Kronik

Min mor døde af for meget hvidvin og for mange konsonanter

Kampen for ikke at ende som min mor varer for evigt. Jeg har arvet hendes manglende evne til at lægge ting på plads, til at æde sprog og spytte dem flydende ud igen, og til at lade som om. Men min tilværelse består ikke udelukkende af konsonanter. Og kampen for at blive en stadigt lettere byrde for min børn skal jeg nok vinde
’Og selv om jeg havde lyst til at græde, når hun efterlod mig alene hjemme for at gå på Lumskebuksen, så gjorde jeg det ikke. For jeg var et snedigt barn, der tidligt lærte, at finde på historier,’ skriver vinderen af Informations kronikkonkurrence. 
 Privatfoto
20. august 2016

Jeg har været i min mors lejlighed for sidste gang. Jeg sidder i min sofa med de ting, der var værd at gemme. De ting, som billerne havde spist af, har jeg smidt ud. Jeg bladrer i hendes papirer. Afslag på sygedagpenge. Indkaldelser til fogedretten.

Ansøgninger om penge til at rydde hendes lejlighed både første og anden gang. Første gang kostede det 30.000. Anden gang kostede det kun 7.000. Hun betalte selv de fem. Der er notater fra hendes indlæggelse på Skt. Hans. Breve fra sagsbehandleren, der skriver noget om ressourceforløb. Der er også noter fra hendes uger på Testrup Højskole.

Der er et eksemplar af Den etiske fordring. Helt slidt og med min morfars håndskrevne noter. Dommerens noter. Der er Kierkegaard og Hunger Games. Min mor var et meget sammensat menneske.

Læs også: Jeg blev bortført til Iran, men endte med at finde hjem

Der er uendelig mange billeder af elefanter. Hun elskede elefanter. Jeg fandt først ud af, hvorfor efter hendes død. Der er billeder af mine børn. Dem elskede hun også, og jeg vidste godt hvorfor. Der er smykker og hundredvis af strikkepinde. Eller i hvert fald tyve. Hun elskede at strikke. Jeg har fået utallige striktrøjer af hende.

Hun nåede bare aldrig at strikke dem færdige. Alle tingene har sådan en fedtet overflade. Min mor var også lidt fedtet. Sådan bogstavelig talt. Jeg er nødt til at vaske hænder, når jeg er færdig. Pludselig falder jeg over hendes meget pæne håndskrift og sætningen: » ... som om tilværelsen bestod af lutter konsonanter.« Det var præcis sådan, det var. Alt for mange konsonanter.

Betjentene ringede på

Jeg fik besøg af to betjente. Deres kolleger havde fundet min mor død i sin lejlighed. Jeg tænker tit på, hvem de ringer på hos, når min far bliver fundet. Og om det er rimeligt at forvente, at nogle andre finder ham. Eller om det er en datters pligt at finde sine forældre. Eller om det er mine to brødres tur til at åbne den dør.

Jeg ved ikke, hvordan betjentene kom ind i opgangen. De stod bare foran min dør og bankede på. Jeg sagde nej til, at de måtte komme ind. De ville jo bare opdage, at jeg har arvet min mors manglende evne til at lægge ting på plads. Selv om de endnu ikke havde fortalt, at min mor var død, så vidste jeg godt, hvorfor de var der.

Det er mange år siden, at billedet af min mors endeligt stod klart på nethinden. Da de forundrede havde bekræftet, at det drejede sig om min mors død, bød jeg dem ind. Jeg sagde, at det måtte være hårdt for dem sådan at skulle overlevere triste beskeder til folk. De mente, at det var hårdere for dem, der skulle modtage beskeden. Det var det også. Men man skal ikke græde foran andre. Så skal de bare trøste en, og det er så hårdt for folk at trøste.

Læs også: Mine børn kan aldrig elske for mange

Betjentene sagde, at jeg skulle ringe til Dødekontoret, når det var blevet lyst. Jeg var nær blevet stillet om til Bødekontoret. Det er vigtigt at tale tydeligt. Også når man er ked af det. Jeg syntes, det er et dumt navn til et sørgeligt kontor. Dødemanden kunne ikke fortælle mig, hvor længe hun havde været død. Eller hvad hun var død af.

Der havde ikke været ligsyn endnu. Jeg vidste godt, at hun døde af for meget hvidvin og for mange konsonanter. Dødemanden sagde, at han sad med billederne fra lejligheden. Han havde set mange døde mennesker og mente, at hun havde været død i 14 dage. Men jeg måtte ikke hænge ham op på det.

Om aftenen talte jeg med mine to veninder. Vi talte om, hvordan døden lugter. Det ved min veninde, for hun arbejder på en kræftafdeling. Hun sagde, at man også kan se, om folk er ved at dø. Næsen bliver ligesom lidt spids, og huden bliver blank. Min mor så fedtet ud i mange år, men hendes næse var ikke spids. I hvert fald ikke den sidste gang jeg så hende.

Lukket på Kontoret for ord

Der var engang en særlig mand, der kaldte mig »Kontoret for ord«. Det, synes jeg, er et godt navn. Efter min mors død lukkede kontoret midlertidigt. Der er ikke nogen ord for det mærkelige savn af det, man ikke kan huske, har fortrængt eller ikke har oplevet. Det man bare kan mærke. I øvrigt betyder savn ’samling’ på færøsk. Savn må være en samling af minder. En samling af det, man bare kan mærke.

Min far har lavet en samling. En kasse med minder til mig. Den står i hans sofa. Han har ryddet sin lejlighed og pakket minderne til mig. Så jeg ikke selv skulle gøre det. Det er ret hårdt at pakke sine forældres minder sammen. Det ved han godt, for det har jeg fortalt ham.

Min mor har engang fortalt mig, at mine første ord var ’Anker Jørgensen’ og ’smør’. Det er nogle ret fine ord at kunne. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, for hun var der aldrig. Det var svært for hende at være voksen. Og måske også at være mor. I hvert fald, hvis hun skulle være det hver dag. Men hun havde en hukommelse som en elefant, så jeg tror det med Anker Jørgensen er rigtigt.

Læs også: Mit mønsterbrud kom så tidligt, at jeg nærmest ikke opdagede det

Der var engang en anden klog kvinde, der fortalte mig, at hjernen er så snedigt indrettet, at den husker det gode, når man tager afsked med nogen. Jeg ved heller ikke, om det er rigtigt, men jeg kan godt lide at tænke på det. Selv om min mors tilværelse bestod af lutter konsonanter, så husker jeg alligevel bedst vokalerne.

Når jeg som barn besøgte hende, og hun lærte mig at strikke. Uden ord. Da hun levede var det en mægtig konsonant, når hun sang for ved sankthansbålet i min morbrors have. Jeg var altid nødt til at stille mig et andet sted. I hvert fald mentalt. Nu hvor hun er død, er det en kæmpe vokal. Jeg fælder en lille tåre, når vi står ved bålet, fordi jeg savner, at hun synger for. Helt højt og fuld af hvidvin og konsonanter.

Jeg er en let byrde

Samlingen af elefanter startede hun i Virginia i slutningen af 1970’erne. Det ved jeg, fordi den mand, hun var forlovet med, kontaktede mig, da hun var død. Han samler stadig på elefanter. En dag tager jeg derover med elefanterne fra hendes lejlighed. Jeg skal ikke samle på elefanter, for så ender jeg bare som min mor.

Elefantmanden og min mor blev aldrig gift, for han kom ikke til Danmark den jul, de havde aftalt. Og så mødte hun min far på Hellerup Station efter en fest. De talte om film og blev kærester. De blev gift og de fik mig. Et kæmpe barn, der altid smilede. Man skal ikke græde foran andre. Så skal de bare trøste en, og det er så hårdt for folk at trøste. De blev hurtigt skilt igen.

Læs også: Min studenterhue har kostet Danmark 10 millioner kroner

Og selv om jeg havde lyst til at græde, når hun efterlod mig alene hjemme for at gå på Lumskebuksen, så gjorde jeg det ikke. For jeg var et snedigt barn, der tidligt lærte, at finde på historier. Historier om tyveknægte med hvide bukser, der bankede på, når hun ikke var hjemme. Når jeg gik ned på Lumskebuksen og fortalte historierne, så sagde Værtshusmanden, at hun skulle gå hjem. Han var god, ham Værtshusmanden.

Da min datters klasselærer til den seneste skole-hjemsamtale sagde, at hun er som en kærlig kromutter med ordet i sin magt, græd jeg af glæde. Mens de var der. Følelsen af at være en byrde for mine børn blev mindre. I det øjeblik vidste jeg, at jeg kun er en meget let byrde.

Kampen for ikke at ende som min mor varer for evigt. Jeg har arvet hendes manglende evne til at lægge ting på plads. Hendes evne til at æde sprog og spytte det flydende ud igen. Jeg kan strikke alt i verden og jeg er eminent til at lade som om. På trods af at jeg ligner min mor så meget, så består min tilværelse ikke udelukkende af konsonanter. For jeg tør godt græde foran andre.

Kampen for at blive en stadigt lettere byrde for mine børn skal jeg nok vinde. En anden dag. Den dag finder jeg også et andet navn til det sørgelige kontor.

Kirsten Løth er pædagogisk leder i en daginstitution på ydre Nørrebro

Læs også: Vores ægteskab blev aldrig det samme efter blodproppen – det blev meget bedre

 

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Morten Østergaard
  • Anker Nielsen
  • Ulla Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • olivier goulin
  • Maria Francisca Torrezão
Jakob Silberbrandt, Morten Østergaard, Anker Nielsen, Ulla Nielsen, Niels Duus Nielsen, olivier goulin og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Smukt.
Først da jeg nåede til enden, opdagede jeg, at det ikke var Kristian Leth.
Jeg har måske noget med vokalerne.

/O

Jamen menneske dog - Steffen Gliese - har du ikke læst kronikken? Hvis du havde læst den opmærksomt, ville du ikke have skrevet din kommentar.