Interview

’Vi skulle ikke alene lære at være danske, vi skulle også lære at være jøder’

Da Simon Fish og hans datter, Anette kom til landet i 1973 som udstødte kulturjøder, anstrengte de sig for at lægge Polen bag sig. Men ikke alle nye traditioner gled ned lige let
Polskfødte Anette Vainer var i skoletiden så flov over madpakken med den polske pølse, som forældrene havde lavet, at hun smed den ud. Egentlig elskede hun pølsen, men det var bedre at sulte for ikke at skille sig ud fra de danske elever på den jødiske skole.

Polskfødte Anette Vainer var i skoletiden så flov over madpakken med den polske pølse, som forældrene havde lavet, at hun smed den ud. Egentlig elskede hun pølsen, men det var bedre at sulte for ikke at skille sig ud fra de danske elever på den jødiske skole.

Marie Hald

9. september 2016

Da Anette Vainer var 15 år gammel, begyndte hun at kysse lidt med en dreng fra parallelklassen.

Det var der egentlig ikke noget bemærkelsesværdigt i dengang på den jødiske Carolineskolen i begyndelsen af 1980’erne på det ydre Østerbro i København.

Mere unormalt var det til gengæld, at klasselæreren pludselig modtog opkald fra hendes bekymrede far.

Hvad var det for en fyr, hans datter var begyndt at se? Hvilken slags familie kom han fra?

»Det var egentlig super pinligt for mig, at hun sådan skulle udfrittes, uden at jeg overhovet blev inddraget. Det gav mig den der følelse af at være anderledes end de andre børn og unge. Og det ville jeg jo virkelig ikke være,« siger Anette Vainer.

Sammen med sin far, Simon Fish, har hun inviteret Information inden for i gentoftevillaen til en samtale om at komme til landet i 1970’erne som udstødte polske kulturjøder, der på en og samme tid skulle lære at være danske og passe ind i det jødiske mindretal; om mærkelige madpakker, der blev gemt bag sengen, og om at tage en dansk, løssluppen tilgang til sex og skolegang med i købet, når man for alt i verden vil passe ind.

Simon: »Jamen, jeg ringede til din klasselærer, fordi alle snakkede om, at du kyssede på skolen. Vi blev så forargede over, at du kunne gøre det offentligt, for det gjorde man ikke i Polen. Men her i Danmark grinede folk bare af det.«

Anette: Ja, og du ville jo vide om den dér kæreste, jeg havde fået, kom fra en god familie. Det gjorde han så heldigvis. Hans far var læge, så han blev accepteret, og det er jo meget godt, for vi er gift i dag.«

Simon: »Men det handlede jo ikke om farens stilling … «

Anette: »Jo jo jo … «

Simon: »Nej, det handlede mere om, om de var ’familiemennesker’. Hvis du flyttede hjemmefra, ville vi jo gerne holde kontakten, og det gjorde man måske ikke så meget dengang i Normaldanmark.«

»Heldigvis fik vi et rigtig godt forhold til svigerfamilien, og det betød jo også, at vi blev etablerede i den jødiske menighed. Du skal jo huske, at der var alle gift med hinanden eller i familie på den ene eller anden måde. Og vi kom udefra. Vi var kulturjøder. Religionen kendte vi ikke så meget til fra Polen, og alle spurgte, hvem vi var i familie med – men vi havde ingen familie.«

Anette: »Men altså, når jeg ikke fortalte jer om min kæreste til at begynde med, handlede det om, at jeg ofte var nødt til at skjule sandheden for jer dengang. Der var nogle år, hvor jeg levede i to virkeligheder. Det var noget med at tage to par bukser på om morgenen og så tage det yderste, løstsiddende par af ovre i skolen. Og da jeg begyndte at overnatte hos Ben i Allerød, fik I at vide, at gæsteværelset var reserveret til mig, og at hans soveværelse lå i den anden ende af huset. Men selvfølgelig sov jeg på hans værelse.«

Simon: »Det er klart, at der var meget, vi skulle vænne os til. Vi var kommet fra et katolsk land. Da din mor og jeg begyndte at se hinanden, var hun 18 år, og jeg var 19 år gammel, men vi måtte ikke være alene. Hendes far kom hele tiden forbi og tjekkede, hvad vi lavede.« 

»Så du forsøgte at berolige os. Samtidig vidste vi jo godt, at der var særlige måder at gøre tingene på i Danmark. Og jeg havde altid svært ved at sige nej, for jeg vil så gerne have, at folk kan lide mig. Og vi ville gerne passe ind i Danmark.«

To verdener

Tilbage i foråret 1968 begyndte en stor del af Polens 30.000 jøder at emigrere. De var blevet syndebukke i en intern magtkamp i det polske kommunistiskparti, og antisemitismen i befolkningen og statsapparatet tog til. Der gik dog fem år, før Simon Fish og hans hustru besluttede sig for at forlade landet.

Simon: »Jeg havde været så sikker på, at min plads var i Polen. Det var mit fædreland, og jeg følte mig fuldstændig polsk dengang. Men statens sanktioner bragte det værste frem i folk. Jeg kan huske, da en mand spyttede på din barnevogn. Og da jeg blev fyret, ville ingen ansætte mig på grund af mit navn. Det var med til at overbevise mig om, at der ikke var plads til sådan nogle som os i Polen.«   

Den 28. december 1973 steg familien på toget i Wroclaw og kørte mod Danmark.

Anette: »Jeg var jo kun fire år, men jeg kan huske, at vi skulle skifte tog på Ostbanhof i Berlin. Så sad vi der oven på alle kufferterne.«

Simon: »Og ud af det blå kom en gruppe uniformerede tyske betjente stormende og gik løs på nogle hippier. Det var forfærdeligt, som de slog dem. Virkelig ubehageligt. Din mor og jeg havde jo lært, at tyskerne var nogle værre nogen. Din farfar, Moses, var blevet såret i krigen mod nazisterne, din mormor var flygtet fra Warszawa for at undgå ghettoen, og deres familier var døde.«

»Men så snart vi krydsede grænsen, vendte stemningen. Jeg kan huske, at den danske togkontrollør var så venlig. Han ønskede os held og lykke. Og på politigården blev vi hverken skældt ud eller slået. Vi følte, at vi var kommet til en anden verden. Nu kunne vi glemme, hvad der var sket i Polen.«

Anette: »Antipatierne mod Polen var især stærke hos mor under vores opvækst, husker jeg. Nu var vi jøder. ’Jøde fra Polen’ kunne måske gå an, men ordet ’polak’ fik hårene til at stritte på os alle sammen. Når man bliver smidt ud og gjort statsløs, så er båndet kappet.«

Læs også: Khaterah Parwani: ’Jeg var det eneste perkerbarn, der ikke kunne finde ud af at bede’

Simon: »Du og din bror holdt helt op med at tale polsk. I ville slet ikke tale med os. Vi var så bekymrede.«

Anette: »Jeg var jo ret snakkende – det er jeg stadig! – så jeg gik bare ned i gården i Valkyriegade (på Nørrebro, København red.) og begyndte at tale til de andre børn. Her kommunikerer man åbenbart ved at lave underlige lyde, tænkte jeg og gjorde det samme. Det var super frustrerende, at ingen forstod mig.«

Simon: »Vi frygtede helt at miste kontakten til jer. I levede i to verdener. Det var svært, for hjemme havde vi strenge regler. Det var den polske måde. I skulle i seng kl. 20, der var faste spisetider og mælkesuppe til morgenmad ...«

Anette: »Bvadr! Varm mælk med honning … ad! Jeg brugte lang tid på at forklare jer, at i Danmark må man altså gerne drikke mælk fra køleskabet uden at koge den først.«

Simon: »Der var mange vaner, som var irriterende for jer.«

Anette: »Ja, og nu vi er ved maden: Jeg kan huske en fødselsdag, som jeg ville holde ovre i skolen. Det gjorde man jo. Og jeg havde instrueret mor i, hvordan hun skulle gøre – hun måtte ikke komme for tidligt, hun måtte ikke være pinlig osv. Men så troppede hun op med en polsk lagkage med kagecreme lavet på smør. Og ingen spiste den. Det var monster pinligt! Så fremover blev der ikke holdt fødselsdag i skolen.«

Simon: »De andre børn ville bare have lakridsstænger ...«

Anette: »Ad! Lakrids er en af de ting, vi aldrig har lært at spise ... Og nu er det jo gået hele grassat, folk putter lakrids i alt: brød, øl, chokolade ...«

»Men altså, jeg overgjorde det danske dengang. Jeg skulle hele tiden fortælle jer, hvad I gjorde forkert: ’Ej, hvorfor spiser I ikke det samme som de andre?’ Men sandheden var selvfølgelig, at jeg slet ikke kunne lide det, de andre på Carolineskolen spiste. Rugbrød smagte så surt og tørt. Jeg ville allerhelst have polsk pølse med, men det var pinligt, og den gik i øvrigt slet ikke på en jødisk skole. Her spiste man figenpålæg og frugtsalat på rugbrød, ej, det var virkelig ulækkert!«

»Så jeg smed mange madpakker i skolens skraldespand. Og hvis jeg glemte det, røg de om bag sengen derhjemme. Maden viste jo, at jeg var anderledes. Men det var jeg ikke! Jeg var dansk! Og sulten hele dagen. Lige indtil jeg opdagede grillens hvidløgsbrød. Det var ret afslørende …«

Simon: »Ja, du lugtede jo ... Selvfølgelig fandt vi ud af, at du smed madpakkerne ud.«

Anette: »Og så fik jeg hele historien om, hvordan I havde sultet, og at mad ikke er noget, man smider væk.«

Omvendt opdragelse

I det kommunistiske Polen, som Simon Fish og familien forlod, var det forbudt at tale hebraisk eller overhovedet at nævne Israel. Så de var ikke forberedte på den jødedom, der mødte dem i Danmark.

Simon: »Vi havde en dobbelt udfordring i forhold til integrationen. Vi skulle ikke alene lære at være danske, vi skulle også lære at være jøder. Traditionerne var anderledes.«

Anette: »Ja, den danske jødedom var meget mere ortodoks. Vi havde jødiske fag i skolen og lærte hebraisk. Jeg sugede til mig i skolen og blev jeres kilde til, hvordan man gør her, og hvordan reglerne er.«

Simon: »Det var en slags omvendt opdragelse.«

Anette: »Men derudover var du og mor ikke altid så begejstrede for skolen. I var bange for, at vi ikke lærte nok ...«

Simon: »Jeg kan stadig huske det første forældremøde. Vi blev modtaget af den her kvindelige lærer klædt i lilla klude fra top til tå og med bare fødder. Hun talte til børnene, som om de var venner. Det var sgu så mærkeligt«.

Anette: »Og ingen rejste sig op, når lærerne trådte ind i klasselokalet.«

Simon: »Det gjorde man i hvert fald i Polen ... Så det gjorde jeg selvfølgelig også på mit første danske arbejde. Hver gang min chef kom hen til mig, rejste jeg mig op. Han blev helt rød i hovedet. ’Det skal du ikke gøre, du er jo i Danmark!’ Han var så ked af, at jeg gjorde opmærksom på ham.«

»Men altså, alene det, at man ikke havde et egentligt program for undervisningen i skolen, var så mærkeligt for os. ’Jeg ved ikke noget om matematik,’ sagde klasselæreren, og så ventede de bare med det til 2. klasse. Den var aldrig gået i Polen. Der blev lærerne jo kontrolleret hele tiden af alle mulige forskellige instanser.«

»Så vi undrede os …«

Anette: »Nej, I undrede jer ikke, I var meget bekymrede for, om vi nu lærte nok. Vi blev sendt til, jeg ved ikke hvor meget ekstraundervisning.«

Simon: »Din mor og jeg tænkte på jeres fremtid. Man skal jo have noget med sig. Det hjalp os meget, at vi havde uddannelse med os, da vi kom til Danmark.«

Jødestjerne om halsen

Efter attentatet mod synagogen i Krystalgade i København den 15. februar sidste år, hvor vagten Dan Uzan blev dræbt, har flere stemmer blandet sig i den offentlige debat og fortalt om stigende angst og usikkerhed i miljøet. Og ved Carolineskolen, hvor også Anette Vainers tre børn har gået, er der skruet op for sikkerheden.

Anette: »Angrebet mod synagogen påvirkede os meget i familien, synes jeg. Den jødiske identitet har jo været vores base, siden vi kom til landet. Og vi kendte alle sammen Dan …«

Simon: »Ja, og en del jøder føler sig måske lidt mere udsatte nu ...«

Anette: »Måske, men jeg tænker faktisk ikke så meget over det. Det kommer selvfølgelig an på, hvor man færdes. Min lillebror havde jo mange episoder, da han boede skråt over for Mjølnerparken: Han blev råbt efter, truet og slået ned og havde indbrud i bilen. Han har en stor davidstjerne om halsen, som han forbeholder sig retten til at have på ...«

»Men jeg synes, der har været meget få tilfælde, hvor det har et været problem at være jødisk i Danmark. Tværtimod. Folk synes, det er lidt spændende og eksotisk. Især når vi inviterer til traditionel mad: pirogger, hønsekødssuppe, kartoffelpandekager og den slags. Det elsker vores danske venner. Vi omgås bestemt ikke kun jøder i dag.«

»Og vi spiser al slags dansk mad nu – bortset fra lakrids!«

Serie

Når man flytter til et andet land

Hvordan opdrager man som indvandrer sine børn til at begå sig i en kultur, man ikke selv kender til fulde? Hvordan undgår man, at de bliver rodløse og forvirrede af at pendulere mellem deres ophav og de danske normer?

I denne serie taler en række forældre og deres børn, som er kommet til Danmark fra så forskellige steder som Afghanistan, Polen, Libanon og Kina, om, hvordan man undgår at tabe sine børn mellem to kulturer.

Seneste artikler

  • ’What?! Er det mig, de laver abelyde af?’

    21. oktober 2016
    Mary Tesfay blev opdraget til at være dansk af sin mor, men fik som 17-årig sin første negative oplevelse af at være anderledes end sine hvidhudede jævnaldrende. Siden er hun blevet mere opmærksom på sine afrikanske rødder i opdragelsen af sin egen datter – og på hvordan man balancerer mængden af fugt og protein i en afrofrisure
  • ’Du tager på bar, og jeg tager på vandpibecafé’

    7. oktober 2016
    Forskellen på Yasmin Mahmoud og hendes storebror, Abdel, er, at hun voksede op efter 9/11 og Muhammedtegningerne. Hun har aldrig, som han, stræbt efter at blive så dansk som muligt, men fandt i stedet sin ’egen race’ i et arabisk, muslimsk fællesskab
  • En rigtig kineser tør ikke blive gal på sin mor

    16. september 2016
    ’Du skulle være en god gedigen danskerdreng, og det har så kostet mig min ret til at nyde min autoritet som kinesisk mor,’ siger Heidi Wang til sin søn, Daniel, i en samtale om aldrig at være blandt sine egne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Fraus Dolus
  • Tanni Kromann
  • Michael Fish
  • Rikke Weng-Ludvigsen
  • Jan Weis
Fraus Dolus, Tanni Kromann, Michael Fish, Rikke Weng-Ludvigsen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

I klarede det godt netop fordi i ville være i Danmark. De Polske jøder har været en gave til Danmark. Godt begavede med gode uddannelser; hvad mere kan vi forlange?
Velkommen i klubben!