Klumme

Ondt i moderskabet

Jeg krøb langs husmure og smugrøg bag buske, når jeg var ude at gå med barnevognen. Af frygt for at blive opdaget i at gøre noget forkert. En arm i busken, en arm på vognen
8. august 2016

Jeg har ondt i mit moderskab. Der er noget, der skurrer derinde. Det roder på hylderne. Alt er hulter til bulter. Måske fordi jeg, på trods af engageret og tilstedeværende barnefader, stadig er underlagt en samfundsmæssig forventning om at performe min rolle som mor til UG. Der er ting, jeg skal gøre, får jeg at vide. Ting, jeg skal nå. Fordi – og måske også på trods af – jeg er mor.

Da jeg fik mit første barn i foråret 2008, ramte det mig som en bombe. Det var frit fald uden sikkerhedsnet.

Jeg krøb langs husmure og smugrøg bag buske, når jeg var ude at gå med barnevognen. Af frygt for at blive opdaget i at gøre noget forkert. En arm i busken, en arm på vognen. Cigaret og barnevogn var ikke den fedeste morkombination. Så meget vidste jeg.

Da jeg fødte mit andet barn i 2012, blev min kæreste modtaget med lige dele undren og jubel, da han tog til det ugentlige tjek hos sundhedsplejersken med barnet. Uden mig.

Forbløffet kom han hjem og fortalte om alle de skulderklap, han havde fået. Især da det viste sig, at han kunne huske vores søns cpr-nummer udenad.

Måske der i virkeligheden er noget, der skurrer i vores ellers påståede lighed mellem kønnene, når det handler om børn og familieliv.

Måske er det ligestillingen, der roder. For i virkeligheden er vores illusion om kønslighed i forhold til børn og familie gennemsyret af et reaktionært syn på, hvem der tager sig af hvad. Og hvem der gør hvad. Det har parader af unge, engagerede fædre med barnevogne ikke lavet om på.

Det forventes, at kvinder omfavner moderskabet uden slinger i valsen. Gør du ikke det, er der kontant afregning ved kasse ét for socialt stigma. For nylig eksemplificeret i sociologen Orna Donaths bog om samme, som har vakt debat i Tyskland med spørgsmålet om, hvorvidt mødre overhovedet må have det sådan.

At kvinder sætter spørgsmålstegn ved rollen som mor, er åbenbart i sig selv provokerende. Det er svært at forestille sig samme opstandelse, havde det været mænd, der var omdrejningspunktet.

Men jeg forstår det godt. Det der spørgsmålstegn. For det moderne moderskab er ikke så nemt at omfavne. Især ikke når vores samfund på både strukturelt og politisk plan i dén grad modarbejder.

Det er kvinden, der tager barsel. Gør hun ikke det, (eller er den meget kort:) Slam, så falder hammeren. Samtidig skal kvinden også helst have gang i en karriere. Har hun ikke det, eller vælger hun at blive hjemme med børnene: Slam, så falder hammeren.

Præsterer kvinden ikke moderskabet ud fra snævre forventninger om, hvordan den slags skal gøres: Slam, så falder hammeren.

Moderskabet eksisterer i et sært samfundsmæssigt vakuum, hvor kvinder på den ene side forventes at dyrke det, og på den anden side skal smide babyen ud med badevandet og kaste sig ud i neoliberalismens evige konkurrenceræs, der i den grad gør børn til en klods om benet. Moderskabet gøres til præstation. Og så bliver det ikke et særlig rart sted at være.

Anderledes ser det ud for fædrene, som har langt større spillerum. Sat på spidsen bliver et par maddage om ugen og det at huske barnets cpr-nummer en særlig herlig bedrift. En slags festligt appendiks. For der er jo altid en mor til at samle op på det, som ikke lige kan nås. Det er stadig kvinderne, der skal omfavne moderskabet, mens mændene i højere grad kan stemple ud.

Så flere og flere kvinder vælger ikke at få børn. Det får de i øvrigt også på puklen for, men jeg forstår dem godt. Der er ligesom ikke rigtig noget, der lokker, hverken på strukturelt eller politisk niveau. Hvilket i øvrigt ville være oplagte steder at starte, hvis vi for alvor skal rykke ved den der ligestilling.

For det er jo dét, der skal til. Barsel til fædre, fokus på familielivets betydning, afmontering af karriereræset som det eneste værdifulde. For selv om jeg egentlig meget godt kan lide rod, bliver det sgu også for træls med for meget af det, dér i moderskabet.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Liliane Murray
  • Anne Eriksen
  • Maiken Guttorm
  • Kurt Nielsen
Liliane Murray, Anne Eriksen, Maiken Guttorm og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er svært at sige om rollerne har forandret sig, der er nærmest blevet lagt ovenpå, til moderskabet.
Tidligere skulle man falde på halen over en enlig far, der selv klarede den og ovenikøbet - selv lavede mad. Nå, men så havde han råd til rengøring...

Vi skal stadig synes, (her må de rette føre sig ramt) at det er fantastisk, hvis mænd selv går til lægen, kan fungere uden kone, skifter ble og måske - tager lidt barsel osv.
I hverdagens "digitale helvede", nedskæringer og politiske attentater er det svært at se, at der er fred og ro til at samle sig til noget realistisk i forhold til at ændre på de "gamle roller"!

Niels Duus Nielsen

Anne Eriksen:

Jeg er en af disse enlige fædre, som alle de kvindelige sagsbehandlere i sin tid faldt på halen over. Det var et sandt privilegium at være øverste beslutningstager i alle forhold, der vedrørte børneopdragelse. Min søn fik fx lov at klatre i træer, i modsætning til de bekymrede mødres børn. Og da han begyndte at ryge hash, insisterede jeg på, at det skulle ske hjemme hos mig, så han ikke kom i dårligt selskab på Christiania (og så jeg også kunne få et bøv ;-)). Så mit hjem har altid været fyldt af børn og unge mennesker, der oplevede det som et fristed. Det gik af og til hårdt ud over køleskabets indhold, men intet er gratis her i tilværelsen.

Min personlige erfaring er, at mødre tager moderrollen alt, alt for alvorligt, og tænker alt, alt for meget over, hvad andre mon vil sige og tænke om dem. I stedet for at have det sjovt med børnene og deres kammerater.

Men det er rigtigt, jeg havde rengøringshjælp, guilty as charged.

Karin Hansen, Kurt Nielsen, Herdis Weins, Liliane Murray, Karsten Aaen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Janteloven eksisterer kun i ens eget hoved. Hvis man bliver ligeglad med andres mening, forsvinder bekymringerne om hvad man tror andre forventer af en.
Men læs det nu rigtigt: Man skal være ligeglad med andres MENING, ikke ligeglad med andre.

med venlig hilsen
Lennart

Annika Tiin Nielsen, Kurt Nielsen, Herdis Weins, Liliane Murray, Jens Winther og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen,
:) Jamen, så er det vel ikke helt forkert. Det virker muligvis som om, jeg er ude efter nogen (mændene) Det er faktisk ikke tilfældet.
Det er bare irriterende, at der ikke bliver rokket mere ved tingene efter mange år. Det ødelægger alt for meget, stadigvæk.

Ja, mødre kan godt være overbeskyttende, især som enlige. Det er også nemt at parkere dem i båsen "enlig mor - besvær med børnene. Selv politisk/ offentligt, så det var en ekstra byrde.
Forøvrigt nævnes det ofte i barndomsberetninger!
Så selvom jeg godt kan se det positive i din historie, så er det stadig nemmere idet forventningerne ikke er så høje.
Nok om det - min mand gik op i sit arbejde og mente, at han var berettiget til at kritisere mig for alt med børn og husholdning (skolemøder var noget man havde mødre til). Det fungerede så heller ikke, idet jeg også ville arbejde ude...
Mine 2 drenge har både klatret i træer og haft knallertnykker, fået uddannelser - men ja, det var hårdt arbejde.

Kurt Nielsen, Majbritt Nielsen, Liliane Murray, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Anne Eriksen, jeg tror, at det er "forventningspres", der er kodeordet. Der stilles andre forventninger til mænd end til kvinder, og rollen som enlig far er stadig en anomali indenfor systemet af forventninger - i modsætning til rollen som enlig mor. Hvilket jeg selvfølgelig udnyttede til min fordel.

Blot er det min erfaring, at mænd generelt går mindre op i, hvad andre forventer af dem, end kvinder gør. For mig var grænsen, at jeg ikke ønskede at de andre børn ikke måtte komme i mit hjem, fordi min søn var "dårligt selskab", men der havde jeg jo børnene som ambassadører. Samtidig med at alle de (kvindelige) sagsbehandlere, pædagoger, skolelærere, sundhedsplejersker osv. etc. sagde god for mig.

Det er faktisk uretfærdigt at der gøres forskel, så enlige mødre har al min sympati - jeg har jo været der, og selv om jeg blev båret frem af feminister, der betragtede mig som en slags rollemodel for deres egne mænd, ved jeg godt, hvor hårdt det er at stå alene med ansvaret.

Omvendt ved jeg, hvor hårdt det er at stå uden et indhold i livet, nu hvor ungen er fløjet fra reden. I 16-18 år var hele mit liv fokuseret på at skabe gode rammer for vores lille familie, men nu er han selvkørende, så jeg føler også med alle de midaldrende kvinder, der rammes af eksistentiel krise, fordi rollen som mor pludselig er forsvundet. Det er ikke nemt at være menneske.

Kurt Nielsen, Herdis Weins, Liliane Murray, Karsten Aaen, Viggo Okholm og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

:) anskaf et dyr!
Nå, men jeg synes at man skal glemme det med alder, selvom omgivelserne gerne vil sætte i bås - igen...

Kurt Nielsen, Liliane Murray og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Som Dan Turell så træffende formulerede det : "Det er ikke nemt at være nogen".
Så måske skulle vi alle koncentrere os om bare at være.

Lennart Kampmann, Liliane Murray, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Martin Schou og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Annika Tiin Nielsen

Interessant. Jeg oplever slet ikke alle de holdninger og alt det pres udefra, som skribenten her giver udtryk for.

F.eks. har jeg flere veninder, der som gravide og ammende har drukket og røget (mådeholdent), inkl. mig selv, uden at det var et issue i sociale lag.

Jeg oplever også, at der er stor accept i mine nære omgivelser og i offentlighedeni forhold til forskellige måder at være mor på i dag, både over for karriere- og hjemmemor-valget. Det eneste jeg oplever, vi generelt er skeptiske over for i dag er, når hverken mor eller far ønsker barsel, og f.eks. sætter barnet i institution inden det er fyldt 8 mdr. Hvilket vel er reelt nok at være skeptisk over, medmindre der er tale om økonomisk meget svagt stillede forældre, der ikke har andre muligheder.

Vær stolt af din mand, og vær stolt af dig selv. Som tidligere nævnt her i tråden: Janteloven findes først og fremmest i vore egne hoveder.