Kronik

Privilegerede offentligt ansatte indser ikke, hvor meget de kan skade velfærdsstaten

Beklagelserne fra den offentlige sektors fagprofessionelle og deres organisationer vil ingen ende tage. ’Se hvor dårligt det går, se hvordan medarbejderne mistrives, og borgerne bliver brutalt behandlet,’ klager de. De færreste indser, at ansvarsforflygtigelsen og modstanden mod ledelse undergraver velfærdsstatens fremtid
FOA-medlemmer demonstrede i 2008 på Christiansborg Slotsplads, hvor de krævede mere i løn og flere kolleger. Arkiv
25. august 2016

Velfærdsstatens fremtid er på spil. Og her har de offentligt ansatte og især deres faglige organisationer et ansvar.

Det er på den baggrund, at jeg har kritiseret de fagligt uddannedes organisationer og kaldt de offentligt ansatte for forkælede.

Min kritik går på de faglige organisationer, ikke på de enkelte medarbejdere. Alle ved, at der er mange læger og sygeplejersker, lærere og pædagoger, der arbejder hårdt og dedikeret i den offentlige sektor.

Kritikken er heller ikke rettet mod alle organisationer og alle deres gerninger. Alle ved, at de faglige organisationer er uundværlige i den danske model.

Men de professionelle medarbejdere er ikke bare medarbejdere, de er også blandt de mest indflydelsesrige og de meste ressourcestærke i dette land. Deres organisationer er ikke bare faglige organisationer, men også blandt de mest professionaliserede lobbyorganisationer.

Læs også: ’Hans kritik bliver simpel og uden nuancer’

Fordi velfærdsstaten er blevet så stor, som den er, og fordi de offentligt ansatte er så mange og så velorganiserede, som de er, er de blandt dette samfunds mest privilegerede. Det står klart i dag; i fremtiden bliver det kun endnu mere tydeligt.

Ikke mindst pga. fremvæksten af gruppen af prekært ansatte, der har svært ved at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet og må affinde sig med løsansættelser på vilkår, som ofte får de fastansattes forhold til at virke paradisiske. Allerede nu går der en glasvæg mellem de professionelle medarbejdere og de prekære.

Det nye prekariat består af tre typer: 1. De midlertidigt ansatte, hovedsageligt unge, fremmede, ufaglærte og dem under eller uden uddannelse. 2. Dem med videregående uddannelse, freelancere og projektansatte, vikarer, eller korttidsansatte, og endelig 3. Dem som er på dagpenge, kontanthjælp, eller i forskellige former for midlertidig offentligt støttet ansættelse.

Enhver forudsigelse siger, at alle tre typer må forvente ansættelsesbetingelser og et livsforløb, der er forskelligt fra den nuværende generation af offentligt ansatte. For den gruppe kan en forkælet attitude fra de fastansatte og deres organisationer virke som en rød klud.

Glasvæggen

Prekariatet stiller de faglige organisationer over for udfordringer og rejser spørgsmålet om, hvordan vi kritiserer arbejdsvilkår og balancerer kritikken mellem to hensyn. På den ene side til de prekære, der sidder på den udsatte side af glasvæggen og nu som i fremtiden skal finde det legitimt at skattebetale til en stor offentlig sektor. På den anden de offentligt ansatte og deres organisationernes pligt og ret til at deltage i den offentlige debat om, hvordan den offentlige sektor styres og ledes.

I flere år har mange fagprofessionelle råbt højt om deres arbejdsbetingelser. Og det er vel ikke for meget at sige, at de har kæmpet bravt mod, at politikerne har lagt den faglige autonomi under økonomisk styring og under ledelse i det hele taget? Kritikken har til tider været voldsom og er i stigende grad rettet mod de driftsledere, der i hverdagen har ansvar for, at økonomistyringen gennemføres.

Den nye driftsleder blev introduceret sammen med økonomistyring i 1980’eren, og med den begrundelse at de faglige medarbejdere ikke ved eget initiativ havde formået at sikre en effektiv drift af deres egen indsats. Kritikken opstod i lyset af den økonomiske krise i 1970’erne og 80’erne og de stigende udfordringer med at finansiere velfærdsstaten.

Det skete samtidig med, at vælgerne strittede imod at betale mere i skat, men i øvrigt udviklede større forventninger til kvalitet og omfang af offentlig service, og de offentligt ansatte gik til kamp for deres faglige autonomi. Kampen fortsætter i dag.

I denne konflikt mellem det faglige og det politiske ansvar er driftsledelse blevet mere hierarkisk organiseret og økonomisk styring mere koncentreret i hænderne på regeringen. Det sætter uden tvivl den faglige autonomi under pres.

Men jeg står helt af, når nogen påstår, at det har ført til »brutaliserede relationer« til patienter og borgere, som om de faglige medarbejdere ikke har noget ansvar for, hvordan de i hverdagen møder og behandler borgere, men bliver tvunget til det oppefra.

Relationen til borgerne er et fælles ansvar og de faglige medarbejdere er uddannet til at sørge for, at relationen er præget af omsorg og faglig kvalitet. Hvis de ikke kan det, er det ikke alene ledelsen, der har ansvaret, det har de også selv.

Kampen om ledelsesrummet

Midt i konflikten har politikerne nu placeret driftslederen, og ledelsesrummet er blevet den vigtigste kampplads for løsning af fremtidens velfærdsproblemer. Hvorvidt rummet er stort eller lille afgøres ikke ved lov eller overenskomst, men ved strid eller samarbejde på den enkelte arbejdsplads.

I mindst 30 år har spørgsmålet om ledelse og ledelsesrum været afgørende for, hvordan velfærdsstaten er forandret og med hvilke konsekvenser.

Sådan vil det også være i fremtiden. I dag er driftslederen pålagt at forandre deres organisationer, og at lægge deres medarbejdere under ledelse.

Det er også derfor jeg har søgt at rejse en debat om, hvornår de faglige organisationer varetager deres medlemmers interesser, og hvornår de påtager sig et ansvar for velfærdsstaten som sådan.

Linjen er selvfølgelig svær at trække. Og der er mange eksempler på, at læger og sygeplejersker og andre professioner argumenterer for deres egne interesser, men skjuler deres hensigt bag hensynet til patienter og andre borgere.

Velfærdsstatens fremtid afhænger af, hvordan ledelsesrummet organiseres. Politikeren har delegeret ansvaret for velfærdsstatens fremtid til driftslederne. De har også overladt til lederne at kæmpe sig til et ledelsesrum, hvor det kan lade sig gøre at sikre effektivisering sammen med kvalitet, velmotiverede medarbejdere og tilfredse borgere.

Så lad os finde de mange årsager til udfordringerne i den offentlige sektor. Ligger de i styringssystemet, i ledelsesformen, i organisationernes kamp for at få flere ressourcer og tilkæmpe sig mere opmærksomhed, i medarbejderens uddannelser eller helt andre steder? I øjeblikket er debatten fyldt af hurtige påstande og letkøbte konklusioner.

En af de større fejl, de faglige organisationer har begået i de sidste 30 år, er, at de ikke i 1990’erne gik offensivt ind i diskussionen om de nye redskaber for ledelse og styring. Mange vil sikkert sige, at de blev smidt ud, eller slet ikke inviteret ind, men i alle tilfælde har organisationerne også en ansvar for, hvordan det gik.

Fagbevægelsen er en kamporganisation. Derfor har de også et ansvar, ligegyldigt om de blev budt ind, smidt ud, eller forholdt sig passive. Der er meget martyrium i dagens debat. Se hvor skidt det gik, se hvor dårligt det går, se hvordan medarbejderne mistrives, og borgeren bliver brutalt behandlet.

Men hvis organisationerne havde kæmpet for at effektivisere den offentlige sektor indefra, og hvis nu de selv havde foreslået at introducere professionelle ledere og selv havde taget initiativ til samarbejde, ville vi så have behov for en tillidsreform eller for at finde balancen mellem den faglige autonomi og et ledelsesrum? Måske, måske ikke.

Samspillet mellem politiker, leder og medarbejder er lige så meget medarbejdernes som arbejdsgivernes ansvar. Tillid må gå begge veje. Og før den kan etableres, er det nødvendigt, at de faglige medarbejdere og deres organisationer finder ud af, hvordan de kan afveje deres egne interesser med hensynet til velfærdsstatens fremtid.

Ove Kaj Pedersen er professor i politisk økonomi ved CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
  • Mikkel Madsen
Jette M. Abildgaard og Mikkel Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jamen. Det er ikke faglige medarbejderes eller organisationers ansvar, at sikre velfærdssamfundet. det er den danske befolknings ansvar via politikerne og regeringen.

Når de har påtaget sig det ansvar er det efterfølgende den til enhver tid - og af befolkningen selv - via stemmesedlen - 'indstemte' siddende regerings opgave, at levere det, som folket efterspørger, og som de er villige til - via skatten - at betale for.

Så kan regeringen efterfølgende indsætte en ledelse, med det fulde ansvar for at velfærdssamfundet når det ønskede niveau. Hvis de i den proces støder på - i bred forstand - inkompetente medarbejdere, så har de to muligheder: enten udvikler de medarbejderen så fagligheden og opgaveløsningen kommer på højde med det ønskede, eller også afvikler de medarbejderen og ansætter i stedet en, der kan og vil.

Og vupti: så fungerer velfærdsstaten.

Medmindre 'inkompetencen' skyldes manglende ressourcer. I så fald har lederen to muligheder (igen, hvor sjovt!): enten kan vedkommende leder bede om - og få - de manglende ressourcer stillet til rådighed eller han kan - og bør - finde sig et andet job.

Og vupti: så fungerer velfærdsstaten ikke.

Så hvad er det lige befolkningen vil og hvad er det lige politikerne vil?

lars søgaard-jensen, Viggo Okholm, Jette M. Abildgaard, Steen Meyer, Einar Carstensen, uffe hellum, Flemming Berger, Jens Kofoed, Karsten Aaen, Hans Aagaard, Søren Johannesen, Jan Pedersen, Heidi Larsen, Anne-Marie Krogsbøll, Bill Atkins, Anne Eriksen, Flemming Bruun, Niels Duus Nielsen og Margit Tang anbefalede denne kommentar

Ja Ove Kaj Pedersen. Hvor har du ret. Hvilken fantastisk velfærdsstat kunne vi ikke have haft, hvis fagbevægelsen ikke havde kæmpet for deres medlemmer mod de stakkels arbejdsgivere de sidste 150 år.
Fy fagforeninger.

lars søgaard-jensen, Steen Meyer, Einar Carstensen, uffe hellum, Torben Kjeldsen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Claus Sølvsteen, Hans Aagaard, Heidi Larsen, Anne-Marie Krogsbøll, Bill Atkins, Torben K L Jensen, Olav Bo Hessellund, Flemming Bruun, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Brutaliseret professoral argumentationsform
Medarbejdere er nogle, der skal ’lægges under ledelse’ …
Så lad os bare fedte ansvaret for afviklingen af rest-velfærdsstaten af på de offentlige ansatte fagprofessionelle og deres lobbyorganisationer …

Karsten Aaen, lars søgaard-jensen, uffe hellum, Palle Yndal-Olsen, Flemming Berger, Espen Bøgh, Morten P. Nielsen, Hans Aagaard, Bill Atkins, Jørn Andersen, Janus Agerbo, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen, Olav Bo Hessellund, Niels Duus Nielsen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Ja, det hedder Del og Hersk (Divede & impera).

Ivan Breinholt Leth, Jan Weis, Espen Bøgh, Bill Atkins og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

Grove beskyldninger - de faglige medarbejdere og deres organisationer skal påtænke velfærdsstatens overlevelse :) - Driftsledelsen skal uddelegere politikernes ønsker...

Så er der jo faktisk ingen frihed til andet end dette "hvor det kan lade sig gøre at sikre effektivisering sammen med kvalitet, velmotiverede medarbejdere og tilfredse borgere"!
Hvordan skal de det, når politik er en stor ballon varm luft af forskellige partiers egoistiske interesser?

Kurt Nielsen, Karsten Aaen, Bill Atkins, Heidi Larsen, Jørn Andersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Så altså en kritik, som ikke er rettet mod nogen specifikt (alle de forbehold!), men som sit primære sigte har at fritage velfærdsstatens teknokratiske arkitekter - heriblandt kan man vel med en vis ret regne Ove Kaj Pedersen selv - for ethvert ansvar.

Hvilket intellektuelt forlis..

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen, Eva Bertram, Peter Knap, uffe hellum, Jens Illum, Flemming Berger, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Martin Madsen, Bill Atkins, Hans Aagaard, Jørn Andersen, Jan Weis og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Velfærdsstaten skal afskaffes. Velfærdssamfundet indføres. Toppen af pyramiderne skal skæres væk og nærdemokratisk decentalisering indføres.
Den teoretiske del af eliten har ingen jordforbindelse. Dens trang til det totale brugsanvisningssamfund med styring af borgernes liv - væk med den ånd !

Dette var et kategorisk udsagn. Det bedste ligger et sted midt imellem afhængig af, hvilken sektor det drejer sig om.
Fagforeninger - lever de stadig ?

Kurt Nielsen, Eddie Pier, Espen Bøgh, Hans Aagaard, Søren Johannesen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Som offentlig ansat har jeg gennem mange år levet med ugennemtænkte nedskæringer og hovsa løsninger, der har bombet alle gode viljer blandt medarbejderne tilbage til 0.
Gang på gang er de gode tiltag blevet underløbet af 'grønhøster' nedskæringer. Det er en oplevelse som gør det meget svært efterhånden at engagere sig i flere effektiviseringsforsøg og omorganiseringer.De kommer med kortere og kortere interval. For øjeblikket er der ca. 2 år mellem dem. Man er lige nået at få den forrige omorganisering til at fungere, når en ny vælter 'korthuset'.
Når politikere samtidig frejdigt påstår at besparelser ikke vil gå ud over serviceniveauet - en påstand der intet hold har i virkeligheden - må man, som den der oplever effekten af disse, vel have lov til at 'råbe op', for at rette denne misinformation?

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen, Olav Bo Hessellund, Ivan Breinholt Leth, Einar Carstensen, Jens Illum, Torben Kjeldsen, Eddie Pier, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Claus Sølvsteen, Bill Atkins og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Staten har med sin lockout af lærerne vist at ingen offentlig ansat kan stole på staten. Ordene er venlige, men den underliggende klassekamp er brutal. Staten har vist at den er ligeglad med de ansatte, der bare skal makke ret.
Det er vanskeligt at undgå at blive kyniker i disse dage.

Med venlig hilsen
Lennart

Kurt Nielsen, lars søgaard-jensen, Steen Meyer, Jens Illum, Tony Thomsen, Anne Eriksen, Espen Bøgh, Claus Sølvsteen, Liliane Murray, Bill Atkins, Hans Aagaard og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

De færreste indser, at ansvarsforflygtigelsen og modstanden mod ledelse undergraver velfærdsstatens fremtid

Kig lige på den faktiske problemsky :

DJØF’iseringen. Dårlig ledelse og sammenspisthed. Måletyranni. Generalistisk ledelse med ringe faglighed. Karrierefokuseret ledelse. Krav om evig omstillingsparathed. Strees. Konsulenttyranniet. Politikerindblanding, Reformerpress, Dårlige IT-systemer. Manglende inddragelse. Ringe faglig styrke.

Her er jo tale om, fra Ove Kaj Pedersen, et angreb på offentligt ansatte af glistrupske dimensioner - et primitivt partsindlæg fra overDanmark.

Privilegerede offentligt ansatte indser ikke,…

Mon ikke der er tale om et startskud, for en mediemæssig bearbejdning af befolkningen, med henblik på, at få folk til, at godtage store offentlige nedskæringer. Børsen er dagligt fyldt med alle de skattelettelser overDanmark glæder sig til. Den neokonservative chokeffekt i dansk udgave.

De eneste der undergraver velfærdsstaten er den økonomiske elite og dens små ivrige lakajer.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen, Steen Meyer, Ivan Breinholt Leth, Einar Carstensen, Palle Yndal-Olsen, Cristina Nielsen, Torben Kjeldsen, Eddie Pier, Flemming Berger, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Claus Sølvsteen, Liliane Murray, Ebbe Overbye, Hans Aagaard, Søren Johannesen og Jan Weis anbefalede denne kommentar

Leo Nygaard, endnu en thumbs up fra mig. Ikke fordi jeg er enig med dig og din demagogi væk med velfærdsstaten ind med velfærdssamfundet - overhovedet ikke - men fordi du så klart begriber at der er tale om et angreb på velfærdsstaten.

Velfærdssamfundet? Almisse- og tiggersamfunet!

Colin Bradley, Anne Eriksen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Kære Ove K. Pedersen: Hvis udfordringerne alene var begrænsede til Danmark, så ville du have en bedre sag. Du kan under vejs have nogle gode pointer. Men det er tankevækkende, at den folkelige tillid til beslutningstagerne i meget store dele af verden er dalende.

Dine påstande om, at hvis bare de offentligt ansatte og deres organisationer havde handlet ansvarligt/ikke forkælet, så havde meget set anderledes ud, virker på den baggrund meget tynde.

Nedskæringspolitikken er et mantra i hele EU. Overalt skæres der i offentlig velfærd. Hvis alt du i den forbindelse kan komme med er, at de offentligt ansatte er forkælede, så er det ærlig talt for tyndt.

Kan du isoleret set have en pointe? Ja. Men som generel forklaringsmodel er det en tynd kop te.

Helt galt går det, når du synes at mene, at de offentligt ansatte skal tænke på de stakkels prækære, som har det meget værre. Det er helt vildt at påstå, at de offentligt ansatte og deres organisationer skal føle skam eller skyld for den situation som millioner af mennesker over hele verden er i.

Det er en ommer.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen, Eva Bertram, Jette M. Abildgaard, Colin Bradley, Jens Illum, Cristina Nielsen, Torben Kjeldsen, Flemming Berger, Anne Eriksen, Jens Kofoed, Karsten Aaen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Morten P. Nielsen

Og så må vi bare sige, at den oplevede kvalitet af offentlig service er faldet, efter man lagde de domænefaglige ledere under deres nye DJØF overherrer. En væsentlig grund hertil, er, at "ledelsesrummet" i høj grad er et ekkokammer, hvor den konstante, nidkære rapportering vedrørende arbejdsproduktets progression sluger en meget betydelig del af den samlede ressource. De udfylder jo ikke sig selv, de regneark. Det betyder i praksis, at der allerede i Kaj Ove Pedersens model er en indbygget garanti for et produktivitetstab, der, alt andet lige, opleves borgene som et kvalitetstab.

Der er noget dinosaurus-agtigt over Ove Kaj Pedersens højreorienterede propaganda. Det er lidt skræmmende at denne feudale tilgang (medarbejderne lægges under ledelse) er den, der bibringes de studerende på landets største handelsskole. Det er netop væsentligt at huske på, at professor Pedersen arbejder på en oppustet handelsskole, når man skal forstå hans indlæg.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen, Eva Bertram, Colin Bradley, Einar Carstensen, Jens Illum, Flemming Berger, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Jeg føler mig lidt pinlig berørt ved at læse denne artikel. Selvom jeg går ud fra, at professoren er aflønnet af velfærdsstaten i overensstemmelse med sine kompetencer og sikker i sit ansættelsesforhold, så er det alligevel en underlig måde, at stille tingene op på, At de offentlige ansatte er forkælede i modsætning til de prekære, som i en eller anden underforstået betydning hos professoren repræsenterer fremtiden. Jamen, er forkælelse nu også lig med at have ordentlige, menneskelige og gennemskuelige ansættelsesforhold i modsætning til de tynde og truende tråde, de prekære hænger i? Betyder det, professoralt, at man skal stræbe efter at forringe de offentlige ansattes ansættelsesforhold? Eller hvordan skal det opfattes? Det må klart ligge inden for de professorale kompetencer og offentlige aflønningsniveauer at klargøre præmisserne for denne højst underlige artikel (medmindre selvklart, at det er et stykke bestillingsarbejde for LA).

Ib Gram-Jensen, Kurt Nielsen, lars søgaard-jensen, Steen Meyer, Espen Bøgh, Colin Bradley, Cristina Nielsen, Flemming Berger, Tue Romanow, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Bill Atkins - en lille historisk note:
velfærdsSTATEN blev som begreb først brugt af de borgelige som billede på, at den stygge STAT vil bestemme over dit liv.
VelfærdsSAMFUNDET blev brugt af S som billede på, at velfærd sikrer et bedre samfund for alle.

Herdis Weins. Det er jo ikke desto mindre tilstedeværelsen af en Stat, der sikre den økonomiske omfordeling og finansieringen af velfærden. Og Leo Nygaard er fjende af Staten med stort F, så han gik instinktivt efter Staten i sin kommentar. Men tak for den historiske redegørelse, meget interessant.

Mon ikke billedet som den kære professor tegnet er lidt rigeligt fortegnet, og burde udgives i bogform under titlen: "Hvordan den ansvarlige ledelse højere oppe i det offentlige hierarki altid er ansvarsfrie, for den måde de selv har besluttet og tilrettelagt arbejdet skal udføres på længere ned i hierarkiet"!

I en forkortet udgave kunne den også få navnet: "Hvordan ansvarsfriheden skal være mere tydelig for medarbejderne."

I krisens forløb har vi set hvordan den såkaldte politiske ledelse har svigtet, og overladt det til den administrative ledelse har fået lov til at vokse samtidig med den administrative ledelse har skåret væsentlig ned på de udførende områder, og samtidig krævet mere arbejde udeført af den udførende del af medarbejderne.

Det har betydet, hvad vi har set gang på gang, afskedigelse af medarbejdere i de udførende lag, og samtidig ansættelse i kontrollerende lag i administrationerne rundt omkring i den offentlige sektor.

Et lille kig til SKATs historie siden 2005 fortæller alt om hvorledes det er foregået mange steder i den offentlige sektor, - selv om det erkendes af SKAT reelt er blevet "rundbarberet" politisk så det batter for medarbejdere, men også afskedigelser af funktionærer til fordel for DJØF'ere.

Der har således ophobet sig en fælles ledelsestro og ideologi på at jo flere DJØF'ere det offentlige kunne ansætte, des bedre blev ressourcerne udnyttet via dem kontrol, registreringssyge forligegyldige ting, der kunne indføres, des bedre blev den offentlige sektor.

Der er efterhånden kommet et ganske godt spæklag af DJØF'ere i den offentlige sektor på bekostning af de udførende funktionsområder, der også er begrundet i en tese om, at disse dyre uddannelser ikke MÅTTE gå til spilde.

Så mens man afskedigede i de udførende funktionsområder, antog man i de administrative områder lystigt, der var jo rationaliseringsgevinster i funktionsområderne, - men med ansættelserne i de kontrollerende området med DJØF'ere blev disse overudlignet mere end én gang, af hensyn til disse værdifulde uddannelser.

Nogle(ganske mange) gik fra arbejde til forsørgelse under det offentlige(og var til besvær med deres nasseri) fra de udførendes rækker, mens andre(DJØF'ere) gik fra forsørgelse i det offentlige(uden det var nasseri) og i stedet var ofre for krisen, til "ansættelse"(med pension og hele pivtøjet), - en anden form for offentlig forsørgelse der kaldtes arbejde, og som skulle respekteres herfor grundet deres belæsthed fra vore universiteter.

I den forbindelse kommer jeg til at tænke på en lille by i det gamle DDR, hvor der boede 4.000 familier, og der var en fabrik der fremstillede cykler, men der egentlig kun var arbejde til 500 personer, - men da alle skulle have arbejde fordelte man blot arbejdet indtil alle byen havde arbejde.

Den tidligere konservative politiker Poul Møller udtrykte det engang således fra folketingets talerstol: "Vi kan altså ikke leve af at klippe og barbere hinanden", og rammer vel mere rigtigt i forhold til den DJØF'isering vi har set igennem adskillige år i den offentlige sektor.

Administrationerne supplerer med atter andre DJØF'ere for kontrol og registreringssyge i flere lag, hvilket sparer ledige i fagforeningen, og samtidig skaber ledighed i andre fagforeninger blev udførende personale, og det gør man nærmest til børnesagen; "tag den ring og lad den vandre", og jeg skal love for den kan vandre i ring i flere lag og gange.

- Du skyder helt forkert kære ven, og hvis du endelig skulle skyde, var der vel grund til at huske hvorledes tiderne har udviklet sig med skolereformer, som vi siden 2001 har haft 6- 8 stykker af bl.a. fordi politikere også skulle "udfolde sig" for folket og hylde sig selv for deres initiativ.

Her har grønthøsteren virkelig haft travle år med at begrænse udgifterne, og samtidig afstemme dem befolkningstallet og arbejdsmulighederne, men det samme har ikke været i forbindelse med indtaget på universiteterne til DJØF-uddannelserne, og nu er der så mange - at man kan fodre svin med dem, - men ledighed skal og må de ikke være ofre for når administrationerne stadig kan finde ud af at fordele arbejdet mere og mere a'la den gamle DDR model.

- Der mangler dybde og bredde i dit indlæg!

Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen, Colin Bradley, Einar Carstensen, Torben Kjeldsen, Bill Atkins, Anne Eriksen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

Led blot løs, men led dog klogt.

At "tillid må gå begge veje" kan jeg vanskeligt være uenig i. At tillid til mig så skulle udvises ved, at bureaukrater uden faglig viden og indsigt skal give mig detailanvisninger i, hvordan jeg skal udføre det arbejde, jeg er uddannet til, kan simpelthen ikke få øje på.

Har jeg indvendinger, kommer Ove Kaj og fortæller mig, at jeg er forkælet og handler ud fra egeninteresse. Heller ikke deri ligger nogen tillidserklæring.

Ove Kaj har en sær og på sin vis også interessant måde at vende tingene på hovedet på. Pludselig er det ikke den menige medarbejder, der herses rundt af ledere, som igen herses rundt af politikere og embedsfolk - nej, det er den menige medarbejder, der via sin faglige organisation holder resten af samfundet som gidsel for at bevare egne privilegier.

Det er stærk kost, og på sin vis er det beundringsværdigt, at Ove Kaj kører sin argumentation igennem, ligesom man er nødt til at anerkende, at han ikke lefler for os offentligt ansatte. Alligevel får man en nagende mistanke; generaliserer han i virkeligheden ud fra egne erfaringer? Fedter han for sine chefer, for det politiske lag? Er han reelt selv drevet af de egeninteresser, han skyder os andre i skoene, og er der reelt tale om en fed projektion?

Karsten Aaen, Kurt Nielsen, lars søgaard-jensen, Eva Bertram, Anne Eriksen, Einar Carstensen, Bill Atkins og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Hvad stiller vi op når en offentlig ansat professor politiserer, jeg gentager helt og fuldstændigt velovervejet politiserer? Havde han helt åbent sagt, jeg taler ud fra min politiske overbevisning, den kunne såmænd have rod i Socialdemokratiet, Venstre eller LA, og den er ikke forskningsbaseret, bare min private interesse, så havde jeg taget det som politisk indslag, temmelig uenig, mildt sagt, men sikkert ladet det passere som endnu et håbløst indslag, psykologiserende og nedsættende... de privilegerede offentligt ansatte indser ikke, hvor meget de kan skade velfærdsstaten... det er jo en vidtgående påstand. Det er ikke ytringsfriheden der i spil, tværtimod det er genstanden eller bolden jeg skal prøve at gå efter. Ove går efter manden og leger samtidigt dommer. Men påstand er; Oves indslag er skadeligt for offentligt virksomhed, ansatte, både medarbejdere og ledere, og skaden er sket så. Jeg vil nøjes med at stille nogle spørgsmål som vi forhåbentligt kunne få CBS professoren til at svare på. Og som kunne få os ind spillet med bolden i fokus.
1. Er det offentlige, gennemsnitligt blevet mere effektivt de sidste 15 år?
2. Er der tilført flere opgaver til det offentlige i de sidste 15 år?
3. Er der sket en kvalificering af ledelseskompetencerne i de sidste 15 år?
4. Er der flere registrerede fejl og klager over det offentlige i de sidste 15 år?
5. Er der gennemsnitligt sket et løft i det faglige niveau målt over de sidste 15 år?
6. Er det offentlige udgifter øget i forhold til andelen af BNP i de sidste 15 år?
7. Er det offentlige blevet mere effektivt og øget sin kvalitet via privatisering i de sidste 15 år?
8. Hvilke fagområder i det offentlige har særligt forbedret sig i de sidste 15 år?
9. Hvilke områder mangler at øge kvalitet og effektivitet?
10. Hvilke områder har medarbejder vist særlig stor indsats i de sidste 15 år?
11. Hvilke områder har mistet kvalitet de sidste 15 år?
12. Har de til tider vilkårlige besparelser hæmmet udviklingen af det offentlige de sidste 15 år?
13. Har de kommunale strukturforandringer, herunder sammenlægning og nedlægning af amter øget eller mindsket kvalitet og effektivitet?
14. Har reduceringen af offentligt ansatte øget eller sænket vores vækst?
15. Og sidste spørgsmål vil man kunne måle effekten af de privilegerede offentlige ansattes påståede modvilje, målt via deres fagforeninger ’politik’?
Formoder at svarene ligge på professorens computer, eller er offentliggjort og let tilgængelige? Bolden er spillet…

Kurt Nielsen, Jette M. Abildgaard og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Han skulle prøve at komme ind og arbejde på gulvet i det offentlige. Så han kunne mærke hvor priviligeret det er.
Jeg går aldrig tilbage til det offentlige igen. Så priviligeret kan jeg ikke holde ud at være.

Kurt Nielsen, Eva Bertram, Torben Kjeldsen, Bill Atkins og uffe hellum anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

"Den nye driftsleder blev introduceret sammen med økonomistyring i 1980’eren, og med den begrundelse at de faglige medarbejdere ikke ved eget initiativ havde formået at sikre en effektiv drift af deres egen indsats. "

Hvad mener OKP med dette udsagn? Og hvilke data bruger han til at underbygge det? Hvad er en 'effektiv' drift i OKPs samfundsforståelse? Effektivisering kan betyde to ting: den sammen ydelse både i mængden og kvalitet ved brug af mindre af medarbejdernes fysisk og psykisk energier - dvs.. de kunne gå ned i tid og derved koste mindre, uden modtagerne af ydelserne ville mærke en forringelse eller - det kan betyde en forbedret kvantitet og kvalitet af ydelserne ved uændret brug af medarbejdernes ressourcer; dvs. man ville få mere og bedre til samme penge.

Hvem kan være imod mere for det samme eller det samme for mindre? Selvfølgelig giver det god mening at arbejde så effektivt som muligt, uanset hvad det så end er man arbejder med. Det er logik for perlehøns. Men når politikerne og økonomer begynder med den evige rille om behovet for 'effektivisering' er det i virkeligheden en af de to typer af effektivisering de mener? Eller er det i sandheden en skjulte tredje ting de virkelig ønsker?

Mener OKP og skiftende regeringer i virkeligheden, at det de ønsker er simpelthen en mindre offentlig sektor? Det er meget sigende at OKP begynder sin sang (i øvrigt sammen sang han fik printet i Jyllands-Posten for omkr. 9 måneder siden) med: "Velfærdsstatens fremtid er på spil." Hvem er det egentlig der spiller på Velfærdsstatens fremtid? Hvis det stod til de offentlige ansatte og deres faglige organisationer ville det ikke være på spil. Ikke på vilkår. Hvis der er nogen der ønsker at bevare og udvikle en stærk, effektiv og velfungerende offentlig sektor er det de offentlige ansatte og deres faglige organisationer. Så hvis både de og alle andre også ønsker det, hvor er så problemet?

Problemet er nok snarere den at en lille gruppe af magtfulde personer i dette samfund, eller sågar udenfor dette samfund faktisk IKKE ønsker en stærk, effektiv og velfungerende offentlig sektor, formentlig fordi den står i vejen for deres business plans. Man kan roligt sige at disse grupper har privat interesser i at karikere den offentlige sektor som dårlig og ineffektiv. Det ligner umiddelbart en paradoks at hver gang det er lykkes disse grupper at overtale en regering til at foretage 'effektiviseringer' er der sket det modsat. Det kan være det er lykkes at bruge færre penge i nogle instanser. Men så blev service niveauet også derefter. Det er ikke en 'effektivisering'. Det er blot en besparelse.

Et eksempel: på min arbejdsplads havde man i mange år et meget velfungerende lager system som optog fysiske måske allerhøjeste 3000 kubik kvm. og var bemandet af tre fuldtidsansatte. Disse ansatte kendte afdelingerne indgående så de kunne fra uge til uge nogenlunde regne ud hvilke standard sortiment der ville være bruge for, og personalet på afdelingerne kunne også hver uge lave små justeringer til standard sortimentet efter behov. Derudover hvis der var noget der manglede akut kunne man på en hverdag ringe til lageret, og indenfor en time (ofte få minutter) ville den stå klar til afhentning. Kun hvis varen var noget ualmindeligt og ikke normalt opbevaret på lageret kunne man komme til at vente nogle dage, mens lageret hentede den hjem. Lageret blev sparet væk i effektiviserings hellige navn, og erstattet af en tung og langt mindre fleksibel ordning baseret på en stordriftskontrakt med et privat firma med lager et sted i landet man ikke personligt kan henvende sig, men i stedet er henvist til deres online bestillings system, som er meget dårligt gennemskueligt, og som man skal udpege nogle bestemte nøgle personer til, og disse personer som de eneste må få adgang til systemet. Firmaet anlægger besøg med lastvogn ca. kun en eller to gang om måneden så nu skal man bruge meget tid på kalkulationer af hvad man mest sandsynligt ville have brug for op til tre uger frem, og ofte skal man også vente tre uger før man får sine varer. Bliver det de forkerte varer der udleveres skal man så vente atter tre uger. Det er horribel. Jeg har ikke indblik over om der rent faktisk er sparet penge; jeg kan kun konstatere at det lokale system fungerede meget bedre. Man kan ikke just kalde det effektivisering. Og det var nok heller aldrig meningen.

Så er der vores IT system. En hel saga for sig. Leveret af et privat firma på et Citrix baseret server system som fungerer så dårligt at jeg - hver eneste dag - først logger på server systemet for dernæst at åbne det elektroniske patient journal, så jeg kan begynde at læse om patienternes tilstand og sygdomsudvikling uddele medicin oma. og fra logon til at jeg kan se journalerne går der - hver dag - mindste et kvarter nogle gange en halv time.

Effektivisering min bare r-v! DDKM f. eks. (Den Danske Kvalitets Model) efter at man har brugt milliarder på at udtænke systemet og forsøgt at få den implementeret, nu er i al stilhed afgået med døden eftersom man fandt ud af (og derved bekræftede hvad fagpersonerne havde spået om) at den metode til at kontrollere kvalitet var selv en kvalitets forringende faktor i hospitalernes drift fordi den var så tung og tidsrøvende at få implementeret.

Listen af tåbeligheder fundet på af de professionelle økonomi orienterede lederskaber OKP er så begejstret for fortsætter ude i horisonten. Og så begynder man rimeligt nok at mistænke, at de ikke er blevet institueret for at producere en forbedret version af velfærdssystemet til mere kost effektivt pris, men derimod er blevet institueret for at sabotere og smadre systemet, så der er en undskyldning for at bygge et nyt op på ruinerne. Og jeg er ikke engang begyndt at overveje hvad OKP mener ift den største driftsomkostning i de offentlige institutioner hvilket er selvfølgelig personale lønninger. Her mener han sikkert noget med at fagforeningerne burde gå forrest med planlægning om hvordan arbejdsgiverne også kan begynde at råde over de ansattes fritid, ved at insistere på mere 'omstillingsparathed'. Noget med at man kan møde op på arbejde og lederne kan sige, "Her kan vi godt klare os i dag med en nedsat normering - til gengæld i næste by 25 km væk mangler institutionen en medarbejder akut. Den tager du i dag Colin." Eller, "du kan tage hjem i dag, og så finder vi en vagt til dig en anden dag hvor der er mere brug for det". Ja, og hvad med at forkorte din ferie her i august og tage en uge i september i stedet for så vi kan få dækket vagtplanen uden det skal koste ekstra? Var det ikke fornuftigt? Eller hvad mener han konkret? Vi skal frivilligt gå ned i løn måske?

Debat indlægget her og efterfølgende kommentartråd giver et indblik i konsekvenserne af de 'effektiviseringer' OKP ønsker. Man må selv vurdere om forfatteren og deltagerne er nogle forkælede klynkehoveder.

Keld Albrektsen, Kurt Nielsen, lars søgaard-jensen, Eva Bertram, Anne Eriksen, Torben Kjeldsen, Viggo Okholm, Olav Bo Hessellund, Peter Knap, Ebbe Overbye og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Først sænker man overførselsindkomsterne til fattigdomsniveau. Derefter skaber man et prekariat. (Forudsætningen herfor er en sænkelse af overførselsindkomsterne.) Og så påstår man, at de der stadigvæk har et arbejde på nogenlunde 'normale' vilkår er priviligerede, som bare burde holde deres kæft. Det er et tusindårig gammelt kneb, som kaldes 'del og hersk', og det er ufatteligt at en intelligent person som Ove Kaj Pedersen ikke kan gennmskue det. Men det kan han måske også? Der er bare ingen karriere i at være systemkritisk.

Ib Gram-Jensen, Karsten Aaen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Målet burde være at skabe et samfund hvor alle er både priviligerede og forkælede, og hvor ingen holder deres kæft pga. angst for at miste deres arbejde.

Kurt Nielsen, Leo Nygaard, Anne Eriksen, Torben Kjeldsen, Colin Bradley, Sven Elming og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar

Den skrivende adfærd, som Ove Kai Petersen udviser: "der intet alternativ" og "jeg har ret til at kræve af andre uden at disse andre må gøre indsigelser" kalder man i en nyere diskurs for "Midtens ekstremisme".
At okp grunder sig på sin påstand på sin opfindelse af sin private opfattelse af en konkurrncestat, som - desværre for ham - samfundsøkonomisk ikke kan eksistere, gør sagen ikke nemmere, da denne "opfindelse" i mellemtiden er blevet "slubret" af politikere fra alle partier - nok ikke af enhedslisten som formodet undtagelse.
Hvis man vil konkurrere, så er det noget, som firmaer kan gøre. Vved den ene firmas "aflivning" frisatte medarbejdere bliver over kort eller langt opsuget af andre virksomheder, såfremt der er vækst, som har det ikke godt i besparelsestiderne. Bare der var nogle økonomer i Finansministeriet, der kendte deres Kaldor, en polsk økonom, som for mange årtier påviste, at den statslige merudgift blev til en merindtægt af samme størrelse hos virksomhederne. Mere kan man logisk tænke sig til.
Hvis man udkonkurrerer et land, lad so sige Grækenland eller et afrikansk land med vigtige materialer i undergrunden, så er der vist intet land, der vil have de frisatte og måske hungrende optaget eller forsørge dem i deres hjemmelande.
De konkurrencestærke lande vil ikke hjælpe med de mange penge, de har sparet ved at tvinge de svage lande til afgive deres værdier for småpenge (ellers har vi jo den hurtige indsatstruppe indenfor NATO til at klargøre for disse lande, hvad der er fakta). Enhver ungt, arbejdløst menneske i Grækenland , der har en brugelig uddannelse ,forlader landet og fra et ubenævnt afrikansk land får vi både deres mest egnede unge mænd og måske den enen aller anden ekstremist til at søge eller drukne på vej mod de lande, som har udkonkurreret deres hjemstavn. Dette er konkurrencestatens effektivitets gruelige bagside, ihvertfald konkurrencestaten i okp's udlægning.

Konkurrencefordele har man, når man bruger sin bedre kapitalstok - ikke ved at få folk til at løbe hurtigere og hurtige. Og desuden er der ikke nogen fordel i, at udkonkurrere sine naboer og ejheller fjerntbeliggende lande, da de vil falde bort som kunder, når de ikke længere kan betaler for vor eksportoverskud.
I længden skal vi som land leve, som vi nu bedst kan, hverken med eksportover- eller underskud.
Da vi har et procentualt overskud på og over Tysklands eksportverdensmesterskabsniveau, kan vi roligt konstatere, at de danske lønninger er for lave.
Samtidig med, at virksomhederne og de rigeste betaler for lidt i skat af deres overstørrelse af inkomstpuljen, skal vi bestemme disses forhold som grunden til at velfærdsstaten har vanskeligheder med at kunne opretholdes. Kun fordi vi har den høje reelle skat af på de mindste indtægter ville velfærdsamfundet helt sikkert bryde sammen som ufinanserbar. Således, venner, vær glad for de høje skatter og kræv, at alle betaler dem. - Høje skatter er grundlaget for en stat med gode samfundsforhold - ikke lav skat og især ikke rådighed over ubeskattede, høje personlige indkomster. Enhver burde tænke på sidste sætnings rigtighed ved at tænke konsekvenserne for sig selv grundigt igennem. Også virksomheds- eller kapitalejeren ved i sidste ende
finde ud af, at det er bedst for hans forhold.

Torben Kjeldsen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Jan Weis, Niels Duus Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

SKAT was here
Og i morgen får vi så smidt de seneste påståede alternativløse neo-grusomheder i ansigtet i konkurrencestatens navn ...

Jeg forstår ganske enkelt ikke hvad Ove Kaj Pedersen (OKP) mener med det her:

"Men hvis organisationerne havde kæmpet for at effektivisere den offentlige sektor indefra, og hvis nu de selv havde foreslået at introducere professionelle ledere og selv havde taget initiativ til samarbejde, ville vi så have behov for en tillidsreform eller for at finde balancen mellem den faglige autonomi og et ledelsesrum? Måske, måske ikke."
kilde: citat fra ovenstående artikel.

Nu ved jeg tilfældigvis fra anden side (da jeg også er ordblindelærer mm. og har læst en del om voksne ordblinde, som går på efteruddanelse mm.) at der ikke er så mange ansatte ude i kommunerne, som der har været, specielt ikke, når vi taler om dem, vi kalder de blå mænd, altså mænd, der vedligeholder vejgrøfter, laver asfaltarbejde mm. ude i de danske kommuner. Alle er de nemlig blevet ansat, eller de fleste af dem er i hvert fald, blevet ansat i private firmaer, da kommunerne har udliciteret den her opgave til private firmaer. En del del kommuner har desuden også udliciteret hele, eller dele af pleje- og omsorgsopgaven for de ældre borgere i dette land - ganske enkelt for at gøre det billigere - og måske bedre? - for de ældre borgere i dette land. Og FOA, og 3F, har altså, som jeg har opfattet det, været kritisk positive overfor dette - måske endda også ligefrem positive.....ift. denne her såkaldte effektivisering.

Noget andet, som OKP totalt overser er det her: En hjerteoperation tager altså stadig den tid, den tager, en knæoperation tager altså stadig den tid, det tager, (cirka 1½-2 timer), og man skal stadig være mindst 24-36 timer på hospitalet efter en knæoperation,

Noget andet, som OKP helt overser er det her: den politiske diskurs og de politiske beslutninger
der er taget indenfor de sidste 10-15 år (og måske de sidste 15-20 år) betyder, at man f.eks. indenfor ældreplejen, både for borgere på plejehjem og i plejeboliger, er gået fra at tildele f.eks.
2 eller 4 timers hjemmehjælp om ugen til at inddele alt i ydelser. Netop fordi ældre borgere i DK i dag skal kunne vælge mellem offentlig hjælp, og hjælp fra private firmaer, så er der sat pris og tid på ydelser, ældre borgere kan modtage, f.eks. at hjælp til at gå toilettet koster x antal kr. og må tage 10 minutter, det at smøre mad til den ældre beboer må tage 5 minutter, og koster y antal kroner. Og så fremdeles.

I dag skal man visiteres af en dame eller herre fra kommunen til de her ydelser; det har betyder, at der i kommunerne er kommet er byrokratisk lag, som ikke bestiller andet end at visitere, og at læse visitationerne til ydelse p,n, a, og c og g, k, m, og å, til de her ældre borgere. Og de her byrokratiske lag af personer i kommunerne bestemmer også, hvem af de ældre medborgere, der skal have ydelse å, n og p, og hvem der skal have ydelse c, n og k. Og så laver de beregninger om dette eller hint mm.
En egentlig effektivisering af den offentlige sektor ville være at gå tilbage den tid, hvor man gav en ældre medborger 2 eller 4 timers hjemmehjælp om ugen; dengang kunne de nemlig selv bestemme, hvad de ville have lavet i de 2 eller 4 timer...

Ang. ledere som er professionelle:
Professionelle ledere er ledere, som, tror jeg OKP mener, der ikke er fagpersoner, dvs. skolelederen er ikke lærer, overlægen er ikke administrativ leder for et hospital, pædagoger er ikke nødvendigvis ledere af børnehaver; professionelle ledere er vel, vil jeg gætte på?, i OKP's optik en økonom, en jurist, en cand.scient.pol, en cand.polit, der kan administrere og har forstand på regneark og økønomi, men måske ikke så meget forstand på, hvordan man leder personer og mennesker i den offentlige sektor inden for f.eks. lærerstanden, lægestanden, pædagogstanden eller sygeplejerskernes rækker.

Ledelse er en opgave der primært består i at gøre det muligt for medarbejdere at løse deres opgave. Det er derfor irrelevant hvilken faglig uddannelse en leder tilfældigvis er i besiddelse af.

Jens Erik Starup

Kurt Nielsen. Desværre er det sådan, at alt for få ledere er i besiddelse af god ledelsesmæssig kompetence. I sådanne tilfælde er faglige kompetencer hos ledelsen en stor fordel.

Jens Erik Starup

'Desværre er det sådan, at alt for få ledere er i besiddelse af god ledelsesmæssig kompetence.'

Ja, sådan er det desværre, men det virkeligt uhyggelige ved denne artikel er - som også en tidligere debattør har været inde på - at det formentligt mest prestigefyldte uddannelsessted for kommende ledere i dronningeriget: CBS har en fuldstændig og komplet mytologisk forståelse af hvad en organisation er, og hvad der kan foregå i den og hvordan. Konkret udtrykt i nærværende artikel der, ud fra normale, anerkendte logiske og rationelle tolkninger er fuldstændig ulæselig, hvad angår mening og indhold.