Den tomme æstetik overtager verden

Gå ind på Shoreditch Grind i hjertet af et London-hipsterkvarter. Det er en café med træborde af rå planker, med rigeligt lysindfald fra store vinduespartier og med store nøgne glødepærer, der dingler fra det høje loft.

Besøg dernæst Takk i Manchester. Det er en café med en stor glasfacade, rustikke træmøbler og nøgne glødepærer, der dingler fra det høje loft. Sammenlign de to cafeer: Er det ikke som at befinde sig i selvsamme rum?

At disse steder ligner hinanden til forveksling, er ikke noget tilfælde. Selv om de ikke er del af en kæde og ikke har samme indretningsarkitekt, er disse cafeer skåret efter samme gamle, trætte hipsterficerede stil med den samme overfladiske fornemmelse for historie og det samme genbrug af relikter fra den industrialder, der førhen prægede de bykvarterer, som tidens ekspanderende hipsterkultur nu overtager.

Vi taler ikke kun London og Manchester. Stilen breder sig over hele verden, fra Bangkok til Beijing, fra Seoul til San Francisco. Og den begrænser sig ikke til cafeer. Overalt hvor man bevæger sig hen, ligner disse hippe ’unikke’ steder hinanden, om de er barer, restauranter, modebutikker eller kontorfællesskaber.

Hvordan kan denne kvælende homogenitet og monotoni være cool?

I et essay, jeg skrev for det amerikanske tech-website Verge, kalder jeg hipsterstilen for AirSpace.

Den er præget af en let genkendelig blanding af symboler: De rå træplanker, de store glødepærer, de renoverede industrielle interiører, der er beregnet på at tilvejebringe velkendte og beroligende omgivelser for en vellønnet mobil elite.

En elite, der gerne vil opleve, at den besøger ’autentiske steder’, selv om den i praksis kun dyrker meget mere af de samme: pseudobondskhed, sans-serif-logoer og ferske farver på tæpper og vægge.

Om den kreative klasses globetrottere tager til Berlin eller Tallinn, søger de et sted, der er holdt i AirSpace-stilen for måske siden at anbefale det på Foursquare eller instagramme det, så de kan dele det med venner, der har samme kulturelle udsyn.

Gradvist breder AirSpace-geografien sig på kloden, og snart vil det blive muligt at rejse hele verden rundt uden nogensinde at forlade den.

Man kan hoppe fra østersbaren til kunstgalleriet til kontorlandskabet og bestandig være omgivet af samme AirSpace, som jeg beskriver her.

Og man kan være sikker på alle steder at finde hurtigt internet, stærk gourmetkaffe og en behagelig stol, hvorfra man kan få noget langdistancearbejde af vejen på den medbragte laptop.

Ikke kun for de rige

Der er flere årsager til AirSpaces tiltagende dominans. En første er, at mobiliteten stiger: Flere mennesker bevæger sig hurtigere rundt i verden end nogensinde.

De passerer for det meste gennem samme urbane hotspots (London, New York, Los Angeles, Hongkong) og tager deres stilsans med sig. Mobiliteten er ikke kun for de rige. Langdistancearbejde vinder frem for stadig flere.

I dag er det muligt for mange at tage et sabbatår for at arbejde fra Bali, hvis de vil, uden på nogen måde at opleve sig som frakoblet af beatet.

Smagen globaliseres i takt med, at stadig flere mennesker verden over deler deres æstetiske præferencer på de samme massive sociale medieplatforme, om det er Facebook, Instagram, Pinterest eller Four- square, med deres hundreder af millioner eller milliarder af brugere.

På samme måde som algoritmer former det indhold, vi forbruger i vores feeds, formes vi til at værdsætte hipsterdesignstilen og dens typiske kendetegn.

Startups skyder frem for at levere ensartethed som produkt og finder et rigt marked baseret på det forhold, at stadig flere af os foretrækker disse færdiglavede generiske rum.

Igennem denne nye konformitet infantiliseres vi. Virksomhederne bruger den moderne teknologi til at skabe en følelse af ubundethed fra stedet. Roam hedder for eksempel en international kæde, der leverer de samme indretningsløsninger, møbler og livsstilsprodukter i Madrid som i Miami.

Uhyre praktisk

AirSpace betyder ikke kun kedelig æstestik, men har også sociale konsekvenser. AirSpace skaber en opdeling mellem dem, der hører hjemme på de smarte, udskiftelige steder, og dem, der ikke gør.

De platforme, der muliggør denne geografi, kan være socialt forudindtagede: En undersøgelse fra Harvard Business School viste, at Airbnb-værter er mindre tilbøjelige til at acceptere gæster med navne, der klinger stereotypt afroamerikanske.

Hertil kommer den økonomiske kløft: At få adgang til AirSpace koster dyrt, om det drejer sig om en cortado til 50 kroner eller adgangen til en WeLive- eller Roam-lejlighed. Har man ikke råd til at betale for den gode stil, er man lukket ude.

AirSpace er uhyre praktisk. Stilen hjælper dens dyrkere til at føle sig trygge. Uanset hvor de befinder sig, støder de på genkendelige påmindelser om, at de er relevante, interessante, mobile og globalt orienterede.

Man kan skifte sted med et enkelt museklik og finde samme anonyme lufthavnsloungeatmosfære bag alle facader.

Der er noget angstfremkaldende over hipsterreservaternes snigende uniformisering. Er alle steder begyndt at ligne hinanden? Se dig om – du vil blive overrasket.

Næste gang du udvælger dig en café eller mikrobrygbar baseret på Yelps anbefalinger eller på Foursquares tips, eller næste gang du tjekker ind via Airbnb eller andre af disse platformssystemer, der drives for det samme hipsterkonforme publikum, så læg mærke til, om du ikke finder rå træplanker, industriel belysning og falsk skandinavisk minimalisme.

Velkommen til AirSpace. Du kan tjekke ud igen, men du kan aldrig forlade det.

Kyle Chakya er amerikansk journalist. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen