Klumme

Min mormor lever i nuet – hun kan ikke andet

Min mormor kan aldrig huske vores samtaler. Og hun aner ikke, hvad hun lavede på plejehjemmet i sidste uge, i går eller for en time siden. Så hvorfor overhovedet besøge hende?
Debat
6. august 2016

»Vi skal leve på minderne – vi kan bare ikke huske dem,« siger min mormor for fjerde gang i træk. Hun har ironisk nok glemt, at hun allerede har sagt det. For »huskeren er sgu ikke, hvad den har været«, som hun selv udtrykker det.

Jeg er på besøg på det plejehjem, hvor hun bor. Der sker aldrig noget på stedet, fortæller hun. Hun keder sig. Alle dage er ens. Hun får serveret mad og ser tv, men kan ikke huske, hvad hun har spist eller set.

Det lyder så dødsenstrist, at jeg normalt går nedslået derfra og tænker, at jeg burde besøge hende oftere.

Men ikke i dag. Oven på hendes køleskab finder jeg tilfældigvis en stak af plejehjemmets beboerblade, der åbenbart udkommer en gang om måneden med nyheder og fotoreportager fra stedet. Der er billeder af mormor i samtlige udgaver!

Hun er sågar på forsiden af martsnummeret iført guldkrone, fordi hun tilsyneladende blev kattedronning til fastelavn. »Uhhuuu, det er altså mig, der er dronning,« er hun citeret for at råbe.

Andre billeder afslører, at hun flittigt deltager i det månedlige arrangement ’Hit med sangen’, på gymnastikholdet laver hun øvelser med pilatesbolde og elastikbånd og til plejehjemmets påskefrokost løfter hun smilende et snapseglas mod kameraet.

Hun får lagt rød neglelak til ’Makeup dag’ i februarnummeret, og i et andet får hun en tår kaffe med nogle skuespillere, der har opført et teaterstykke i Café Smilet.

Hun er til banko, til hundebesøgsdag og til fællesmiddag i haveteltet, hvor der serveres hjerter i flødesovs.

Der er materiale nok til en scrapbog, og min opfattelse af hendes liv ændrer sig radikalt i disse minutter. I en fotoreportage fra Erindringsbal danser hun endda uden rollator, hvilket er et særsyn. Jeg kigger over på hende. »Har du været ude og danse?« Spørger jeg.

Nej, det mener hun bestemt ikke, at hun har.

Jeg konfronterer hende med fotoet i bladet og peger. Billedteksten afslører ovenikøbet, at dansepartneren hedder Hugo, og mormor genkender sig selv.

»Ja, det er mig, det kan jeg ikke løbe fra,« indrømmer hun og tilføjer, »jeg ser farlig ud.«

Jeg er overvældet over mængden af beviser og afsløringen af min mormors hemmelige liv, så jeg fortsætter inkvisitionen:

»Har du haft neglelak på? Blev du kattedronning? Slog du tønden ned?« »Ja, det må jeg jo have gjort,« svarer hun og virker lige så overrasket som mig.

Min mormor forsøger selvfølgelig ikke at holde sit liv hemmeligt for mig. Det er derimod er hendes sygdom, demens, der holder hendes eget liv hemmeligt for hende.

Og hun er ikke den eneste. Omkring 90.000 danskere lider af demens. Og det tal forventes i øvrigt at være steget til 165.000 i 2040, viser tal fra Nationalt Videnscenter for Demens.

Det sætter for mig mantraet om, at ’man skal leve i nuet’ på spidsen. For min mormor lever i bogstaveligste forstand i nuet. Hun aner ikke, hvad hun lavede i sidste uge, i går eller for en time siden. Selv vores samtaler går i ring, fordi hun spørger om det samme igen og igen, men aldrig husker svaret. Hvor bor du? Hvad arbejder du med? Hvor bor du?

Derfor kan vi heller ikke længere skabe nye minder sammen, som hun kan huske. Det hele forsvinder imens, det foregår.

Og det har faktisk fået mig til at overveje, hvorfor jeg overhovedet besøger hende, og hvorfor plejehjemmet tager hende med til aktiviteter, når hun alligevel ikke har den fjerneste hukommelse om det?

Fordi jeg tror, at det lagrer sig et sted inde i hende. Som en rar fornemmelse. Som bedre humør. Da hun flyttede ind for et år siden, ville hun hverken lære de andre beboeres navne at kende eller sidde i den fælles tv-stue. Nu ved hun, hvad de hedder – navne kan hun huske – og hun ser tv sammen med dem.

Det virker til, at min mormor er i bedre humør nu, end dengang hun boede alene. Og efter at have fundet Møllehusets beboerblade ved jeg også hvorfor og håber, de bliver ved med at holde arrangementer. Jeg er overbevist om, at hjertet husker, når hjernen ikke længere gør.

Ida Herskind er cand.mag. i historie og vært på Radio24syvs kulturmagasin ’AK24syv’. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Else Marie Arevad

Jeg ville ønske, at man kunne lade aktiv dødshjælp i tilfælde af demens indgå i sit livstestamente, og at det ville blive respekteret. Jeg kan klare mange fysiske skavanker, men ønsker ikke at leve, når jeg ikke er mig selv længere!

Niels Duus Nielsen og Poul Erik Jacobsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Jacobsen

En fin artikel. Jeg håber forfatteren nu har fundet ud af, hvorfor hun skal blive ved med at besøge sin mormor!
Vi skal som pårørende lade være med at stille den demente alle de ...hvem..hvad..hvor spørgsmål. Gør i stedet et besøg til en her og nu oplevelse. Hvis for eksempel den demente kan lide musik, så lyt sammen til det. Endnu bedre hvis man går på you tube og finder kunstneren ov viser det på tvet. Så får man også det visuelle med.
Når du som pårørende forlader plejecentret, er det med en følelse af, at I har haft en fælles oplevelse. Og bekymrer dig ikke om, at den demente ikke kan huske noget om det, næste gang i mødes.

Ja, Poul Erik Jacobsen, det er en meget dejlig klumme Ida Herskind har skrevet. Jeg vil gerne supplere dine gode anbefalinger.
Har du en iPad/tablet, og det har du sikkert, så tag den med næste gang du besøger din mormor, Ida. Lad jeres snak falde på gamle dage, hendes barndom og ungdom, og tiden som nygift og som nybagt mor. Hvor boede hun? Hvor boede hendes mormor og farmor? Hvor gik hun i skole? o.s.v. Find adresserne på Google Earth, og tag en virtuel tur ad mormors bardoms gader og find hendes steder. Find dem som de ser ud i dag, og nogle gange kan man være heldig også at finde historiske billeder. Suppler den digitale vandring med fotografier - enten familiens egne scannede billede - eller billeder fra en historisk relevant facebookgruppe, og som Poul Erik Jacobsesn skriver suppler med musikalske minder du finder på YouTube eller på Spotify eller lignende. Når du er kommet så langt er det kun din og din mormors fantasi, der sætter grænser for, hvad i kan finde på sammen. Måske finder du på at invitere Hugo, eller en anden af mormors venner med i snakken. Måske hans erindringer kan supplere mormors og vice versa.
Jeg er sikker på at der venter dig mange gode timer med mormor, og hvem ved. Måske begynder mormor også at glæde sig til at du kommer på besøg.
Tak Ida Herskind, for din klumme :)