Klumme

Med naturen kommer vildskaben til de kinesiske byer

I kampen mod forurening og problemer med oversvømmelser skal Kinas byer være grønnere. Men når naturen vokser frem, gør civilsamfundet og oprørstrangen også
Debat
30. august 2016

Disede dage med en sigtbarhed ned til 100 meter og et forureningsniveau på langt over WTO’s anbefalede standarder er hverdag i nogle af Kinas største byer.

Og mens sommerens regnskyl renser luften for skadelige partikler, så skaber regnvandet alvorlige problemer med oversvømmelser. Det er en konsekvens af kilometervis af asfalt, få grønne områder og et dårligt kloak- system, der gør det umuligt for byerne at opsuge regnvandet.

Luftkvaliteten og oversvømmelserne skal der gøres noget ved, mener Kinas Kommunistiske Parti og det kinesiske Statsråd.

I februar fremlagde de en plan, der skal vejlede landets byplanlægning i de næste 15 år. Kinesiske byer skal være bedre at bo i. De skal være grønnere, konkluderede landets øverste politiske ledelse efter den Centrale Urbane Arbejdskonference i december sidste år.

Målet er »harmoniske, bebolige, dynamiske og unikke moderne byer for at forbedre folks liv«, skriver den kinesiske avis Beijing Review. Arkitekturen i Kinas byer skal være »praktisk, økonomisk, grøn og smuk«.

Det er lidt i stil med den franske børnebog ’Barbapapa redder dyrene’, hvor menneskene i det grå og usunde bymiljø pludselig opdager, at de savner fuglesang, dyreliv og blomster.

De vrister sig fri af et liv med iltmasker og går i gang med at restaurere naturen. Forurenede floder og jordområder bliver renset, og ødelagte bjerge og vådområder udbedret.

I børnebogen lykkes missionen, og Barbapapa-familien flyver tilbage til jorden fra deres eksil i det ydre rum med alle dyrene. Alle er glade og danser hele natten.

Den form for spontan vildskab er det nok ikke meningen, at Kinas Kommunistiske Parti vil give plads til.

Selv om Kina ønsker grønne byer, så et det formentlig ikke den vilde natur i bylivet, de tænker på. Under påskud af behovet for stabilitet og national sikkerhed har Kina i de seneste år strammet grebet om næsten alle dele af det kinesiske civilsamfund.

Her hvor jeg bor nord for Beijings fjerde ringvej, var der engang små landsbyer, marker, enge og vandløb. Men med de Olympiske Lege i 2008 blev området forvandlet fra et afsides ødeland til stadionpark. Endnu har et stykke jord på størrelse med to store fodboldbaner fået lov til at ligge uberørt.

I den ene halvdel er der indrettet en midlertidig parkeringsplads, men i den anden halvdel vokser græsset vildt.

Sammenlignet med de ellers strømlignede kinesiske byparker er vildskaben overraskende. Her kan man gå ad en natursti, trådt af de hundredevis af fødder, der hver dag skrår over den åbne plads for at komme hen til metrostationen og det store underjordiske shoppingcenter Regnbuen.

Her kan man gå mellem hvidkløver, noget der ligner kællingetand og forskellige andre blomster og græsarter, som jeg ikke kender navnene på i et lille stykke natur midt imellem beton og asfalt.

Her i det grønne har nogen samlet murbrokker sammen til en bænk. I træet ved siden af har vedkommende hængt et gammelt bilsæde og et strengeinstrument op.

Jeg kan godt lide at forestille mig, at der efter solnedgang sidder en mand her og spiller kærlighedssange for sin udkårne. For kærligheden, den kan ikke tæmmes, heller ikke her. På et andet træ har en tilhænger af den strengt forbudte Falun Gong-bevægelse tagget en hilsen: »Falon Gong er godt,« har han skrevet og viser dermed Kinas Kommunistiske Parti sin grimmeste finger.

Det er som om, at når græsset for lov til at vokse vildt, så vokser undergrunden, det forbudte og den ukontrollerede kultur også. Og det er formentlig ikke det, man ønsker at give plads til, når partiet siger, at kinesiske byer skal være dynamiske og unikke.

Som et varsel om, at undergrunden ikke passer ind i partiets billede af en respektabel hovedstad, bliver store markedspladser nu sendt ud af byen, og spillesteder bliver lukket. Fælles for de steder er, at det er svært at kontrollere, hvad der foregår.

Jeg håber, den lille plet med vild natur uden for min opgang får lov til at blive lidt endnu og give plads til lidt civil ulydighed.

Laura Dombernowsky er Informations korrespondent i Beijing. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her