Kommentar

Det er ikke altid arbejdet, der slider folk ned

Det er tid til et opgør med myten om, at nedslidning altid skyldes arbejdet. Og til at vi forstår, at når arbejdet rent faktisk slider, er det ikke alene folk med hårdt fysisk arbejde, der er udsatte. Først da kan vi få en nuanceret debat om pensionsalder
17. september 2016

Pensionsalderen er igen til debat, denne gang på grund af regeringens forslag om at fremskynde den reform, som Folketinget tidligere har vedtaget om en stigende pensionsalder.

Hver gang man diskuterer en stigning i pensionsalderen, fremkommer overskrifter om »de nedslidte«, og vi får at vide, at der skal tages specielt hensyn til ansatte med hårdt fysisk arbejde, f.eks. ved lempeligere overgang til seniorførtidspension eller lignende ordninger.

Den primære reform havde afsæt i et ønske om en større arbejdsstyrke og en observation af en stigende levealder.

For at en stigende levealder skal kunne begrunde en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, må man forudsætte, at den øgede levealder ledsages af et uændret godt helbred, som gør, at den pågældende kan fortsætte arbejdsindsatsen på samme niveau.

Det gælder uden tvivl for en mindre gruppe, formentlig de mest privilegerede; men hvis man tager udgangspunkt i selvrapporterede data fra de seneste års store befolkningsundersøgelser, kan det se ud til, at den største gruppe i stedet bare kan se frem til at leve længere med de skavanker, de nu engang har fået.

Mindre fysisk slid

Hvad angår arbejdets betydning for nedslidning, har vi i Danmark i mange år betragtet alt ufaglært og også meget faglært arbejde som hårdt fysisk belastende.

Det har været korrekt at gøre, når det drejede sig om f.eks. arbejdere på havnen, i renovationen, på slagterierne, i fiskeriet, i hjemmeplejen, i tekstilindustrien og i mange byggefag.

Men arbejdsmetoder og -teknologi har ændret sig, og mange års forbedringer på arbejdsmiljøområdet har båret frugt, således at kun en lille del af jobbene i dag kan kaldes tungt fysisk belastende.

Dertil kommer, at flere hæderkronede danske virksomheders profitsøgende udflagning af arbejdspladser yderligere har reduceret specielt antallet af job i den tungere/ufaglærte industri.

Jeg vil ikke se bort fra, at der fortsat findes hårdt fysisk arbejde på det danske arbejdsmarked, men slet ikke i samme størrelsesorden som tidligere.

Parallelt hermed er der imidlertid over de sidste årtier sket en ændring, sådan at den fysiske belastning er erstattet af en mental belastning, som i hvert fald i udgangspunktet slår ud i en stor andel af sygemeldte med stress, angst og depression.

Det kan derfor synes mærkeligt, at kun personer med hårdt fysisk arbejde angives at lide under en stigende pensionsalder.

Alt andet lige må man tænke, at det aldrig at have rigtigt fri, altid at have ’noget liggende i baghovedet’, altid at skulle være til rådighed, aldrig at have nået at lave sit arbejde godt nok, kan være lige så belastende som fysisk slid.

Al nedslidning skyldes dog næppe arbejdet, og vi kommer ikke udenom, at den helbredsmæssige belastning fra tobak, alkohol og fedme er skævt fordelt og i betydelig grad bidrager til den socialt skævt fordelte nedslidning, og således belaster helbredet i samme befolkningsgrupper.

Det problem løses ikke ved seniorførtidspension, men ved en mere ihærdig samfundsmæssig indsats på det forebyggende område, end vi hidtil har set.

Gør op med myterne

Vil man lave en grundlæggende ændring i pensionsalderen, kunne man lade den være flydende, sådan at man for hver enkelt fastsatte pensionsalderen individuelt, afhængig af tidspunktet for indtræden på arbejdsmarkedet, men også afhængig af det antal år, den pågældende har været aktiv i beskæftigelse.

Jeg negligerer ikke, at det kan være belastende at være uden for arbejdsmarkedet; men det kan næppe føre til nedslidning på grund af arbejde.

Jeg synes, tidspunktet er inde til et opgør med myten om, at nedslidning – i det omfang, det kan skyldes arbejdet - er forbeholdt bestemte grupper.

Jeg synes også, det er tiden at turde diskutere, om nedslidning altid skyldes arbejdet. Det ændrer imidlertid ikke på, at det kan være en myte, at den stigende levealder altid ledsages af et godt helbred, som kan omsættes til arbejdskraft.

Jens Tølbøll Mortensen er speciallæge i samfundsmedicin og arbejdsmedicin

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet er vel, kort sagt - at det er individuelt - den måde vi lever på...
Når mennesker skal passe ind i firkantede regler, så ville det modsatte være det modsatte være mere succesfyldt - og billigere i den sidste ende.
Men det er åbenbart for svært?

Men det er en pseudodiskussion, for der er ikke brug for længere arbejdstid, der er brug for en anden måde at værdisætte ressourcerne i samfundet og en anden fordeling af dem.

Tor Thrysøe, Torben Kjeldsen, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist, Carsten Mortensen, Martin E. Haastrup, Britta Hansen, ingemaje lange og Morten Balling anbefalede denne kommentar

Tølbøl siger : Flydende pensionsalder. En sjælden udtalelse.
Fint, det har jeg sagt længe. Spørgsmålet er : Hvem skal vurdere, underforstået ift at arbejde og med hvad. Har vi ikke hørt det før ?
Jo, sådan er førtidspensionsordningen. Altså mere bureaukrati.
Tølbøl får ikke den nærliggende tanke, at den enkelte selv ved bedst.
Men nej, det må man ikke. Der står jo et stort, velvilligt, statsautoriseret apparat klar til at måle og veje. Der skal bare ansættes endnu flere sagsbehandlere, læger, psykiatere og andet godtfolk.
Big Mother skal nu pyldrer videre og svinge pisken over de gamle.
Næste trin bliver statsautoriseret hjælp til livets afslutning. Den rigtig gamle og syge må ikke bestemme sin egen exit.
UBI - Basisindkomst - For menneskers skyld.

Søren Kristensen, Britta Hansen, Dennis Iversen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Hele debatindlægget drukner i en stupid definition, fysisk hårdt arbejde. Fysisk hårdt arbejde er en definition opfundet af folk der i deres hoved forestiller sig at al sådan noget arbejde må være hårdt, oven i ligger der en negativ historie og nedværdigelse af netop den type arbejde, og det er netop denne nedværdigelse der kan spille ind på nedgangen af unge der ønsker at beskæftige sig i sådanne erhverv.

Men på intet tidspunkt har man spurgt om dem der besidder sådanne erhverv rent faktisk syntes det er hårdt, det kunne tænkes de syntes det var et godt, meningsfuldt arbejde. For der eksistere faktisk mennesker derude der nyder fysisk aktivitet udover at trykke på et tastatur og arkivere papirdokumenter, ja tænk engang!

Hvad med at vi begynder og omtaler disse erhverv med respekt i stedet for disse nedværdigende termer, lavet af bureaukrater.

Carsten Mortensen, Martin E. Haastrup, Ruth Gjesing, Steffen Gliese og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Undskyld "det modsatte"!
Ja, hvordan vurdere menneskers "ydeevne og overskud"? Kan det blive mere kompliceret end det er nu?
Dem, der lyster at arbejde til 70 og mere skulle kunne gøre det, hvis det fungerer. Det kan ligefrem være en fordel for alle parter.
Leo, hvornår ville en UBI træde i kraft - hvilken alder?
Højrefløjen ( og måske andre ) ville påstå, at så gad ingen arbejde :9
Hvilket supplement skal til for en rimelig levestandard?

Anne - Meget kort svar.
UBI : Fra 0 til ? - Eller som vi siger - fra vugge til krukke.
Doven eller hvad man kalder det - sådan er mange allerede nu - ledige og i lønarbejde.
UBI vil være, som navnet siger, den basale tryghedssikring, betydelig lavere end mindstelønnen.
Men, tillæg børne-UBI`en.
Den enlige uden børn vil være den fattigste, fordi UBI er individuel. Kan opvejes gennem boligydelsen. Jeg ser boligydelsen som den eneste ydelse, der ikke kan afskaffes.
21 andre ordninger afskaffes. Jeg har opremset dem i en tidligere debat.
Alt dette er mine betragtninger. UBI`en vil være, som man bestemmer sig til - herunder sammenhængen med en skattereform.

Mikkel Nielsen, det var godt, det blev skrevet - det er ellers længe siden. Jeg mener, at man må gå ud fra, at folk i udgangspunktet vælger den type arbejde, der tiltaler dem mest eller er mindst frastødende.
Af den grund bliver man også træt, når især de mest forkælede arbejdsmæssigt fremstiller deres ret selvforvaltede og velbetalte arbejdsliv som noget nær et kors at bære - som om de af ren ansvarsfølelse har påtaget sig at bære samfundet på deres skuldre.

Leo Nygaard har ramt sømmen på hovedet: Den enkelte selv ved bedst.

Hold da op, hvor ville det spare mange penge at forsøge sig med denne overbevisning. Spørg mig, jeg kan præcis fortælle alle, der vil høre på det, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan præstere - også rent tidsmæssigt. Var der blevet lyttet til mig for mange år siden, havde mange sagsbehandlere kunnet holde fri nogle eftermiddage. Og min sag var løst for længe siden...

Det er svært at presse folk i kasser i lang tid ad gangen. Men naturligvis vil de eksistenstruende tiltag, som regeringen allerede har gennemført, medføre at alt for mange forsøger at presse sig selv i det helt umulige.

Og det gælder også 'de mest forkælede arbejdsmæssigt'. Fordi de er heller ikke fredet i forhold til at gå ned på grund af den ene eller den anden årsag.

Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Martin E. Haastrup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det ligger jo i ordet at hårdt fysisk arbejde er ja hårdt ved kroppen, hvis man ikke ligefrem er atletisk bygget og nyder fysiske udfordringer eller bare ung og kan klare alt. Kroppen blive ikke ved med at være lige god til at restituere, når man bliver ældre og mange får gigt og andre skavanker, som gør at selv små fysiske udfordringer kan føles store. Omvendt kan stillesiddende eller ensformigt arbejde være lige så invaliderende. Det kan usikkerhed omkring jobsituationen også. Undersøgelser har vist at arbejdsløshed over tid kan være endog meget stressfremkaldende. Dem der klarer sig bedst på arbejdsmarkedet, i den høje ende af aldersfordelingen, er ikke overraskende dem med såkaldt varieret arbejde og høj sikkerhed i ansættelsen. De kommer ofte fra velfungerende hjem og lander i ønskejobs, der tilbyder gode arbejdsvilkår, gerne med en kop kaffe og lidt godbider til i løbet af dagen, uden at de behøver være bundet til en maskine, en computer eller andet dagen lang. Selvstændige erhvervsdrivende, ledere, kunstnere, undervisere (hvis de kan udholde evt. livlige aktivitet i klasselokalet), politikere, og andre, som har mulighed for at øve deres sociale kompetancer og holde krop på et fordrageligt aktivitetsniveau, kan således sagtens arbejde ja nærmest livet ud. De bliver ikke nedslidte.

Om dit job er nedslidende kan, i den sidste ende, kun du selv afgøre. Hvad der er nedslidende for den ene kan være drømmejobbet for den anden og hvad der er et ønskejob i en livsfase kan være et mareridt i en anden. Derfor giver det god mening at bevare et fleksibelt arbejdsmarked med let adgang til jobskifte, hvis man satser på at forhøje pensionsalderen. Desværre ser vi tendenser til det modsatte: at arbejdsmarkedet i fremtiden bliver mindre fleksibelt, mindre rummeligt og mere krævende, fordi globaliseringen åbenbart kræver vi tager konkurrencen op fra lande som ikke har samme respekt for arbejdsmiljø, som vi har tradition for her i landet. En måde at løse problemet på, i en fremtid som bliver mere og mere afhængig af automatisering, kunne være kortere arbejdsdag og flere ansatte.
Kortere arbejdsdage ville give bedre tid til frivilligt arbejde og hvorfor nøjes med at oprette gårdlaug i de store bykareér. Hvad med gaden? Hold da op hvor nogle fortov trænger til kost, i hvert fald på Nørrebro - og det er trods alt et gammelt arbejderkvarter.

Større fleksibilitet er meget ønskeligt, for der er mange faktorer, som kan nedslide mennesker. Lige præcist derfor er/var efterlønnen en god og værdig løsning for mange. Både fysisk hårdt arbejde såvel som mentalt hårdt arbejde kan nedslide mennesker.

Og ja, den allerstørste stress belastning er kontroltab. Tab af kontrol over personlig livssituation, forårsaget ved sygdom, udstødelse af samfundet eller arbejdsløshed giver ekstrem stress. Der er her tale om kontroltab over de tre nederste og vigtigste behov i forhold til Maslows behovspyramide. Når du som menneske ikke længere har kontrol over din sikkerhed, din tryghed, din mulighed for at få føde og bolig, og dine sociale relationer forsvinder, ja, så går hjernen i panik og stresshormonerne styrer med alvorlige sygdomme til følge - depression, angst, hjertekarsygdomme, demens, etc.

Carsten Mortensen

Slående er det da - at i en tid hvor vi vil have mennesker til at arbejde mere/længere .....bliver mere og mere arbejde som udføres af frivillige, gratis praktikanter, jobtræning og hvad ved jeg!
Om de så er slidte eller ej bliver alser til pseudo!

Vi er jo ikke engang født med de samme gener, og tak for set. At forlange den samme pensionsalder af alle er jo naturstridigt. Men magthaverne benægter fakta!

Det er yderst tyndbenet, at Tølbøll ikke nævner de arbejdsgrupper, der har fået lempet de fysiske belastninger. De mennesker, der i dag er i halvtredserne og som har arbejdet i storkøkkener, været bagagedragere i lufthavne eller været sosu-hjælper i det meste af deres arbejdsliv, er i hvert fald ofte meget slidte af dårlige arbejdsstillinger og tunge ubekvemme løft. Så det forsvinder jo ikke lige me,a t man indfører nye arbejdsmiljøregler. Og nu vi taler sosuhjælpere, så er det en gruppe, som mange steder har al mulig grund til at miste arbejdsglæden pga den effektivisering, faget er udsat for. Dårlig ryg skyldes i alle mulige fag, meget ofte, at man ikke får slappet af, altså at pauserne er forsvundet. Det slider. Men kære Tølbøll! Forklar lige hvilke hjælpeforanstaltninger man har indført på de nævnte arbejdsområder, som betyder, at selv midaldrende kan arbejde til de er halvfjerds.