I SU-slaget er kassedamer og akademikere på samme side

Siden foråret har både meningsdannere, organisationer og udvalgte politikere flirtet med tanken om at fjerne SU’en til de studerende på de sidste år af universitetsuddannelserne, og i stedet lade de studerende tage lån. Spørgsmålet om SU er åbenlyst vigtigt, fordi det har store økonomiske konsekvenser for tusindvis af studerende. Men også ideologisk og værdimæssigt er det kernestof, fordi fjernelse af SU vil være et brud med principperne om, at alle skal kunne få økonomisk støtte til at gennemføre deres uddannelse.

CEPOS, Liberal alliance og Konservative vil bruge nedskæringer på SU’en til finansiering af flere topskattelettelser. Den bagvedliggende argumentation er, at uddannelse er et personligt ansvar, og en personlig investering, hvor studerende selv må tage studielån for at dække bolig og leveomkostninger under uddannelsen, men senere kan få glæde af at betale mindre i skat, hvis de kommer til at tjene mange penge.

Min holdning er, at uddannelse netop ikke er et personligt anliggende, men noget vi som samfund har en fælles interesse i. Universel uddannelsesstøtte til alle studerende er et noget nær genialt princip, fordi det giver mere lige adgang til uddannelse, gør det økonomisk muligt at få hverdagen til at hænge sammen som studerende og fremmer, at flere uddanner sig.

Klassekamp

En tilbagevendende diskussion af SU-systemet er helt naturlig, når forskellige partier og organisationer forsvarer forskellige gruppers interesser, det er klassekamp og hører sig til i et demokrati. Men jeg bliver forarget, når organisationer som Dansk Erhverv tillader sig at skubbe sagesløse kasseassistenter foran sig i debatten med henvisning til det urimelige i, at de skal finansiere akademikeres SU. Forargelsen på kasseassistentens vegne bliver direkte hyklerisk, når man samtidig foreslår, at pengene fra SU kan bruges på topskattelettelser.

Helt ærligt, hvordan tror de, det vil påvirke kasseassistentens søn eller datters mulighed for at tage en uddannelse, hvis man fjerner SU’en? Det siger sig selv, at et fornuftigt økonomisk fundament sikrer, at flere unge – også unge uden kapitalstærke forældre i ryggen – kan få en uddannelse.

Helt grundlæggende er det nok også derfor, et stort flertal af danskerne ønsker at bevare SU’en, det viser en meningsmåling, Megafon lavede for TV 2 og Politiken i foråret. Den viser også, at det især er velhavende ældre mænd, der ønsker at skære i SU’en og få flere topskattelettelser. Ved gentagne besøg i dagligvarebutikker er det da heller ikke en eneste gang lykkedes mig at finde en toplønnet ældre mand i kassen. Jeg tillader mig derfor at antage, at mange af kasseassistenterne falder i den store gruppe af danskere, der faktisk gerne vil bevare SU’en.

Akademiker tilsmudsning

Men hvorfor bliver det sociale argument og kasseassistenten så gang på gang bragt i spil? Måske er det blevet for let at angribe akademikere og studerende som en forkælet gruppe. Måske gør dele af venstrefløjen også for lidt for at sige fra. I hvert fald er tilsmudsning af akademikere og studerende blevet lidt af en folkesport blandt mange politikere. Men det er en splittelse, der ikke tjener hverken de studerende eller det store flertal med almindelig eller lav indkomst.

De eneste, der umiddelbart har noget at vinde på kortere eller lavere SU, er de få, der ligger lunt i svinget til en topskattelettelse, og så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt eliten har fortjent flere privilegier. I mine øjne er det en uambitiøs strategi at satse på de få velstillede, når vi i stedet kan gøre de mange dygtige endnu bedre – til gavn for både den enkelte og fællesskabet.

Sommeren har således budt på historier om, hvordan nogle forældre køber lejligheder til deres børn, som så kan bo billigt. Men det er ikke alle, der får hjælp af mor og far. Ved siden af de mest privilegerede unge står en stor flok med forældre, der har helt almindelige indkomster. De kan ikke få en billig lejlighed og hjælp til at redde overtrækket sidst på måneden. En del af problemet er, at boligpriserne i og omkring studiebyerne stiger, mens SU’en, som konsekvens af det seneste forlig i 2013, hvert år bliver nedjusteret.

Derfor har studerende nu færre penge at leve for hver måned end tidligere og er nødt til at arbejde mere, flytte længere væk og optage mere lån – så det er et uendeligt mærkeligt tidspunkt at argumentere for yderligere nedskæring på SU’en. Vi burde tværtimod se på muligheden for at forbedre den.

Øget ulighed

Hvis man forringer vilkårene for de studerende, vil man forventeligt se et større frafald i den gruppe af studerende, som ikke kommer fra landets stærkeste hjem. Flere vil gå ned med flaget som konsekvens af for stort arbejdspres, eller vælge at gå direkte ud i arbejde for at tjene flere penge nu og her i stedet for at leve på en sten, mens de studerer. Vi ved også, fra talrige studier, at unge fra en mindre velhavende baggrund er mere bekymrede over at skulle optage lån.

Nedskæring af SU’en skaber en langt større ulighed, en langt dårligere chance for at unge vælger den uddannelse, de gerne vil have. SU’en er til for at give muligheder til alle, og vi løber en kæmpestor samfundsmæssig risiko ved at forringe den til fordel for dem, der allerede har mange penge. Vi risikerer simpelthen at skabe et uddannelsessystem for eliten. Hvis uddannelsesstøtte går fra at være et fælles ansvar til et privat anliggende, så taber den enkelte også hurtigt på det, for så skal der spares op til forældrekøb og feberredninger på børnenes kommende studiekonti, hvis man vil sikre ens børn bare en nogenlunde chance for at gennemføre de studier, de begynder på. Det scenarium er der ingen, der får noget ud af.

De studerende er i vores samfundsmodel understøttet af staten, og derfor er det hele Danmark, der løfter den fremtidige generation frem mod gode job, som skal sikre, at de selv kan bidrage til, at den næste generation af studerende også skal have gode chancer for at gennemføre deres studier.

Beundringsværdig model

Danmark har, sammen med de øvrig skandinaviske lande, og udvalgte europæiske lande et uddannelsessystem i særklasse. Jeg har ofte oplevet at folk i udlandet har set på vores SU-system med interesse og beundring. Især mine medstuderende, da jeg læste i Irland og Argentina, ville uendeligt gerne have byttet deres cocktail af forældreafhængighed, fuldtidsarbejde og gældssætning med min SU.

Der er en åbenlys livskvalitet i, at studerende i Danmark har mulighed for at leve på egen hånd og blive voksne og selvstændige. Det er en god og visionær samfundsindretning, der muliggør den frihed, og givetvis også en god investering i velfungerende og tilfredse borgere, at vi ikke er tvunget til at bo hjemme til langt op i vores 30’ere.

Gratis uddannelse og økonomisk støtte til studerende er i international perspektiv et unikt, lighedsskabende og samfundsopbyggende princip. Jeg ser SU-systemet som et virkeliggjort og velfungerende eksempel på en stærk og retfærdig velfærdsstat. Hvis vi tør gøre vores uddannelses- og SU-system endnu bedre, kan vi vinde viden, dannelse og skatteindtægter – og måske endda inspirere andre til at følge trop. Lad os skrue op for ambitionerne, så alle unge får lov at indfri deres fulde potentiale.

Eva Flyvholm er uddannelsesordfører for Enhedslisten