Læsetid 3 min.

De offentligt ansatte og brugerne har fælles interesser

Jeg har arbejdet både som pædagog og sygeplejerske. Og jeg har ofte været på barrikaderne i kampen for bedre forhold. Der har aldrig været tale om et ’martyrium’, sådan som professor Ove Kaj Pedersen påpeger. At kæmpe for børnene eller patienternes tarv og for bedre arbejdsforhold er to sider af samme sag
1. september 2016
Delt 754 gange

Så er Ove Kaj Pedersen ude med riven efter de offentligt ansatte igen. Dejligt.

Nu har jeg tid til at reagere. Det havde jeg ikke sidste gang.

Jeg skulle med familiens unge mennesker til Cuba, så de blandt andet kunne få chancen for at opleve et land, hvor næsten alle mennesker er offentligt ansatte.

Jeg har arbejdet i den offentlige sektor som pædagog og sygeplejerske i Danmark i godt 30 år. Så jeg er vant til at tænke: Effektivitet! Hvorfor dyrker de ikke jorden noget mere, hvorfor er der fem mennesker om at tjekke os ind i bussen osv.

Men alt foregik stille og roligt, folk var glade og pjattede med hinanden undervejs.

Protest for alles skyld

I kronikken i Information den 25. august skriver Pedersen, at »[…] der er mange eksempler på, at læger og sygeplejersker og andre professioner, argumenterer for deres egne interesser, men skjuler deres hensigt bag hensynet til patienter og andre borgere«.

Det er en voldsom beskyldning over for de rundt regnet 600.000 borgere, som arbejder i de nævnte professioner.

Som Pedersen selv beskriver det i sin bog Konkurrencestaten, er det den offentligt ansatte med den direkte kontakt til brugere, elever, børn og patienter, der skal afveje de mange hensyn til faglige standarder, effektivitet, målstyring, økonomi, egne ressourcer og ansættelsesforhold mange gange hver dag.

Det er her, medarbejderens egen person, værdier og faglighed kommer i spil. Og det er her, hensynet til borgeren er på spil. Det kan og skal ikke skilles ad.

Som sygeplejerske og pædagog har jeg været med på barrikaderne mange gange i årenes løb. Både for borgernes skyld og også for vores egne arbejdsvilkår skyld.

Jeg har i praksis stået to mand til at passe 60 børn i børnehavealderen i regnvejr på legepladsen og skulle ’afveje’ behov for at skifte dem, der har tisset eller lavet i bukserne; dem, der savner forældrene; opsynet med den anden side af legepladsen; dem, der er oppe at slås; forældresamarbejde osv.

Når jeg så bringer klager over forholdene på banen i det offentlige rum, er der ikke tale om »martyrium«, som Pedersen kalder det. Så er det børnenes tarv og uværdige arbejdsforhold, der er omdrejningspunktet.

Ingen lytter til os

Hvorfor siger og skriver de offentligt ansatte ikke noget mere om det? Hvorfor var vi ikke konstruktive? Alle, jeg kender, både privat og gennem mine arbejdspladser, som er offentligt ansatte, er udpræget konstruktive, problemløsende og ansvarsbevidste.

Arbejdspladserne er i høj grad præget af en korpsånd, der hjælper os gennem de mest mærkelige top-down-beslutninger eller bare underbemanding.

Vi er gode til at effektivisere, så hverdagen stadig hænger sammen. Men der er grænser. Derfor må pleje og pædagogik ofte omformuleres til laveste fællesnævner. Her er det, at de offentligt ansattes arbejdsvilkår hænger uløseligt sammen med »hensynet til patienter og andre borgere«.

Hvorfor ytrer vi os ikke mere? For nogle år siden var det let at få en et læserbrev vedrørende arbejdsforhold i aviserne. Sådan er det ikke længere.

»Vi skriver læserbreve, men de bliver ikke trykt,« siger mine sygeplejervenner.

Sobre ordentlige forklaringer om forholdene i hjemmeplejen og på sygehusene synes ikke at have den store interesse, når de udtrykkes af folk på gulvet.

Frygten for fyring

Desuden er offentligt ansatte ofte ikke så trygge i ansættelsen som tidligere, hvilket også er med til at begrænse de ansattes lyst til at ytre sig kritisk.

Fyringer og fyringstrusler er blevet en del af dagens orden i mange institutioner; og som Rasmus Willig skriver i sin bog Afvæbnet Kritik, er kritik som en konstruktiv måde at forbedre og forandre eksisterende forhold på under voldsomt pres på de offentlige arbejdspladser.

I Informations leder den 26. august 2016 opfordres vi til at komme op af skyttegraven.

Jeg vil gerne opfordre til, at man undlader at skyde hen over hovederne på de mennesker, det hele drejer sig om: borgere – uanset om de den dag er klienter eller professionelle.

Brinkmann siger: »Stå fast«. Men det er meget svært at gøre alene! Jeg mener, man skal stå sammen.

Læs også: Modsætningen til et surt nej er et ukritisk ja

Hvis vi virkelig skal op af skyttegraven, vil det kræve, at vi som samfund gør os klar på, hvad det er, vi arbejder for alle sammen.

Er vi mennesker, maskiner eller soldater? Det er et fælles ansvar at prioritere og gøre op.

Ønsker vi et samfund, der er til for menneskernes skyld?

Skal der være tid og overskud til at lege med børnene i børnehaven og pjatte, mens jeg tørrer numser – eller for den sags skyld drikke en kop kaffe med kollegaen, holde en pause, og have overskud til mine egne kære, når jeg kommer hjem?

Det er de spørgsmål, vi må tage stilling til nu.

Trine Sognstrup er tidligere pædagog og sygeplejerske

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen
    Thora Hvidtfeldt Rasmussen
Viggo Okholm, Mikael Velschow-Rasmussen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Ove Kaj Pedersen afslører med sin mistro til de offentligt ansatte en tankegang, så han vist skal være glad for i mellemtiden at være emeritus - for åbenbart tænker han i at mele sin egen kage først og fremmest, fremme egen faggruppes interesse på bekostning af dem, han skal servicere og hvad har vi?! Som så mange andre liberalister kommer han til at afsløre sine egne sorte motiver ved at beklikke andres.

Viggo Okholm, Kurt Nielsen, P.G. Olsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

SKAT er vel et godt eksempel på, hvad der sker, når NPM og mangel på faglighed hærger i en organisation. I den sammenhæng halter Postnord og DSB vel ikke ret langt efter SKAT.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Ja, her går det godt...
Man kunne unde Ove Kaj Pedersen og hans fæller at prøve at arbejde under de forhold. Det skulle i det hele taget være et krav for alle, der var i berøring med sygehusvæsen, social institutioner m.m.
Dertil, vore "folkevalgte"!