Kronik

Min studenterhue har kostet Danmark 10 millioner kroner

Først blev jeg tvangsfjernet, siden blev jeg student. Huen er min største sejr, men den er blot en af mange, som vores velfærdssamfund muliggør hver eneste dag. Jeg har meget at takke Danmark for
Først blev jeg tvangsfjernet, siden blev jeg student. Huen er min største sejr, men den er blot en af mange, som vores velfærdssamfund muliggør hver eneste dag. Jeg har meget at takke Danmark for

Line Høstrup

Debat
11. august 2016

I sommer blev jeg student efter tre spændende og udfordrende år på Borupgaard Gymnasium. Mange bliver student hvert år, men vores vej dertil er forskellig. Min har været lang og snørklet.

Den flotte studenterhue, jeg fik sat på hovedet i sommer, har kostet Danmark 10 millioner kroner. Lavt sat.

Dette er historien om min største sejr. Den er et bevis på, hvad vi kan opnå, når vi husker at stå sammen. Den viser, at uanset hvor dårlig en start, man får på livet, så er alt muligt i Danmark.

Min historie begynder for 20 år siden, da jeg blev født. Min mor var 10 år forinden flygtet fra Iran og havde giftet sig med en dansk mand.

Han gav hende stabilitet og tryghed, men hendes sind var så mærket af revolution og krig, at hun over flere omgange blev ramt af psykoser – skizofreni vel at mærke.

Mine første levemåneder blev derfor turbulente. Det er svært at magte forældrerollen, når man er syg. Mine biologiske forældre kæmpede for at vise kommunen, at de magtede at passe på mig, men det gjorde de ikke.

De elskede mig til skyerne, men det udelukker ikke omsorgssvigt, og det hele endte i retten. Seks måneder gammel blev jeg tvangsfjernet.

Herefter kommer jeg på børnehjem. Journalerne beskriver mig som skrøbelig og svær at komme i kontakt med. Men jeg bliver passet af en omsorgsfuld kvinde, der hedder Irma. Det er første gang, at jeg for alvor møder et af ansigterne på det Velfærdsdanmark, som igennem min opvækst redder mig.

Indhentet af generne

En dag møder en kvinde op på børnehjemmet. Hun er kommet for at se mig. Hun er lav, men har store blonde krøller.

Jeg husker det ikke selv, men jeg kigger i lang tid på denne kvinde, observerer hende, indtil jeg vælger at traske hen til hende og tage hendes hånd. Sådan har jeg fået genfortalt den dag, jeg valgte min plejemor til.

Der er mange mennesker i livet, der fortjener en chance til. Jeg havde allerede brug for min ekstra chance, før jeg var fyldt et år, og jeg var heldig, at denne kvinde og hendes familie ville tage mod mig og gøre mig til deres barn. Men der var stadig lang vej igen.

Jeg flyttede ind i deres hus i Rødovre, og herfra skulle min verden gå, indtil jeg fyldte 11 år. Jeg havde meget svært ved at turde knytte mig til nogen.

Den eneste, jeg var tæt på, var min plejemor, som jeg allerede begyndte at kalde for mor, da jeg var omkring to år gammel. Jeg blev fyldt med angst hver gang, jeg skulle være uden hende. Man kan roligt sige, at jeg allerede på dette tidspunkt have morkomplekser.

Hun var nødt til at sige sit job op i et forsikringsfirma for at være plejemor på fuldtid. Jeg kom aldrig i børnehave, for jeg var for skrøbelig. Og da jeg skulle starte i skole, var det naturligvis en specialskole.

Her stiftede jeg dog endnu en gang bekendtskab med det Velfærdsdanmark, som hele vejen igennem har gjort sit ypperste for at give mig rammerne for et ordentligt liv. Der var maksimalt syv elever i hver klasse, og vi havde et lille hold af faste lærere og pædagoger til at give os tryghed og de rigtige forudsætninger for at lære.

Vilkårene kunne ikke have været bedre end på specialskolen, men desværre kunne min skrøbelige barnepsyke ikke stå distancen.

Omkring 4. klasse blev jeg indhentet af min biologiske mors gener. Mit biologiske ophav og de miljømæssige påvirkninger i mine første levemåneder havde gjort det nærmest uundgåeligt, at jeg selv en dag skulle rammes af psykisk sygdom.

Jeg blomstrede

Det er efterår 2005, jeg er ni år gammel og syg af angst og skizotypisk sindslidelse. Mine plejeforældre har ikke forældremyndigheden over mig, og derfor kan de heller ikke modsætte sig, da kommunen året efter vælger at fjerne mig fra dem og imod psykiatriens anbefaling sætte mig i døgnbehandling.

Jeg følte det som et stort overgreb, men der var ingen vej uden om. Jeg havde været på børnehjem og i plejefamilie, og nu skulle jeg så prøve kræfter med en døgninstitution. Jeg var lige fyldt 11 år.

Det var en institution med tre afdelinger og en intern skole. Jeg boede med de mindste børn. Vi var fem i en afdeling kaldet Pilehuset. Et idyllisk navn til en gammel villa, der huser unge, syge sjæle. Min modvilje imod at bo her var stor. Jeg måtte kun besøge min plejefamilie hver anden weekend.

Jeg havde svært ved at vænne mig til en hverdag med mange syge børn: Det var ikke unormalt, at vandmeloner blev kastet igennem vinduer, at møbler blev smadret, og at der var skrig og vold.

Nogle børn forsøgte sågar at forlade livet, men heldigvis var der også nogen, som blomstrede op og blev helbredt for deres psykiske sygdom, præcis som man kan blive helbredt for kræft.

Jeg er heldig, at jeg var et af de børn, som fik lov til at blomstre. Igennem de fem år, jeg tilbragte på døgninstitutionen, lykkedes det mig at få succes i skolen, det lykkedes mig at udfolde mig socialt både her og udenfor, men vigtigst af alt lykkedes det mig at blive rask. Jeg kunne i sommeren 2012 flytte tilbage til min plejefamilie som en diagnosefri knægt på 16 år.

En uvant følelse

Jeg var nervøs, da jeg begyndte i 10. klasse. For første gang skulle jeg gå i en normal skole. Jeg var nervøs, men jeg tror også på mig selv. Jeg havde efterhånden kostet Danmark omkring 10 millioner kroner, og jeg havde ikke i sinde, at disse penge skulle gå til spilde. Jeg klarede mig godt og trivedes med gode venner og en givende hverdag.

Det er en uvant følelse pludseligt at leve et normalt liv, men det er en følelse, som jeg nyder.

Imens jeg sidder og skriver denne kronik, kan jeg tænke tilbage på en gymnasietid, som gav mig alt, hvad jeg nogensinde havde drømt om. Jeg kan tænke tilbage på et liv, som har været hårdt, men som jeg aldrig ville ønske skulle være anderledes. For den dag i dag står jeg med en studenterhue, en masse gode venner, en familie, jeg elsker, og en fremtid fuld af muligheder.

Det kan jeg takke Danmark for. Min største sejr er blot en af de mange sejre, som vores velfærdssamfund gør mulig hver eneste dag. Jeg er stolt over at bo i et land, der tilbyder sådanne muligheder for dets indbyggere, men jeg er også bekymret for de nedskæringer, der foregår.

Jeg håber, at vi bibeholder dette velfærdssamfund. Vi skylder fremtidens generationer muligheden for at sejre, ligesom jeg har gjort.

Historier som min gør Danmark rigere.

Wincentz Heim er student fra Borupgaard Gymnasium og arbejder hos Dansk Skolefoto

Læs også 6. pladsen: Vores ægteskab blev aldrig det samme efter blodproppen – det blev meget bedre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det hedder det økonomiske kredsløb og skal ikke forveksles med, at folk yder deres bedste indenfor den profession, de har valgt, fordi det nu engang er menneskets største tilfredsstillelse at investere sig selv på den måde.

Lennart Kampmann

Pengene er godt givet ud.

Med venlig hilsen
Lennart

uffe hellum, Carsten Mortensen, Rikke Nielsen, Lise Lotte Rahbek og H.C. (Hans Christian) Ebbe anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Man kunne godt ønske sig at prisen havde været knap så høj, det 10 millioner plus er rigtigt mange penge. På den anden side så må man også konstatere at livet er for snørklet til at det kan lægges i et regneark. Nogen koster succesen lidt mere og det er en succes, hvis et menneske får et ordentligt liv - pøj pøj :-)

Herman Hansen

...Det drejer sig om mennesker. Du og jeg - Penge er bare noget, som samler sig i enorme bunker hos den økonomiske magt elite.

...En gang ind i fremtiden vil begrebet penge ikke længere eksistere, men er erstattet af motivationen af det nødvendige og nyttige.

Lars Peter Simonsen, Jørn Andersen, Brian Larsen, Kasper Malskær , Karen Grue og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Penge skaber konflikter og krige. Hvis vi vil have en verden i fred og balance skal begrebet penge afskaffes først - Men det har nok lange udsigter endnu. Det ved jeg godt.

Herman Hansen

...Når automatiseringen gennem industrialisering ver. 4.0 er blevet en realitet åbner det nye muligheder for at organisere samfundet. Spørgsmålet er så bare om magt eliten får lov til at bruge det mod folket eller om folket kommer til at bestemme vejen - Det er op til dig og mig.

...Løber vi som sædvanlig bare bagefter eller vælger vi vejen?

Ja, men den er alle pengene værd. Dejligt med sådan en konstruktion og usentimental beretning om, hvordan livet med den rette støtte på det rigtige tidspunkt kan udvikle sig positivt på trods af et rigtig dårligt udgangspunkt. Du behøver ikke takke Danmark, Wincentz. Det er dig selv, der har gjort arbejdet.

Jørn Andersen, Brian Larsen, Christel Gruner-Olesen, Karen Grue, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

konstruktiv, skulle der stå ...

Til lykke med huen, Wincentz!
Jeg ønsker dig alt godt på din videre færd i livet.

Helene Andersen

Tak for at dele din fine historie!