Undergangsprofetier en gros

Mens livsfarlige tosser lige fra IS med deres jomfruer i paradis til ensomme ulve a la forstyrret nordmand i korsets tegn myrder løs, konsolideres her i landet en egen vredladen religiøs nationalisme. Medlemmer af noget der ligner en bevægelse udfolder sig i stadig prægning af intolerance og uforsonlighed, hvæsser deres pc’er og taler konflikterne op. Et dystert verdensbillede af synd og fortabelse lægger alen til undergangsprofetierne.

Radio24syv stiller i denne sommer mikrofonstativ til rådighed for teologen Iben Thranholm, katolicismens svar på Sørine Godtfredsen (dog uden hendes charme). I et interview, hvor den interviewede, hvis navn fortaber sig, gav intervieweren – sjovt nok Iben Thranholm – så evig ret, erklærede Iben Thranholm at vi den kristne verden allerede er i krig med islam.

I betragtning af hvad vi og verden og truslen fra Trump trækkes med, er dette ikke så lidt at stille i udsigt. Formentlig hverken den ene religions tilhængere, de kristne, eller den anden, muslimerne, er til sinds at opgive deres respektive opfattelse af guds beskaffenhed, ikke uden først at være udryddet til sidste mand, kvinde og barn. Som trøst midt i dommedagsvisionen kan jøderne for en gangs skyld slappe af, mens de to hovedreligioner med kristendommen i front altså ifølge den krigeriske Thranholm gør klar til det store opgør.

Hvem konkret der i øvrigt befinder sig i skyttegravene, er det store spørgsmål. Ifølge sagkyndige ønsker mindst 99 procent af alle muslimske mennesker i verden at leve i fred med andre. Et lignende antal kristne kan man sagtens forstille sig. Såfremt denne betragtning er naiv, foretrækker denne skribent naiviteten frem for et niende korstog.

Faldt ikke i god jord

Men krig skal der altså være. Så krig skal der nok også komme. Ifald tilstrækkeligt mange i den nationalistisk-religiøse elite opfører sig lige så åndssvagt og sætter en række fikse ideer om livet, døden og det hinsides højere end menneskelig velfærd og fred på jorden, kan det godt gå galt.

Nu havde statsministeren ellers lige så stille ønsket glædelig eid til de danske muslimer for hvem han jo også er statsminister. Lykønskningen faldt ikke i god jord, i hvert fald ikke i indviet. Det stærkt betonede kristne segment i Dansk Folkeparti fordømte forventeligt statsministerens gestus som udansk og et knæfald. Al nationalreligiøs uforsonligheds fader Søren Krarup forlangte i samme åndedrag Løkkes politiske hoved snittet af ved skuldrene og Mette Frederiksens anbragt dér i stedet.

Hvis nogen har haft den opfattelse at kristendom har med forståelse og fordragelighed at gøre, så tager nogen syvfold fejl. Med sværd skal vantro og tvivl omkommes.

Den neonationalistisk troende elite af mestendels tidehvervsteologer, syrnede ældre akademikere der aldrig er kommet sig over 68 og vore dages antisemitter med afskyen transformeret til muslimer, kredser i deres bidrag i aviserne om samme kategorier.

Kernen er hævdelsen af Danmark som et kristent land i 1000 år bekræftet i den gode gamle grundlovs metafysiske bekræftelse af stat og kirke i samme hus. Parallelt med et tvangsdøbt kongehus en kontant afvisning af alle idealer om en ægte demokratisk sekulær stat uden fyldekalk af overtro i bygningens murværk. Man kan roligt sige at nationalreligiøsiteten i Luthers ånd har sit fodfæste i fædrelandet.

Tidstypisk

Religionen, in casu kristendommen, hævdes gerne som himmelsk modsvar til den djævlebårne politiske korrekthed i intellektuel forstand som den åndelige dimension eller blot: det åndelige. Al anden foretagsomhed i den øverste del af den menneskelige gestalt har ingen andel i fænomenet ånd. En avisskrivende præst – endnu én – Marie Høgh fabulerede i Berlingeren forleden om »aftenlandets åndelige forfald« (begrebet planket fra Spenglers berømte og berygtede 1920’er ragnaroksvision: Untergang des Abendlandes).

Pastor Høghs tidstypiske indlæg var kamp med blind makker mod en i øvrigt nærliggende opfattelse at guder er skabt i menneskenes billede og ikke nær så nærliggende den anden vej rundt. Men deri lurer ifølge Marie Høgh forfaldet, nemlig ikke at begribe Guds suveræne skaberrolle. Det åndelige er ikke noget man tager med sig hjem fra en aften i Det Kongelige Teater.

I det sidste kan man nu og da godt give sognepræsten ret. Men næppe at respekten for hver enkelt menneskes enestående værdi, i den samfundsorden vi for tiden hylder som ukrænkelig danskhed, stammer fra Vorherre og præsteskabet.

Ej hellere at kristendommen skulle have været særskilt mere venligt og menneskeligt anlagt end andre institutionaliserede religioner. Såfremt Marie Høgh er bibragt denne opfattelse, samt at gudstro som absolut størrelse adskiller sig fra overtro og nødvendigvis er et gode, bør hun tilbagebetales sine studieudgifter.

Ligesom en Naser Khader tilsyneladende ser en politisk interesse i at puste alle tidens voldsbetonede begivenheder op i forargede krav om at alle muslimer træder frem og »tager afstand«, hvordan fanden de så bærer sig ad med dét, ser de nationalfikserede lige så åbenbart en åndelig interesse i at pumpe undergangsprofetierne ud af proportion og puste til ilden.

For hvert anslag hisset og her, for hvert attentat er der trods angst og magtesløshedsfølelse, hvis man da ikke som undergangsprofeterne ligefrem vil krigen, stadig farbare veje af indsigt, erkendelse, forsoning og fred. Men i den slags er der jo ikke megen nationalheroisme og Vorherre til hest.

Marie Høgh med højreeliten – frem for den fornuftsbårne besindighed og kansler Merkels vilje til at ordne det – har ramt tonen i undergangsprofetiernes tidsånd. Mest at ligne ved en nedadgående spiral, der ender et sted, det ikke er godt at ende.