I medierne er der en stigende tendens til at fokusere på det potentielt uhensigtsmæssige ved at stille psykiatriske diagnoser. Det er der ikke noget galt i, for der findes mange relevante overvejelser i den forbindelse:
Dels bekymring for fejldiagnosticering. Eller for overmedicinering. Der er bekymringen for, at en diagnose kan få patienten til at tilskrive netop diagnosen sine vanskeligheder og dermed fraskrive sig ejerskabet og ansvaret for sine vanskeligheder. Og der er bekymringen for, at forældre ønsker at få deres børn diagnosticeret for at kunne fraskrive sig ansvaret for mangler i opdragelse af eller omsorg for barnet.
For nogen kan det desuden opleves som en stigmatiserende og sygeliggørende handling at stille psykiatriske diagnoser. Denne holdning bunder som oftest i et grundlæggende medmenneskeligt ønske om at kunne rumme hinandens vanskeligheder og normalisere psykologiske reaktioner.
Patienten, på den anden side, kan opleve sig stigmatiseret og uhensigtsmæssigt særbehandlet på grund af en diagnose. Og der kan så afgjort være grund til at problematisere samfundets insisteren på diagnosticering, når man som borger eller patient mødes med et krav om en diagnose ved henvendelse til henholdsvis kommunen eller psykiatrien for at få hjælp.
Kritiske patienter
Jeg arbejder med psykologisk og psykiatrisk udredning og diagnosticering af børn, unge og voksne på en psykiatrisk klinik. Og her oplever jeg så afgjort bagsiden af diagnosticering.
Eksempelvis i mødet med forældre, der på deres børns vegne ikke ønsker andre behandlingsmuligheder end medicin, til trods for at en anbefaling lyder på eksempelvis specialpædagogiske støtteforanstaltninger i hjem og skole som primært behandlingsbehov for barnet i relation til den stillede diagnose.
Jeg møder også patienter, der ønsker at få diagnoser og blive anerkendt som psykiatriske patienter, til trods for at der udelukkende er tale om almenpsykologiske livsvilkår eller reaktioner som eksempelvis familiemæssige problemer eller en sorgproces hos et menneske uden egentlig psykisk lidelse i en grad, der kvalificerer til en diagnose.
Men omvendt oplever jeg desværre også i tiltagende grad, at den diagnoseforskrækkelse, der vinder frem i flere medier, afstedkommer negative konsekvenser. Jeg oplever i tiltagende grad patienter og pårørende, som forholder sig kritisk og afstandtagende til anbefaling om medicinsk behandling efter diagnosticering.
Jeg har ikke kompetence til at udtale mig om indikation for medicinsk behandling, men jeg har som kliniker i psykiatrien igennem årene oplevet mange patienter få stor gavn af netop den medicinske behandling ved eksempelvis affektive lidelser, angstlidelser, opmærksomhedsforstyrrelser og psykotiske lidelser, og for nogle af disse mennesker kan det have negative konsekvenser at afvise medicinsk behandling.
Diagnoseforskrækkelsen smitter i tiltagende grad af på patienterne og deres pårørende, således at de ved opstart af et udredningsforløb kan være nervøse for fejldiagnosticering i en grad, der kan vanskeliggøre udredningsprocessen. Jeg har gentagne gange oplevet, at når jeg eksempelvis stiller spørgsmål som: »Hører du eller ser du ting, som andre mennesker ikke hører eller ser?« så kan svaret være: »Nej, jeg er ikke skizofren, hvis det er det, du fisker efter.«
Jeg oplever også, at man i visse faglige kredse skal træde varsomt, hvis man som psykolog taler positivt for psykiatriske diagnoser og medicin, som i nogles ører har fået en klang af andenrangsbehandling sammenlignet med for eksempel psykoterapi.
Alt sammen ærgerligt for de mennesker, der har brug for at blive diagnosticeret og komme i enten medicinsk behandling eller kombinationsbehandling med medicin, terapi og socialpædagogiske støtteforanstaltninger på baggrund af en psykiatrisk lidelse.
Lyt bedre efter patienterne
I debatten har også enkeltpersoner meldt sig med et ønske om at gøre opmærksom på deres egne solstrålehistorier – blandt andet de, der har kæmpet sig fri af en diagnose og har skabt sig et godt liv uden psykiatrisk behandling, og de, der har oplevet sig forstået og velbehandlet i kraft af deres psykiatriske diagnose.
Jeg håber, at disse stemmer bliver hørt, og at der også lyttes til, at psykiatrien og de psykiatriske diagnoser er overordentligt vigtige for rigtig mange mennesker. Jeg møder mange mennesker i min hverdag, for hvem en diagnose er valid og vigtig for deres livsførelse og livskvalitet:
• Det er det eksempelvis for teenageren med en opmærksomhedsforstyrrelse, som kun evner at bevare fokus på undervisningen og sidde stille i skolen med medicinsk behandling.
• For drengen med autisme, hvor diagnosen har ændret skolens forståelse for, at når han trækker sig fra det sociale fællesskab og ikke vil se lærerne i øjnene, så skyldes det grundlæggende socialkommunikative vanskeligheder og ikke bevidst kravafvisende adfærd.
• For kvinden, som med en depressionsdiagnose fik forståelse for, at den ulidelige tristhed og de presserende selvmordstanker er symptomer, der kan behandles, og ikke en permanent tilstand.
• For manden med skizofreni, som med medicin kan holde stemmerne ud og føler sig mindre forfulgt af andre mennesker.
• For moderen til barnet med en sprogforstyrrelse, som på baggrund af diagnosen med talepædagogisk vejledning kan støtte sit barns udvikling på bedste vis.
• For kvinden med en personlighedsforstyrrelse, som efter langvarig specialiseret terapeutisk behandling kan få relationer til familie, venner og kolleger til at fungere.
• For pigen med mental retardering, som med diagnosen får åbnet omverdens øjne for, at hun har behov for socialpædagogisk støtte.
• For kvinden med en funktionsnedsættende angstlidelse, som på baggrund af medicinsk behandling for første gang i årevis er i stand til at profitere af psykoterapeutisk behandling.
Mon man kunne finde en balance, således at vi forholder os på én gang kritisk til og forstående til behovet for psykiatriske diagnoser?
Jeg tror, de fleste kan blive enige om, at forebyggelse, inklusion og rummelighed er yderst ønskværdigt, men det må ikke være på bekostning af det enkelte menneske, som reelt kvalificerer sig til og har behov for en psykiatrisk diagnose samt indiceret behandling i relation her til.
Kirsten Skriver er psykolog
Fantastisk velskrevet! Og meget enig
Diagnostikken er et symptom på den stadigt snævrere normalitetsopfattelse, der på samfundsplan udmøntes i færre og færre muligheder for individets udfoldelse på egne præmisser.
Der var engang en folkebevægelse, der kaldte sig Galebevægelsen.
Det gode ved Galebevægelsen var, at den medvirkede til en afstigmatisering af psykisk sygdom. Hvor folk tidligere af al magt forsøgte at holde deres og deres familiemedlemmers psykiske brister godt skjult i skabene, blev det lidt mere okay at indrømme, at man havde en psykisk sygdom.
Det mindre gode ved Galebevægelsen var, at den opmuntrede til en tankeløs kritik af alle psykofarmaka over en kam. Psykisk syge mennesker var misforståede, blev der sagt, de skulle blot inkluderes, så ville alt blive godt. Men hvor dette er sandt nok i forhold til mange neuroser, som vitterligt er skabt som "en sund reaktion på et sygt samfund", er der andre mere alvorlige psykiske sygdomme, som stikker dybere, og som ikke alene kan behandles ved, at vi alle sammen kommer hinanden ved.
Virkeligheden er som altid grumset. Som det beskrives i artiklen, er der mange problemer forbundet med diagnosticeringer af psykiske lidelser. At man ikke kan få kommunal social hjælp og støtte, hvis ikke man har en diagnose, er et af behandlersamfundets absurde udslag. Men at tro at folk, der hører stemmer, kan blive raske uden medicin, er ikke mindre absurd.
Som altid handler det om at finde en balance. Men det er svært, når systemDanmark ønsker at spare på de sociale udgifter og derfor kun vil hjælpe folk med en diagnose - folk uden en diagnose får ikke hjælp, men derimod et spark i r*ven.
Selv har jeg for ikke så mange år siden fået en diagnose, og selv om er/var på kontanthjælp både før og efter diagnosen, er det næsten ufatteligt, hvilken holdningsændring jeg blev mødt med fra systemets side. Hvor jeg før diagnosen blev betragtet som en "free rider", der ud fra rent egoistiske motiver forsøgte at holde sig under radaren og leve af "andre folks penge", bliver jeg nu betragtet som en slags ædel handicappet, der ikke selv kan gøre for min sociale situation, og derfor bliver fritaget for størstedelen af de livsnedbrydende tiltag, skiftende regeringer har udtænkt for at gøre livet surt for de fattige.
Bemærk, det er kun blandt systemets frontmedarbejdere, jeg mærker denne holdningsændring. Politikere og meningsdannere betragter mig stadig som en nasserøv. Derfor er jeg også på det personlige plan glad for at have fået en diagnose, for den har udløst adgang til en medicin, der giver mig styrken til at gå Roma midt imod, i stedet for bare at vende det indad og resignere og have ondt af mig selv.
Så hvis debatredaktøren og mine meddebattører en gang i mellem er træt af mine mange lange indlæg, kan han takke behandlersamfundet, som har givet mig min stemme tilbage.
Desværre er diagnosticering ikke en ufejlbarlig størrelse, selvom jeg ikke er i tvivl om at faggrupperne yder deres bedste ud fra uddannelse og erfaring.
Danmark er dog ikke et land med et vidtrækkende samarbejde mellem netop faggrupper og lign. - Også behandlersamfundets resultater er afhængige af utallige regler og tests på vejen.
For tiden går man rigtig meget op i genteknologi og spekteret af diagnoser er udvidet meget i forhold til tidligere. Det behøver ikke at være dårligt, men...
Her i Information har der for kort tid siden været en del polemik om mælke- og gluten allergier og intolerancer i det hele taget, sparket til hjørne af psykiatere og andre som "pjat"!
Derfor vil jeg åbne op for "Food and the Gut Reaction" af Elaine Gottschall og naturligvis danske forfattere som beskriver emnet.
Diagnoser som Morbus Crohn, Colitis Ulacerrosa og Cystisk Fibrose m. flere er alle diagnoser med chancer for psykiske symptomer. Og nej, det er ikke nyt - men beskrevet i mange årtier, dog uden den store effekt.
Det er heller ikke nemt, men man bør også skele til dette i udredningen, selvom det selvfølgelig ikke gør det mere overskueligt.
@Niels Nielsen "Men at tro at folk, der hører stemmer, kan blive raske uden medicin, er ikke mindre absurd."
Absurd er at tro, at folk, der hører stemmer, kan blive raske, når der ikke er videnskabeligt grundlag for at antage, at de skulle være syge til at starte med. Absurd er også at påstå, at folk, der hører stemmer, ikke kan komme igennem og ud af deres problemer uden psykiatriens "medicin", når finske Åben Dialog netop beviser det modsatte, og en grundig gennemgang af psykiatriens egen forskning, som f.eks. den, Robert Whitaker foretager i sin bog "Den psykiatriske epidemi", klart viser, at "medicin" kronificerer de som "sygdom" betegnede tilstande, i stedet for at afhjælpe dem.
Nogle damer i LAP har fortalt mig, at uden eletroestød, var deres liv et heleve.
Nogle har i LAP fortalt mig, at uden piller, begik de selvmord.
Så der kan siges noget godt om systemet behandling.
Men og atter men, for langt de fleste, dur den behandling ikke, som specielt psykiaterne giver.
Folk, der ønske at vide mere, kan læse Peter C. Gøtzsche bog:
Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse.
God læselyst!
Marian B. Goldstein: Touché!
Jeg argumenterer ud fra den begrænsede viden, jeg er i besiddelse af. Det kan kun glæde mig, hvis ny viden kan hjælpe skizofrene til et tåleligt liv uden den medicin, der giver så mange ubehagelige bivirkninger.
Med lidt god vilje kan man analogisere forholdet mellem krop og psyke som forholdet - som det var i de gode gamle dage - mellem avisens politiske indhold, meninger og holdninger p.d.e.s. og avisens trykkemaskine p.d.a.s. Den lokale 'Socialdemokraten' havde et indhold og den lokale 'Dagbladet' havde et andet. Men de blev trykt om natten på en maskine af samme fabrikat (Heidelberg hed den vist).
Logikken er så, at hvis ikke man var enig i indholdet i Socialdemokraten, hvis ikke man var enig i det, der stod på avisens sider, hvis avisen kort sagt havde et sindssygt indhold, ja, så løste man jo som regel problemet ved at skille og samle maskinen igen og sørge for at få den smurt ordent ligt, eller mere mere radikalt, at anskaffe sig en Heidelberg i en nyere og smartere model.
Hvordan synes I lige, det hænger sammen?
Jeg synes det egentlig er ret simpelt: Kritikken af dianosecirkusset er opstået fordi det virker som en undskyldning for at bruge mere medicin.
Medicin er godt til noget, men KUN medicin er ikke godt for noget som helst i det lange løb, og det er der filmen knækker for artiklens forfatter. Der er ikke en klar tilkendegivelse i den retning, mere en slags resignation overfor den afmagt der generelt er fra samfundets side overfor psykiske lidelser.
Hvad angår folk der hører stemmer er jeg ikke den eneste der mener at der kan være fornuft i at høre hvad stemmerne siger. De kommer trods alt fra personen selv, og hvis et medmenneske hjælper den plagede stemmehører med dialogen, kan den undertiden ændre sig. Det går langsomt men det er muligt.
Uden at vide det bestemt vil jeg mene at man kan fjerne muligheden for bedring ved at medicinere folk ned under gulvbrædderne.
@Niels Nielsen, "skizofreni" er jo indtil videre (dvs. indtil der er fundet beviser for denne tingest, "skizofreniens", faktiske eksistens) ikke andet, end et kulturelt konstrukt. Det er jo aldeles ikke bevist, at den findes som en reel sygdomstilstand, på lige linje med f.eks. diabetes. Mens forskningen viser en klar årsagssammenhæng mellem traumer og de problemer, der betegnes som "skizofreni". Da bliver spørgsmålet så, er det "skizofrene" vi taler om, eller er det mennesker, der reagerer på det, der er overgået dem i livet, sådan som alle mennesker gør, på hver sin måde, og alt efter hvad og hvor meget af det, der er overgået dem i livet?
Det sidste kan man arbejde med og også arbejde sig ud af (og det helt, faktisk, og til et liv langt ud over det bare tålelige; ved faktisk ikke rigtigt, hvad mine venner og bekendte, der rejser verden tyndt og holder foredrag, med indtil flere uddannelser og akademiske titler i bagagen, og derudover et rigt socialt liv, ville sige til at få deres liv betegnet som "tåleligt", men de ville formentligt nok ikke være sådan helt enige i det ordvalg...). Det første, knapt så meget. Det gør, ikke mindst også mht. udfaldet, en enorm forskel, hvad man fortæller folk. Om man sætter en diagnose, og dermed fortæller dem, at der er noget galt med dem selv, eller om man anerkender deres egen oplevelse og bruger f.eks. problemformulering, https://www.madinamerica.com/2013/01/thinking-about-alternatives-to-psyc....
For mig at se, er det, taget både de manglende beviser for "psykisk sygdoms" faktiske eksistens som en reel sygdom, den ret overvældende evidens for, at vi taler ganske naturligt menneskelige reaktioner på livet snarere end (hjerne-)sygdom, og at udfaldene varierer, som de gør, alt efter hvilken forståelse af problemerne vi tager udgangspunkt i, etisk noget tvivlsomt, for at sige det mildt, at præsentere problemerne for folk som reel (hjerne-)sygdom, som man så ikke kan gøre så meget andet ved, end at lære at leve ("tåleligt") med, mens man altså ikke lige skal regne med, at kunne få sig et (mere end "tåleligt") liv helt uden de her problemer.
Men jeg forstår nu også godt, hvis du ikke har kunnet se sagen fra dette perspektiv. Diskursen i medierne, i offentligheden generelt, er jo den, at "skizofreni" (og al anden "psykisk sygdom") er (alvorlig) sygdom, der nødvendigvis begrænser de ramte mere eller mindre, og som oftest igennem hele deres liv. Så det er først, når man graver lidt dybere, at man vil støde på en noget anderledes sandhed, end psykiatriens, mediernes, offentlighedens.