Kronik

Når læringsfrygten tager overhånd

Læreplaner i daginstitutioner får hug for at være et led i konkurrencestatens forsøg på at kolonisere vores børn. Men kritikken skyder ved siden af målet. At der fra centralt hold sættes fokus på de mindstes læring kan nemlig føre til mere leg, nysgerrighed og fællesskab
Legen, nysgerrigheden, læringen og fællesskaberne skal være i højsædet i danske daginstitutioner, skriver dagens kronikør.

Anders Rye Skjoldjensen

4. august 2016

Den radikale politiker Lotte Rod leverede i tirsdagens Politiken et voldsomt angreb mod de anbefalinger, der skal styrke den pædagogiske læreplan for børn i alderen nul til seks år.

Ifølge Rod vil undervisningsminister Ellen Thrane Nørby (V) udarbejde centralt fastsatte læringsmål for det enkelte barn, og det er gift for børnene og vil udøve vold mod den danske pædagogiske tradition, lyder anklagen.

Men Lotte Rod tager fejl. Det fremgår tydeligt af de udarbejdede anbefalinger, at det ikke drejer sig om læringsmål for det enkelte barn.

Der rettes i stedet opmærksomhed mod, at de danske daginstitutioner netop ikke bare er en førskole. Leg, børnefællesskaber og dannelse skal være nogle af de elementer, der binder læreplanen sammen.

Der skal ikke være mål for, hvad det enkelte barnet skal kunne, men overordnede retningslinjer for, hvordan den daglige pædagogiske praksis kan tage sig ud, hvis alle børn skal lege, dannes, trives og udvikle sig.

Der er god grund til at dvæle lidt ved den læringsfrygt, der præger hele uddannelsesdebatten. Lotte Rod står nemlig langtfra alene med frygten for, at konkurrencestatstænkningen vil kolonisere de yngste i samfundet.

Hvis der fra centralt politisk hold plæderes for legende læring i daginstitutioner, vil måliveren tage over, siger man. Blikket for værdierne i den spontane leg og børnenes egne udviklingspotentialer vil sløres eller helt forsvinde.

Læringsfrygten bunder også i en mere overordnet kritik af resultatbaseret målstyring. Sektorforskningsinstitutionen KORA rapporterede i maj 2016, hvordan målstyring af offentlige institutioner har fremmet en bureaukratisk tjeklisteadfærd.

Tænk, hvis pædagogerne skulle bruge størstedelen af deres tid på skrive ned, om børnene leger, og hvem de leger med? Pædagogernes ressourcer er bedre givet ud, hvis de er sammen med børnene, og bidrager til, at der er fællesskaber, hvor alle har venner at være sammen med og lege med.

Frygten er faktisk ikke helt ubegrundet. Hvis eksempelvis folkeskolen udelukkende skal vurderes ud fra, om eleverne klarer sig bedre i dansk og matematik målt ud fra nogle nationale test, der i parentes bemærket ikke fungerer, så får vi en meget fattig skole.

Hvis den eneste målestok for daginstitutioner, skoler og uddannelsers succes er snævre test af børn og unges læringsudbytte, så er det en forkert retning.

Men kilden til problemet skal bare ikke findes i læringsbegrebet og de retningslinjer, der p.t. er stukket ud for arbejdet med den pædagogiske læreplan for de yngste.

Snegle, biller og regnorme

Børn skal i deres første leveår udforske, eksperimentere og lære, og dét kan godt lade sig gøre at støtte dette uden detailstyrede programmer, centralt fastsatte mål for det enkelte barn og testsystemer.

En gang om året fejrer vi forskningens døgn. I år var det ikke kun støvede professorer, der i slutningen af april præsenterede resultater for den interesserede offentlighed. I Varde kommune deltog også daginstitutioner.

Børnene lavede kartoffel- og gulerodsfælder, så de kunne indfange snegle, biller og regnorme. Bagefter skulle dyrene bo i flasker, der var omdannet til smådyrsbo. På den måde kunne børnene følge, hvordan dyrene udviklede sig.

Sådan arbejdes der i mange daginstitutioner med natur og naturfænomener. Børn møder hinanden og deres omgivelser med nysgerrighed.

Læs også: Forældre vælger det frie børneliv til - og skolen fra

Da jeg første gang hørte om, at børn i danske daginstitutioner er udforskende, blev jeg interesseret i, hvad det egentlig betød. Hvad gør det pædagogiske personale, når de skal understøtte, at børnene kan udforske verdenen?

Børn skal legende undersøge naturen. Det kan være forskellige landsskabstyper som skov, hede og strand eller bynatur med parker og anlæg.

Uanset hvor de vokser op, så skal de have mulighed for at stifte bekendtskab med den vilde natur. De skal gøre det sammen med andre børn, fordi det at indgå i fællesskaber og udvikle relationer har stor betydning for deres liv.

Når børn spiser sammen, spiller, synger og leger, så udvikler de også respekt for hinanden. Derfor har daginstitutionerne også en vigtig dannelsesopgave.

At der fra centralt hold sættes fokus på, at daginstitutioner skal lære børn om naturen, betyder altså ikke, at det skal ske igennem evidensbaserede programmer samt mål for og test af det enkelte barn. Børnene skal nysgerrigt og spontant møde naturen, og daginstitutionen har ansvaret for, at det sker.

En anden slags læring

Legen, nysgerrigheden, læringen og fællesskaberne skal være i højsædet i danske daginstitutioner. Det er godt, at børnene kommer beskidte hjem, når de har udforsket naturen. Det skal vi værne om.

Og de danske daginstitutioner har meget at byde på. Så meget at andre lande er stærkt inspireret af den danske tilgang til 0-6-årsområdet som noget andet og mere end bare en førskole.

Det er ikke kun, når naturen bruges som ramme for børnenes legende tilgange til læring. Det er også, når børnene får mulighed for at sætte ord på, hvad de føler, når de ser et maleri.

Det er, når det pædagogiske personale er opmærksomme på, at den spontane leg og rutinerne omkring middagsmaden, er lige så betydningsfulde, som de voksenplanlagte aktiviteter.

Det pædagogiske personale skal lære børnene noget, men ikke som vi kender det fra vores egen skoletid. Det pædagogiske personale befinder sig i periferien af børnenes leg, og ved bestemte situationer guider de dem i nye retninger.

Eller de organiserer rum, hvor børn netop kan lege uden voksenindblanding. Det er læringsmiljøer, som de voksne har ansvar for og udvikler.

De bedste muligheder

De nye anbefalinger til læreplaner står ikke i et modsætningsforhold til det at være et barn, der gerne vil lege med andre. Læreplanerne skal styrke et børnesyn, hvor det at være barn har en værdi i sig selv. Der skal ikke formuleres læringsmål for det enkelte barn.

Andre landes læreplaner er som de danske bygget op i forskellige temaer eller områder. I Danmark hedder temaerne lige nu krop og bevægelse, natur og naturfænomener, sprog, sociale kompetencer, alsidig personlig udvikling samt kulturelle udtryksformer og værdier.

Lignede temaer kan genfindes i andre nordiske lande, men også under lidt fjernere himmelstrøg som New Zealand.

I disse lande består læreplanerne også af et overordnet pædagogisk grundlag. I Danmark taler vi om værdier som leg, læring, trivsel, dannelse og børnefællesskaberne, men de står ikke som et klart bindeled mellem de seks læreplanstemaer.

Den styrkede pædagogiske læreplan vil forsøge at beskrive et pædagogisk grundlag og understøtte, at det bliver gennemgående, når daginstitutionerne har fokus på krop og bevægelse, sprog, kultur, natur eller alle temaer på en gang.

Læreplaner forbindes ofte med, at det udelukkende er det enkelte barn, der skal evalueres. Men læring bor ikke i det enkelte barn.

Det er miljøet, der skal struktureres sådan, at børn leger nysgerrigt og udforskende sammen med andre. Vi ved ikke, hvad de vil lære, og hvordan de udvikler sig. Vi ved bare, at de skal have de bedste muligheder.

Andreas Rasch-Christensen er Forsknings- og udviklingschef på VIA University College

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er svært for mig, at få noget fornuftigt ud af den artikel, selv om jeg har læst den flere gange.

Jeg synes der jongleres tilfældigt med faglige begreber og termer, uden viden og indsigt. Det hele garneres med beskrivelse af almen viden, om hvordan børn bør vokse op. Hertil et eksempel af temaer om insekter med kartoffelfælder og terraier- præcis som de er blevet udført gennem den seneste snes år - længe før læreplaner blev et centraliseret styreredskab.

Der er mig umuligt at afgøre, om Andreas Rasch-Christensen forsøger at beskrive dagligdagen i danske småbørneinstitutioner som den ser ud, eller om det er hans personlige ønskescenarie, eller er det mon en fremtidsvision, der bygger på resultaterne af regeringens læringsmål? Desuden bliver det aldrig slået fast, om regeringens tiltag overhovedet handler om centrale læringsmål. Det er måske bare retningslinjer eller ligefrem bare regeringens anbefaling som man frit kan følge eller lade være?.
Andreas Rasch-Christensens artikel efterlader mig med flere spørgsmål end svar.

Lillian Redam

Men tænk, hvis politikere faktisk lod de dygtige pædagoger bruge deres faglighed på at lave det gode arbejde i stedet for konstant at få at vide at de nu - også - skal fokusere på dette og hint. Ikke fordi der er belæg for at det er godt, men fordi 'nogen' - politikere eller embedsmænd - ganske bestemt mener, at dét er godt for børnenes udvikling. Eller rettere: at det så bliver billigere og at børnene hurtigere falder til patten og bliver artige borgere, der kan kradse flere penge ind til de, som i forvejen har så rigeligt. Imens pædagoger og lærere river sig selv i håret fordi de hele tiden skal gå på kompromis med deres viden og gøre noget andet, end det, de mener der gør gøres.