsen

Det varmer mit hjerte at se James Heckman blive nævnt. Hans arbejde viser, hvordan ellers irrelevant "ret uforståelige matematisk-statistiske arbejder" kan anvendes til at vise kausale sammenhænge og komme med robuste svar på meget samfundsrelevante spørgsmål.

Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

...Glemte en vigtig detalje.

"De vigtigste SEJRE i et menneskes liv bliver ofte grundlagt tidligt"

- Det kan også omskrives til:

"De vigtigste NEDERLAG i et menneskes liv bliver ofte grundlagt tidligt"