Klumme

Nej, de rige har ikke fortjent deres rigdom

Fascinationen af rigdom og opfattelsen af, at man bliver rig, fordi man har gjort det godt, står i vejen for kravet om en mere fair fordeling af ressourcerne. Den får folk til at støtte topskattelettelser i stedet for at kræve lighed
22. august 2016

Når man arbejder som håndværker, kommer man ofte i velhavende hjem. Også i ekstremt velhavende hjem, hvor der både er Porche(r) i indkørslen, dyr kunst på væggene, au pair-pige i kælderen og swimmingpool i haven.

Indblikket i livet på Strandvejen eller i Nordsjælland sætter den aktuelle debat om topskattelettelser i perspektiv. LA, Venstre og De Konservative mener – sammen med en stor del af danskerne – at det er urimeligt, at disse ustyrligt rige betaler så meget i skat. Jeg synes, det er meget mere interessant at diskutere, om det ikke er urimeligt, at nogen kan tjene så mange flere penge end andre.

Med forslaget fra blå blok vil de 2.500 rigeste danskere få skattelettelser for 1,2 milliarder kroner. Ifølge LO vil en direktør, der tjener otte millioner kroner om året få en årlig skattelettelse på 340.000 kroner. Altså det samme som en hel årsindkomst for en faglært håndværker. Lige meget hvor dygtig sådan en direktør er, begriber jeg ikke rimeligheden i så store indkomstforskelle.

Når man arbejder i en dyr villa, sker det tit, at snakken i frokostpausen falder på, hvor folk mon har alle de penge fra. Det er jo ikke en helt almindelig timeløn, der giver adgang til sådan en vild luksus. Det, der undrer mig, er, at jeg blandt kollegerne ofte møder den holdning, at folk, der har absurd mange penge, »da virkelig må have gjort det godt«.

Men jeg tror simpelthen ikke på præmissen om, at dem, der ’gør det rigtig godt’, bliver rige. For sådan er vores samfund desværre ikke indrettet. Hvad med sosu-medhjælperen, der gør et vildt godt stykke arbejde hver dag? Eller fysioterapeuten? Eller fabriksarbejderen? Bliver de stenrige, hvis de knokler en vis legemsdel ud af bukserne og er rigtig dygtige til deres arbejde? Nej, det gør de ikke. Og derfor bliver jeg lidt træt af den fascination af rigdom, som hersker blandt mange af os. Jeg vil mene, at folk, der er meget, meget rige, har formået at skrabe mere til sig, end de fortjener.

Det siger jeg ikke, fordi jeg er misundelig, eller fordi jeg selv ønsker flere penge. Jeg siger det, fordi jeg gerne vil leve i et samfund, hvor der ikke er fattigdom. Hvor dem, der er så uheldige, at der ikke er et job til dem, ikke skal jages og hænges ud. Hvor der er råd til at hjælpe dem, der flygter fra krig. Hvor man ikke møder tiggere på Nørreport, og hvor man ikke skal skamme sig over, at flere og flere børn vokser op i fattigdom og får en rigtig dårlig start på livet.

Der er jo ingen grund til, at nogle mennesker skal være fattige. Der er masser af penge – de er bare fordelt helt forkert.

Fascinationen af ekstrem rigdom er ikke uden omkostninger. Den betyder, at vi beundrer den i stedet for at gøre oprør mod den. At vi opfatter ulighed som en slags naturens orden – i stedet for et politisk valg om, hvilket samfund vi vil have. Den betyder, at spørgsmål som ’hvorfor skal nogen bo på gaden, når andre bader i luksus?’ og ’hvorfor tillader vi forrykt overforbrug, når vi er på vej mod en klimakatastrofe?’ kommer til at fremstå som naive og platsocialistiske i stedet for helt nødvendige.

Da jeg gik på teknisk skole, fortalte en af mine klassekammerater mig engang, at hans drøm var at tjene mange nemme penge på at spekulere i lejligheder.

For som han sagde: »Man bliver ikke rig som håndværker, lige meget hvor meget man arbejder.« Han gik ikke op i faglig kamp for, at almindelige lønmodtagere skulle have bedre løn. Han drømte i stedet om at blive en af de få, der spekulerer sig til en formue.

Måske er det netop drømmen om at vinde i lotteriet, forlade de andre lønmodtagere og blive stenrig, der gør, at vi finder os i den stigende ulighed.

Opfattelsen af, at man bliver rig, fordi man har gjort det godt, står i vejen for kravet om en mere fair fordeling af ressourcerne. Ikke kun i Danmark, men i hele verden. Det skygger for, at vi forstår, at vi kan lave fordelingen af ressourcerne om. For det kan vi jo. Vi er jo flest.

Helga Mathiassen er tømrer. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Hansen
  • Pia Qu
  • Carsten Svendsen
  • Olav Bo Hessellund
  • Claus Høeg
  • Vivi Rindom
  • Søren Roepstorff
  • curt jensen
  • Jakob Trägårdh
  • Olaf Tehrani
  • Estermarie Mandelquist
  • Martin Ammentorp
  • Henrik N
  • Bjarne Andersen
  • Sup Aya Laya
  • Claus Oreskov
  • Troels Brøgger
  • Alan Strandbygaard
  • Jakob Silberbrandt
  • Ivan Breinholt Leth
  • Per Jongberg
  • Torben Kjeldsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Flemming Berger
  • ingemaje lange
  • Torben Jørgensen
  • Ib Christensen
  • Anne Schøtt
  • Christian Mondrup
  • Jens Wolff
  • Palle Yndal-Olsen
  • Martin E. Haastrup
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Anett Desiree Avlastenok
  • Herman Hansen
  • Henrik Petersen
  • Erik Nissen
  • Torben Skov
  • Tom Andreæ
  • Randi Christiansen
  • Elisabeth Andersen
  • Brian Jensen
  • Steffen Gliese
  • Jan Pedersen
  • June Beltoft
  • Peter Wulff
  • Jørn Andersen
  • Søren Andersen
  • Ann Thomsen
  • Lars Bo Jensen
  • Steen Sohn
  • Erik Karlsen
  • Ervin Lazar
  • Bill Atkins
  • Pia Svendsen
  • Hans Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Poul Anker Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
Finn Hansen, Pia Qu, Carsten Svendsen, Olav Bo Hessellund, Claus Høeg, Vivi Rindom, Søren Roepstorff, curt jensen, Jakob Trägårdh, Olaf Tehrani, Estermarie Mandelquist, Martin Ammentorp, Henrik N, Bjarne Andersen, Sup Aya Laya, Claus Oreskov, Troels Brøgger, Alan Strandbygaard, Jakob Silberbrandt, Ivan Breinholt Leth, Per Jongberg, Torben Kjeldsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, ingemaje lange, Torben Jørgensen, Ib Christensen, Anne Schøtt, Christian Mondrup, Jens Wolff, Palle Yndal-Olsen, Martin E. Haastrup, Hans Jørn Storgaard Andersen, Anett Desiree Avlastenok, Herman Hansen, Henrik Petersen, Erik Nissen, Torben Skov, Tom Andreæ, Randi Christiansen, Elisabeth Andersen, Brian Jensen, Steffen Gliese, Jan Pedersen, June Beltoft, Peter Wulff, Jørn Andersen, Søren Andersen, Ann Thomsen, Lars Bo Jensen, Steen Sohn, Erik Karlsen, Ervin Lazar, Bill Atkins, Pia Svendsen, Hans Larsen, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Poul Anker Sørensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Leo Nygaard,

Din nedkæmpning af stråmænd imponerer mig ikke. Ej heller din fatalisme.

har du et godt argument for, at rige mennesker har en moralsk ret til større frihedsgrader end fattige, lytter jeg til gengæld gerne.

Kristian Jensen

@ Søren Voss - Det bliver lidt ulækkert når du laver det der dyneløfteri. Gå efter bolden, ikke manden.

Jens Thaarup Nyberg

"Velfærdsstaten har sikret arbejderbevægelsens eksistens og betydelige indflydelse."
Tværtom: Arbejderbevægelsen har sikret velfærdsstatens eksistens og betydelige indflydelse.

Niels Duus Nielsen, Liliane Murray, Randi Christiansen, Karsten Aaen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Leo Nygaard, det er fordi socialisme er demokrati i alle samfundets led. Processen kan derfor ikke forudsiges, men målet er et balanceret retfærdigt samfund inden for velstand og miljø (Rødt og Grønt). Det er en logisk nødvendighed, at fjerne den private ejendomsret, men omfang og hastighed afhænger naturligvis af situationen.

Torben Kjeldsen

Leo Nygaard
Du lever faktisk i et semisocialistisk samfund.Problemet lige nu er meget enkelt, at kapital, ophobet, ikke skaber vækst, fordi der ikke tjenes penge nok på produktion. Før 80'rene havde vi mere styr på finansmarket, også kapitalens bevægelighed. Den er sluppet løs og der er en trussel for demokratiet. Tænk blot på at bankernes krise i 2008 kunne have ført til økonomisk nedsmeltning. Det vil jeg ikke finde mig i som borger og kun et flertal kan stoppe det. Den centrale kapital udgør stadig en stor risiko og kontrollen er ikke øget tilstrækkelig. Spørgsmålet om hvornår et samfund overgår til en anden form er ikke til at sige. Vores helt enestående Velfærdsstat er ikke samfund der bare forbliver, det kan ødelægges. Fundamentet er demokrati, central kapital forskyder magten til få, derfor er det ikke i orden at man kan blive styrtende rig på spekulation. Jeg kan til nød acceptere at produktionsejere tjener mere, men ikke uden deling af overskud med medarbejdere. Lige nu ødelægger de seneste 30 års politik Velfærdsstaten, desværre også af socialdemokratiet, hvis politik er DNAe't i Velfærdstænkning. Vi står overfor et valg hvor vi må se på fordeling af vores fælles rigdom. Måske vil det valg 'falde os i ryggen', for noget tyder på at vi på en eller anden måde står overfor en teknologisk udvikling der ikke helt følger det sædvanlige mønster, nemlig at tabte arbejdspladser 'fyldes' ud af andre produktioner. Fremtiden kan byde på så omfattende automatiseringer og anvendelse videnskabelig viden anvendt i fremtidens kognitive automatiseringer, så vi faktisk uden problemer kan nedsætte vores arbejdstid til under 30 timer og muliggør styring og regulering af vores samfund så vi med sikkerhed vil anvende både fem års og ti årsplaner. Og derved også må holde pauser i livet, uddanne os flere gange og leve med at leve meget længere. Vi vil helt sikkert have stoppet den kasinoøkonomi som vi kender idag. Økonomer vil sandsynligt være et meget lille fag til den tid. Vi vil alle sidde med en computer(indopereret) der helt uden problemer kvalificere alle dine beslutninger. Alle dine beslutninger. Ikke engang din bil vil du kære selv. Samfundet (helt globaliseret) vil regulere alt. Kun i din fritid vil du være fri og kunne lege, måske spille matador for sjov. Så kapitalismen vil forsvinde som grundstruktur og kun udgøre en sekundær rolle, hvis om nogen. Sjovt nok 'vender' vi tilbage til den livsform kalaharifolket havde. Alle havde arbejde, den sociale tid var vigtigst og man arbejdede kun ca 20 timer pr. uge og det i en ørken. Ja sådan er der så meget.

Randi Christiansen

Peter bækgård o.a. - i et permakulturelt, bæredygtigt dvs et sundt samfund er intet arbejde bedre, mere værdifuldt eller vigtigere end noget andet. Her deles man om det arbejde, som samfundskontrakten tilsiger, der skal gøres.

Verden er ikke et sted, hvor man bør kunne gøre, hvad man vil, bare man har penge nok. Det forrykker den økologiske balance. Hvis ikke det var tilfældet, kunne folk for min skyld bade i penge, sålænge ingen andre lider nød. Et parameter, som ikke er vanskeligt at definere. Det handler kun om at kunne fungere fysisk og psykisk i de givne forhold, som jo varierer geografisk. Når de grundlæggende overlevelsesparametre er på plads, er der fri leg for resten - og så har vi alle sammen en fest.

Pt ligner verden en børnehave, hvor dampbørn farer rundt og hærger. Det er ikke holdbart.

Liliane Murray

Hvordan kan det være, at der er et liv man synes, kan være 'godt nok' for nogen (de gratis glæder), men ikke for andre?

Vil en tur rundt om søen, give et ensomt menneske andre menneskelige relationer? Eller vil 'skovens dybe stille ro' blot bekræfte ensomheden? Exponere den?

Hvordan kan det være at nogen kan have ondt af at de rige mister noget, men ikke at fattige mister alt?

Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Søren Voss kommer faktisk med nogle gode argumenter imod det synspunkt, at de rige ikke skal være så rige - altså for, at den måde, det allerede kører på, er den mindst ringe.

Lad mig som djævelens advokat give ham lidt medspil. Med en historie fra det virkelige liv.

I starten af Anden Verdenskrig ledede de britiske styrker deres tropper ved hjælp af "kommisioner" - selv om der var formelle kommandører på alle niveauer, blev de taktiske beslutninger taget i et plenum bestående af alle involverede officerer. Ser vi bort fra de menige soldater, kan man altså sige, at de afgørende beslutninger blev truffet på demokratisk vis. Som man kan se i historiebøgerne, fungerede systemet ikke, tyskerne udnyttede, at briterne var meget langsomme til at reagere, og at de var meget forudsigelige i deres taktiske respons. Så briterne fik bank igen og igen, og ulykkerne ophørte først, da Montgomery fik frie hænder til at reformere ledelsessystemet til det gammelkendte diktatoriske system med én ansvarlig leder.

Russerne havde et system, hvor de ledende officerer skulle afstemme alle deres beslutninger med en politisk kommissær, ud fra det semi-demokratiske princip om "altid to mand om en arbejdsopgave" . Det gik heller ikke så godt, krigslykken vendte først for russerne, da Stalin afskaffede kommissærsystemet og indførte et top-down ledelsessystem med ansvarlige enkeltpersoner på alle niveauer.

Nu taler det imod min tese, at franskmændene havde et traditionelt diktatorisk ledelsessystem, og dem gik det ikke bedre i begyndelsen af krigen - og der var jo også mange andre årsager til, at tyskerne ikke kunne fastholde deres momentum. Ikke desto mindre er det påfaldende, at både russernes og briternes tropper blev meget mere effektive, da man genindførte diktaturet i de væbnede styrker.

Så når vi taler om ledelse af tropper, er demokrati både for langsomt og for ideforladt. Det er fristende at overføre denne erfaring til moderne virksomhedsledelse, især fordi moderne virksomheder stadig organiseres ud fra de "midlertidige" principper, der blev indført for at booste effektiviteten under krigen - kvinderne ud på arbejdsmarkedet, en mindre hær af rationaliseringseksperter, der ser mere på produktivitet end på arbejdernes trivsel (det er jo kun indtil krigen er slut, som det hed), samlebånd (robotter), der styrer arbejdstempoet osv. etc.

Så måske skal vi et spadestik dybere? Adam Smith har vist, hvordan det er mere produktivt at lade folk udføre delopgaver (ensidigt gentaget arbejde) end at lade dem skabe et færdigt produkt. Og givet, at moderne økonomi er baseret på jungleloven og den mest produktives overlevelse, er det da klart, at de ansvarlige ledere, som står til ansvar for aktionærerne og som ofte har en baggrund i det nødvendigvis diktatoriske krigshåndværk, ikke ønsker at afgive deres suveræne ledelsesrettigheder. Aktionærerne tror jeg faktisk er ret ligeglade, bare de får et afkast af deres investeringer, så måske er det i virkeligheden dem, vi skal henvende os til?

(Sidebemærkning: Hvis ikke jeg tager fejl, er danske lønmodtagere storspillere på det internationale aktiemarked i kraft af deres uigennemsigtige medlemsskab af diverse pensionsordninger, som bestyres af ukendte mennesker med slips, som lønmodtagerne ikke har været med til at vælge på demokratisk vis. Er danske lønmodtagere virkelig mere interesserede i afkastet af deres urørlige investeringer end i deres egne arbejdsforhold?)

Kan vi komme ud af den onde cirkel, hvor den enes brød er den andens død? Behøver vi at være så produktive, så folk går ned med stress, mens de mindre produktive af os går ned med depressioner på kontanthjælp?

I mine øjne er det grundlæggende problem ikke, at nogle mennesker bliver uforholdsmæssigt rige på andres bekostning - det er blot en funktion af det grundlæggende problem. Som er, at den kapitalistiske økonomi ikke kan overleve uden en årlig vækstrate på 3%. Det er den dybereliggende årsag til, at vi ikke kan forestille os en virksomhedsledelsesstruktur, hvor direktøren ikke har hånd- og halsret over sine medarbejdere. Økonomisk demokrati er en smuk tanke, som desværre hurtigt vil blive udkonkurreret i et kapitalistisk konkurrencesamfund baseret på en krigsøkonomi.

Indtil vi finder ud af, hvordan vi får styr på væksten, så vi kan redde planeten, anbefaler jeg det næstbedste, nemlig et progressivt skattesystem. Ved at lade de "stærkeste" skuldre bære den tungeste byrde afhjælpes den ulighed, som ellers vil true "sammenhængskraften", som det så smukt hedder.Men det er kun en nødløsning, som ikke gør noget ved det grundlæggende problem, som er væksten.

Men måske problemet løser sig selv. Ifølge meteorologerne er der global opvarmning for alle danskere i morgen og i overmorgen, så den hellige vækst er måske allerede i færd med at udrydde sig selv?

Mikael Velschow-Rasmussen, Liliane Murray og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Leo Nygaard, du skriver:

Så længe rige borgere ikke generer eller begrænser andres frihed, har de moralsk ret.

Kan du pege på et eksisterende samfund, hvor dette er tilfældet? Hvor akkumulation af rigdom ikke virker begrænsende på andre menneskers frihed?

Hvis jeg har 10 kroner og du har 1, hvem sælger frugthandleren så sit æble til, og til hvilken pris?
begrænsningen af frihed for de mindrebemidlede er bygget ind i det økonomiske system, som derfor, hvis dine ord står til troende, er uretfærdigt. Sådan moralsk set.

En ganske ubekvem indsigt, i det mindste for mennesker udstyret med en småborgerlig moral, dvs en patologisk fiksering i selvretfærdigheden.

Derfor blomstrer rationaliseringerne....Ondskabens blomster, kunne man sige, hvis man vil tillade mig et studentikost nik til Baudelaire..

Mikael Velschow-Rasmussen, Christian Nymark, Liliane Murray, Randi Christiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

randi christensen, jeg har dælme ikke indgået en samfundskontrakt. Jeg bidrager med skat til den samfundsmodel der har vist sig at være den bedste model - en blød mellemvare af kapitalisme og socialisme.
jeg skal ikke nyde noget af statens indblanding i hvad jeg må tjene og hvad jeg skal lave.
hvordan kan nogen overhovedet argumentere for at lade staten beslutte noget som helst. Det er jo bevist gang på gang at mennesker nok skal finde andre midler og finde andre måder at tjene deres penge på. Så er det da bedre at det sker i et samfund som det danske.
og jo der er så sandelig jobs der er mere værdifulde end andre - at påstå det modsatte er naivt.
der er forskel på mennesker og sådan vil det altid være - selv hvis staten blander sig.

Lise Lotte Rahbek

Peter Bækgaard
Hvilke jobs er mere værdifulde end andre - og hvorfor har de større værdi ?

Jørgen Mikkelsen

Helga Mathiassen siger: Hvad med sosu-medhjælperen, der gør et vildt godt stykke arbejde hver dag? citat slut.
Kommentar: Nej man bliver bestemt ikke rig ved at være underlagt en sosu-overeneskomet. Faktisk nærmere betalingen for dette arbejde sig det uanstændige. Men hvem er det der sælger de ansatte så billigt? Jov det er såmænd Dennis Christensen og FOA og den overenskomst man der er undelagt. Det er selvfølgelig trist at mange derved kommer til den konklusion, at man har valgt en forkert uddannelse. Men i dagens Danmark må man erkende, at det er ældgamle normer og fagforenings-grænser det sætter den økonomiske dagsorden og ikke honorering for det arbejde man udfører.
Man kan jo ikke fortænke folk i at de vælger erhvervsveje der hvor man kan score kassen. Det er jo dyrt at leve i DK- med alle de skatter og afgifter der skal betales, og man kan jo ikke købe brød hvis lønnen ikke rækker dertil.

Randi Christiansen

Peter bækgård - i og med du er født ind i et retssamfund, er du del af en samfundskontrakt. I kraft af det repræsentative demokrati har du en vis indflydelse. I danmark er vi enige om forskelligt herunder fx det offentlige hygiejneniveau. Hvis renovationen svigter, er du hurtigt på skideren - så tror jeg nok, at du vil sætte pris på rengøringsarbejderens indsats.

Og ja, der er forskel på mennesker, heldigvis, det er udtryk for en skøn og sund diversitet, men det burde ikke give adgang til, at vi mht overlevelse behandles forskelligt.

Da jeg var barn, glædede jeg mig meget til voksenlivets velsignelser, hvor jeg selv kunne bestemme over mit eget liv. Og det var da også en dejlig dagdrøm, indtil jeg opdagede - i 12 års alderen - at andre og mægtigere kræfter end mine forældres vilje styrede ikke blot mit men også deres liv - i detaljen. Det var uhyggeligt at erfare, at ikke engang mine voksne kunne beskytte vores lille familie mod verdens dumhed og ondskab. Det var under cubakrisens accelererede trussel om væbnet konflikt - med atomvåben. Efterfølgende likviderede mordet på kennedy også resterne af min tillid til den top down styring, som niels' advokatur så præcist beskriver og hvis moralske forudsætning må og skal være, at den tilgodeser alle borgere udfra retfærdige principper. Denne moralske habitus er fraværende i ledelseslaget enten fordi, der ikke er enighed om, hvad disse principper er, eller fordi andre principper som fx konkurrencestatens 'først til mølle' princip er styrende.

En modus, der af mindst to miljø-og socioøkonomiske grunde er ødelæggende for vores biotop/habitat. De ressourcer, som 'de rige' har så megen større adgang til end andre, er endelige. Ydermere tilhører de fællesskabet. Dvs at alene det forhold, at man af den ene eller anden grund er rig, giver adkomst til at forbruge og dermed bestemme over ressourcer, som er endelige og hvis anvendelse har afgørende betydning for biotop/habitatens biologiske kredsløb. Mht den såkaldte sociale ulighed er det ikke uligheden i sig selv, som skaber social uro, men det armod, som det privatkapitalistiske system i stigende grad fører med sig.

En meget uholdbar situation som det er min påstand, er alle miljø-og socioøkonomiske ubalancers ophav. Interessant er det at udforske, hvorfor jungleloven så har denne bestemmende magt i samfund, der dog aspirerer til at være civiliserede. Jeg lander hvergang, jeg prøver at forstå det, på to faktorer i et meget uheldigt samspil : dumhed og eller korruption.

Den nødvendige omstllling kommer til at ske. Det ville være bedst, om det skete så intelligent som muligt.

Mikael Velschow-Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

@Peter Bækgård,

Du mener at der er jo der er mere værdifulde end andre? Hvordan tror du et sygehus, en lufthavn eller vores byer ville se ud, hvis der ikke var ansatte til rydde op og gøre rent.
Men det er måske ikke så vigtigt, om vi lever i en svinesti eller ej?

Niels Duus Nielsen

Jørn Mikkelsen, tror du selv på, at hvis sosuerne melder sig ud af fagforeningen og selv forhandler deres løn, så vil de få mere i lønningsposen?

Mon ikke fagforeningspamperne hver gang forsøger at presse arbejdsgiverpamperne mest muligt? Mon ikke det er på grund af dette pres, som jo går ud over virksomhedernes bundlinje og afkastet til de dovne aktionærer, at stort set alle borgerlige ønsker fagbevægelsen og den danske model hen, hvor peberet gror?

Niels Duus Nielsen

Leo Nygaard, jeg fandt en efter min mening interessant kritik af georgismen, udtalt af en borgerlig økonom i Nationaløkonomisk Tidsskrift XXXXVIII fra 1910.

Denne borgerlige kritik virkede på mig imod kritikerens hensigt, idet hans henvisning til John Lockes arbejdsteori (som er grundlaget for både liberalismens og socialismens forståelse af begrebet ejendomsret) gjorde det klart, at en konsekvent gennemtænkt georgisme vil føre til socialisme:

"Men dernæst vil man, selv om man ser bort herfra og i tilslutning til georgisterne bryder staven over enhver ejendomsret, der ikke hviler på et af ejeren ydet arbejde, aldrig kunne blive stående ved en jordværdiskat. Georgisterne erkender selv dette, idet de foruden jordværdiskatten kræver udslettelse af alle monopoler, ligegyldig i hvilken form de optræder, enten gennem beskatning eller ved at staten overtager dem. Skal arbejdsteoriens krav opfyldes, kan man dog heller ikke begrænse sig hertil; i så fald må også den sociale modsætning mellem arbejde og kapital fjernes...De georgistiske ideer fører således, når man fjerner den uklarhed, der ruger over dem, logisk til socialismen."

http://grundskyld.dk/9kritik1.html

Så det er bare med at komme i gang!

:-)

Torsten Jacobsen

Leo Nygaard,

Lad os sige, at jeg har tjent mine 10 kroner i reklameindustrien. Mit firma laver bl.a. reklamer for tobaksproducenter, bryggerier og for rejsebureauer. Som administrerende direktør er jeg ansvarlig for lønrammerne i virksomheden.

Du arbejder under mig i samme virksomhed. Jeg har desværre kun råd til at betale dig en krone. Ellers kan jeg jo ikke selv få 10..

Torsten Jacobsen

Vind eller forsvind, ikke sandt Leo Nygaard?

Jeg har lige talt med en bekendt ansat i hjemmeplejen. Hun sidder derhjemme med 39 i feber, og tager alligevel på arbejde i morgen. Helt 'frivilligt'. Hun er ansat i et vikariat, skal jeg sige dig, til en løn et par tusinde over dagpengesatsen. I morgen kan hun så tage sin feber med på arbejde, og i 8-12 timer (afhængigt af dagens underskud i bemanding) passe og pleje de ældre, de demente og de psykisk syge på det bosted, hvor hun arbejder.

Hun er selvfølgelig fri til at blive hjemme, og passe og pleje sig selv. Selvfølgelig er hun det. Så må man jo bare håbe at kollegaerne løber dét hurtigere, og at hendes fravær ikke tæller ned, når hendes vikariat skal genforhandles til foråret...

Din snak om 'frihed' hænger mig ud af halsen. Intet mindre..

Randi Christiansen, Torben Kjeldsen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Liliane Murray, selvfølgelig er der jobfunktioner der er mere værdiskabende end andre, og derfor også mere værd. Det kommer an på hvilken præmis du anskuer det ud fra. de jobs der eksisterer i et samfund tjener hvert sit formål, men at sidestille dem som lige meget værd er direkte naivt.
min egen hustru er sygeplejerske, og deres ansvar er jo enormt men lønnen afspejler ikke helt det forhold. Lægerne tjener kassen og gør det fordi de er højere uddannet, har et større patientansvar når det kommer til stykket.
Rengøringsdamen og kassedamens lønninger er lave, det er de fordi kvalifikationskravene er relativt lave - ansvaret er begrænset, men de sørger for at vi kan få lov til at betale for vores vaarer.
Min kæphest er kunstnere på støtte... jeg synes det er en absurditet at støtte kunstnere alene ud fra den devise at hvis man er dygtig så burde man kunne leve af ens værker, hvis ikke man kan leve af det, så må man finde sig en ekstra indtægt. Det er der også mange der gør,
Hvis du mener at alle jobs er lige, så kunne du måske se lidt på dig selv og din omgangskreds, og forestil dig om du ville bytte job og lønindkomst, eller om vi skal have ens løn for alle... det tvivler jeg på du vil være fortaler for - med mindre du selvfølgelig er i det som kaldes lavtløns-job.

Lise Lotte Rahbek

Peter Bækgaard

Hvilket ansvar og værdi har en bankdirektør efter din ikke-naive mening? ?
Hvilken værdi har en en grafiker på et reklamebureau og hvorfor får vedkommende mere i løn end din sygeplejerske-kone, som har meget mere ansvar?

Jeg er absolut tilhørende den gruppe, som du betegner "naiv" men jeg vil da gerne læse din opfattelse af hvordan ansvar og løn hænger sammen og hvilken logik du finder så indlysende, at du opfatter sig selv som ikke-naiv.
Argumenter, tak.

Bill Atkins, Niels Duus Nielsen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

@ Peder Bækgaard,

Jeg er modstander af absurde lønforskelle, ikke imod lønforskelle. Men jeg mener at der burde, såvel som indføres en værdig minimumsindkomst (Læg mærke til at jeg skriver 'indkomst' og ikke løn), som man kan leve af uden at skulle arbejde ekstra, og med sin indkomst kunne føre et værdigt liv, på lige fod med andre i vort samfund. Og ligeledes, burde der også indføres en maximumindkomst, en indkomst, hvor ingen måtte eller kunne overstige denne indkomst, heller ikke den selvstændige, direktøren eller papirspekulanterne.

Hvor den grænserne for den nedre og øvre indkomst skal ligge, vil jeg lade andre om at afgøre, men som tommelfingerregel, ville jeg foreslå at den øvre indkomstgrænse aldrig må overstige 5 gange den nedre, så hvis den nedre blev sat til 250.000 kroner om året, vill den øvre ikke kunne overstige 1.250.000 kroner om året. og så synes jeg også man er blevet godt belønnet for ekstra indsats og ansvar. Alt hvad der ville overstige dette, med systemet som det er, eller i et helt nyt concept, containeren påvirker ikke indholdet, ville ikke være andet, eller mere, end egoistisk grådighed og en hån mod alle andre i samfundet.

Peter Bækgaard
...et lille sidespring afstedkommet af din bemærkning: Min kæphest er kunstnere på støtte...

Når danske film- og mediestuderende mødes med andre studerende i udlandet så er de lysår foran i hvad der vedrører teori og praktik fordi de har fået på en professionel medieuddannelse og ikke har behøvet at tjene til deres studieafgift og livsnødvendigheder. En medieindustri som har så stor betydning for alt fra internet, underholdning, dokumentation osv osv. 10.000 vis af job. Prøv at se på al kunst som et led i en medieindustri.

Vær glad for at Staten støtter den udvikling, og kan se at samfundet er en sammenhængende organisme med plads til alle.

Se i øvrigt den video der er knyttet til Laura Dombernowsky artikel i dagens avis:
https://www.information.dk/udland/2016/08/smaa-handlende-taber-paa-kinas...

Hvis du ikke kan læse hele artiklen er videoen her:
http://www.nytimes.com/video/technology/100000004574648/china-internet-w...

...man fornemmer tydeligt privatkapitalisternes angst over ikke at favne kaos. Og tænk hvis myndighederne bruger de opsamlede data til at gøre samfundet bedre på de områder, som af mangel på profit ikke interesserer privatkapitalisterne (som jo opsamler de samme data, og tilmed anser dem som deres ejendom.)

Et sidespring. Men min pointe er at Staten og nationen kan ses som en sammenhængende organisme. Vi har ingen anden mulighed, faktisk.

Niels Duus Nielsen

Til Torsten Jakobsen og Leo Nygaard: Problemet opstår, når man (1) opfatter sit arbejde som et kald, (2) arbejder med mennesker som genstand, (3) har for stor empati med sine kolleger. Det er nemt at blive hjemme som postarbejder, for det er ikke et kald, og brevene er ligeglade med hvornår de bliver sorteret, og kollegerne ville alligevel skælde dig ud og kalde dig en morakker, hvis du mødte syg frem på arbejde.

Florence Nightingale har ikke levet forgæves - omsorgsarbejdere har ofte stor empati for de mennesker, de arbejder med - heldigvis, da - såvel som deres kolleger, og det udnytter deres arbejdsgivere. Det eneste, der kan modvirke denne menneskelige trang til at udvise hensyn over for sine medmennesker, er bevidsthed om egen rolle i samfundet, organisering og klare mål, og ikke mindst gode argumenter. Leo Nygaard har helt ret, der er tale om misforstået opofrelse.

Og jeg står ikke på sidelinien og er hellig, for jeg har selv været der. Da jeg var tonemester har jeg måttet passe lysmesterens job, mens han var ude at brække sig, og et par dage efter var det ham, der passede mit job, mens jeg var ude at brække mig. For os var jobbet nemlig et kald, samtidig medd at vi var ligeså uundværlige som skuespillerne på scenen, og i øvrigt kunne vi rationalisere vores handlemåde rent pragmatisk, da vi faktisk tjente en hel del mere end en sygeplejerske, netop på grund af dette "ansvar".

Og til Peter Bækgaard: Hvis lav indtægt skyldes, det er kvalifikationskravene, der er lave, hvad er så begrundelsen for at børsspekulanter kan blive så rige? Hvad ved en børsspekulant, som en bogholder ikke ved?

Argumentet med lægen holder ikke uden visse underforståede forudsætninger. Lægen har som lægestuderende måttet leve på en sulteløn kaldet SU (som dog undervejs er blevet suppleret med diverse lønnede praktikantjobs på hospitalerne), så derfor giver det mening at forgylde dem senere i tilværelsen. Men man kunne jo også vælge at forhøje SUen og så finansiere det ved lade lægerne betale lidt mere i skat, når de er færdiguddannede.

Så er der spørgsmålet om "ansvar" - der må jeg bede om en præcisering, for ansvar er et gummibegreb. Lægen risikerer at miste sin bestalling, når han m/k fejldiagnosticerer og fejlmedicinerer, men det gør sygeplejersken, der roder patientiernes medicin sammen, sgu da også - ligesom rengøringskonen m/k da heller ikke holder længe i jobbet, hvis ikke hun gør ordentligt rent.

Den eneste reelle forskel, jeg kan se, er at det er nemmere at finde en ny rengøringskone end en ny læge. Hvilket så gør, at "ansvarsbelagte" personer ofte reelt bliver fritaget for ansvaret, når de kvajer sig; se bare på regeringen og størstedelen af politikerne på Borgen. DSB har lige besluttet sig at skrotte IC4-togene - der er her tale om et fejlindkøb, sanktioneret af "ansvarlige" politikere, så hvornår bliver de stillet til ansvar?

Om kunstnere skal have støtte er altid en god diskussion. Lad mig nøjes med at konstatere, at vi her har valgt politisk at udnævne et antal smagsdommere i ordets oprindelige betydning, som på vegne af os alle sammen beslutter, hvem der skal støttes og hvem ikke. Jeg er - sikkert ligesom dig - uenige i mange af disse smagsdommeres konkrete valg, når de støtter en kunstner, der ikke falder i min smag. Men sådan er det at leve i et demokrati. Man skal ikke indordne sig under alt, hvad politikerne finder på, men lige på kunstområdet vurderer jeg, at det er peanuts vi taler om, så det kan ikke hidse mig op

Og du må ikke glemme, at på Shakespeares tid skulle der bruges ti personer til at opføre "Hamlet". Selv om produktiviteten på det øvrige arbejdsmarked i mellemtiden er mangedoblet, kræver det stadig ti personer at opføre "Hamlet". Ligesom et symfoniorkester ikke kan erstattes af et kammerorkester. Så kan man jo argumentere for at lade falde, hvad ikke kan stå - som sagt, det er altid en god diskussion.

Søren Kristensen

Inter er så ondt at det ikke er godt for noget. Sagde min farmor og andre før hende. Tag nu sådan noget som hjemløse flygtninge. Min papsøn blev forleden spyttet i ansigtet af en af dem, fordi han ikke lige havde en smøg tilovers. Den nye underklasse giver, om ikke andet, os i middelklassen mulighed for at opleve hvordan det er at være missundt på solsiden. Den oplevelse har jo hidtil været forbeholdt de rige ude i Hellerup.

Torsten Jacobsen

Leo Nygaard,

Hvad har det med fattigdommens ufrihed at gøre, spørger du?

Først føler jeg trang til - som selv aldrende studenter kan have for vane - at kridte banen op nok engang. Det bliver sikkert langt, så er du i tidsnød eller stiller jeg for store krav til din tålmodighed, kan du med fordel springe fortalen over.

Fortale
Jeg må minde dig om, at vi ikke taler om 'frihed' i absolutte termer - altså ikke som et binært forhold i formen 'Frihed | Ufrihed' - men som udmålt i grader, altså i form af et kontinuum: Frihed <=> Ufrihed'.

Jeg spurgte dig tidligere hvilken moralsk ret rige mennesker har til en større frihedsgrad end fattige mennesker. Det spørgsmål udspringer af en præmis, som siger, at der er en positiv sammenhæng mellem den rigdom man har, og den grad af frihed man i vores samfund kan opnå. mere hovskisnovski-studentikost udtrykt kan man sige, at rige mennesker i et kapitalistisk samfund og meget konkret forstået - det abstrakte begreb til trods - har en større mulighedshorisont, end fattige mennesker har.

Den præmis kan man selvfølgelig anfægte. Hvad mange småborgere - fattige som rige - da også gør. Men deres anfægtelser er rationaliseringer (I en freudiansk forståelse af ordet), i et forsvar mod den skyldspådragelse og den skam, som naturligt* følger af et liv i uretfærdighed. En anden måde at udtrykke det samme på, er med anvendelse af det psykologiske konstrukt kognitiv dissonans.

*Det antages i det ovenstående, at mennesket er et moralsk væsen, dvs. et væsen som bekymrer sig om, hvad der er 'rigtigt' og 'forkert'

Småborgeren klynger sig desperat til forestillingen om at have ret. At være retfærdig. I tanke og i handling. Karakteristisk for dette tragiske og sønderrevne væsen er som sagt en stærk moralfølelse, men i kombination med en stærkt udviklet rethaveriskhed, fører denne stærke moralfølelse i småborgerens tilfælde paradoksalt nok til en moralsk blindhed - en moralens blinde plet, kan man sige - i forhold til egen fremfærd. "Vi, de retfærdige!", siger man til sig selv og hinanden i de kredse - og man mener det!

I en vis forstand er vi altså alle småborgere, blot er der - som med friheden - tale om et kontinuum. I ovenstående refereres der til en af de mere ekstreme, men desværre stadig udbredte former.

Hvad har det dog med fattigdommens ufrihed at gøre?

Når nu Direktør Iversen, Glarmester Pedersen eller fodboldspiller Michaelsen - i kraft af deres styrke, talenter og held - finder sig selv placeret i en af de øvre lønrammer, samtidig med at de er lykkedes med at stikke ikke ubetydelige midler ind under madrassen, så vil de og mange andre jo nok hævde, at de har gjort sig fortjent til denne velstand. De har fortjent den udvidede mulighedshorisont, den højere frihedsgrad, som de i kraft af deres rigdom opnår i et kapitalistisk samfund. Bemærk, at der her er tale om en moralsk dom: "Jeg har ret til min rigdom!"

En sådan selvretfærdighed tillader uden videre Iversen, Pedersen og Michaelsen at kaste sig ind i kampen for topskattelettelser, effektiviseringer af den offentlige sektor, beskæringer af offentlige ydelser. Ikke fordi de er onde mennesker, nej tværtimod. Fordi de er retfærdige mennesker!! Men samtidig er de jo ikke dumme, vel? De ser jo nok, hvordan deres insisteren på egen ret til rigdom, påvirker andre mennesker i samfundet: Hvordan deres forsvar for egen udvidede mulighedshorisont uundgåeligt indskrænker andre menneskers mulighedshorisont.

Iversen vil ikke betale topskat (Tyveri, kalder han den sikkert!), så Sosuhjælperen må løbe stærkere, og hans eller hendes løn må holdes nede. Pedersen arbejder 80 timer om ugen, og vil sgu ikke bestjæles af alle de arbejdsløse glarmestre, så dagpenge og kontanthjælp må beskæres. Michaelsen har altid 'troet på det', og tror derfor at tro alene kan flytte bjerge. Derfor skal han sgu ikke nyde noget af, at blive tvunget til at bidrage til udjævningen af den slagne vej for alle andre.

"De andres mullighedshorisont, de andres frihedsgrader må indskrænkes, så mine muligheder, min frihed kan fastholdes og udvides." Sådan ser Iversen, Pedersen og Michaelsen at verden ér...I ét kort øjeblik ser de det klart, og en moralsk kvalme af fuldstændigt uudholdelige proportioner skyller ind over dem! Men øjeblikket er forbi, og et nyt træder i dets sted: Rationaliseringens øjeblik!

- De fattige er dovne (har ikke fortjent bedre)
- De fattige er dumme (har ikke fortjent bedre)
- De fattige kan ikke tage/føle/bære et ansvar (har ikke fortjent bedre)
- Det er ingen grænser for vækst (De fattige er fri!)
- Der er ingen fastlåste strukturer i samfundet (De fattige er fri!)
- Jeg arbejder hårdere end andre (Jeg fortjener mere end andre!)
- Jeg er dygtigere end andre (Jeg fortjener mere end andre!)
- Jeg ofrer mere end andre (Jeg fortjener mere end andre!)
- Jeg er mere værd for samfundet end andre (Jeg fortjener mere end andre!)

etc.
etc.
etc.
Ad Nauseam...

Et tragisk og sønderrevet dyr, dette ynkelige, småborgerlige væsen... Måtte vi dog ikke snart blive fri for det...

Mikael Velschow-Rasmussen, Carsten Svendsen, Claus Oreskov, Liliane Murray, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Tak, Torsten Jakobsen, for en meget præcis analyse af småborgerskabets diskrete charme. Jeg har selv rødder i småborgerskabet, og kender derfor problemstillingen indefra, og du har desværre alt for ret.

Desværre blev ejerboliger givet fri for år tilbage, så i stedet for at uddø, er småborgerligheden nu blevet normaltilstanden for mange danskere. Ligesom vi alle via vore lovbefalede pensionsopsparinger er blevet småspillere på aktiemarkedet, hvad enten vi ønsker det eller ej.

Er denne gentrificering af arbejderklassen en uforudset sideeffekt af forsøgene på at skabe en bedre tilværelse for borgerne, eller var det i virkeligheden det dybereliggende formål med storborgerskabets opbakning til disse tiltag?

Glem ikke, at småborgerskabet må leve med kognitiv dissonans og putten blår i egne øjne - storborgerskabet derimod har alle dage kunnet se egne interesser klart og tydeligt, og har defor brugt kynismen som mental overlevelsesmekanisme.

Ok, dyb debat. Men jeg må lige hive denne sætning fra Leo Nygaard frem:
Hvad har det forøvrigt med fattigdommens ufrihed at gøre ?
...at Leo Nygaard som ærkeliberalist erkender at fattigdom er ufrihed er en stor indrømmelse i forhold til hans ellers unuancerede syn på omfordelingsspørgsmålet. Vi kan ikke opnå frihed uden at bekæmpe fattigdommen.
Spørgsmålet er nu bare, i hvilken hastighed og med hvilke metoder, fattigdommen skal afskaffes. Der er stadig mulighed for dybe grøfter, men en erkendelse af at fattigdom er ufrihed, det er et markant skridt på vejen, som jeg synes Leo Nygaard fortjener får en anerkendelse for. Thumbs up.

Claus Oreskov, Liliane Murray og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

"You Win the Internet!", som de unge vist udtrykker det online, med dit udtryk: 'gentrificeringen af arbejderklassen'. Det vil jeg tillade mig at tage med videre, og gøre til mit eget. ;)

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Leo Nygaard, en arbejder arbejder 7 timer om dagen de første 4 timer får han løn for, de næste tre timer arbejder han for arbejdsgiverens overskud. Der har du kilden til kapitalisternes formue og arbejderens ufrihed. Ret enkelt Leo Nygaard, men pisse uretfærdigt.

Leo Nygaard, nu er det vist dig der sludre. Du hader at dine luftkastelleer blive stillet overfor fakta. Læs nu hvad jeg skriver og hvad jeg ikke skriver om merværdien af den ansattes arbejde. Jeg skriver ikke at de tre timer går fuldt og helt i lommen på arbejdsgiveren, naturligvis har arbejdsgiveren nogle driftsudgifter, men arbejdsgiveren sidder på kassen ellers havde vi vel ikke den sammenhobning af kapital i toppen og en stigende ulighed i samfundet.

Brænd din dogme bog....ja, det ku' du li' - ligesom i 30'ernes i Nazityskland?

Leo Nygaard, det jeg "ikke skriver" er dine udlægninger ...

Og ja, arbejderne har mange muligheder, den mest nærliggende er at kigge arbejdsgiveren i regnskaberne og forlange det de er værd.

Men det er dig selv der stiller spørgsmålet: Du spørge, hvor kommer rigdommen fra - er den opnået på bekostning af andre med ufrihed til følge.

Og så vil du pludselig brænde svaret som er: J, rigdommen kommer af den merværdi og det merarbejde de ansatte leverer.

Leo Nygaard, ja, det er helt sikkert hårdt arbejde at bestride fakta, men jeg siger jo blot, at der er en overordentlig stor sandsynlighed for at lønmodtageren får mindre end han er værd..

Det er dig der - men jeg er helt enig - beskylder arbejdsgiveren for at "snylte".

Randi Christiansen

Leo, ville du en gang til for de tungnemme forklare, hvordan man skelner mellem samfundsskabte og personligt skabte værdier? For mig at se er det to uløseligt forbundne sider af samme sag.

Niels Duus Nielsen

Leo Nygaard, hvis jeg drikker mine penge op allerede den første, er jeg selvfølgelig selv ude om det, når jeg så sulter sidst på måneden. Det tager jeg for givet, hvorfor jeg ikke finder det nødvendigt at nuancere debatten med den slags forbehold.

Hvad jeg/vi opponerer imod er bl. a. min kæphest, nemlig at kontanthjælpsmodtagere regnes for nasserøve, mens kuponklippere regnes for samfundsstøtter. Hvilket er en direkte fortsættelse af Helga Mathiassens påstand, som er, at nogle mennesker uretmæssigt får væsentlig mere i løn end gennemsnittet for det arbejde de måske udfører, på trods af at denne højere indkomst ikke korrelerer med en større samfundsnytte.

Jeg havde en kort overgang en kæreste fra en rig familie, der havde anbragt hendes arv, så renterne hver måned udgjorde 20.000 kr efter skat, som hun så fik udbetalt. I denne periode var jeg på støtten, hvor jeg fik under det halve. Hvad havde hun ydet for sit underhold: Intet. Hvad havde jeg ydet? Minimum et års fast arbejde med kontant indbetaling af A-kassekontingent. Alligevel var jeg i borgerskabets øjne en skurk, mens hun var en heltinde.

Hvordan nogle mennesker kan få min veninde til at være en helt, mens jeg er en skurk, har altid været mig en gåde - vi er vel begge to skurke, når vi ikke arbejder? Jeg kan kun finde på et svar: Der er forskel på folk. Ikke på deres arbejdsindsats, ikke på deres menneskelige kvaliteter, men på deres afstamning. Stammer du fra en rig familie er du i nogle menneskers øjne mere værdifuld, og fortjener derfor at have en arbejdsfri indkomst, end hvis du stammer fra en fattig familie.

Bemærk, havde jeg nu giftet mig med hende, var jeg nok blevet opgraderet til en helt, som med mine medgifte forbindelser og penge kunne drive det til både både hofjægermester og samfundsstøtte med omtale i blå bog, men kvinden var desværre hysterisk, så jeg valgte at prøve lykken hos nogle mere medgørlige kvinder (uden det store held i øvrigt), hvilket endte med at gøre mig til proletar: Jeg ejer i dag ikke andet end mine børn, og de vil nok kraftigt frabede sig at være ejede.

Men faktisk er jeg fri - så fri, som man nu kan være, når man lige netop har til dagen og vejen. Hvilket er friere, tror jeg, end at skulle bekymre sig om lån og afdrag og psykopatiske mellemledere og chefer. Sådan føles det i alt fald, og for så vidt følelser er subjektive, kan man vel godt sige, at det perciperede er virkeligheden.

Mikael Velschow-Rasmussen, Randi Christiansen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Tak leo, jeg har mine blinde pletter - og jeg har længe været lidt frustreret over, hvorfor jeg ikke bare kan abbonnere på din model, når nu vi er så rørende enige om, at jorden og dens ressourcer tilhører fællesskabet.

Og det, der skurrer i mine ører, måske fordi jeg ikke rigtig forstår det, er når vi kommer til det med fordelingsnøglen. Betale for rådighedsretten? Leje af fællesskabet? Allerede her er der et problem : den sociale arv følger med. At være på rette sted til rette tid, tilfældigheder kommer til at afgøre, hvilke muligheder du har for at klare dig i livets spil. Der vil stadig være de, der forstår at maximere udover egne basale behov og de, der - fra naturens side - er mindre fordelagtigt stillede.

Hvordan skabe et samfundsdesign, som både tilgodeser de svages og de stærkes ret? Det er mit bud, at for at kunne det må vi leve i overensstemmelse med biotop/habitatens iboende lovmæssigheder.

Vi kan vælge konkurrencestatens junglelov, og det er der vist stadig flere, som kan se er en yderst kontraproduktiv samværsform, for at sige det pænt - æd eller bliv ædt, for at sige det ligeud. Hvilket andet valg har vi? Jo, vi kan aflæse grosted/bostedets iboende lovmæssigheder for vækst og overlevelse i et system, hvor ressourcerne er endelige, og vi vil komme frem til, at samarbejde med de økologiske lovmæssigheder udfra de permakulturelle principper er at foretrække og uundgåeligt bør medføre, at det primære ikke længere er kun at sørge for sig selv men at indgå i et samspil, som er opretholdende for det grosted/bosted, som er hele forudsætningen for den individuelle overlevelse.

Denne miljø-og socioøkonomiske omstilling har som sagt grosted/bostedets iboende lovmæssigheder som pejlemærke, og det er min klare overbevisning, at en sådan tilretning som ringe i vandet vil medføre balance på alle niveauer.

Jeg ser dog også, at denne omstilling forudsætter en kollektiv bevidsthedsmæssig opvågnen, hvor det indses at, 'nå ja, selvfølgelig er det sådan vi gør'. Desværre har menneskehedens kollektive og individuelle adfærd bragt os til et sted, hvor det er endog meget vanskeligt at komme bare nogenlunde helskindede videre - tabstallene er meget høje. Men det hjælper jo ikke at give op, og i vores stadige justeringsproces er vi nu nået til et punkt, hvor det, fordi situationen er så tilspidset om aldrig før, er så meget desto vigtigere at dreje på de rigtige håndtag.

Randi Christiansen

Leo - ad :
1. Alle styreformer uden de rette pejlemærker er potentielt livsfarlige
2. Så vi har tydeligvis problemer
3. Ingen taler om at ensrette mennesker men derimod om på en refærdig måde at tilgodese de overlevelses behov, som mennesker har til fælles.
4. Enig - udfordringen er så at definere hvornår, hvad er tilfældet.

Det var altså en gratis omgang leo i og med det centrale spørgsmål står tilbage : generelt, ifht hvad er retfærdighed, og specifikt ifht de to punkter jeg beder dig om at præcisere for mig.

Randi Christiansen

... over hvordan jeg kan besvare dit spørgsmål endnu præcisere end hidtil ...

Vi taler om, tror jeg, hvilke pejlemærker vi ønsker for vort samfundsdesign. Hvis ikke ti kloge kan byde ind med et kvalificeret svar, er vi ildere stedte, end vi behøver at være.

Randi Christiansen

Ok, jeg vil være endnu mere præcis. Vi er nødt til at blive bevidste om, hvad retfærdighed er, og hvordan vi kan nærme os den.

Det gode, sande, skønne og retfærdige verificerer hinanden indbyrdes. Det er pejlemærkerne,

Randi Christiansen

... er iboende vor biotop. Habitaten er forhåbentlig på vej til at respektere disse vor biotops iboende lovmæssigheder.

Sider