Interview

’Nogen i fagbevægelsen burde sætte deres Allan Olsen-kassettebånd i bilen og køre en lang tur’

Hvis fagbevægelsen også i fremtiden skal være en magtfaktor i samfundet, skal den favne det voksende prekariat og gøre op med den arbejderromantik, der idylliserer fabriksarbejderen og ser ned på den højtuddannede, mener Michael Valentin, direktør i Akademikernes A-kasse
’En arbejder er fandeme også én, der går med slips, arbejder i en bank eller underviser på universitetet og sørger for, at dine unger får en ordentlig uddannelse. Lad nu være med at hænge fast i den arbejderromantik,’ siger Michael Valentin, Akademikernes A-kasse.

Sofie Amailie Klougart

19. august 2016

Den danske fagbevægelse har en enestående evne til at overvurdere sin egen betydning. En evne, der samtidig får den til at fremstå bagstræberisk og ude af kontakt med sine medlemmer.

Det mener Michael Valentin, direktør i Akademikernes A-kasse, og selv om han begynder interviewet med at sige, at han har »et stort, varmt, brændende hjerte« for fagbevægelsen, mener han også, det er nødvendigt at gentænke dens tilgang til arbejdsmarkedet.

»I fagbevægelsen har man en tendens til at tro, at man får verden til at rotere om sin akse, men det gør man ikke. Med den usædvanlige selvindbildningskraft kommer folk i fagbevægelsen på en eller anden måde altid til at fremstå som nogen, der er imod deres egne medlemmer og imod udviklingen,« siger han.

»Jeg synes da også, det er hyggeligt at høre Allan Olsen synge om, at alt var bedre i de gode gamle dage, da hans far arbejdede på værftet. Der er vi bare ikke længere.«

Vores arbejdsmarked udvikler sig hastigt i disse år. Digitalisering og globalisering giver nye muligheder for alle med en idé, og freelancevilkår, vikariater og løsarbejde – vilkårene for det såkaldte prekariat – erstatter i stigende grad fastansættelser.

Det giver nye udfordringer for en fagbevægelse, der er bygget for at kæmpe for fuldtidsansatte lønmodtageres vilkår.

– Har fagbevægelsen i dine øjne blik for den udvikling, der i disse år sker på arbejdsmarkedet?

»Overhovedet ikke. I dag taler man om prekariatet, men i stedet for at sætte sig lidt ind i deres situation, afviser man dem ved indgangsdøren.«

»Med den klassiske fagbevægelses blik er der i dag næsten et kastesystem, hvor Claus Jensens metalarbejdere er første kaste, for det er dem, der skaber al vækst i Danmark, mens resten bare nasser. Derefter kommer de offentlige ansatte, mens dem uden for står og beundrer alt det fantastiske, insiderne har. Samtidig forbeholder insiderne sig retten til at fortælle alle andre, at de er forkerte. Det er sgu en svær situation.«

Udviklingerne er for at blive

Michael Valentin – som har en fortid i både LO og HK – har tidligere kritiseret fagbevægelsen. Den 1. maj 2002 udkom hans bog Bare det holder min tid ud, hvori han malede et billede af en tung og træg fagbevægelse, der havde mistet kontakten til sine medlemmers virkelighed.

Bogen skabte debat, og fagbosser på stribe tog afstand fra kritikken. Blandt andet udtalte daværende forbundsformand for FOA, Poul Winckler, til Ugebrevet A4, at Michael Valentin måtte være »rådden i hovedet«.

Situationen for fagbevægelsen er kun blevet værre siden dengang, mener Michael Valentin. Den har ikke blot mistet kontakten til sine medlemmer, den sigter slet ikke mod den gruppe af freelancere, fortrængte og korttidsansatte – prekariatet – som vokser hastigt.

Fagbevægelsen har intet at tilbyde den stadig større gruppe på arbejdsmarkedet, mener han.

»Man føler sig truet af dem, og mange steder ser man det slet ikke som et område, der vedrører fagbevægelsen. Samtidig har jeg en oplevelse af, at de ser ’dem derude’ som nogen, der undertrykker, underbyder og vil have insidernes job på ringere vilkår,« siger han.

Læs også: Prekariatet presser både eliten og arbejderbevægelsen

– Bare fordi, vi har opfundet en term som ’prekariatet’, behøver der jo ikke at være noget nyt under solen. Er det ikke stadig den rigtige tilgang, når fagbevægelsen siger, at de er til for deres medlemmer, og de andre er løntrykkere, der skal holdes på afstand?

»Jeg tror heller ikke, der er noget nyt under solen. For 100 år siden var prekariatet bare daglejerne, landarbejderne og de ufaglærte.«

– Er denne gruppe farligere for fagbevægelsen end dem, man har set tidligere?

»Ja, for de er bedre uddannet. I dag opdrager vi vores børn til at være kritiske over for næsten alt, men når man sætter spørgsmålstegn ved konstruktionen her, får man at vide, at man er fræk og flabet. Det bukkede datidens prekariat sig for, og herremanden fik lov at prygle videre. Men det affinder man sig altså ikke med i dag. I dag finder de bare andre steder hen.«

– Hvis nutidens prekariat er en farligere gruppe, gør fagbevægelsen så lige præcis ikke det rigtige ved at forsøge at holde dem ude?

»Jo, hvis man ønsker at opretholde et kastesystem for de få. Hvis man har en forretningsstrategi, der hedder ’bare det holder min tid ud‘. Måske har organismer, organisationer og virksomheder bare sin tid, og jeg tror, fagbevægelsen er nået til et sted, hvor der er behov for en nødvendig omstilling, for de her udviklinger på arbejdsmarkedet er altså kommet for at blive.«

– Senest har fagbevægelsen kæmpet en hård kamp mod Uber, og flere har i det forløb beskrevet fagbevægelsen som en tilbageskuende organisation, der kæmper mod en uundgåelig udvikling. Hvordan ser du det forløb?

»Jeg går ikke ind for Ubers forretningsmodel, det vil jeg gerne sige meget klart. Jeg synes, den har nogle iboende usunde kapitalistiske træk, jeg ikke bryder mig om, så det er bestemt ikke et forsvar for Uber. Men denne her udvikling kommer jo til at fortsætte. Nu har fagbevægelsen fået en dom fra byretten, de kan læne sig op ad, men kommer det til at stoppe Uber? Næh, det gør det ikke.«

– Hvad skulle fagbevægelsen have gjort anderledes?

»Jeg synes, fagbevægelsen skulle og skal gå i dialog med Uber, være tydelige omkring, at det her er kommet for at blive, men forretningsmodellen er økonomisk usund, og den bryder vi os ikke om. I stedet satte man nogle taxavognmænd på tv-skærmen for at sige, at hvis de viser sig igen, skal vi nok krølle dem sammen og smide dem i handskerummet. Det er jo ikke en løsning på problemet.«

»Først må man acceptere præmissen, dernæst må man organisatorisk se på, hvad man kan gøre. Kan vi organisere de her folk? Kan vi sikre dem gode arbejdsvilkår? Der er en masse udfordringer, og dem løser man ikke ved at fornægte, hvordan virkeligheden ser ud.«

– Med de forandringer, vi ser på arbejdsmarkedet i dag, er tiden så løbet fra fagbevægelsen, som vi kender den?

»Jeg tror, fagbevægelsen vil gøre rigtig klogt i at sende nogle signaler om, at alle grupper på arbejdsmarkedet er velkomne i deres klub. Man skal gøre op med det kastesystem, hvor industriarbejderen, der arbejder syv timer om dagen, fem dage om ugen, er et bedre menneske end dem med spredte job henover en måned.«

»Når jeg hører dem, jeg kalder uddannelsesrindalisterne, sige, at en rigtig arbejder er sådan én, der går i blåt tøj, tænker jeg: ’Jamen så sæt du dit Allan Olsen-kassettebånd i din bil og kør dig en lang tur’. En arbejder er fandeme også én, der går med slips, arbejder i en bank eller underviser på universitetet og sørger for, at dine unger får en ordentlig uddannelse og kan klare sig i en globaliseret verden. Lad nu være med at hænge fast i den arbejderromantik, der ser ned på akademikere, videreuddannede og højtuddannede.«

– Kan de fastansatte insidere og outsiderne med usikre arbejdsvilkår give hinanden noget i kampen for bedre vilkår?

»Det tror jeg. Jeg tror, insiderne er blevet en slags lønslaver på første klasse, der sidder fast i hamsterhjulet og drømmer om outsidernes frihed, mens outsiderne drømmer om insidernes tryghed. Jeg tror, der ligger lidt af et columbusæg dér. Mens den ene gruppe måske får stress af, at rammerne er for faste, får den anden stress af usikkerheden over, hvad de skal lave, når de nuværende opgaver er løst. Der tror jeg, der er en enorm inspiration at hente.«

Tro, håb og fagbevægelsen

Siden midten af 90’erne har fagbevægelsens medlemstal været nedadgående, og hvis den skal overleve i fremtiden, må den ifølge Michael Valentin blive bedre til at få lige netop prekariatet ind i butikken.

Udfordringen er dog, at man i kampen for prekariatets vilkår ikke kan bruge de klassiske fagforeningsvåben som strejker og overenskomster. I stedet må fagbevægelsen se på nye produkter, der taler til denne gruppe.

»Det kan være hjælp til at lave deres kontrakter, en kollektiv barselsfond eller kollektive pensionsordninger i stedet for at sige, at de har valgt at arbejde for sig selv, og så må de også klare sig selv,« siger han.

»Jeg plejer at sige, at i Middelalderen var det kirken, der byggede katedraler, hvor man kom ind i et stort åbent rum og blev afmægtiggjort. I 1980’erne og 1990’erne var det fagbevægelsen. I dag bør man arbejde for at give folk mod og tro på tilværelsen.«

– Kan fagbevægelsen levere et produkt, der giver et prekariat med meget usikre arbejdsvilkår en tro på tilværelsen?

»Det skal de, for ellers får de ikke fat i dem. Man skal huske på, at det jo ikke er nogen, der er faldet af en social centrifuge. Det er faktisk nogen, der har truffet et valg. De vil gerne leve sådan, og dem kan man ikke kommunikere til på den gamle måde. Man er nødt til at indgyde et håb og en tro på, at det skal nok lykkes i stedet for at se lidt bekymret på dem og sige: ’ka’ du leve af det?’«

»Men der sker også gode ting i fagbevægelsen netop nu. Jeg synes, den nye LO-formand, Lizette Risgaard, har gang i noget af det rigtige, for hun kommunikerer helt anderledes positivt. Jeg oplevede for eksempel på Folkemødet, at hun helt uopfordret tager en sludder med unge mennesker, der vil have taget selfies med hende. Hvis man udnytter den tilgang rigtigt, har man chancen for et nyt momentum, en ny fortælling baseret på venlighed og noget rart frem for trusler, knyttede næver og banken i bordet.«

– Dine svar retter sig meget mod den veluddannede, succesfulde del af prekariatet, der selv har valgt situationen, men mange ender også ufrivilligt med usikre arbejdsvilkår. Hvad med dem?

»Jeg ved mest om de højtuddannede, for det er vores medlemmer. Men de ufaglærte, der er langt udenfor og hopper fra job til job, skal vi godt nok have et særligt fokus på, for ellers får en klasse af working poor, som samtidig er globalt konkurrenceudsat.«

»Men den situation tror jeg også, fagbevægelsen er langt mere opmærksom på, for den er baseret på et trusselsscenario. Det andet er et vinderscenario, og det har de slet ikke fat i, for det ligger i fagbevægelsens dna, at det er nogle forkælede overklasseunger, der bare skal klare sig selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan diskutere om "prekariatet" selv vælger ansættelsesform, når jobsituationen i Danmark ser ud som den gør - og har gjort siden finanskrisen, og når sikkerhedsnettet i Danmark efterhånden er så reduceret - som det er blevet. For temmelig mange er der vel egentlig tale om ren overlevelse. At være "daglejer" betyder 1) manglende økonomisk tryghed, 2) manglende faste sociale relationer på arbejdspladsen. Tjek lige Maslow her. Samtidig betyder det at det er svært at få finansiering til bolig, og pension m.m. er svært opnåeligt. En situation, som mange små almindelige "selvstændige" har befundet sig i gennem mange år.
Er man først "selvstændig" = daglejer, så er vejen tilbage til et almindelig job praktisk talt umulig, for uanset kompetencer og erfaring, så bliver ansøgningerne ikke taget seriøst.
Når så indtjeningen svigter og alle sejl sættes til for at opretholde din lille biks (hvad enten det er en tøjbutik eller konsulentbiks), når boligen er belånt til skorstenene, konens pensionspenge er brugt, banken truer med tvangsauktion, ja, så lukker man sit lille enmandsfirma, og går man den tunge vej til fagforeningen/A-kassen og beder om at få dagpenge, og får så besked om, at man skulle have lukket sin biks dengang, hvor der stadig var god omsætning, for nu, ja, nu kan man kun få halve dagpenge på trods af 30 års gode skattebetalinger og fuldtidsdagpengeindbetaling. Et "Catch 22" ....

Hvorfor er det så svært at hjælpe de små selvstændige - ja, der er kun et svar - manglende vilje!

Karsten Aaen, David Zennaro og Mads Jakobsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Med det gamle dagpengesystem havde vi det perfekte redskab til at give prekariatet tryghed og de fastansatte en nødbremse.

Øh, Lilli og Steffen, har I overhovedet læst indlægget? Det lyder mest som om I bare trækker automatreaktionen. Indlægget kalder ikke på en melding som "ja, der kan vi igen se hvordan den neoliberale verdensorden er roden til alt ondt og det hele var bedre dengang, der var rigtige socialister til".

Det handler om, at fagbevægelsen faktisk kunne få en ny væsentlig rolle at spille i fremtiden. Kunne være med til at afbalancere en udvikling - ligesom den har gjort det tidligere. Behovet er der, og forudsætningen er blot en smule fordomsfrihed og at man også kigger andre steder hen end i bakspejlet!

Du kan måske bare ikke lide folk, der fremsætter en forholdsvis velargumenteret kritik af fagbevægelsen, Jens Erik Starup.

Jens Erik Starup

Jeg bryder mig ikke så meget om folk, der forsøger at rage til sig på andres bekostning, Jens Winther. Jeg skønner det er det, direktøren har gang i.

Ævl og bavl, Jens Erik Starup. Ud fra en ren privatøkonomisk kalkule kan Michael Valentin, som direktør i AAK, helt sikkert være fuldstændig ligeglad med, om fagbevægelsen snorker videre.

Og det gør den såmænd nok også - uanset interviewet. Alle i den forening er tydeligvis forstenet i deres egne bagudskuende selvtilstrækkelighed. "Vi har sejret ad helvede til - godt", som Thomas Nielsen sagde. Forstenede dinosaurer!

Jens Erik Starup

For mit vedkommende blev debatten egentlig afsluttet med min forrige kommentag.
At debattere hvad du tror, jeg mener, kan vist ikke interessere offentligheden.