Klumme

Man bliver aldrig for gammel til at være nogens barn

Mange af de tanker, jeg har om min far, er i datid. Fotografier og minder og ting, man kunne. Sammen eller hver for sig. Det er datid, selv om han stadig er her. Sådan er det, når nogen bliver syg, og alt forandres
17. september 2016

Min far er syg. Meget syg. Ikke dødeligt syg, men syg på den måde, hvor kroppen lige så stille sætter ud. Uden at man, som den, der står ved siden af, nødvendigvis lægger mærke til det.

I en evig strøm af diagnoser, flere piller og ord, man ikke kan udtale, bliver han mere og mere syg. Parkinsons, begyndende demens. Pillebeholdere for hver dag i ugen med morgen, middag, aften og nat skrevet på.

Det er, som om det hele svinder, sådan lidt ad gangen. Fysikaliteten, taleevnen, omgangsformen, overskuddet. Derfor bliver hans situation og min relation til ham ultimativ, uden at den egentlig er det, sådan her og nu. Men alt er alligevel anderledes.

Det påvirker umærkeligt, med næsten usynlige strøg, det der med at have en syg forælder. På den ene side bliver det en del af den evige hverdag, mens det på den anden alligevel lurer som en prikkende fornemmelse, man lærer at ignorere.

For ikke at mærke den tunge følelse af stilstand og stilhed i et evigt forsøg på at lade som om, at visse ting, visse mennesker, må være konstante. For at undgå at ubærligheden sætter ind.

Der sker noget med relationen til ens forældre, når man bliver voksen og pludselig bliver den, der skal passe på dem. Den der besøger. Giver kys og kram og siger nej tak til frokost. For nok var han så dygtig til at lave mad. Dengang.

Og nok var det dér, han også viste kærlighed. Med sine elaborerede projekter, hvor den fulde indiske middag med tre forskellige retter betød, at vi ofte først spiste klokken 22. Men det er ikke mere. Og jeg vægrer mig ved hans mad. Fordi han lige dér ikke længere er den, han var. Fordi han ikke kan.

Han har været syg længe. Og haft et hårdt liv. Tror jeg. På overfladen har det været, som det skulle med arbejdet og karrieren og konen og børnene.

Men jeg tænker, at han ligesom os andre har haft et liv, der gjorde ondt. Selv om han ikke altid har sagt det. For han har kæmpet. Og tabt. Elsket. Været. Eksisteret. Ligesom alle os andre. Været god far og shitty far.

Rummeligheden bliver pludselig til den værste følelse, når man som voksen skal rumme alt det lort, ens forældre har lavet. For den banalitet, at de også er mennesker, bremser alt had. På trods af at man også har brug for at hade dem.

Måske det er en af voksenlivets forbandelser, at følelserne bliver endnu mere besværlige og sværere at regne ud. Eller også er det en menneskelig velsignelse.

For i virkeligheden har min far jo lært mig så meget.

Et af mine yndlingsbilleder er af min far og mig. På stranden i Mozambique. Jeg er vist nok to år. Min far er høj, slank, brun og må være knap 40 år. I virkeligheden måske cirka samme alder, som jeg har nu. Han har lidt langt, brunt hår. Jeg griner, og han smiler. Når jeg kigger på det nu, føles det som to andre mennesker. Løsrevet fra mig og fra os.

Det er ham, der har formet min musikalske opdragelse. Spillet plader for mig med Bruce Springsteen og Bob Dylan og Pink Floyd og Randy Newman.

Ham, der gav mig hjemmegjorte BASF-kassettebånd med de plader, jeg allerbedst kunne lide. Ham, der dansede, når mine forældre holdt fest. Ham, hvis fødder jeg stod på som ganske lille, mens vi gyngede rundt i stuen til en af de der plader.

Og nu er det hele vendt, og det er mig, som skal holde min fars arm, når han skal op ad trapper eller sætte sig i en stol. Vi danser ikke mere. Ligesom så mange andre på min alder, hvis forældre ikke længere er, som de var engang. Sådan går det. Med forældre og barndom og relationer, der skifter så langsomt og alligevel så hurtigt, at man ikke kan få vejret.

Han ringer stadig. En gang imellem. Min far. Selv om han næsten ikke er forståelig i telefonen. Og så tænker jeg, at tiden læger alle sår. Også dem man har med sine forældre. Og at man aldrig bliver for gammel til at være barn af nogen.

Det slår mig, hvordan mange af de tanker, jeg har i forhold til min far, er i datid. Fotografier og minder og ting man kunne. Sammen eller hver for sig. Selv om han stadig er her.

Det er måske det væsentligste. At han jo er lige her, selv om tingene er anderledes. Han er anderledes. Og alligevel den samme. For hey, far. Jeg ser dig stadig.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent.

 Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer