International kommentar

Putin forsøger at afvaske skammen fra Afghanistan

Ved at intervenere i krigen i Syrien til fordel for Assad stiler Kreml efter at genoprette sin militære autoritet, der led et knæk ved 1980’ernes ydmygende nederlag til en pjaltehær af mujahediner
Putin behøver ikke offentligt at udnævne sin krig i Syrien til at være hævntogt for de tab, som Amerika i 1980’erne var med til at påføre Sovjet i Afghanistan. Men den psykologiske effekt må være til stede i lyset af USA’s sammenbrudte Mellemøsten-strategier.

Putin behøver ikke offentligt at udnævne sin krig i Syrien til at være hævntogt for de tab, som Amerika i 1980’erne var med til at påføre Sovjet i Afghanistan. Men den psykologiske effekt må være til stede i lyset af USA’s sammenbrudte Mellemøsten-strategier.

Alexei Druzhinin

Debat
16. august 2016

Da Rusland i september 2015 intervenerede militært i Syrien, profeterede Barack Obama, at interventionen »ville køre fast i hængedynd og slå fejl«.

Ti måneder efter er profetien ikke gået i opfyldelse. Rusland bistår lige nu sin allierede, Bashar al-Assad, med at generobre Aleppo, den sidste strategiske storbybastion for den syriske opposition. Og vel har oprørerne brudt belejringen, men intet tyder på, at Kremls krigsmaskine skulle være kørt træt.

De fleste forsøg på at forklare bevæggrundene for Putins militæroperation i Syrien har fokuseret på følgende:

1) Putin er allergisk over for folkeopstande og vil forhindre et regimeskifte i Damaskus af den slags, der i 2011 skete i Tunesien, Egypten og Libyen og i Ukraine i 2014.

2) Putin vil sikre Ruslands sidste fodfæste i den arabiske verden.

3) Putin vil demonstrere, at Rusland vil gøre det fornødne for at forsvare en allieret.

4) Putin vil aflede opmærksomheden fra Ukraine og sikre sig et instrument til at afpresse Vesten til indrømmelser, især lempelse af sanktionerne mod Rusland.

5) Putin er opportunist og slår mønt af USA’s uvilje mod at involvere sig yderligere i Mellemøsten.

6) Putin håber, at han ved at skabe et kaos uden klart slutspil kan svække Vesten.

7) Det handler om russisk indenrigspolitik: Nationalisme og militær selvhævdelse går hånd i hånd med Putins behov for at beskytte sin magtstruktur. Alle disse bud rummer elementer af en sandhed.

Men samtidig med, at Ruslands jagerbombere hamrer løs på Aleppo og byens befolkning i, hvad der ser ud til at udvikle sig til det afgørende slag i Syriens borgerkrig, er det nødvendigt at tilføje en yderligere brik for at komplettere puslespillet over Putins motiver: Syrien-aktionen skal for Rusland slette ydmygelsen efter Sovjets nederlag i Afghanistan i 1980’erne.

Da Obama forudsagde hængedynd, sammenlignede han Ruslands aktion i Syrien med Bresjnevs invasion af Afghanistan i 1979 – en krig, der blev fatal og central for Sovjets senere fald. Kreml husker selvsagt denne katastrofe, der var så ødelæggende for Ruslands autoritet som militær magt. Men selv om sporene fra dengang skræmmer, kan ønsket om at genoprette denne autoritet nu tælle med større kraft.

Betragt parallellerne

Aktionen i Syrien er Moskvas første militærintervention uden for det tidligere Sovjetunionen siden Afghanistan. Putin indledte sin karriere i KGB i 1975, fire år før invasionen begyndte, men selv om han aldrig gjorde tjeneste i Afghanistan, må konflikten og dens udfald have gjort indtryk på ham.

Sidste års vinder af Nobelprisen i litteratur, Svetlana Aleksievitj, beskriver i sin bog Sovjetiske stemmer fra krigen i Afghanistan, hvordan en hel generation blev traumatiseret, for trods censuren vidste det sovjetiske samfund udmærket besked om krigens grusomheder.

Krigen sluttede i 1989, da Gorbatjov beordrede sit lands tropper ud – en enorm ydmygelse for supermagten at blive besejret af en pjaltehær af afghanske mujaediner, som CIA havde udstyret med Stinger-missiler.

Omkring 15.000 sovjetiske soldater blev dræbt i Afghanistan og anslået én million afghanske civile. Måneder senere faldt Berlinmuren, og nedtællingen begyndte til Sovjetunionens undergang.

Putin behøver ikke offentligt at udnævne sin krig i Syrien til at være hævntogt for de tab, som Amerika i 1980’erne var med til at påføre Sovjet i Afghanistan. Men den psykologiske effekt må være til stede i lyset af USA’s sammenbrudte Mellemøsten-strategier.

Betragt parallellerne: Da Sovjet gik ind i Afghanistan, var USA et hus i splid med sig selv efter nederlaget i Vietnam og Watergate. I dag styrker Rusland sin hånd i Syrien på et tidspunkt, hvor USA er viklet ind i Trump-æraens dysfunktionelle politik og voksende isolationisme.

I 1979 klappede Sovjets sympatisører i Vesten over interventionen i Afghanistan (det franske kommunistpartis leder, Georges Marchais, talte om et tiltrængt opgør med det afghanske ’feudalvælde’). I dag er der i Europa og USA (og ikke kun længst til højre) flere røster, der udtrykker beundring for Putins handlekraft i Syrien.

Sovjets hær gennemførte en massiv landinvasion af Afghanistan, der på sit højeste involverede 115.000 soldater. I Syrien har Rusland i hovedsagen holdt sig til luftkrig – dog suppleret af indsættelse af ’militærrådgivere’.

I Syrien har Rusland desuden en vigtig allieret: Iran. I 1979 så Moskva Iran som fjende. Efter at have væltet shahen var de iranske islamister begyndt at destabilisere Kabuls Sovjet-støttede kommunistiske regering.

Alligevel findes der erfaringer fra Afghanistan i 1980’erne, som Putin bør tage varsel af. Det kan ikke udelukkes, at krigsprojektet i Syrien vokser ham over hovedet og må ekspandere, indtil ressourcerne når bristepunktet.

Syriske oprøreres nedskydning for nylig af ​​en russisk militærhelikopter (alle fem besætningsmedlemmer blev dræbt) må have vakt smertefulde minder. Og lige så lidt som Sovjets hær kunne ’holde’ Afghanistan, kan hverken Assads styrker, Hizbollah eller de iranske militser, der kæmper i Syrien, gøre sig håb om at få fuld kontrol med landet.

Men indtil videre er det lykkedes for Rusland at afstive Assad, hvorimod Sovjet i sidste ende måtte lade det kommunistiske regime falde i Afghanistan (at redde det var det proklamerede mål).

Det er umuligt at sige, hvor bæredygtig Ruslands styrkeposition i Syrien vil være på længere sigt. Men Putin husker sikkert, hvordan den mand, han ofte har forsøgt at efterligne, Jurij Andropov, en magtfuld sovjetisk efterretningschef, på et politibureaumøde i 1979 erklærede: »Vi kan ikke miste Afghanistan«.

Putin tror, at ​​han ikke kan miste Syrien.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Odin Rasmussen

Hele verdens politimand er ikke så begejstret for, at Rusland samarbejder med Iran om Syrien og nu flyver fra Iranske luftbaser:
"Washington called the move "unfortunate" and said on Tuesday it was looking into whether Russia's move had violated U.N. Security Council resolution 2231, which prohibits the supply, sale and transfer of combat aircraft to Iran."
http://www.reuters.com/article/us-mideast-crisis-russia-iran-idUSKCN10S0VB
I flg. hvilke Security Council resolution bomberr USA syrien?