Kommentar

Som om de virkelige spøgelser ikke var nok

Rædselsbegivenheden i kirken i Rouen var terror af mest modbydelige skuffe. Men massakren i München var ikke terror. Blander man det sammen i skyndingen, må man ikke alene have sine journalistskolepenge tilbage, men med rette anklages for at fiske seersjæle i rørte vande
6. august 2016

En ung mand løb amok i München og begik et af disse massedrab, der med mellemrum foregår i den nordvestlige verden, ikke mindst i Tyskland og USA.

Hvornår har man sidst hørt om en kinesisk, chilensk eller nigeriansk ung mand, der ensom og besat har besluttet at rydde op på sin gamle skole eller på anden måde tynde ud i sin forhadte omverden – som det altså var tilfældet i München?

München-massakren for godt to uger siden var et af de uhyggeligt mange voldelige angreb på civile, disse måneder har budt på i vores del af verden. Terror var det ikke.

Men det burde det ligesom have været – ifølge TV 2, der var i München (i skikkelse af Ulla Terkelsen) næsten før skyderiet fandt sted.

For indslaget kunne ikke hurtigt nok handle om, at hvis der havde været tale om en terrorhandling, ville der ikke have været ende på balladen. Så ville Angela Merkel have måttet høre for både dit og dat og ikke mindst sin skammelige håndtering af flygtningesituationen.

Næste gang gjaldt dækningen i TV 2 den følgende mindehøjtidelighed. Igen gik der kun sekunder, så var den aktuelle anledning ikke nok; der måtte straks associeres til terrorhandlinger hist og her i Europa. Kort sagt: Massedrabene i München havde igen ligesom manglet noget … en terroristisk dimension!

Det svarer til i en udsendelsesrække om lungebetændelse hver gang straks at tale om lungekræft.

Sporadisk overforbrug

Tirsdag aften brugte DR2 så en halv time på at begrunde, hvorfor man på nyhedsredaktionerne for fremtiden vil tænke sig mere om.

Jeg spidsede ører! Men der var ikke noget at komme efter. Det var bare et redaktionsmøde for åbne døre.

Historien var, at for fremtiden skal en redaktionssekretær, hvis han eller hun er i tvivl om nogle billeder, spørge sin overordnede, om han eller hun også er i tvivl.

Hvis jeg var terrorist, ville jeg være henrykt. Tænk, at have hensat en tv-kanal i en sådan nervøsitet, at de fylder en hel Deadline med ingenting? Hvad kunne jeg forlange mere? Det er lige til at blive radikaliseret af!

Sporadisk overforbrug i medierne af såkaldt heroiserende billeder af IS-soldater er et mikroskopisk problem i den store sammenhæng.

Det større og meget vanskeligere problem er at finde i hjertet af tv’s redaktioner. Og det var den pågældende Deadline et umiskendeligt eksempel på.

Manglen på proportioner i udsendelsen viste nemlig i sig selv det helt basale: at terrorismen har fået redaktionerne til at gå fra snøvsen.

Lasse Jensen har her i bladet den 3. august vist, hvad deres hovedløse hastværk koster i sund fornuft og saglighed og dermed ansvarlighed; Jakob Sheikh har i Politiken gjort rede for, hvad deres grådige ræs efter terrornyheder resulterer i.

Alt sammen står det i grel modsætning til journalistikkens egentlige formål: at forsyne folks hoveder med veldokumenterede nyheder og kommentarer og dermed bidrage til at holde dem kolde i en ophedet tid.

Pseudospøgelser

I Deadline-udsendelsen demonstrerede DR-nyhedschef Naja Nielsen ubevidst det virkelig alvorlige problem i den aktuelle nyhedsdækning.

Man kunne kalde det ’tilsidesættelsen af det minimale krav om at skelne’. Hun definerede klart og tydeligt vore dages voldshandlinger med samlebetegnelsen »Terror og terrorlignende begivenheder«.

Hvad vil det sige? At al vold ifølge denne optik er en eller anden slags terror. Men igen: München-amokløbet var hverken ’terror eller terrorlignende’.

Vi skylder mere end nogensinde at skelne, med mindre vi vil gøre terroristerne den tjeneste at se pseudospøgelser allevegne – som om de virkelige spøgelser ikke var nok!

Terror af reneste og mest modbydelige skuffe var rædselsbegivenheden i kirken i Rouen. Massakren i München var ikke terror.

Blander man det sammen i skyndingen, må man ikke alene have sine journalistskolepenge tilbage, men med rette anklages for at fiske seersjæle i rørt vande.

Niels Barfoed er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik mørk thomsen
erik mørk thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Barfod for fanden

"Hvornår har man sidst hørt om en kinesisk, chilensk eller nigeriansk ung mand, der ensom og besat har besluttet at rydde op på sin gamle skole eller på anden måde tynde ud i sin forhadte omverden – som det altså var tilfældet i München?"
Hvem fanden i presssen i fx Nigeria eller Kina - ville bekymre sig det mindste om at lave en kæmpe presse historie om det? Og ville de vestlige pmedie kære sig det mindste om det?

Virkeligheden er formentlig snarere at sådan noget sker ret jævnligt de der steder, men så man skyder så bare tåben ned, begraver ofrerne og glemmer sagen. Ingen gider går noget ud af det.

Det her handler mvis mere om dit tilsyneladende begrænsede udsyn - rejs en tur til Kina eller Nigeria og forhør dig om sagen.