Kronik

Mit barndomsland er afviklet

Da jeg var dreng, var min fødegård centrum for en masse menneskers liv. Bondens storfamilie, karle, piger, fodermesteren, Venstrefolk og socialdemokrater. I dag sidder min bror alene tilbage. Selv stemningen, af at landbruget er et agtet erhverv, er væk
Da jeg var dreng, var min fødegård centrum for en masse menneskers liv. Bondens storfamilie, karle, piger, fodermesteren, Venstrefolk og socialdemokrater. I dag sidder min bror alene tilbage. Selv stemningen, af at landbruget er et agtet erhverv, er væk

Jesper Nørgaard Sørensen

Debat
21. september 2016

Den gård, hvor jeg blev født, i 1950, og voksede op og boede, indtil jeg blev student i 1969, var på knap 100 tønder land. Damgaard i Lødderup på Mors, cirka fem kilometer vest for Nykøbing.

Det var ikke den største gård i sognet; men den var da en af de største, og livet på gårdene dengang var båret af en stemning af ikke alene velstand, men af at man tilhørte et agtet erhverv.

Det var almindeligt kendt og accepteret, at landbruget var landets centrale, bærende erhverv, og dermed fulgte der ikke alene en naturlig respekt for dem, der forvaltede det, men også en tilsvarende selvagtelse.

Læs også: ’Hvis en ung landmand spurgte mig til råds, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle svare’

Vi havde selvfølgelig folk på gården, karle og piger. Det var unge mennesker, som ’tog plads’ for et halvt eller et helt år ad gangen på en gård som forberedelse til selv at blive bønder: to karle, en forkarl og en andenkarl, en fodermester, der arbejdede i hhv. mark og stald, og en pige, om sommeren halvanden pige, der arbejdede i stuehuset og i haven.

’Halvanden’? Ja, det betød, at den halve, som sædvanligvis var meget ung og havde sin første plads, kun arbejdede hos os om formiddagen og hver dag tog hjem til sine forældre, når der var vasket op efter middagsmaden, og så stillede igen dagen efter kl. 7.

De andre boede på gården, inde i stuehuset. Pigen med sin medbragte kommode på et værelse, der stødte op til entreen, og fodermesteren på ét, hvis dør vendte ud til bryggerset; de to karle med hver deres ligeledes medbragte skab på ét og samme kammer for enden af den ene af staldbygningerne.

Kollektiv

Jeg var den ældste af fem brødre – det var først i 1964, efternøleren, Anders, kom til, og da var det hele ved at være anderledes – og vi sov alle fem på det samme værelse, indtil jeg, da jeg kom i realskolen, fik mit eget diminutive værelse.

Min bedstefar, som jeg er opkaldt efter, boede også på gården, indtil han døde i 1958, så vi var mange om bordet ved måltiderne, der skulle skrælles mange kartofler hver dag, som regel en hel spandfuld: middagsmad kl. 12 og aftensmad kl. 18.30, hvor der var fuldt fremmøde, vi drenge cyklede hjem i spisefrikvarteret. Hertil kom morgenmad kl. 7, formiddagskaffe kl. 10 og eftermiddagskaffe kl. 15.

Hvis folkene ikke havde andet for, det havde de som regel ikke, hvis de ikke lige skulle til gymnastik, kom de efter aftensmaden ind i stuen og snakkede og læste avis og fik aftenkaffe sammen med os. I december klippede vi julepynt sammen, og ved ni-titiden gik de i seng. De skulle jo tidligt op.

I høsttiden var der flere i arbejde på gården: Dengang høstede man med selvbindere, hvis skær var betydelig kortere end en nutidig mejetærskers, så høsten var ikke noget, der lige var overstået på et par dage. Den kunne strække sig over flere uger, og den krævede ekstra assistance.

Læs også: Landbrugsformand: ’Der er risiko for, at landmanden forsvinder’

Min far kendte nogle mænd i sognet, der tog ud som daglejere, og som han vidste kunne bestille noget, og hvis det tegnede til godt høstvejr dagen efter, kørte han om aftenen ud og spurgte, om de kunne komme og hjælpe til.

Man kunne jo ikke bare ringe til dem, det var langtfra alle, der havde telefon, og tit spurgte han mig, om jeg ville med, og så kørte vi i vores Opel Six, årgang 1936, op til Karl eller Gunnar Fynbo eller Hurtigkarl eller Jens Vejmand. Karl boede i Fredsø, Gunnar og Hurtigkarl hhv. i Lødderup og på Lødderupvang, og Jens i Legind, og far spurgte så, om de kunne stille på Damgaard dagen efter, når duggen var væk.

En sådan aftale blev ikke truffet fra det ene øjeblik til det andet, der skulle både indledende og afsluttende snak til, så det tog gerne lidt tid.

På de høstdage blev der arbejdet både koncentreret og hårdt, og min mor og/eller pigen tog ud til folkene i marken både om formiddagen og eftermiddagen og rettede an med smørrebrød og kaffe og kærnemælk, måske en øl, så arbejdet ikke skulle blive afbrudt ved, at de skulle tilbage til gården for at holde kaffepause.

Der blev også arbejdet sent, godt og vel indtil duggen var faldet – det gjaldt om at få så mange læs tørre neg hjem som muligt, man kunne jo aldrig vide, om det ville regne dagen efter.

Vi børn hjalp selvfølgelig også til i høsten, i begyndelsen ved at sidde på traktoren og ’køre frem’ med den vogn, negene blev langet op på.

Det var karlenes arbejde, og nogle af dem var de rene kunstnere til at stable læs, hvor kunne de dog få mange neg til at hænge på, og hvis marken og markvejen ikke var alt for ujævne, kom læsset velbeholdent hjem i laden, hvor negene blev forket af og lagt til rette, tit i ulidelig varme under pandepladerne.

Social orden

Høsttiden havde sin helt særlige stemning. Den kunne være forbundet med både glæde og ængstelse; glæde, når vejret artede sig, og kornet var tørt nok til ikke at skulle sendes til dyr tørring hos foderstofhandleren; ængstelse, når det drillede; hvis det regnede, hvis maskineriet brød sammen; men uanset hvordan det var gået, blev der sluttet af med et høstgilde, hvor familien, karlene og pigerne og daglejerne med deres koner kom til middag.

Da blev der ikke sparet på noget, der blev spist og drukket godt, og der blev sunget fra Højskolesangbogen; mændene spillede kort, og kvinderne og børnene legede ’Skibet er ladet med’ og ’Jeg var til te hos kejseren af Kina, og dér mødte jeg’, og så gjaldt det om at kunne huske så mange som overhovedet muligt af alle dem, deltagerne havde mødt, da de var til te hos kejseren af Kina.

Det kunne være mange, mange, og ved den slags lejligheder kunne der vel godt en gang imellem røbe sig nogle sociale forskelle, som ikke spillede den store rolle til daglig: Vi var alle sammen, hvad enten vi var bønder eller arbejdere, Venstrefolk eller socialdemokrabater, som vores Onkel Einar kaldte dem, klar over, at vi havde hver vores plads, og at hvis den eksisterende orden skulle opretholdes – og det mente vi selvfølgelig, at den skulle, andet faldt os ikke ind – ja, så var det en forudsætning, at vi respekterede hinanden og vores plads i den gældende orden.

Afvikling

Alt dette er historie. Den livsform findes ikke mere. Den begyndte så småt at forsvinde i 1950’erne, den blev gradvis og ubønhørligt afviklet i løbet af 1960’erne, og når jeg læser f.eks. Hans Edvard Nørregård-Nielsens skildringer af tiden, kan jeg forstå, at det hele måske ikke var så selvfølgeligt og idyllisk, som jeg oplevede det.

Men afviklet blev den måde at leve på. Der var færre og færre unge, der ville være bønder, og det blev sværere og sværere at finde kvalificerede folk, der ville arbejde ved landbruget.

De små og mindre brug forsvandt stille og roligt, læhegnene forsvandt, markerne og svinefarmene blev større og større, i takt med at gældsætningen voksede, ofte efter letsindig rådgivning fra både bankerne og landbrugets egne organisationer. »Det er jo ikke landbrug, det er industri!« vrissede min far og alle de andre bønder af den gamle skole, hvis indstilling gjorde, at de aldrig kom med på vognen og stille og roligt sakkede agterud i samfundsudviklingen.

Læs også: Kan en venstrefløjsvision fra 1980’erne redde dansk landbrug?

Samtidig sank agtelsen for bønderne drastisk, og det var svært for dem at vænne sig til såvel den ridefogedmentalitet, de blev behandlet med af de offentlige myndigheder, som i daglig tale at blive omtalt som dyremishandlere og miljøsvin.

Det efterlod med nogen ret det meste af et par generationer af bønder med en fornemmelse af at være blevet hægtet af samfundsudviklingen og placeret som samfundets pariaer.

Nu sidder min ældste bror alene på min fødegård, den, jeg skulle have overtaget, og min næstyngste bror har Vestergaard, den gård, der var den største i sognet, da jeg var dreng.

Den ene er fraskilt, den anden har aldrig været gift.

De kan lige akkurat klare de økonomiske skær, og der er ikke meget at slå til side med.

De pukler fra tidlig til silde, de må være indstillet på jævnlig at blive udsat for samfundets ringeagt, spot og spe; men de har stadigvæk deres glæde ved at arbejde med dyr og jord. Og et liv som lønmodtager – nej, det kunne de godt nok ikke tænke sig.

Johannes Riis er litterær direktør på Gyldendal

Serie

Vores jord – vores mad

Danske landmænd er tynget af gæld og global konkurrence, og hver dag må en eller flere heltidsbedrifter dreje nøglen om.

Forbrugerne tager samtidig afstand fra de stedse større industrilandbrug og forlanger mere dyrevelfærd, mindre kemi og lokalt producerede fødevarer.

I en ny serie sætter Information i samarbejde med P4-regionerne i Danmarks Radio fokus på, om der er en anden vej for dansk landbrug.

Seneste artikler

  • Tænk, hvis landbruget har en fremtid

    21. oktober 2016
    Meget går den gale vej for de hårdt trængte danske landmænd, som skildret i Informations serie ’Vores jord – vores mad’. Men der eksisterer mange muligheder for at bane vej for omstilling til et mere robust og bæredygtigt landbrug i ny nærkontakt med forbrugerne. Tænk hvis vi greb dem
  • ’Ikke så afgørende, om landbrugs-produktionen består, og landmanden forgår’

    18. oktober 2016
    Eksporten er afgørende for, om der kan skabes liv og beskæftigelse i landdistrikterne, uanset at antallet af bedrifter bliver ved at falde hastigt, mener miljø- og fødevareministeren
  • Hvis jeg er inhabil, er vi alle inhabile for Vorherre

    13. oktober 2016
    Information krænker god presseskik med sine historier om, at jeg var inhabil og korrupt i forbindelse med, at jeg i Promilleafgiftsfonden for Landbrug deltog i behandlingen af en ansøgning, jeg selv havde forfattet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til Johannes og Information. Så præcist beskrevet! Københavnerne og andre folk og fæ trænger til at vide noget om bøndernes vilkår gennem personlige beretninger, som denne.

Hold da op en gang romantiseret gylle. Livet på landet dengang, var hård og brutal nedslidning, for alle andre en storbonden og hans familie. Børn af småbønder blev sendt hjemmefra som 10 -11 årige, for at tjene til deres overlevelse. Mange var nedslidte før de var voksne.

Palle Yndal-Olsen, Karsten Aaen, Benny Jensen, Thomas Holm, Kim Houmøller, Lennart Kampmann, Torben K L Jensen, Mona Blenstrup, Torben Skov, Hans Larsen og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Det er nok finere og mere behageligt at være konsulent eller 'ekspert'?

Niels Duus Nielsen

Rolig nu, Martin Madsen, Johannes Riis er søn af en storbonde, som det fremgår af teksten, der giver et i mine øjne sandfærdigt billede af storbøndernes selvforståelse i de gode gamle dage. Min far var nemlig bondebarber i Vestjylland, så jeg kender lidt til bønder, både store og små.

Karsten Aaen, Vibeke Hansen, Anne Schøtt, Viggo Okholm, Niels-Simon Larsen, Flemming Berger, Hans Aagaard, David Zennaro, Dennis Iversen, Peter Knap, Jørn Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Ja. Det er idyliseret storbondeliv der beskrives. Det er fanme ikke de go'e gamle dage! Og må de aldrig komme igen! Landarbejdernes liv var hårdt, rettighedsløst og næsten uden løn. Specielt for de unge.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Janus Agerbo og Mona Blenstrup anbefalede denne kommentar
Niels Ishøj Christensen

Der er måske fremtidsperspektiver for landbruget at finde her: http://www.booksandideas.net/For-an-Ecological-Democracy.html

Helene Kristensen

Det var jo også før landbruget blev Danmarks største bistandsklient. Der er dog lige en enkelt person der glemmes i det smukke glansbillede - nemlig den evnesvage borger som familien ikke havde råd til at forsørge, og som derfor af "samfundet" blev bortgivet til bonden mod kost og logi. De arbejdede med det de kunne, og det var meget for de kostede jo ikke noget - og de skulle udnyttes fuldt ud inden de døde i en ret ung alder.

Kim Houmøller, Torben Skov og Mona Blenstrup anbefalede denne kommentar

Min barndoms lykkelige have, en fredsommelig natur midt mellem land og by, eksisterer ikke mere - og man gribes af stor forundring, når man en sjælden gang kommer ind til byen - som ikke mere kan kaldes 'min by' - hvad har vi dog gjort ved os selv, og hvem har forlangt det ødelagt? ...

Kun de lyse timer huskes, men det var også de bedste.

Tja........ Johannes Riis - det er jo som oftest en anelse vemodigt at få afviklet sit barndomsland og miste sin mentale uskyld. Personligt har jeg det dog uendelig meget sværere ved at være vidne til landbrugets fortsatte afvikling af den danske natur!

Mona Blenstrup, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, Jens Falkenberg, Torben Skov, Helene Kristensen, Janus Agerbo og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

...Hmmm, det kunne være interessant at høre stuepigens oplevelser i den historie.

Landbruget ligger grundlæggende som redt som ivrig Venstre segment og dermed ivrig EU tilhænger, globaliserings tilhænger og frihandels tilhænger. Og var det ikke lige for den deregulerede neo liberalistiske kapitalisme og konkurence, som vi ALLE lider under med de politiske beslutninger der tages i dansk politik, havde det da sikkert været både sødt og handlekraftigt og agtværdi. Præcis som i alle andre menneskers liv, som gør deres bedste for at få livet til at hænge sammen.

I har selv stemt Danmark ind i EU i forventning til flere penge til Jer selv. I har selv valgt Venstre og deres ultra liberalisme og deregulering.

Men bare rolig. Når kassen smækker i kommer den deregulerede neo liberalistiske kapitalisme og opkøber Jer for en slik. Præcis som det er sket med millioner af andre arbejdspladser og konkurs virksomheder verden over.

Tidligere var offentlige ansatte som lærer, pædagoger, politifolk, kontorfolk, sygeplejesker o.s.v. ligeledes respekterede og agtværdige hverv.

...Velkommen til Venstres virkelighed.

Karsten Aaen, Mona Blenstrup, Steffen Gliese, Allan Stampe Kristiansen, Per Jongberg, Torben Skov, Helene Kristensen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

90% af opgaverne året rundt på en bondegård er rutine opgaver, som om et årti eller halvanden kan klares med en computer over internettet fra få centrale styringsenheder. De sidste 10%, brud på rutinen, klares med centrale service teams som rykker ud efter behov.

...Selvkørende robotter overtager resten - De 90% rutine.

I Japan er man begyndt at dyrke grøntsager i højhus aktige siloer i et sterilt miljø uden jord og sollys med et nærmest perfekt produkt til følge. Og hvorfor skal svinekøb dyrkes som en gris, når kødet kan gro på et kontrolleret celle niveau i lignende siloer helt uden en levende gris og gylle?

Allan Stampe Kristiansen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

...Stem på alternativet og gå ind for en borgerløn og du kan måske vende tilbage på landet og et rigtigt godt og sundt økologisk bonderøvs liv i den positive forstand - Sådan lidt for hyggens skyld.

...Stem Venstre eller andet i blå blok og det vil grundlæggende automatiserings landbrug som vinder frem samtidig med bondemanden ender i rækken af overflødige på kontanthjælpsloft.

Valget er dit ved det kommende folketingsvalg - En lys fremtid med indhold og livsglæde, eller en sort fremtid i frygt og angst drevet af risikoen for at blive en af de mange overflødige.

...Your choice.

jens peter hansen

I 50'erne og 60'erne blev 11 årige nu ikke sendt hjemmefra for at arbejde for andre, men alle på store og små gårde hjalp til. Spørg den forhadte Anders Fogh. Der var meget håndarbejde, optagning af roer, kartofler og bjergning af hø og korn. Alt dette forsvandt i løbet af 60'erne. Det gjorde landarbejdere og daglejere også. Den helt store forandring begynder fra DK's deltagelse i EU i 1973, da alt skulle køre på skinner, men som siden har vist sig at køre af skinner og væltede læs blev helt almindelig. Fra over 200.000 landbrug i 1950 er vi vel nede på 10.000. Det Johannes Riise skriverpasser fuldstændig med min egen barndom og ungdom i 50'erne og de tidlige 60'ere. Vi er mange der som Riis har rødder i landbruget, der er næppe ret mange 20 årige der i dag kan sige det samme. Og skulle de komme fra en gård, har den intet at gøre med den kultur vi var desidste der oplevede og har set er blevet af viklet. Om føje år er jorden blevet overtaget af pensionskasser og aktieselskaber og den sidste private storbonde kan som fiskerne førhen kalde sig fhv. Sådan.

Keld Albrektsen, Mona Blenstrup, Anne Schøtt, Allan Stampe Kristiansen, Oluf Husted, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Ren Morten Korch, - skrevet af en litterær direktør på Gyldendal..!!

Helene Kristensen

Jens Peter Hansen, og hvem valgte den vej? Var bønderne de stakkels ofre for "fremskridtet" eller valgte de selv ud fra om der var flere penge i det? Højest besynderligt synes det som om vejen frem mod nutiden, med større landbrug, større maskiner, større dyrehold, alt sammen nu bliver beskrevet som andres værk. Nej de var og er grådige, kan ikke få nok - kald det karma eller skud i egen fod.

Jeg kan huske når min far kom træt hjem fra slagteriet, han lugtede mere af frisk kød end af gris, men han var stolt over dagens arbejde og egentlig ikke utilfreds med at falde i søvn lige efter TV-avisen.
I dag har det landbrug der ejede slagterierne flyttet dem til udlandet.
Med et meget lavt forbrug er det lykkedes far at beholde huset lidt endnu.
Tak til landbruget for deres ikke solidaritet, men det er jo bare globaliseringen. Men så kan I vel heller ikke undre jer over den manglende opbakning til jeres klynk.

Karsten Aaen, Mona Blenstrup, Jens Falkenberg, Kim Houmøller, Niels Duus Nielsen og Herman Hansen anbefalede denne kommentar

...Gætter på en høstfest anno 2016 består af enkelte stor forpagtere og ellers masser af konsulenter og bankrådgivere :-(

I Tyskland, hvor dele af Danish Crown's slagterivirksomhed udføres, sker det med ufaglærte og super billige kolonne arbejdere fra øst europa som bor i faldefærdige fælles skuer nær slagteriet. De er ikke ansatte på slagteriet, men i underentreprise som daglejere og uden for myndighedernes og evt. fagforeningers kontrol. En timeløn på omkring 40 kr. i timen og uden nogen rettigheder.

Danish Crown er en gang blevet forsøgt interviewet af tysk TV. Men de afvise bare med påskud om at de (øst europæiske kolonne arbejdere) ikke er ansatte af slagteriet, men af et eller andet øst europæisk firma som Danish Crown så lejer ind efter behov. Da de er ansat hos et øst europæisk firma og lejet ind gælder tyske løn og arbejdsforhold ikke - Ren og skær EU organiseret social- og løn dumping.

Og INGEN griber ind. Ingen fagforening på barrikaderne. Ingen strejke. Ingenting.

...Hvor længe kan slagteriarbejderne i Danmark med 250 kr. i timeløn, pension og ferie og ordnede arbejdsforhold mon beholde deres job?

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Mona Blenstrup, Anne Schøtt, odd bjertnes, Allan Stampe Kristiansen, Nille Torsen, Kim Houmøller, Flemming Berger og Torben Skov anbefalede denne kommentar

...Jeg håber Danmark følger briterne ud af EU, snart, i den form EU har taget og at et nyt EU, hvis hoved bestand er frihandel med vare kan genopstå. Ingen fælles social politik, ingen fælles arbejdsmarked politik, ingen fri bevægelighed af arbejdskraften for lønninger under 500.000 kr. i års indtægt.

Mona Blenstrup, Kim Houmøller og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Det er sket en samfundsudvikling siden bondstandens højtider.

Landbruget, sammen med de andre primære erhverv, fiskeri, skovbrug, råstofudvinding. vil kun holde 3-5% af befolkningen i arbejde.
Produktion, de sekundære erhverv, er nu nede på 15-18% af befolkningen.
80% af befolkningen arbejder i dag i servicefag, den tertiære gren, eller i kreative fag, den kvarternære gren. Den pentære gren, styring og politik er også ved at vokse.

@Leo
Du aner ikke hvad du snakker om!
Du kalder mig uvidende, men demonstrerer kun din egen uvidenhed!
Du aner ikke hvor jeg kommer fra, hvor gammel jeg er eller hvad min familie historie er - så ærlig talt - flet næbbet!
@ Jens Peter
Det gjorde de altså, tjek lige fakta.

jens peter hansen

I Frankrig var der i 1950 omkring 5 mio. landbrug. Nu er er under 200.000 egentlige landbrug. Er det så fordi de franske bønder også er grådige ? For 60 år siden var der købmænd, slagtere og bagere overalt,nu er der få tilbage er det også fordi de var grådige. I Esbjerg var der da jeg forlod byen i 1965 over 600 kuttere i dag er der vistnok under ti. Er det også fordi de var grådige? For 70 år siden udgjorde indkøbet af fødevarer til familien en kolossal delaf en families budget. I dag betyder den meget lidt. Mon ikke der er andre stærke kræfter som styrermod større og større enheder ? Som jeg skrev om føje år er det pensionskasser der ejer landbruget. Martin Madsen: hvor har du oplysninger om at 11-årige drenge var ude at tjene i 50'erne ? 14-årige ja, for de var konfirmerede og arbejdede både i by og på land og de havde hårde tider, som mange på den tid, men det fjerner jo ikke ved det faktum at der i landbruget og i håndværket stadig var en vis form for patriarklask, feudal livsform som omhandlede hele husholdningen.

Michael Kongstad Nielsen

"Grøn var min barndomsdal"
Film fra 1941 af John Ford.
https://da.wikipedia.org/wiki/Gr%C3%B8n_var_min_barndoms_dal_(film)
Kunne ikke slå Orson Welles' Citizen Kane
- det var også en lidt anden genre.

Michael Kongstad Nielsen

Orson Welles kunne også noget med Den Tredje Mand, 1949, skøn musik fra Wien, efter WWII, lyt:
https://www.youtube.com/watch?v=xUqzl-4tLXs

Romantiseret gylle skriver martin Madsen, så galt synes jeg ikke det er. Jeg, som nu er 71, er vokset op omkring Ølgod på et husmandssted med to større landbrug som nærmeste nabo. Jeg kan sagtens genkende beskrivelsen og udviklingen. Og selv en husmand havde daglejer engang imellem, og i øvrigt havde vi tjenestedreng om sommeren på de 17 tønder land. Tiden og barndommen var på godt og ondt og meget primitivt og ja jeg måtte sige nej til børnegilder fordi jeg skulle hjælpe hjemme. Men der var glæder såvel som slid og besvær. Dyrene havde navne og blev puslet om. Den ene nabo kom og sagde til min far: Nå du bor i stærekassen, hvortil min far replicerede: stærene kan også fløjte. Denne nabo med de 80 tønder land fik den første traktor i området og den første mejetærsker, men gik så fallit senere. Jo vi kan konstatere at udviklingen fra 50 til nu er gået uhyggelig stærkt.

Niels Duus Nielsen, Mona Blenstrup, jens peter hansen, Anne Schøtt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Mere spændende er, hvor mange venstrevælgere der med MRSA-afsløringerne har fået nok.

Det er jo i øvrigt denne forsynlighed, denne mobilisering af alle til rådighed værende ressourcer, Partiet Venstre bygger sin beskæftigelsespolitik på: den lille smule, du kan overkomme, skal du overkomme, inden du kan vende tilbage til din loppebefængte halmmadras. Men vi burde være videre end det, ærlig talt.

"hvor har du oplysninger om at 11-årige drenge var ude at tjene i 50’erne ? "
På Midtsjælland i en lille flække var der eksempelvis piger i alderen 11 år som efter skole hjalp i huset og stalden på en gård. Dette var også tilfældet andre steder. B ørn måtte gerne arbejde dengang og mange havde job før og efter skole med vareudbringning fra købmænd, mælketure om morgenen, hushjælp på gårde og i huset og andre steder. alle måtte hjælpe til dengang med at forsørge familien i de hjem, hvor man ikke var velhavende.

jens peter hansen

Jeg skriver jo netop at alle hjalp til, men det er ikke det samme som at man var ude at tjene, da man så boede hos husbonden. Det var imidlertid hårdt nok for konfirmerede piger og drenge at skulle hjemmefra for at komme ud at tjene og JEG romantiserer på ingen måde dette forhold, så der er ingen grund til overdrive forholdene i 50'erne og 60'erne og lade som at det var som for 100 år siden.

Så du definerer arbejdet for børnene som kun rigtigt hårdt, hvis de boede uden for hjemmet?

jens peter hansen

Nej selvfølgelig var det hårdt arbejde, men det er dog en væsens forskel at de var blandt fremmede!!

Niels Duus Nielsen

En af mine klassekammerater i folkeskolen var søn af en småbonde, der ikke havde råd til en karl, hvorfor drengen måtte stå op hver morgen klokken fem, så han kunne nå at muge ud hos køerne, inden han gik i skole. Dengang var et bad en luksus, så han lugtede som regel af lort. Det drillede vi småborgerbørn ham selvfølgelig meget med.

I dag ville det blive kaldt mobning, for det var, hvad det var. Til gengæld slog han en proper næve, det giver nemlig muskler at skovle kolort, så der var naturlige grænser for drilleriet.